Sidsel & Lasse – Society B

By the way #83

Flot natur ved Lønstrup Strand, hvor vi tilbragte en weekend i sommerhus

By the way:

  • Vores ven Mads har skrevet et interessant debatindlæg til Jyllandsposten om fremtidens turisme i Aarhus. Det handler kort sagt om vigtigheden i, at vi, som borgere i Aarhus, fortsætter med at være så smilende og venlige, som de udenlandske turister oplever, vi er. Har du nogensinde hjulpet en turist i Aarhus? :)
  • I sidste weekend læste Sidsel op af sine 15 år gamle dagbøger for vores venner, hvilket var virkelig sjovt! Et udtryk fra 00’erne, som vi helt havde glemt, er “stil”. Altså som en form for anerkendende ord for noget, der er sejt/smart/cool. “Jeg har lige købt de nyeste Diesel-bukser!” “Wow, stil!”. Det ord vil vi til at bruge noget mere, haha!
  • Har nogen af jer hørt det nye Radio4? Enten live eller deres podcasts? Og hvad synes I om det?
  • Den 38-årige fotograf, Lasse Bak Mejlvang, fandt nogle gamle analogbilleder fra sin ungdom i 90’erne og besluttede sig for at udstille dem. Han mener ikke, billederne nogensinde ville kunne blive postet på Instagram i dag og bruger generelt en del tid på at beskrive, hvordan tiden før sociale medier og selvfremstilling var bedre og mere enkel. Vi kan godt forstå ham, men omvendt synes vi også, vi lige nu på Instagram ser en tendens mod mere upolerede billeder og en mere ufiltreret selvfremstilling, hvor det hele ikke behøver være pænt og perfekt. Vi tror sagtens, nogle af hans billeder kunne være blevet lagt på Instagram, hvis de var blevet taget i dag.
  • Har I set den nye reklame for Jensens Bøfhus? Den er godt nok alt for patos-fyldt og overdrevet til vores smag. Især taget i betragtning af, hvad det er, den reklamerer for. Synes, den holder?
  • Vil du hurtigt finde ud af, hvilken generation, en person er fra? Så spørg, hvem de først tænker på, når man nævner navnet “Justin”. Er det Bieber, er du sandsynligvis under 25, er det Timberlake, er du nok i starten af 30’erne. Og er det Vernon, er du bare hipster.
  • Har du læst novellen “Cat Person“, der blev udgivet i The New Yorker i 2017? Det er en ret interessant historie, der skildrer et møde mellem en ung kvinde og en lidt ældre mand, der mødes i en biograf og hvordan deres forhold gradvist går galt. Den er interessant, fordi den, da den udkom, skabte en del debat om, hvem i historien, man skulle “holde med”, og hvor “skylden” lå. Læs den, det tager 15-20 minutter.
  • I denne måned skal vi se Book of Mormon, som vi er blevet inviteret til af Musikhuset. Vi er ret spændte på det, da vi næsten kun ved om musicalen, at det er skaberne bag South Park, der har skrevet den. Det kan vel ikke være helt dårligt!
  • Forleden var vi inviteret på Greenilicious af de søde damer fra Collab, hvor vi fik prøvet nogle nye brunch-retter og en lækker fiskeret, som Greenilicious kommer til at servere inden længe. Vi var begejstrede! Især fordi det var første gang, de serverede de nye retter.
  • Vi er store fans af den vietnamesiske nuddelsuppe-ret Pho – vi lavede for nyligt en version, der var Sidsels fortolkning af en Valdemarsro-opskrift. Vi lavede den med kyllingekødboller, som passede rigtig fint til. Det skal vi snart ha’ igen! Måske med noget andet kød eller som en vegetarudgave. Det er en nem og lækker ret, som er helt perfekt til den kolde tid :)

Om (ikke) at have noget på hjerte

Det er fedt, at have en blog. Når du har noget, du gerne vil ud med, kan bloggen være en platform, du kan få lov at skrive dine tanker, frustrationer, glæder, idéer og meninger ned på. Tilmed med den luksus, at du som blogger får mulighed for at diskutere og debattere tankerne med en håndfuld mennesker, der læser med. Det er i sandhed et privilegium! Selvfølgelig varierer det, hvor meget, man som blogger kan have på hjerte fra tid til anden. Men hvad så, når man ikke står og har noget særligt, man vil dele, eller nogle dybe tanker, der presser sig på? Det kan sætte en blogger i lidt af et dilemma, for læserne har jo en forventning om, at der ikke går flere uger eller måneder mellem hvert blogindlæg. Så hvad gør man så?

Jeg tror ikke, det kun er bloggere, der oplever denne problematik. Jeg tror, andre meningsdannere og offentlige personer, der gerne vil “holde sig relevante”, kan blive grebet af en mild panik, når de har gået tilstrækkeligt længe uden at have “ment noget om noget”. Hvilket jo ellers er helt legitimt – man kan jo ikke gå og have en holdning til alting hele tiden. Og da slet ikke en holdning, der skiller sig så væsentligt ud, at den kræver, at andre også skal lytte til den. Konsekvensen af dette kan være, at man som meningsdanner falder i holdningsfælden, der gør, at man konstant ytrer sin holdning om stor og småt, uanset om det er noget, man har forstand på eller ej. Eventuelt vælger man nogle kontroversielle standpunkter, man måske ikke står 100% inde for, men som gør, at man kan få taletid. På samme måde kan jeg som blogger komme til at føle, at jeg er nødt til at skrive et eller andet for at holde bloggen kørende. Men det er sjældent en følelse, der er specielt motiverende eller giver nogle særligt interessante indlæg.

Selvfølgelig er det helt fint, hvis man som blogger føler, man kan skrive et meningsfyldt indlæg hver dag. Det tror jeg dog efterhånden de færreste kan. I stedet for så at skrive noget for bare at skrive noget, synes jeg, man skal lade bloggen ligge, til man igen har noget på hjerte. Det er i hvert fald sådan, jeg selv har det. Måske har I lagt mærke til, at der ikke udkommer helt så mange indlæg på bloggen for tiden, som der plejer, og det er netop af den årsag, jeg har beskrevet ovenfor. Hvis man hele tiden skal holde sig relevant, bliver det hurtigt ligegyldigt. Så vil jeg hellere skrive noget, når jeg rent faktisk synes, jeg har noget relevant at byde ind med eller noget interessant, der kan inspirere. Det behøver jo slet ikke være den helt dybe omgang livsrefleksioner hver gang (i så fald kunne vi vist godt stoppe med By the way-indlæggene), men jeg har i hvert fald ikke lyst til at udgive et blogindlæg, fordi jeg føler, at jeg er tvunget til det.

Vores digitale samfund bombarderer os med informationer fra alle kanter hele tiden, som ingen af os rigtigt kan nå at forholde os til, før der er kommet noget nyt. Så derfor vil jeg hellere ha’, at du som læser skal forholde dig til noget sjovt/meningsfuldt/interessant/inspirerende fra min hånd én gang om ugen end noget ligegyldigt alle ugens syv dage.

Hvad tænker I om bloggere, influencers og meningsdannere? Sender vi for meget ligegyldigt ud i blogosfæren? Skal frekvensen sættes ned i bytte for mere gennemtænkt indhold?

Det perfekte jakkesæt

Annonce for Shaping New Tomorrow

Jakkesæt i mørkegråPico Pants i mørkegrå | Pico Blazer i mørkegrå |  Supima t-shirt i hvid

The Perfect Suit kalder Shaping New Tomorrow selv deres jakkesæt. Så er forventningerne i hvert fald ikke sat lavt, må man sige. Jeg stiftede selv bekendtskab med Shaping New Tomorrow, da jeg så de nordjyske gutter i tredje sæson af Løvens Hule på DR og dengang tænkte jeg, at det her var en koncept, som rigtig mange mænd (og kvinder på vegne af deres mænd) ville blive vilde med. Missionen om at fylde mandens basisgarderobe med tøj, der både skal være behageligt at gå i, se pænt ud og være til at betale – det lyder som en vindende kombination. Derfor var jeg også ret spændt på at skulle trække i en række af Shaping New Tomorrows produkter – noget, jeg kommer til at fortælle lidt om de næste to-tre måneder :)

Deres nylancerede jakkesæt var det første, jeg kastede mig over, og jeg må virkelig sige, at det er super behageligt at have på, også mere behageligt end normale jakkesæt. Nu er det ikke fordi, jeg har brug for at gennemføre en ironman eller spille en fodboldkamp i det, men det er perfekt som hverdagsjakkesæt med f.eks. en t-shirt eller en striktrøje under. Det vil også være helt perfekt til manden, der sjældent går i jakkesæt – simpelthen fordi komforten er så høj uden at der er gået på kompromis med pasformen eller detaljerne.

Shaping New Tomorrow har især fokuseret på deres komfortable bukser, og deres webshop byder da også både på chinos, habitbukser og deres “classic pants”, som er deres mest populære bukser. Men de har faktisk også et stort udvalg af t-shirts, sweatshirts og andre essentielle stykker tøj til basisgarderoben. Jeg er vild med, at der ikke fokuseres på trends, månedlige kollektioner og “sæsonens farver” men i stedet gedigne basisvarer. Det går fint i tråd med mit ønske om en mindre trendpræget garderobe, der i stedet består af færre stykker tøj, som er tidløse og af høj kvalitet. Derfor er ét af de produkter, jeg glæder mig til at teste, deres nye sweatshirts i bambus og uld, som efter sigende skulle være ekstra blød og varm. Perfekt til efteråret!

Husk forresten at holde øje på min Instagram, hvor jeg kommer til at udlodde lidt godt fra SNT til jer ;)

By the way #82

By the way:

  • Vi har set de første afsnit af “Øen“, som er DRs nyeste “sociale eksperiment” (sjovt, som det hedder et socialt eksperiment, når det er på DR og reality tv, når det er på alle andre kanaler). Det var faktisk ganske underholdende og minder lidt om en krydsning mellem Robinson og Alene i Vildmarken. Vi krummer dog allerede lidt tæer over nogle af alfahannerne i gruppen. Det skal nok blive spændende at følge!
  • Det er så sejt, at Megan Markle og Prins Harry har valgt at sætte ord og fokus på den måde, de bliver behandlet i pressen og offentligheden. Meget apropos Lasses indlæg om at snakke grimt om andre, så gælder det selvfølgelig også for kongelige, at de også har ret til ikke at blive svinet til i pressen og på sociale medier. Og nej, heller ikke her fungerer undskyldningen “Det følger med deres position” eller “Jamen, de har jo selv valgt det”. Ingen burde nogensinde skulle forvente at blive svinet til. At man så er uenig i, at der skal være et kongehus, er jo en anden sag. Den holdning kan man sagtens udtrykke på en konstruktiv måde.
  • Som I måske har set, var vi med på en lille kampagne for måltidskasserne hos Nemlig.com, og vi er helt oprigtigt begejstrede. Måske også bare for selve måltidskasse-konceptet i det hele taget, som vi ikke har fået afprøvet før nu. Der er altså noget helt lækkert over at få varer til ugens måltider ind ad døren på én gang. Vi overvejer meget seriøst at gøre det til en fast ting.
  • Overraskelsen var mildest talt stor, da vi hørte, at Radio 24syv havde tabt til LOUD om retten til at sende på den nye DAB-kanal. Morten Resen skrev en ret god opdatering om hele sagen. Det handler ikke om, at LOUD vandt over 24syv, men om hele systemet omkring radiokanalerne, der har ført til, at 24syv måtte lukke. Det kan sagtens være, at LOUD bliver en succes, men behøvede det være på bekostning af Radio 24syv? P.S: Er du til et noget mere kritisk rant om LOUD, har denne artikel på Kommunikationsforum det hele.
  • Vi vandt for bedste udklædning til Unique Models’ Halloween-fest på Kupé i weekenden! Det hele takket være Sidsels sminke-skills.
  • På torsdag er vi inviteret af Musikhuset til at se Ringenes Herre Live, hvor Aarhus Symfoniorkester sammen med et stort kor lægger musik til den sidste film i Ringenes Herre-trilogien. Det tror vi nok skal blive helt fantastisk! Vi har for ikke ret længe siden genset alle tre film (det gjorde vi på New Zealand, lige før vi besøgte The Shire filmsettet), så et gensyn med filmen tilsat storladen live-musik bliver helt sikkert en stor oplevelse!
  • Har nogen hørt det nye Kanye album? Vi har kun hørt lidt af det, men tænker umiddelbart, at der er påfaldende langt fra at rappe “I’m a sick fuck, I like a quick fuck” til at levere kristne budskaber med gospelkor. Ah ja, Kanye, du har aldrig helt været til at regne ud.
  • Denne vinter har vi besluttet os for at bekæmpe vintertrætheden med D-vitaminer! Derfor har vi købt en glas D-vitaminpiller, som vi vil spise af hele vinteren. Det bliver spændende at se, om det gør en forskel. Har nogen af jer erfaringer på det område? Eller andre gode tips til at bekæmpe svingende vinterhumør og -træthed?
  • Er vi de eneste, der synes, det er helt forfærdeligt, at udenlandske (amerikanske) kapitalfonde kan få lov at masseopkøbe danske ejendomme, renovere dem og sælge/udleje dem til vanvittige overpriser? I mange tilfælde er det også historiske bygninger i f.eks. København, som bliver “fixet”, så alle de originale detaljer bliver spartlet væk og malet over. Det kan da ikke være rigtigt! Du kan læse mere om Blackstone i artiklen her.
  • 2019 skal være året, hvor vi forsøger at blive ved med at vinterbade det mest af vinteren igennem. Ind til videre går det meget godt, men vi har heller ikke prøvet at bade i år, mens lufttemperaturen har været under to cifre. Så nu må vi se, hvor længe vi holder ud. Vi nåede desværre ikke at melde os ind i Jomsborg, som jo ligger meget tæt på os, så med mindre vi finder en smart løsning, bliver det altså vinterbadning uden sauna bagefter. Brrrr….

Ting, jeg skal stoppe med at sige

Her har jeg muligvis sænket hovedet i skam over de latterlige vendinger, jeg nogle gange kommer til at bruge.

“Nice” – jeg ved ikke, hvad mine forældre sagde, for at tilkendegive at noget var godt, dengang de var unge. Men jeg har en snigende fornemmelse af, at “nice” i dag er ved at blive det, som “skæppeskønt” eller “smaddergodt” var for mine forældre for nogle årtier siden. Nu er mine forældre og andre på deres alder så småt begyndt at bruge “nice”, så nu tænker jeg, det er på tide for mig at finde på noget nyt.

“Agtigt” – ofte brugt i sætningen “Det var sådan lidt what the fuck-agtigt” (hvad end det så skal betyde?) eller “Det var totalt opturs-agtigt”. Generelt er jeg lidt for god til at sætte -agtigt på et andet ord, når jeg ikke helt kan finde det ord, jeg leder efter. Det lyder desværre bare som en vending, en teenager ville ha’ brugt i 2005.

“Fedest” – lyder det ikke helt vildt far-agtigt? (der gjorde jeg det igen!)

“Fucking (nice)” – det lyder grimt, og jeg er egentlig heller ikke den store fan af mange bandeord i den daglige tale. Jeg er ellers vild med at sige fucking og fuck. Jeg udtaler det i øvrigt oftest “fåggen najs“, hvilket bestemt ikke hjælper på den i forvejen lettere ucharmerende frase.

“Super” – jeg har efterhånden sagt “super” med en meget sarkastisk undertone alt for mange gange, når noget overhovedet ikke er super. For eksempel hvis jeg er taget på posthuset for at hente en pakke, som ifølge pakkesedlen burde være klar til afhentning, men så alligevel først kan hentes dagen efter. Derfor kan jeg nærmest ikke bruge “super” i sin rigtige, ikke-sarkastiske form længere. Og så lyder det også lidt plat.

“Det er bare  fint” – denne vending bruger jeg ofte til at bekræfte venner og familie i, at det, de gør, er helt i orden og accepteret af mig. Helt uden ironi eller noget. “Det er bare fint, smut I bare med jer, så skal jeg nok klare opvasken” for eksempel. Jeg (og mange andre i min omgangskreds) har brugt den vending så meget, at den gået hen og blevet latterlig.

“Grineren” – jeg føler, at ord som nederen, grineren, opperen, noieren (nøjeren?) hører slut 00’erne til, og derfor prøver jeg virkelig at begrænse min brug af de ord. Især fordi folk på mine forældres alder er begyndt at bruge dem – især “nederen” er blevet et hit blandt +50-segmentet.

 

Hvilke ord og vendinger synes du, skal lægges i graven?