Jeg har gået og brygget lidt på dette indlæg oppe i hovedet i noget tid, fordi jeg ikke helt kunne finde ud af, hvor jeg skulle starte, og hvad det egentlig var, jeg gerne ville sige med det. Som jeg også skrev lidt om i dette indlæg, føler jeg, at der er en form for trend eller bølge af ærlighed, der rammer alle medier i øjeblikket. Det er på mange måder rigtig godt, fordi det giver mange anledning til at fortælle om nogle ting, de ellers ikke havde turdet fortælle om. Flere og flere står frem og fortæller om angst, stress, depression og andre ting, der er vigtige at få frem i lyset.
Måske fordi jeg selv er mand hæfter jeg mig ved, at også flere og flere mænd tør åbne op for de svære følelser, hvilket ellers – traditionelt set – oftere har været kvinder, der har turdet. Blandt andet har skuespilleren Rudi Køhnke åbnet op i DR-dokumentaren “Rudi er bange” og Tværs, også på DR, har blandt andet fortalt Christians historie om angst. Jeg synes, det er SÅ sejt. Jeg må indrømme, at jeg var lidt bange, da DR3 reklamerede for programmerne på deres Facebook-side. Jeg frygtede lidt, at der ville være en flod af “Tør øjnene og tag en tudekiks”-kommentarer. Heldigvis var det slet ikke sådan, og der var en strøm af positive kommentarer til både Rudi og Christian. Virkelig fedt! Forhåbentlig kan de gode reaktioner være med til at åbne endnu mere op for at vi mænd tør snakke sammen om de lidt sværere ting og give hinanden plads til at være følsomme, sårbare og åbne over for hinanden.
Jeg er selv en ganske følsom mand, der har relativt let til tårer, snakker meget og ikke har et problem med at sætte ord på mine følelser. Det synes jeg i hvert fald ikke selv. Jeg tror også, jeg har været heldig at have en venneflok (bestående både af mænd og kvinder) fra ret tidligt i mit liv, hvor man ikke blev set ned på for at græde, være ked af det eller at ville snakke om de svære ting i livet. Det er altså guld værd. Samtidigt har jeg også følt, at jeg er blevet totalt accepteret, selvom jeg ikke interesseret mig specielt meget for “klassiske mandeting” som fodbold, biler, dyre ure, jagt og den slags. Det kan faktisk nogle gange være sjovt at hilse på et nyt mandligt bekendtskab, og se hans ansigtsudtryk, når han har drejet samtalen ind på fodbold for så at blive ramt af min “Jeg interesserer mig faktisk ikke rigtig for fodbold”-replik, haha. Det er som om, det slet ikke er til at finde ud af, hvad man så gør derfra. Jeg plejer så at komme dem til undsætning ved at forsikre om, at jeg da følger lidt med i NFL. Så er stemningen god igen ;)
Ofte, når man snakker om mænd anno 2018, dukker begrebet “en rigtig mand” op. Jeg har observeret, at det er et begreb, man skal bruge med ekstrem varsomhed. Lidt ligesom med “en rigtig kvinde”. Grunden til det er, at begrebet implicit lægger op til, at der også findes “en forkert mand/kvinde”, hvilket der selvfølgelig ikke gør. Eksempelvis forsøgte Normal sig for nyligt med et marketing stunt, hvor de havde lavet et “Fars track” (ordspil på fast track) i butikkerne – en linje rundt i butikken, som mænd kunne følge for lettere at finde frem til de produkterne, de nok ville være tilbøjelige til at købe. I opslaget på Facebook skrev Normal i sjov “og bare rolig, du er stadig en rigtig mand selv om du handler i NORMAL.” – og så brød helvede ellers løs! Halvdelen af kommentarerne handlede om, at det var god humor og sjovt at tage pis på det latterlige i, at der skulle være noget demaskuliniserende i at handle i Normal. Den anden halvdel af kommentarerne handlede om at Normal stoppede kønsstereotyper ned i halsen på deres mandlige kunder og at det var under al kritik.
Personligt synes jeg ikke, det som sådan var “god humor”, så sjovt var det nu heller ikke. Jeg kunne dog godt forstå, at Normal ikke forsøgte at dele mænd op i rigtige og forkerte men at de prøvede at sige, at alle mænd er rigtige, uanset om og hvad de handler i Normal. Derfor var jeg faktisk også lidt overrasket over at så mange farede op i det røde felt over noget, jeg selv synes var et ret harmløst og uskyldigt forsøg på at være lidt sjov. Selvom jeg ikke synes, det er vildt skægt, synes jeg heller ikke det er vildt forargrende. Jeg vil selvfølgelig ikke sige, at der er en rigtig måde og en forkert måde at forstå kampagnen på. Men helt ærligt… er de hidsige reaktioner ikke skudt over målet? Desværre har nogle af de mænd, der har følt sig truffet, fået nogle ret hårde kommentarer med på vejen af andre mænd, hvilket jo er rigtig ærgerligt, når nu netop Normals mål var at hylde mænd. Selvom jeg ikke er enig med de mænd, der er blevet forargrede over kampagnen, føler jeg på ingen måde et behov for at nedgøre dem på den måde. Det er netop der, toxic masculinity stikker sit hoved frem. Mænd (og kvinder) skal sgu give hinanden lov og plads til egne holdninger og ikke rakke ned på hinanden med kønsbetonede skældsord.
HVIS jeg nu skulle sige, hvad jeg synes, “en rigtig mand” er, så er det én, der giver andre mennesker lov til at være dem selv uden at fordømme, håne og skælde ud, fordi de tænker, ser ud eller opfører sig på en anden måde end én selv.
