250913

Sko fra Dr Martens, læderbukser fra H&M Trend, rullekravestrik fra Gina Tricot, taske fra Zara, solbriller fr Ray Ban

Vi tog en lille detour forbi botanisk have i torsdags inden Lasse og jeg skulle handel’-ind (som man siger her i Århus, når man skal i Netto ;)). Det var en god dag, der først bød på besøg i C&A, lækker frokost fra Emmery’s og om aftenen biksede jeg (en kickass) coq au vin sammen, mens Lasse klarede blogindlæg. Senere så vi også “fucker med din hjerne” og “gift ved første blik” på Dr3 – virkelig gode og underholdende programmer, hvis man spørger os. Ser I det?? Som I kunne læse i C&A-indlægget ligger deres butik i City Vest, og mens vi alligevel var derude fik jeg også kigget i Gina Tricot, hvilket det er 100 år siden jeg sidst har gjort. Og jeg gik faktisk ikke tomhændet derfra. Rullekravestrikken på billedet købte jeg, og senere returnerede jeg så dén, jeg oprindeligt havde købt fra H&M. Det var den i sort angora fra deres efterårskollektion, hvis I har set den? Jeg måtte i hvert fald kapitulere, da samtlige åbninger i mit ansigt blev klistret til i kaninhår ved hver afprøvning. Så i sidste ende vandt polyester over naturstof – sad but true :(

Jeg sætter min hat…

En årgang gik jeg tit med hat, men det er jeg holdt lidt op med. Måske det har noget at gøre med, at jeg i vinter fik klippet page. Den frisure harmonerede ikke så godt med hovedbeklædninger, i hvert fald ikke med mit hoved :) Men nu har mit hår fået lidt længde igen og jeg trykkede derfor for nyligt køb til denne fine hat. Det er jeg virkelig glad for at jeg gjorde, den er lige som jeg havde håbet! Bodystockingen er også ny, og er en jeg luret på længe hos American Apparel. Wraparound er meget feminint og flatterende synes jeg, og toppen her bliver helt sikkert god til festlige lejligheder. Som I kan se på Asos er den meget nedringet, men jeg har lige givet den et par sting, så den er knap så afslørende. Hvis man nu ikke har et særligt stort frontparti ser det ellers virkelig flot ud med den dybe udskæring, som den er. Ps. Jeg kom lidt til at tænke på denne serie, da jeg havde lagt billederne her op. Måske jeg lige skulle photoshop en spids på hatten?!

Dette indlæg indeholder affiliate links

nye jeans fra tiger of sweden

Kan I huske min begejstring for Diesels jeansmodel “Skinzee”? Jeg har nu fundet en skarp konkurrent til dem! Jeansene her kommer fra Tiger of Sweden og modellen hedder “Slender”. Mit forhold til Tiger har ellers været svingende gennem årene. Jeg kan huske lige omkring niende klasse. Der var Tiger virkelig populært, og jeg ville dø for et bælte med deres gamle tiger-logo. Sidenhen er mærket gået lidt i glemmebogen hos mig, men Tiger har, lidt ligesom Diesel faktisk, virkelig formået at opdatere sit brand. Især når jeg nu har en god veninde ansat i koncernen har jeg på det sidste set mere til deres styles og kampagner, og jeg synes sgu de gør det godt. Deres blazer-sæt og work wear er måske en tand for voksent til mig endnu, men jeans-linien og mange af deres lædervarer og striktrøjer er så flotte.

Nå, men tilbage til jeans’ene. Denne model er lavtaljet, men med mere højde bag på end foran (= zero butt crack). Af en eller anden grund er jeg begyndt at gå mere og mere med jeans, som ikke er helt højtaljede. Fx køber jeg nu også “tuesday” frem for “thursday” i Weekday. Måske er det fordi de giver en pænere bagdel? Udover den lavere talje udmærker “slender” sig også ved at være lavet i kvali-denim. Alle Tigers jeans er syet og vasket i Italien, hvor de virkelig har styr på den slags. Og så er sammensætningen rigtig fordelagtig i forhold til at have et par jeans der holder formen. “Slender” er lavet i 98% bomuld og 2% elastan, hvilket betyder at de er super stretchy, men også at de springer tilbage i deres oprindelige form efter brug. Dvs. ingen “knæ” og hængerøv. Nu blev det her vist en lang smøre, men når man er en jeans-pige/nørd, må man jo dele sin begejstring når man finder noget godt :) “Slender” i denne farve står til 1100, den findes også i sort og begge fås i Tigers afdeling i Magasin. Og hvis man nu ikke er tilhænger af de lavtaljede bukser, så findes der en højtaljet model ved navn “Kelly” :)

Seafood, Århus

Selvom hverken restaurant Seafoods facade eller hjemmeside gør meget væsen af sig, så er maden altså virkelig, virkelig god! Noget af det bedste seafood, Sidsel og jeg har prøvet i Århus :) Forleden var vi der for at spise sammen med min familie og vi var aldeles ikke skuffede. Sidsel og jeg har, som I måske ved, været der før, men for min familie var det første besøg. De fleste af os fik aftenens menu, som for 380 kroner bød på røget laks med kulmulesalat til forret, dampet rødtunge med grønt og nye kartofler til hovedret og den vildeste gang chokolademousse med rabarberis og bær til dessert. SÅ lækkert! Min søster og mor valgte jomfruhummerhaler i stedet for hovedretten, og det så altså også rigtig godt ud.

Når vejret er godt og varmt, kan man sidde uden for restauranten ved havnen og nyde udsigten af Århus bugt og solnedgangen. Vi sad dog indenfor, da det lige var lidt for køligt her i september. Derudover er personalet bare rigtig søde, venlige og behjælpelige. Sidsel og jeg har været der et par gange nu, og det har bare været i top hver gang. Vi kan varmt anbefale restauranten hvis man er i humør til god fisk og dertilhørende flot udsigt ;)

Older posts