011113

Sidsel&Lasse 2007

Det næste stykke tid har vi tænkt os at give jer et lille indblik i vores forhold som det har udviklet sig år for år – en føljeton om man vil :) Selvom vi stadig holder visse private begivenheder og detaljer tæt ind til kroppen, så kan vi stadig godt lide at skrive personlige indlæg fra tid til anden. Vi har snakket om at de indlæg tit giver rigtig god dialog og vi fornemmer at de er populære hos jer. Netop disse indlæg har også været sjove at skrive for os, da vi sammen har taget en tur down memory lane. Man får sig nogle gode grin over billeder og minder undervejs :) Her har I første del af beretningen…

2007 var året hvor Lasse og jeg blev kærester. Jeg gik på det tidspunkt i 2.G på Langkær Gymnasium og Lasse manglede kun de sidste eksamener for at få sin hue på Statsgymnasiet. Første gang vi mødtes var til et møde om en tur til Alanya, som vi skulle på med fælles venner. Det var sådan at min veninde var kæreste med Lasses bedste ven og de to havde øjnet chancen for at hooke Lasse og jeg op. Mine veninder og jeg havde allerede aftalt at leje lejlighed og tage to uger til Tyrkiet i sommerferien, så da hun foreslog at vi kunne tage nogle gutter med, så tænkte jeg “fedt, så bliver turen billigere!”. Det viste sig senere at turen skulle give mig dét (og den), som har ændret mit liv allermest siden og som jeg er så taknemmelig for. Til det første møde var der helt klart nogle udvekslede elevatorblikke og Lasse havde skruet charmen på. Jeg var dog ikke blæst helt bagover, hvilket måske også skyldtes at paraderne var oppe. Lasse havde sig lidt af et Don Juan-ry og vi så faktisk begge to andre på det givne tidspunkt. Men gudskelov for MSN Messenger, der var på sit højeste dengang. Vi fik hurtigt en samtale i gang som først handlede meget om turen, men senere skrev vi om alt og intet, sendte billeder frem og tilbage og jeg kan huske den der helt specielle søvnløshed og spænding man oplever, når man bliver forelsket. Tit sneg jeg mig op i vores computerrum derhjemme og tændte for internettet, når min familie var gået i seng, så Lasse og jeg kunne chatte videre til 02-03 om natten. Hvordan jeg har kunnet klare måneder med kun en håndfuld timers søvn og fuldt gym-skema er mig en gåde!

Vi spoler et par måneder frem til første date. Det var blevet rimelig klart at både Lasse og jeg skulle være mere end venner. Lasse havde ellers ytret tidligere at han ikke gad noget seriøst lige nu, hvortil jeg skrev at jeg egentlig godt kunne tænke mig en kæreste, og så gad han det pludselig også godt, haha! Den første date var sammen med det føromtalte vennepar, hvor vi skulle noget så kulturelt som at se et teaterstykke. Min daværende danselærer viste sit afgangsstykke “Traffucking” på Århus Teater og min veninde og jeg hev så drengene med derned. Som titlen angiver omhandlede stykket menneskehandel, som blev fortalt på en ironisk måde med en del seksuelle referencer. Liiidt akavet på sin første date! Bagefter husker jeg som en slags “nu eller aldrig”-situation, hvor jeg enten havde valget mellem at overnatte hos en veninde eller hos Lasse (jeg boede langt ude i provinsen dengang). Valget faldt på Lasse og jeg kan stadig huske den første aften helt tydeligt. Jeg blev vist rundt i hans kælderværelse og vi jokede lidt om hvor fjollede vores venner var. Vi snakkede og holdt i hånd den første aften, og det var rigtig rart kan jeg huske, selvom mit hjerte galoperede og jeg var helt øm af anstrengelse for ikke at komme til at gøre noget dumt! Næste dag fulgte han mig til bussen og jeg er ret sikker på at vores date efterfølgende blev vendt og drejet mellem Lasse og hans venner, ligesom den selvfølgelig også gjorde mellem mine veninder og jeg. Senere fulgte så flere dates og gymfester, og inden vi nåede turen til Alanya var vi faktisk blevet kærester. Helt præcist skete det efter Grøn Koncert, hvor vi igen lå hjemme hos ham og Lasse sagde noget i retningen af “er vi så ikke kærester nu?” :) Ferien i Tyrkiet forstærkede kun forelskelsen, og jeg husker de to uger som fyldt af sol, sommer, fest og kærlighed. I collagen kan I se nogle billeder derfra, ligesom I også kan se to af de allerførste outfitbilleder (!) taget af os selv, så vi kunne vise den anden hvordan vi skulle se ud til aftenens fest på Nine, haha! Det første år var i det hele taget præget af fest og ballade og det sværeste for os var nok at finde en fælles forståelse for, hvordan man indgår i et forhold, når man stadig går i gym (eller lige er blevet student). Jeg kunne godt blive lidt jaloux og irriteret på Lasse, hvilket også var en helt ny følelse for mig. Men med tiden fandt vi vores egen dynamik og forståelse for, hvordan vores forhold skulle være. Det blev (og er stadig) vigtigt for os, at bibeholde en vis frihed og åbenhed til at unde hinanden fester, sommerhusture, udveksling og hvad det nu kan være, hvor den anden part ikke nødvendigvis indgår. Så sådan startede det hele ud, og næste gang får I historien om 2008, der byder på sabbatår, nye job, rejser osv. osv.

   

30 kommentarer

  • Fedt indlæg! Glæder mig til næste :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cæcilie

    I er så søde, og mega hyggeligt med en “walk down memory lane” ! Men forstår ikke I beskriver jeres venner som fjollede?! Synes de lyder ufattelig kloge, og meget kompetente som matchmakere ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Haha, Cillz :) Det var nok i virkeligheden os der var fjollede og lidt generte, så vi blev nødt til at finde et samtaleemne vi begge kunne snakke med om! Men I har gjort det ufatteligt godt, ja ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Kan jo ikke sige andet end awww, i er bare så søde sammen, vil have mere nuuu! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Super dejligt indlæg :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Sikke en fin beretning! Jeg bliver helt rørt og tænker på det første år med min egen kæreste. Tak fordi i deler :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Aaw, tak for det. Det er så hyggeligt at se tilbage på og er med til at genoplive nogle følelser fra dengang synes jeg :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bianca

    Jaaaaaaaa – mere mere mere!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma Boxill

    Åh det var et skønt indlæg og jeg glæder mig allerede til resten af føljetonen!!

    Jeg forstår godt, at I har holdt en del på kortene, derfor gør det også bare, at når der så kommer et indlæg, hvor vi virkelig ser bag outfits, anmeldelser og spisesteder, så tæller det bare så meget mere og man forstår virkelig, hvilket forhold I har.

    Og hvor er det vildt, at I har været sammen så længe :D Tillykke til jer begge!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Fedt at det er sådan du har det. Vi håber i hvert fald at det kan give et blik ind bag blogfacaden :)
      Hehe, ja tiden flyver når man er i godt selskab! Tak :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Super godt blogindlæg! Jeg er tosset med de personlige af slagsen :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Tak. De positive tilbagemeldinger viser vist også at vi sagtens kan lave den slags noget mere :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • G

    Dejligt indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej et fedt indlæg! :) Super fint at lære jer bedre at kende. Mer’, mer’ :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Åhhh! Sidder med kriller i maven og smilebåndet trukket helt op til øjnene når jeg læser det her indlæg – elsker det!!! Og venter spændt på næste del :D

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Hehe, vi er glade hvis det kunne vække lidt glæde derude :) Næste del er lige på trapperne ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhh, hvor er det virkelig et hyggeligt indlæg. Jeg glæder mig til at læse mere :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Sørensen

    Et rigtig dejligt indlæg :) Det er rart at se det lidt mere personlige om jer i forhold til outfitbilleder hele tiden. Det styrker lysten til at læse med, især da jeg lidt er i samme situation som jer lige pt. 3.G med kæreste og snart sabbatår med rejser, så jeg glæder mig til at høre mere om hvordan det er gået for jer :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Rigtig dejligt at du kan bruge det til noget :) Vi prøver at få flettet lidt mere personligt ind på bloggen fremadrettet. Men det bliver nok i små godbidder hist og her ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stinne

    Sikke et hyggeligt indlæg! Og det er altid sjovt at se billeder fra jeres teenage-dage :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hehe der er da sket noget:)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

011113