Sushi +, Århus

Nu er der jo efterhånden en hel del sushirestauranter i Århus, og Sidsel og jeg har prøvet en god del af dem :) Der er mange, som sværger til Sota i Vestergade som den bedste, og det kan vi godt forstå de fleste i. For det er et rigtig godt sted. Vi er dog også gået hen og blevet ret glade for Sushi + på Åboulevarden. Det er især godt, hvis man har lyst til sushi, men måske ikke lige har lyst/råd til at smide 200-300 kroner hver. Hos Sushi + har de nogle rigtig gode studentertilbud og hvis man er medlem af Fitness World har de også et godt tilbud :) De to tilbud sagde vi pænt ja tak til her forleden. Studerende kan få 8 stykker sushi for 55 kroner, hvor man kan vælge mellem nogle særligt udvalgte sushityper. Fitness World-tilbudet ændrer sig fra måned til måned, og i december var det en skål med laks teriyaki, ris og grøntsager samt otte maki med crispy laks. Rigtig lækkert, synes vi :)

Vi købte 3 x 8 stykker sushi, skålen med laks teriyaki og så delte vi en stor, japansk øl. I alt kom vi af med 254 kroner. Det synes vi, var en virkelig god pris. Så hvis man har lyst til god sushi uden at skulle ha’ den helt store pengepung frem, vil vi anbefale Sushi + på Åboulevarden :)

På besøg hos Designertorvet

I starten af december var jeg en tur forbi Designertorvet til en snak og en lille rundvisning. Nu skriver Lasse og jeg som bekendt gerne små indlæg fra byens butikker, hvis vi synes de har noget fedt og interessant at tilbyde. Normalvis sker dette på eget initiativ, men denne gang blev vi altså inviteret. Designertorvet er ikke din run-of-the-mill designbutik, hvor HAY, Mogens Lassen og Anne Black kappes om pladsen på hylderne. Selvfølgelig er der også mange flotte fund at gøre i den slags butikker, men hos Designertorvet har man valgt at give plads til de lidt “mindre” designere og gerne nogle, der forener form og funktion. Således finder man alt fra nakkestøtter og fold-sammen-bordtennis til bambustastatur og porcelænskopper. Ovenover ser I nogle af de varer, som jeg sagtens kunne se for mig hjemme i lejligheden. De er nok alle mest i den æstetiske ende, men der er også virkelig mange smarte, funktionelle opfindelser at få dernede (fx et låg, der forhindrer vandet i at koge over, når man laver pasta!). Næste gang jeg skal gå langs åen svinger jeg nok forbi og får købt mig en skum-nakkestøtte til at have med på turen til Sri Lanka :)

Wood Wood x COS miliwatch

Så blev den første julegave flashet på bloggen! Af min søde farmor (med lidt hjælp fra min far) fik jeg Wood Woods miliwatch. Jeg plejer ikke at gå med ur, men synes alligevel dette var ret sejt og casual nok til, at jeg godt kunne gå med det :) Af Sidsel havde jeg på forhånd fået dette læderarmbånd fra COS i adventsgave (Sidsel lavede den bedste adventskalender til mig!), og så var jeg jo straks nødt til at prøve at skifte nylonremmen ud med min læderrem. Og det er altså det ur, I ser på billederne. Så kan jeg jo altid skifte tilbage til nylonremmen, hvis jeg bliver træt af den af læder :)

Sidsel og jeg valgte forresten ikke at bruge penge på julegaver til hinanden for i stedet for at købe en lille tur til Berlin, som vi skal på en gang i starten af 2014 :) (Det endte dog alligevel med, at jeg købte en lille gave til Sidsel efter hun havde lavet den gode adventskalender til mig!)

Glædelig jul!

Nej, det er ikke forsiden på en ny cd med tyske schlagerhits, det er bare vores glædelig-jul-billede! Høj cheesy-faktor. Nå, men så blev det juleaftensdag! Vi er begge vendt hjem til vores familier og holder jul i Århus Nord og Stilling. De næste par dage skal bare stå på hygge og ren afslapning. Så skønt oven på eksamensstress og juleræs i Weekday og H&M. Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul :) Ha’ det dejligt!

Older posts