Budgetvenlige restauranter i Århus #3

Sidsel og Lasse 2011

Så nåede vi til 2011! Hold fast et par young guns, hva’? Jeg beklager at indlægget har været længe undervejs, men der har lige været en tur til Sri Lanka og en praktikstart, der optog tid :) Men nu har jeg omsider sat mig til rette og er klar til at knytte et par ord til det år, der velsagtens har rummet det sværeste dilemma i Lasses og mit forhold indtil nu. Personligt var det for mig et fantastisk år, da jeg i juli 2011 rejste på udveksling i Australien. Jeg boede i Sydney frem til januar 2012 og havde det skørt og skønt. Det kan I læse en masse mere om her, her, her, her og her, hvis I har lyst :) Men nu tilbage til fortællingens omdrejningspunkt. Den første halvdel af 2011 var for Lasses og mit vedkommen præget af en nyfunden hverdag og rutine. Vi gik på hver vores uni-uddannelse, boede sammen i Århus C og så gik tiden ellers. Jeg havde allerede i 2010 luftet ideen om udveksling for Lasse. På min bacheloruddannelse, som er engelsksproget og med internationalt fokus, var det oplagt at tage et udlandsophold, og skolen havde derfor også en række fede udvekslingsaftaler med skoler i andre lande. Jeg var fast besluttet på at skulle afsted, og Lasse var også indforstået hermed. Desværre begyndte tingene så småt at gå lidt skævt, som tiden op til turen gik. Vi har i dag nogenlunde identificeret hvad der gik galt, og det havde i høj grad noget at gøre med forventninger. “Expectation is the root of all heartache” sagde Shakespeare, og der er sgu noget om snakken. Jeg havde håbet og måske også forventet, at Lasse ville besøge mig i Australien, så vi derved ikke skulle undvære hinanden i et halvt år. Lasse var ikke indstillet på at bruge de penge det ville koste at rejse ned til mig, da han var lidt i tvivl om, hvor meget jeg egentlig ville forholdet. Det skal siges at jeg forinden havde haft en periode med fart på – var lige startet på uni og i Weekday, og vi festede ret meget. Forholdet var ikke lige det mest interessante i den periode. Så på den måde gik vi lidt skævt af hinanden, tror jeg. Nu ved jeg, at det bliver meget personligt, men for Lasse og jeg er denne periode lagt bag os, og nu hvor vi har det godt sammen, så kan vi sagtens snakke om fortiden og heldigvis også lære af den. Nå, men hvad gør man så hvis gnisten mangler og der pludselig skal være tusindvis af kilometer imellem én? For Lasse og jeg var svaret på en gang utrolig svært og utrolig nemt. Hvis vi virkelig granskede situationen, så vidste vi nok, at seks måneder ville være for længe at være adskilt i et forhold, som ikke kørte på skinner. På den anden side var vi jo kede af, at det var kommet så vidt, og ville ikke træffe det forkerte valg, da vi jo stadig følte, at der var noget at kæmpe for. Beslutningen blev, at vi ikke længere skulle være kærester. Så ville vi begge være frie i næste seks måneder, jeg ville kunne nyde min udveksling fuldt ud, og han det samme med sin periode som tutor på studiet. Dermed ikke sagt, at det ikke var hårdt i perioder i de seks måneder, men vi snakkede jo stadig godt sammen, og jeg tror afstanden lavede en naturlig “barriere”, så det på en måde ikke gik helt op for en, at man ikke var rigtigt sammen med den anden mere. Både Lasse og jeg havde det godt i den periode, og vi fik begge mulighed for at se, om græsset var grønnere på single-siden. Det skulle det senere vise sig, at det ikke var, men i de seks måneder tror jeg, at det var lige hvad vi havde behov for. Nul forpligtelser, nul sure miner. Der er mange, der den dag i dag ikke kan forstå de valg vi har truffet, og også mange, der siger, at de aldrig ville kunne gøre det samme. Det respekterer jeg fuldt ud. Det var en skør beslutning og også en, som vi slet ikke havde mulighed for at forudse konsekvenserne af. Som I kommer til at læse i 2012-indlægget, så var det også sindsygt hårdt, da virkeligheden så ramte efter hjemkomsten. Men jeg er overbevist om, at beslutningen i sidste ende reddede forholdet – og også min udvekslingstid. Det er spild af tid at holde et forhold kunstigt i live i seks måneder, og så ovenikøbet på tværs af landegrænser. Og derfor ville vi heller ikke aftale noget om “pauser” – der var ingen garanti for genforening efter hjemkomsten – men selvfølgelig gik vi fra hinanden for på sigt at give vores forhold de bedste overlevelsesmuligheder. Så alt i alt var 2011 lidt af en rutsjebanetur! Vi nåede at have nogle gode måneder sammen, der blandt andet bød på fødselsdagsfejring og tur til London, inden jeg daffede afsted og havde mit livs rejse i Australien. Jeg elskede hvert et sekund og hvis jeg nogensinde fik muligheden for at komme til Sydney og bo igen ville jeg klart gøre det. Jeg ved at Lasse også havde det super sjovt på studiet, selvom det helt sikkert også har været lidt usjovt at bo på otte kvadratmeter hjemme hos mor og far, når man er fyldt 23! Det er godt nok mærkeligt at tænke tilbage på hele det år, nu når jeg sidder og skriver beretningen, men heldigvis også rart :) I næste del af beretningen kommer I så til at høre lidt mere om, hvordan det hele gik efter min hjemkomst.

Hvis I har lyst, kan I forresten læse vores indlæg “big changes” som vi skrev, før jeg tog på udveksling. Her forklarer vi lidt nærmere om den beslutning, som vi tog dengang.

   

12 kommentarer

  • Emma Boxill

    Jeg er så vild med jer, med jeres parindlæg for hvert år, vild med den fine grænse i formår at holde imellem privatliv og bloggen. I er skønne og glæder mig til næste indlæg, heldigvis ved vi, hvordan det hele ender – yay :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Hehe, vi er også vilde med dig, Emma! Du må være vores mest trofaste læser! Men ja, du har ret. Det er rart at vide, hvordan eventyret ender ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes det er ret sejt at I alligevel deler så meget om jeres rutchebaneår. I har en god balance mellem privat og personlig – noget som altså kan være ret svært at mestre. Tak for et indblik! Jeg glæder mig til næste afsnit :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • NYC BOY

    I er de bedste<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sindssygt fedt indlæg, Sidsel :) Var selv på udveksling i samme periode som dig, og med kæreste herhjemme, så jeres indlæg ramte mig meget dengang :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Mange tak, Nanna! Ja jeg kunne også relatere ret meget til indlæggene på Sofies Blog og Mi Confesion omkring udveksling, da jeg selv var kommet hjem, så kan godt følge dig. Det kan være rart at høre fra andre, der er i samme båd :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Åh, hvor dejligt med (endnu) et ærligt indlæg om noget så svært og så personligt. Min kæreste jeg står foran ikke blot seks, men 12 måneder i hvert vores land – og dine (og Shakespeares) ord er hermed noteret til vores overvejelser omkring hvordan vi giver vores forhold de bedste muligheder.
    Kæmpe tak for en herlig blog og for at være dejligt Aarhus-nede-på-jorden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Dejligt at høre! Hold da op, det var også længe, men det er bestemt ikke umuligt! Glad for hvis mine indlæg kan bruges til noget. Jeg er sikker på at I nok skal klare den, og “belønningen”, når man kommer ud på den anden side, er fantastisk.

      Årh tak selv! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er faktisk et rigtig godt indlæg, fordi jeg netop står med benene i samme situation. Jeg har luften idéen til min kæreste om, at jeg meget vel tager et ophold i udlandet på 5. semester. Vi er lige flyttet sammen og af den grund bliver jeg lidt urolig over at tænke på, hvis vi skulle bryde vores bånd, hvis jeg tager til udlandet. Jeg vil rigtig gerne afsted. Men det skal ikke være på alle bekostninger. Jeg har det svært med tanken om, at jeg ikke skulle være sammen med ham.

    På trods af dette, så tror jeg sagtens, at han og jeg ville kunne være kærester det halve år, jeg er væk hjemmefra. Vi har et meget stærkt forhold og vi er begge rigtig glade for Skype – så det ville ikke være et problem at skulle holde kontakten ved lige :-) Desuden skal jeg kun til enten Spanien eller England, så det ville ikke være noget problem at besøge hinanden.

    Men tak for indlægget. Det har hjulpet mig til at tage tankerne om et break-up med ro. For hvis det ender så galt, hvilket jeg ikke håber, så kan der være mulighed for at finde sammen igen. For han er min mand. Og det ville knuse mit hjerte, og alene tanken gør det faktisk allerede.

    // Marlene Lykke / marlenelykke.bloggersdelight.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Jeg kan sagtens huske fornemmelsen, Marlene. Det er meget svært at vende sig til tanken om så lang tids adskillelse. Dog vil jeg sige at jeg bestemt synes du skal kaste dig ud i det! Man får ikke særlig mange chancer i livet for bare at gøre noget “kun for sig selv” på den måde.. det er stort og farligt og fantastisk på samme tid.

      Og så lyder det jo til at du og din kæreste er et helt andet sted end vi var, og så hjælper det jo, at afstanden ikke er helt så uoverskuelig! Jeg ønsker jer al mulig held og lykke med det i hvert fald :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Budgetvenlige restauranter i Århus #3