• Sidsel & Lasse
  • WEAREMAD
  • Rainbow Dash
  • The Style Cavalry
  • ···
4 unisex accessories

Sidsel og Lasse 2012

Så er vi næsten ved at være oppe i nutiden i vores lille kæresteføljeton. Vi er nemlig nået til år 2012. Det kan faktisk være helt svært at huske tilbage på hvad der egentlig er sket, og hvilket år, det er sket i. Der er det meget smart at ha’ sig en blog, så man kan kigge tilbage og huske, hvad man egentlig har gået og lavet i årenes løb ;)

2012 startede jo ud med at Sidsel holdt nytår i Sydney og jeg i Århus. Vi havde fremlejet vores lejlighed, og jeg boede hjemme hos mine forældre i Århus Nord, hvilket var hyggeligt, men føltes som noget af et skridt tilbage, da jeg skulle flytte fra lejligheden i 2011. Men det blev februar, og Sidsel kom hjem fra Australien på nogenlunde samme tidspunkt som jeg startede på mit 4. semester på Medievidenskab. Sidsel skulle også i gang med sit 6. semester næsten lige efter hun kom hjem, og vi havde egentlig begge to ret travlt. Derfor gik der også lidt (for lang) tid, inden vi fandt ud af at ses ordentligt. Det var lidt svært at finde ud af, om vi skulle være kærester igen, når vi ikke havde tid til at se hinanden og ikke boede sammen. Da Sidsel kom hjem i februar flyttede hun ind i vores lejlighed igen og efter en 1½ måneds tid blev vi enige om at jeg også skulle flytte ind. Så måtte vi se, hvordan det fungerede. Billedet her i indlægget, hvor Sidsel står ved et tøjstativ, er faktisk taget af mig mens hun flyttede ind og inden vi blev kærester igen. I starten var det lidt hårdt. Vi skulle lige vænne os til at være kæreste og bo sammen igen, og den plan vi lagde, før Sidsel tog til Australien, viste sig virkelig at være lettere sagt end gjort. Efter et par måneders tid var tingene dog ved at være nogenlunde tilbage ved det gamle, og efterhånden glemte vi, at vi havde været fra hinanden. Det var virkelig dejligt at være fundet tilbage til det forhold, vi gerne begge to ville have, og vi kunne mærke, at det halve års adskillelse (heldigvis) havde bragt os tættere sammen i sidste ende. Efter det følte vi os klar til at annoncere, at vi var blevet kærester igen. Det gjorde vi i et opslag på vores Facebook-side med det øverste billede her i indlægget.

Tiden fløj af sted, og pludselig var det sommer. Vi var en tur i Barcelona (og lavede en lille video HER) og til vores første Fashion Week i Købehavn – to gode oplevelser på hver deres måde. Haha – jeg genså lige videoen fra Barcelona, og kom i tanke om at Sidsel var nødt til at købe en (meget) grim turist t-shirt, fordi hun var for letpåklædt til at komme ind i den åh-så-hellige Sagrada Familia katedral! Nå, det var et sidespring. Vi er rigtig glade for at rejse sammen, og det var skønt at komme ud at rejse sammen igen. Vores sidste rejse sammen havde været til London kort før Sidsel tog til Australien. I efteråret skete der en masse ting med os og bloggen – vi blev kontaktet fra en masse forskellige kanter med interviews, TV-optrædener, foredrag, photoshoots (som sidste “fraklipsbillede” her i indlægget indikerer) og meget andet. Det var virkelig fedt, og det er virkelig også den slags, der motiverer os til at fortsætte med at blogge. Det er jo egentlig jeres skyld, kære læsere, at vi kan komme ud og opleve en masse seje ting. Så det skal I ha’ tak for!

Nå, men vi begyndte så småt at bevæge os mod vinteren og jeg var begyndt på 5. semester, hvor jeg skulle skrive min bachelor, mens Sidsel var startet på sin kandidat i Oplevelsesøkonomi. Samtidigt havde jeg i løbet af sommeren fået den idé, at jeg gerne ville læse mit 6. semester i udlandet. Dette betød altså, at Sidsel og jeg nu måske skulle være adskilt i længere tid endnu en gang. Ikke den fedeste udsigt at ha’, men det virkede til at Sidsel havde haft det så fedt på udveksling, og det ville jeg altså også gerne selv prøve. Det endte med at jeg, sammen med fire gutter fra min årgang, blev optaget på et semester på UCSD i San Diego, USA. Derfra begyndte Sidsel og jeg at indstille os på, at vi skulle være fra hinanden fra marts til august, altså fem måneder. Denne gang var der dog ingen tvivl om, at vi skulle forblive kærester under adskillelsen, og planen var også, at Sidsel skulle besøge mig i San Diego halvvejs inde i mit ophold. Det hører alt sammen 2013 til og det må I høre mere om i næste indlæg ;)

I mellemtiden kan I læse resten af indlæggene fra vores kæresteføljeton her: 2007, 2008, 2009 #1, 2009 #2, 2010, 2011

   

4 kommentarer

  • De er altså virkelig lidt hyggelige de her indlæg med tilbageblik. Kan næsten ikke forestille mig hvor svært det må være at finde ud af det med udveksling og kærester, men tager sgu hatten af for at I mærkede efter hvad I syntes var rigtigt og handlede derfra :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Mange tak :) Nej, vi havde heller ikke rigtig forestillet os at det ville blive så svært. You live, you learn! ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er så hyggeligt at læse om jeres forhold :)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

4 unisex accessories