080914

Når en jyde flytter til København

Nu har jeg boet halvanden måned i København, og der er altså et par ting, jeg har gået og lagt mærke til. Nogle ting, som især adskiller sig fra den måde, tingene foregår på i Aarhus og Jylland :) Her følger en lille liste over noget af det, jeg har lagt mest mærke til.

Når en jyde (jeg) flytter til København, bliver man:

– Overrasket, når en ekspedient taler engelsk eller svensk til én. Vi er slet ikke lige så internationale i Aarhus!

– Lidt bange for folk i trafikken. Folk cykler jo sindssygt! Også fodgængere og billister er lige lidt vildere i København. Jeg plejede ellers at være lidt af en loose cannon på en cykel i Aarhus, men nu ligner jeg mere en forskrækket 6-årig, der lige har lært at køre uden støttehjul.

– Ved med at forsøge at finde det eller de ord, der kan erstatte ‘træls’. Det findes bare ikke! Irriterende eller ærgerligt kommer tæt på, men det er bare ikke det samme! Bliver ved med at sige træls ind til jeg hører et bedre bud.

– Glad for, at der er så sindssygt mange gode steder at spise! Har 100 steder, jeg gerne vil nå at spise, inden jeg flytter igen.

– Så meget mere opmærksom på, hvor jysk/aarhusiansk, man selv snakker. Det er som om, københavnere bare snakker ét eller to tonelejer højere end en selv. Så er det altså virkelig til at høre forskel.

– Lidt skør af at høre på ordet “jo”. “Så fedt, jo”, “vildt god kage, jo”, “så fedt remix, jo”. Også “du ved” bliver godt nok brugt flittigt! Men sådan nogle udtryk har vi jo også i Jylland, man lægger nok bare ikke mærke til dem, når man har hørt dem nok gange :)

–  Forvirret over forskellen (eller manglen på samme) på birkes/tebirkes/frøsnappere. Der er blevet sat spot på det før, og nu gør jeg det igen. Bageriparadoks af dimensioner! (same goes for romkugler vs. trøfler!)

– Imponeret over, hvor tit busserne kører og at man kan købe billetter fra sin smartphone eller med sit Dankort. Kan det virkelig være så svært at indføre i hele landet?

– Forbavset over hvor gode Københavnerne er til at snakke med hinanden i offentligheden, selvom man måske ikke lige kender hinanden. Man kan sagtens få en lille sludder i køen i supermarkedet eller i metroen, og folk er også bedre til at give hinanden komplimenter. Det kunne man godt lære lidt af i Jylland, synes jeg :)

Det var lige et par af de ting, jeg havde lagt mærke til skiller sig ud her i dejlige København. Har jeg glemt noget, der er helt forskelligt i Aarhus og København? :)

   

63 kommentarer

  • Eva

    Hejsa. Først og fremmest; tænk at der kan være en blog med mulighed for kommentarer, hvor folk bare kommer med positive og hyggelig input – og ikke hader folk enten øst eller vest for Storebælt. Jeg er københavner og bliver så glad for at læse, at der faktisk er folk, som synes, at vi københavnere kan være åbne og til at sludre med. Jeg har altid frygtet lidt at vi med vores facon kan virke arrogante eller svære at få kontakt med. Jeg er anden generations jyde da begge mine forældre er fra Jylland og sætter selv utrolig stor pris på den ro, der kan være over mange jyder. Flere verdener i samme lille land – med forskellige kvaliteter :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Helt enig, Eva! :) Jeg synes faktisk ofte københavnere er mere åbne og nemme at komme i kontakt med. Men man kan vist hverken generalisere over jyder eller københavnere – folk er jo forskellige. Men da er da trods alt nogle træk og mønstre, man kan genkende lidt hos jyder og københavnere ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] det synes jeg kun er herligt. Ligesom jeg da også finder hyggelige og fine pointer i indlæg som disse – omend noget af det også er en kende plat eller […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] og historier fra. Pagik fortæller fx om sin ego-ferie til Kreta, og Lasse har lavet en liste over en jydes undren over […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Jeg er selv jyde i Kbh. Kommer fra Nordjylland men har boet i Kbh i 11 år nu og betragter egentlig stadig mig selv som jyde. I hjerte og sjæl :)
    Og er stadig flittig bruger af ordet træls, og andre ord der (åbenbart) er så jyske at folk herovre ikke kender dem.
    På trods af mine 11 år i Kbh, og en aldrig særlig tydelig jysk dialekt, får jeg stadig jævnligt kommentaren: “du er vist fra Jylland, ikk’?” Dog heldigvis altid sagt et smil og glimt i øjet :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Sjovt at det stadig er så tydeligt efter 11 år :) Men også dejligt! Man skal jo ikke ændre på sig selv, bare fordi man er flyttet ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det med romkugler og trøfler kan jeg nikke så genkendende til!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • V

    – I Aalborg siger vi “romkugle”. Jeg ved fadme ikke hvad en trøffel er!
    – Hvorfor ændrer dit sprog bare fordi du er i en anden by??

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      En trøffel er det samme som en romkugle, tror jeg ;) Men jeg synes ikke at de aarhusianske trøfler smager af rom overhovedet, så er lidt i tvivl om hvorvidt der overhovedet er rom eller romessens i. For så giver det i hvert fald ikke mening at kalde det en romkugle ;)

      Jeg plejer også at snakke engelsk når jeg er i udlandet, så jeg kan gøre mig forståelig ;) Og jeg vil også gerne gøre mig forståelig i Kbh, så derfor kunne man jo ændre et par ting, så man slipper for at forklare sig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det der med komplimenter er bare så vigtigt!

    – Sara // http://www.sarasskab.blogspot.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Helt vildt. Er heller ikke selv særligt god til det :) Men man må jo øve sig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] 1. Lasse fra bloggen Sidsel&Lasse har skrevet et blogindlæg om de iaktagelser han har gjort sig, i løbet af sine 1,5 måned i København. Han er for nyligt flyttet hertil fra Århus og rammer med sit indlæg SPOT ON. Han er simpelthen så ærlig og skide morsom Find indlægget HER. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] så, at Lasse havde lavet sådan en København-Jylland-sammenligning og tænkte, jeg ville supplere […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Hej fætter, har du så fået den der;”det er iorden, du er fra Jylland”, hvis der er noget man ikke lige fanger? Men sagt med et glimt i øjet, og egentligt ret sjovt, for der er jo simpelthen så mange jyder i Kbh….ja ja, glæder mig til at komme hjem til staden :/)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Hej kusine! Haha, ja, den har jeg fået mere end én gang. Men det er heldigvis venligt ment ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    Hej Lasse!

    Rigtig sjove observationer. Jeg er (som i stadigvæk!) jyde, og jeg har boet i København i 3 år nu.

    Lidt hemmeligheder:
    – Mange “Københavnere” er tilflyttere fra fyn eller jylland. Tror kun jeg kender en meget lille håndfuld “rigtige” Københavnere.
    – De kan godt lide ordet træls – de har næsten taget det til sig.
    – Besøg mellemrummet på Nørrebro (non profit cafe) eller harboe bar på blågårdsgade. Det er nogle smadder hyggelige caféer.
    – Festerne er VILDE og fede på Egmont kollegiet – det vil du ikke gå glip af.
    – Trøfler hedder trøfler. Jeg kæmper en meget svær kamp, om at få København overbevist. Men jeg nægter at give op, og siger altid: “må jeg bede om en trøffel” i bageren, og så må den kære ekspedient jo gætte sig lidt frem ;)

    Held og lykke i stor-storbyen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lige der holder jeg altså med københavnerne ;) Her på Fyn siger man også en romkugle!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Pjat, Jeanett! Det er jo ikke rom i! Nogen af dem er der heller ikke engang romessens i. Men okay, der er heller ikke trøffel i selvfølgelig. Det er bare en meningsløs kage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kir

      På Fyn er der altså romessens i… ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Altså dem man køber hos bageren, som har krymmel eller kokos på? :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Tak for tips, Lærke :D

      Har også hørt at par af tingene fra andre, så der må være noget om det. Især det med at halvdel af Kbh er beboet af jyder! Skal da lige se, om jeg kan komme til fest på Egmont kollegiet.. men skal man måske ikke kende nogen, der bor der? For det tror jeg ikke, jeg gør.

      OG trøffel 4 the win!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Sabine

      Nu må jeg lige blande mig i den der “trøffel”-snak!
      Tag en tur ud til Løgismose Vin på Nordre Toldbod og køb to ROMKUGLER fra bagerafdelingen.. Oh my, you will taste the rum! – and see the angels! ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Tak for tip! Det må jeg lige få prøvet :) Må dog bare indrømme at jeg egentlig ikke er så vild med rom/romessens i de kager. Det minder mig lidt for meget om snøfler eller de der 12-paks romkugler fra Netto :P Men jeg er da klar på at blive overrasket (og se engle!)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Og Løgismose er jo netop et fynsk øko brand ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg har været en vaskeægte Århus-pige ind til for to år siden, hvor jeg flyttede til KBH. Nu er jeg åbenbart blevet så københavnerficeret, at jeg på en weekend i Århus både køber en billet til bussen på mobilen (Note to oneself: dem fra KBH virker ikke i Århus) og ringer 1813, når min bror slår sig selv over knæet med en hammer. Der er åbenbart ikke noget, der hedder 1813 i Århus:-D (Men jeg er stadig jysk nok til at sige Træls og spille Slå søm i (brors hammeruheld))

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Jeg har aldrig hørt om 1813. Er det noget skadestue-halløj? Hvis ja, er det da smart! Mon ikke der er noget tilsvarende i 8000? :)

      Godt du stadig har lidt jyde gemt indeni ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Du har så ret! :)
    Ville være fedt hvis du delte din ”liste” over take-away/madsteder du gerne vil prøve:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Gode ting på listen. Er også selv lige flyttet til Kbh fra Aarhus . Undrer mig over antallet af mennesker, der tager selfies, mens de cykler. What is up with that? Og antallet af mennesker, hvis navn slutter på y. Danny, Johnny osv. Har så meget optur over nemlig.com – hvorfor var det ikke i Aarhus?!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Ja, det lyder da både lidt mærkeligt og farligt! Har ikke selv oplevet det endnu (hverken at tage en selfie på cykel eller se andre gøre det) ;) Haha, den med y-navne havde jeg ikke tænkt på, men det kan meget vel være at du har ret! Nemlig.com – er det der, hvor man kan købe dagligvarer og få dem udbragt? Tror kun det er københavnerne, der er så travle, at de ikke har tid til at smutte forbi supermarkedet for at hente mælk og leverpostej :P

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Martine

    Det er vist kun Århus der ikke er kommet med på trafik-noderne endnu. Selv op nord på har både mobilbetaling og rejsekort funget i lang tid ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Ej men altså, så er det jo bare ekstra dårligt at Aarhus er så langt bagud! Suk… :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ha ha, hvor er det nogle sjove observationer. Det er jo endnu vildere at være en Odenseaner i København.
    Man kan jo ikke få en rigtig brunsviger. Elsker at besøge staden men holder nu meget af at kommer hjem til provinsen igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Haha, det var godt at høre. Førhen kunne jeg også kun “holde til” en weekend i Kbh, men når man bor her synes jeg nu hurtigt man vender sig til foreskellene :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrina

    Jeg er født og opvokset på Sjælland, bor i København og siger altså også træls. Der er intet andet ord, der dækker det der er træls! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg er selv københavnere – født her, bor her – og jeg bruger ordet træls HELE tiden. Der findes bare ikke et bedre ord ! Mht den offentlige trafik så bliver jeg hver gang overrasket over at Århus ikke er mere med der. Og sætter lidt ekstra pris på det når jeg kommer hjem til Kbh igen :) Min jyske (journalist og speogknepper) kæreste er forresten også ret træt af mit overforbrug af “jo” og “du ved” og “ikk” ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Haha, nej vel? Det er bare et virkelig godt ord! Mon ikke der også er nogle ord og vendinger, din kærester bruger lidt for tit? Eller? :D

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Serviceniveauet!!! “Kundeservice” og “service” generelt er begreber, som ikke er kommet til København endnu desværre…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Synes jeg har fået fin service ind til videre, faktisk :) Jeg har dog oplevet at københavnske sælgere er noget mere fremme i skoene (på godt og ondt) end nogle af de aarhusianske sælgere. Men altså, det er ikke generelt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • j

    Til gengæld stirrer københavnerne altså noget mere end jyderne! Jeg brugte de første måneder på at tro jeg havde noget i mellem tænderne hver gang jeg gik ud. Har stadig ikke, efter to år, fanget hvad det er de glor på :-D

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Haha, okay, det har jeg så ikke lagt mærke til. Måske er jeg selv en stirrer?? Oh no! Men du skal da bare tage det som en kompliment at du er værd at stirre på ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Døgnnetto er falsk markedsført.. De har jo ikke døgnåbent!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Haha! True! Men navnet er ellers catchy. Det-meste-af-dagen-Netto ligger bare ikke helt lige så godt i munden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Er også selv lige flyttet fra Vestjylland til København. Og en forskel fra Jylland til København, er vandet! Det smager bare meget bedre i Jylland!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • caroline

    træls = nederen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • louise

    Haha, jeg har præcis samme opfattelse som dig. Specielt den med at folk er bedre til at snakke sammen i offentligheden – det elskede jeg også i starten og var meget positivt overrasket over (og elsker stadig). Jeg har to tilføjelser:

    1) Hvor optur det er, at uanset hvor du bor i København (næsten), så ligger der en Irma, Netto eller noget tredje inden for maks 10 minutters gåafstand. Kan huske hvor forfærdelig Ny Munkegade var hver eneste gang, jeg skulle handle.

    2) At Københavnere (eller folk, der er født og opvokset i nærheden af København) absolut tror, at jydere opvokset i provinsen er hundrede gange mere prollede end sjællændere, der er opvokset i provinsen. Sjællandske provinsbyer er altså som minimum mindst ligeså prollede.
    Men det betyder heldigvis, at man ofte kan bruge det som undskyldning, hvis man opfører sig lidt kikset. Så synes Københavnere bare, at “det er lidt sødt”.
    Håber du er glad for København, og måske lokker Sidsel herover :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Du har så ret i de der observationer! Har også bare masser af indkøbsmuligheder tæt på mig. Bor så også i Indre by, så måske det har lidt at sige? :) Og ja, det er altså også rigtigt det med provinsen! Der er både masser af provins og marker på Sjælland og i Jylland!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ida

      Ny Munkegade var jo totalt ingenmandsland før lorte-fakta og Rema åbnede på Nørre Alle. Jeg sultede næsten på Samsøgade fordi jeg ikke ville i Følleren på Guldsmedgade. Åhhhh first world problems!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Haha havde det helt på samme måde – på Fynsgade. Ved ikke hvordan tilstanden er nu, men for 4 år siden var det slemt! Men som nogen skriver længere oppe er nemlig.com et genialt koncept – også i København, hvor man har Netto på hvert gadehjørne (nærmest).

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Haha! Lorte-fakta.. Men den ER fandme også bare ringe, den på Nørreallé. Ikke engang når jeg kun mangler én ting, orker jeg at gå derind, for det vil helt hundred være udsolgt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ida

      Jeg troede det var det officielle navn…lorte-Fakta, det klinger jo godt og beskriver meget præcist hele butikken.
      Nu er der jo Rema på Nørre Alle, den er skidegod. Og Kiwi på Vesterbro Torv hvis man ikke vil rippes i Superbrugsen. Så nu sulter jeg ikke længere, hahaha

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kir

    Så rigtigt! Især det med den offentlige transport! Det er SÅ VILDT at man kan komme så langt på ingen tid “over there”, hvor man derfor sagtens kan bo 10-15 km fra centrum.. Bor man sådan i Århus, er der en bus to gange i timen, og det vil tage en time at komme ind til byen:/ sur røv.. Og træls! Gid vi også havde S-tog, metro og ligeså mange busser! Nå nej, vi får jo en letbane.. Eller.. Nogen får en letbane..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      So true! Er lidt spændt på at se, hvor meget den letbane kommer til at hjælpe folk. Men ja, synes sgu den offentlige transport i Aarhus er lidt til grin. Jeg cykler nærmest alle steder. Tror jeg har taget bussen 8-9 gange de sidste 2 år.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gammelt link! ;) Her er nyt og flot: http://www.sofiesblog.dk/mad/birkes-mysteriet/
    Og ps, så siger jeg altså stadig træls! ;) Der er jo snart flere jyder end ægte københavnere i Kbh.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Link udskiftet! :D Hah, det er rigtigt. Halvdelen af Kbh er jo beboet af eksiljyder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Milla

    Haha – jeg kan genkende det hele, men du kan lige så godt give op på forhånd med “træls”. Jeg er selv tilflytter fra Vestjylland og der er intet, som kan erstatte træls, så det bruger jeg stadig(har boet her i 7 år nu). Den med spisestederne kender jeg så udemærket – de bedste steder kan dog være svære at finde :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lasse

      Jeg holder mig til træls, så :) Ja okay, jeg synes ellers jeg har været ret heldig med spisesteder ind til videre. Har lavet god research. Og har det bedste pizzaria ret tæt på mig, så det er lækkert!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det var virkelig nogen gode betragtninger, som sætter København i et godt lys :-) Jeg bor selv på Frederiksberg og er om kort tid på vej til Aarhus. Så må jeg da følge op med modsatte fortegn. Ikke mindst se om din liste også passer den anden vej. Spændende! :-))

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

080914