Nyt på Aros: Carstensen & Itso – Sidsel & Lasse
Grey suede

Nyt på Aros: Carstensen & Itso





Claus Carstensen – What’s left (is republican paint) – Nine sisters

I forrige uge var vi inviteret til pressevisning på den nyeste udstilling på Aros, nemlig Claus Carstensens “What’s left (is republican paint) – nine sisters”. Udstillingen overtager etagen, hvor Cardiff&Miller før huserede, og den vågne musuemsgæst vil bemærke, at de har bevaret rummene herfra. Det er dog en helt anden oplevelse at træde ind i hver af de ni søstres universer (nine sisters = Zeus og Mnemosynes ni døtre, der ifølge græsk mytologi er muser for kunsten). Hvert univers rummer en ny serie billeder og en bestemt tematik, og således kommer vi både omkring urin-kunst, Cambodia under Khmer Rouge og Carstensens datter, Zoe. Der er ikke tale om en retrospektiv udstilling, men nærmere en nøje sammensat række nedslag, der byder på lidt af hvert. Fx gemmer der sig 40 gram grøn marok på et af værkerne (på Aros har de dog ikke fået lov til at bruge ægte sjov tobak, så der er i stedet brugt en klump ler!), og i et af rummene vil man i visse perioder kunne opleve performance kunst, når en række naturister går rundt blandt værkerne. Carstensen er i den grad ikke bange for at prøve mange metoder af, og det er interessant at læse om hans brug af fotografi, parafraser, kunstner-samarbejder, skiltemalere og graffitikunstere. Udstillingen vækker både provokation, undren, afsky og ofte latter! Vi synes helt sikkert man skal tage en tur ned på 2. etage og opleve en af De Unge Vilde og samtidig en af de vigtigste nulevende kunstnere, vi har her i DK. Både for kunstkendere og almeninteresserede er vi sikre på, at det bliver en interessant oplevelse!






E.B. Itso – Building Stories

Ikke længe efter Carstensen-udstillingen åbnede blev det tid til at afsløre den næste produktion i rækken under Focus//New Nordic-tiltaget. Det er den unge E.B. Itso, der står bag den nuværende udstilling. Itso er på kort tid blevet spået en stor fremtid indenfor kunstverdenen, og det er også nogle spændende greb han benytter sig af. Kunstneren har ellers længe været ret undergrund og mest praktiseret i grafittimiljøet. Han kom for alvor i søgelyset, da man opdagede hans lille selvskabte lejlighed i ventilationsskakten over spor 12 på Hovedbanegården! Det urbane og rå fra Itsos miljø bringes ind i en anden kontekst, når stilladsrør og træplader fra byggepladser og forladte bygninger anvendes som de dominerende materialer i hans første museumsudstilling. På denne måde får Iso forankret byens stedslighed – dens forgængelighed, skjulte historier, gentrificering – i værkerne, og man får som gæst lov til at være urban explorer for en stund. Netop det med at udforske er ret sigende for udstillingen. Mørklagte rum, en hemmelig dør, der fører ind til et værk og skæve konstruktioner, som man må dukke sig under. På denne måde får man selv en rolle i udstillingen, som er ret speciel. Udover de urbane værker, så er der også en hel serie, der dokumenterer en rejse til den italienske ø Lampedusa, hvor Itso har indsamlet tøj og bådrester efterladt af flygtninge, da de ankom til øen. Det er en ret stærk del af udstillingen og et vigtigt indspark i debatten omkring de mange bådflygtninge, der netop nu sætter livet på spil i forsøget på at komme til Europa. Pludselig kommer det meget tæt på, når man konfronteres med en sammenkrøllet gummibåd fra øen eller de Hitchcock-esque smalfilm, hvor man fornemmer det faretruende farvand, hvorpå hundredvis af fartøjer som den lille gummibåd har trodset bølgerne. Itso får en anbefaling herfra.

 

2 kommentarer

  • Zakaria Gauguin

    Det ser fedt ud! Er ked af at jeg missede det :/ Hvornår udstiller E.B Itso igen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hey Zakaria :) Det var også en nice udstilling. Jeg ved desværre ikke, hvornår næste udstilling med E.B Itso er.. det er jo lidt sjovt med ham, fordi ret få kender hans rigtige identitet, og generelt dukker han aldrig op offentligt. Så han er lidt svær at regne ud ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grey suede