• Sidsel & Lasse
  • WEAREMAD
  • Rainbow Dash
  • The Style Cavalry
  • ···
Fiveoclock drinkchallenge - after-work Scarlett O'Hara

15 gode måltider i Aarhus til under 100 kr

Wedoburgers (Østergade)

WeDoBurgers er et forholdsvis nyt sted i byen, men har allerede opnået succes med deres enkle menu, der består af enten hamburger eller cheeseburger med timian-fritter og sodavand til. Hele herligheden koster 80 kr. og de penge er godt givet ud. Saftig burger og rigeligt med sprøde fritter. Mmm!

Restauranten er desværre lukket.

Kowloon (Frederiksgade+Banegårdsgade)

Kowloon serverer rørende billig asiatisk mad. Det er måske ikke det bedste i byen, men deres Pad Thai, Kylling i Panang karry eller And i Matsaman karry til sølle 60 kr. er altid vindere i min bog. Og så er portionerne store!

Vaca (Graven)

Vaca er også forholdsvis ny, og vi er allerede kæmpe fans! Maden er autentisk mexikansk fingerfood og priserne er virkelig rørende. Tre tacos eller en burrito kan købes for 45 kr. Vi tilkøber som regel deres gode tortilla chips, guacamole og svineribs. Især sidstnævnte er virkelig gode!! Prisen ryger dog stadig ikke over de 80-90 kr. per mand.

Oli Gak (Mejlgade)

Oli Gak er franske Oliviers nyeste skud på stammen over billige, franske spisesteder. Her serveres alt fra fisk og moules til bøf og langtidsbraisseret kød. To retter fås for 85 kr., og man går ikke sulten derfra!

Madrepublikken (Jægergårdsgade)

Madrepublikken har overtaget det gamle “D’s”-lokale og har konverteret konceptet til noget i retning af et gastro-madsted frem for en sandwichbar. De har dagens ret til 85 kr., som kan veksle mellem alt fra kød og rodfrugter til pasta med fisk.

Photobucket

Oli Nico (Mejlgade)

Oli Nico serverer virkelig god fransk gastro-mad til små priser. Desværre er der ofte rigtig travlt i biksen, og man skal komme tidligt, hvis ikke de skal nå at melde udsolgt. Når man kan få en omgang moules frite til 65 kr. eller dagens to-retters til 95 kr. forstår man godt den store efterspørgsel.

Vesterlauget (Vestergade)

Vesterlauget er en super hyggelig gastrobar, der både serverer dejlig frokost og en god dagens ret hver aften. Den står som regel i 85 kr. og kan fx bestå af klassiske franske bonderetter som cassoulet eller confit de canard eller en god engelsk sherperds pie.

Le Coq (Graven)

Hver tirsdag serveres Mad&Fad i Le Coq-baren (ej at forveksle med restaurant-delen inde ved siden af – der dog også serverer dejlig mad). Hver tirsdag en ny ret – fx lasagne, fiskedeller eller blomkålsgratin – med en iskold fadøl til, og så til en flad halvtredser. Dagens ret oplyses på deres Facebookside. Maden serveres kl. 19  og stemningen er altid i top. Man må i øvrigt spise til fadet er tømt, så det er tit muligt at få sig en ekstra portion.

Ren & Stærk (Mejlgade)

Dette lille sted specialiserer sig i low carb mad, der er propfyldt af sunde proteiner og grønsager. Vi kan anbefale Kalkun Korma og Grøn Gris til den nette sum af 75 kr. pr. portion. Man går mæt, glad, ren og stærk derfra!

Fika (Jægergårdsgade)

Fika laver dejlige vegatarretter på primært økologiske ingredienser. Deres salater og grønsagstærter smager virkelig dejligt og kan købes for omkring 75 kr. De kan fint gøre sig ud for et aftenmåltid, selvom stedet nok mest er en dagscafé.

Den Grønne Papaya (Nørregade)

Gammel kærlighed ruster ikke, og således er jeg stadig forelsket i den lille papaya på Nørregade. Her serverer det sødeste vietnamesiske par skønne retter til billige priser. Ejeren kender efterhånden min bestilling  – forårsruller med risnudler til 65 kr. Hertil følger lækker syltet salat, koriander, fish sauce og agurk. Prøv det!

Café Piccolina (Skolegyde)

Café Piccolina er et relativt nyt spisested, der specialiserer sig i italienske retter. Og de gør det godt! Deres “Tartufo”-pizza med salami skulle være out of this world. Den fås til 94 kr. om aftenen og om dagen kan alle deres pizzaer købes til 55 kr stykket. Bestemt et god tilbud, synes vi.

Murphy’s Burger Joint (Nørregade)

Murphy’s er helt nyåbnet, men serverer allerede en gedigen burgermenu til 75 kr. Den er lidt i stil med WeDoBurgers, men gør det bestemt også godt.

VW Café (Thorvaldsensgade)

Selvom stedet egentlig er en café kan man godt få sig et velsmagende aftenmåltid (indtil kl. 21) i hyggelige omgivelser. En stor, mættende salat eller portion chili con carne koster 52 kr. Mens den fortæres kan man tage sig et slag backgammon eller bezzerwizzer.

Il Mercantino (Mejlgade)

Il Mercantino er vores go-to, hvis vi craver italienske pizzaer eller virkelig gode foccacia-sandwiches med prosciutto og mozzarella. Maden er altid helt frisklavet og smager som på et italiensk pizzeria. Pizzaerne kan købes for omkring 80 kr. stykket. Sandwiches til omkring det halve.

   

16 kommentarer

  • Mette Marie

    Er Vaca kun et takeaway-sted eller kan man også sidde der og nyde maden?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Du kan godt sidde der, men der er kun 6-8 siddepladser ved ét bord med bænke til :) Så jeg vil nok anbefale at tage maden med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofia

    Hej Sidsel og Lasse
    Jeg har som tilflytter stor gælde af indlæg som dette og jeres aarhus-guide – tak for det :-)
    Jeg står og skal bestille mad ud af huset til omkring 30 mennesker i Aarhus. Jeg har ingen erfaringer med gode steder til dette, og ville høre, om I måske havde prøvet noget, som I kan anbefale?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Sofia :) Det har vi faktisk heller ikke selv den store erfaring med, for at være helt ærlig. Vi har været til større selskaber, hvor de havde bestilt fra VACA i Mejlgade. Men ved ikke om det kan lave til 30 mennesker. Og så ved jeg ikke, om du er på udkig efter noget mere “traditionelt” med forret, hovedret og dessert?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofia

      Tak for svar :-) Jeg vil prøve at undersøge nærmere med VACA! Og nej, det skulle ikke være tradionelt – bare en simpel, lækker hovedret :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • freja

    Hvad er bedst af wedoburger og Murphys? Kan ikke beslutte hvad jeg skal prøve først :D

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] om at spise mig igennem Århus, bid for […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Dejlig liste. Min kæreste og jeg prøvede Vaca på jeres anbefaling og det var rigtig lækkert. Det samme kan desværre ikke siges om Madsrepublikken. Den mand som betjente os (jeg formode at det var ejeren) var yderst ubehøvlet. Jeg tolkede dekorationen som et menukortet og bad om et øjeblik til at bestemme mig, hvorefter han blev lidt irriteret og påpegede at det bare var en dekoration og at han ikke ville ændre det bare fordi folk ikke forstod det. Noget som jeg slet ikke havde forholdt mig til, skal det lige tilføjes. Han remsede derefter retterne op, imens han så både sur og irritabel ud. Det ender med, at jeg spørger om de kan lave en vegetarret hvorefter han siger, at han da sagtens kan lave mig en lækker vegetarisk ret. Efter en halv time får jeg serveret en dyb tallerken med tre forskellige slags hakkede steget grønsager, oliven og parmesanost og en lille skål med pomfritter. Retten smagte absolut ikke af noget som helst. Da vi skal til at betale, spørger han hvordan min ret smagte. Jeg svarer ærligt, at den ikke smager af så meget, hvortil han bare trækker på skuldrene og svarer, “beklager, men at det er jo vegetarisk” hvorefter han hurtigt smutter ud i køkkenet igen. Jeg var lidt i chok over den samlede dårlige behandling og hans arrogance. Det skal lige tilføjes at dagens ret kostede 125 kr. og ikke 85. Ingen kritik af jeres guide da oplevelser kan være meget forskellige, men jeg ville lige tilføje min oplevelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Julie! Det lyder da ikke til at være en særlig god oplevelse, må jeg da nok give dig ret i. Vi har også siden hen erfaret, at det ikke er altid at dagens ret koster under 100 kroner. Håber da virkelig at det var en oplevelse, der står alene på Madrepublikken. Ellers skal de da vist streges fra listen igen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Ja, skide god liste! Især for mig der er hotelreceptionist og ny i byen. ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rasmus

    Der er også caféen oppe ved væksthusene, som altså sælger super lækre økologiske billige retter. Jeg er specielt fan af deres sandwich.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Det er rigtigt! Den har vi faktisk også tippet om flere gange :) Det er rigtig godt, det de laver deroppe. Jeg tror bare vi ville fokusere på aftensmåltider på denne liste, og der er Væksthusene jo lukket :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Ej, hvor er det en dejlig liste – mange steder jeg ikke kendte til :) Tusind tak :)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fiveoclock drinkchallenge - after-work Scarlett O'Hara