Den søde tands guide til Aarhus – Sidsel & Lasse
go green

Den søde tands guide til Aarhus

Efter at have lavet en hel del guides til Aarhus efterhånden, tænkte jeg at det var på tide at bruge lidt plads på at hylde alle de søde sager, som byen har at tilbyde. Jeg er selv en slikmund, og søger altid det næste skud sukker i form af himmelske kager, fløjlsblød is, sprøde croissanter eller bare et stykke god chokolade. Derfor har jeg nu strikket en lille guide sammen til den søde tand, som jeg håber kan bruges! Samtlige steder frekventerer jeg jævnligt, men jeg er altid åben for nye tilføjelser til mit dessert-game, så smid gerne en kommentar, hvis der er noget jeg har overset!

MORGENBRØD/SØDT

Juliette, Jægergårdsgade
Juliette er virkelig bare et yndlingssted i det hele taget. Atmosfæren er god, det franske køkken sidder lige i skabet og ja, så kan de lave en proper dessert! Jeg er både fan af deres kirsebær-mazarinkage, gateau marcel og creme brulee’en. Og deres croissanter ej at forglemme!

Schweizerbageriet, M.P. Bruuns Gade
Dette bageri er lidt af en institution her i byen. Siden 1956 har stedet faktisk eksisteret. Og da jeg især har min søde tand fra min far, så kom det heller ikke som nogen stor overraskelse, da han fortalte at han har besøgt stedet siden sine unge dage :) Prøv deres store chokolade- og mysli-brud og byens måske bedste hindbærsnitte.

The Lazy Wombat, Ceresbyen

The Lazy Wombat serverer de skønneste brunchretter, kager og aftensmadsretter, der alle har et hint af australsk café over sig. Deres pandekager, french toast, croissanter og kager er sindssygt lækre!

A.C. Perchs, Volden
A.C. Perchs har jeg hurtigt fået et soft spot for. Sådan går det nok når man er flasket op på engelsk te og derudover nærer en stor kærlighed til brødenes nirvana: scones. En kande te og en scone med marmelade og clotted cream til, så kan jeg bestikkes til hvad som helst!

Briancon, Åboulevarden
Briancon har også for længst vundet mit hjerte. Deres brød er suverænt, og det samme er deres kager og specielt deres chokoladecroissant. Jeg ved ikke helt hvad de gør ved den, men den har sådan en dejlig sød, lidt karameliseret overflade, som bare gør sig virkelig godt sammen med croissantdejen.

 

Jumbo, Mindet

Selvfølgelig skal Jumbo også figurere på denne liste! Deres bagværk er virkelig godt håndværk og smager fantastisk. I caféen kan blandt andet købes croissanter, snurrer og forskellige wienerbrød.

KAGE

La Cabra, Graven
La Cabra er først og fremmest kendt for deres kaffe, men de kan altså også noget med bagværk! Det hele laves fra bunden nede i deres kælder, og det der kommer retur derfra ser altid virkelig elegant og lækkert ud! Blandt de gode sager finder man tit nougat-croissanter, blåbær/citron-tærte, brownies, cupcakes, sprøde boller og jeg kunne blive ved!

Emmerys, Guldsmedgade
Emmerys er jo blevet lidt af en mastodont efterhånden, men deres brød og kager fejler bestemt stadig ikke noget. Jeg er vild med at man altid får en lille bid kage med til sin kop kaffe, og på den måde har jeg også efterhånden fundet frem til følgende favoritter i deres udvalg: hindbærsnitte, citronmåne og blondie med hindbær.

Mocca City, Gammel Munkegade
Mocca City har jeg ikke besøgt i et stykke tid, men de laver altså også en rigtig god hindbærsnitte. Og så vidt jeg husker er deres “kanelfætter” også lækker.

Vesterlauget, Vestergade
Vesterlauget er først og fremmest kendt for deres dejlige bistromad til små priser. Men de laver altså også gode desserter. Både deres chokoladekage, hjemmelavede småkager og trifli er god!

Mor Anna, Mejlgade

Vi er helt vilde med Mor Anna – så meget, at vi faktisk fik leveret bryllupskager derfra! De laver skønne croissanter, citrontærter, trøfler, snitter, æbletærter og meget andet.

IS

Suppestegogis, Åboulevarden
Suppestegogis har længe været en favorit, ikke mindst på grund af deres velsmagende økologiske gelato, som bliver lavet fra bunden i restauranten. Vi er især fans af deres is med brændte mandler og den med chokolade og chili :)

Dolce Vita, Tordenskjoldsgade
Mange trøjborgensere sværger til Dolce Vita, og de laver virkelig også god italiensk is. Så vidt jeg husker har de også en lækker guf lavet på hvid chokolade.

Mammis Gelato, Rosensgade

Mammis laver simpelthen de mest overdådige isvarianter! Deres is er altid syndig og fuld af smag. Og så har de også islagkager og ispinde, hvis man er til den slags.

Olufs, Graven

Hos Olufs serverer de to af de mest hypede isvarianter: ispinde og bubble waffles med is i. Begge dele er lavet af gode råvarer, men sørg for at have god appetit, hvis det er vaflen, I skal sætte til livs!

Popsicle, Aarhus Street Food

Pindeis finder man også hos Popsicle, der holder til på Aarhus’ største madmarked. Her kan man skræddersy sin egen is eller vælge en af de fristende varianter fra disken.

CHOKOLADE

Summerbird, Volden
Summerbird har en virkelig hyggelig butik i Latinerkvarteret, som både sælger lækre chokoladefristelser, hjemmedyppede is og mousserende vin. En flødebolle derfra går man aldrig galt i byen med!

Social Foodies, M.P. Bruuns Gade

Hos Social Foodies dufter der syndigt af chokolade, når der bag disken kreeres flødeboller, barer og plader med forskellige chokoladetyper. Stedet sælger og virkelig god is og så støtter man ovenikøbet en virkelig god sag, når man køber sin dessert hos Social Foodies.

Fair Trade Butik Bazaren, Guldsmedgade
På en arbejdstur i Kbh sidste år blev jeg syg og fik lidt ondt af mig selv. Jeg købte pizza og chokolade som medicin, og chokoladen var fra “Chocolate and Love”, som jeg er blevet ret vild med siden. Heldigvis fører Bazaren mærket :)

Magasin, Åboulevarden
Magasin er virkelig blevet indbydende efter deres ombygning. Det var synd at Løgismose-afdelingen måtte lade livet (og Irma for den sags skyld), men når man har fået en chokoladeafdeling i dens sted går det lige! Gå derhen hvis du trænger til et skud Simply Chocolate, Nicolas Vahé, Summerbird eller Johan Bülow.

DESSERTCOCKTAIL

Memphis Roadhouse, Christiansgade
Memphis Roadhouse laver altså en killer cocktail! Hvilket egentlig ikke er så mærkeligt, eftersom det er den flinke Chris, der står bag, og han var førhen ejer af Sidebar. Vi kan anbefale en Honey Boo Boo eller måske en Mint Julep, hvis man vil slingre derfra!

Sct Pauls Apotek, Jægergårdsgade
Ingen over, ingen ved siden af fristes man til at sige, når det kommer til cocktail/concept-steder i 8000. Apoteket er bare gennemført og lækkert hver gang. Prøv ovenstående rom-cocktail, hvis du føler dig modig ;)

DESSERT

Klassisk 65, Jægergårdsgade
Klassisk 65 laver dejlig bistromad, og de franske desserter er bestemt også gode! Deres creme brulee er blandt de bedste i byen og så er crepe suzette’en en oplevelse i sig selv, når den flamberes live ved bordet.

Oli Nico, Mejlgade
En gang imellem svinger vi forbi Oli Nico bare for at få lidt sødt med hjem. Deres “dagens dessert” er tit rigtig god, og kan være alt fra hjemmelavet citronmåne og snickerskage til rød grød eller sticky toffee pudding.

Memphis Roadhouse, Christiansgade
Memphis får æren af at figurere på listen to gange, da de også laver rigtig gode desserter. Deres cookie skillet er out of this world (hvis man er to, bør man dele en..), og det samme er deres key lime pie!

16 kommentarer

  • Farligt god (sød) liste, jo. :)
    Min yndlings-italienske pizzamand fra Delizioso har åbnet et is-kaffe-sted på Silkeborgvej i Åbyhøj, der laver virkelig gode is på niveau med Dolce Vita.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • HS

    ELSKER simpelthen når I laver jeres Aarhus guide!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    TAK for guide! Jeg har tydeligvis mange lækre ting til gode til trods for at jeg har boet her i seks år. Der findes forresten også en drive-in bager i min gamle gymnasieby Glamsbjerg, de mente selv at de var first movers!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Selv tak! :)
      Haha, der kan man bare se.. Den må de tage indbyrdes!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karo

    Ej der skulle ikke stå Århus jo

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karo

    Havde jeg nogensinde taget dig i hånden og med på CDV, så kunne jeg have vist dig Viborgs (anden) stolthed – drive-in-bageren! Snart 10 år gammel, du! Vi er jo lidt first-movers i Århus, men det vidste du vel godt allerede ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Haha, I har en ufattelig stolthed omkring jeres by, jer fra Viborg. Men okay… det er jo heller ikke DGH for ingenting!
      Ps. Vi skal altså på CDV!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • heidi

    DELE EN COOKIE SKILLET?

    i må da være gale. Jeg kunne aldrig finde på at dele den. selvom sidste gang vi var der. Måtte jeg springe desserten over. de 2 drinks, hotwings og philly steekchees sandwich havde alligevel gjort så der ikke var plads. Det er første gang det er sket. Måske man bare skulle gå all in på ddrink, hotwings og cookies

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Haha! Vi syntes virkelig bare den var voldsom. Tror ikke jeg kunne klare sådan en selv efter et bbq-måltid på Memphis, haha. Men den er virkelig god!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Tak for super, super guide! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Juhu flere Århus guides! Og helt enig i at Småkagehuset skal med :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Yeah! De næste på tapetet er frokost-guide og fastfood-guide :D
      Småkagehuset må vi få prøvet..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Lækkert med en guide til det søde Århus, lige efter mit hjerte! :)
    Til kage-sektionen ville jeg tilføje Småkagehuset i Frederiks allé, som har byens bedste hindbærsnitter, saftigt brød, yndig indpakning og et væld af udsøgte, sprøde småkager, både klassiske og mere usædvanlige.
    Og til is-puljen vil jeg anbefale is-stedet på Marselisborg lystbådehavn, er vild med deres udvalg af smagsvarianter og flotte hjemmelavede ispinde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Godt at høre! Det er en fornøjelse at lave, når vi får så mange positive tilbagemeldinger :)
      Småkagehuset lyder awesome, der skal vi hen!
      Is-huset på Marselisborg har der desværre altid været lang kø til, når vi har været derude :( Jeg har hørt rygter om at der også er åbnet en hyggelig café/husbåd-ting derude?!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

go green