190915

Billeddagbog fra Falkenberg Strandbad

falkenberg (2)

falkenberg (5)a

falkenberg (8)

falkenberg (9)a

falkenberg (11)a

falkenberg (20)

falkenberg (16)a

falkenberg (21)

falkenberg (22)a

I weekenden var vi så heldige at kunne kombinere vores besøg i Kbh med et ophold på Falkenberg Strandbad på Sveriges vestkyst. På den måde fik vi strikket den ultimative kæreste-weekend sammen! Lørdag ved middagstid stod vi ombord på Øresundstoget og kørte hele vejen op forbi Malmø og Helsingborg til lille Falkenberg. Togturen var virkelig smuk. Hver gang jeg er i Sverige bliver jeg mindet om, hvorfor jeg elsker at være i landet. Landskabet, husene, det hele er bare väldigt vakkert!
Vores slutdestination, Falkenberg, er en ferieby, som man måske kunne sammenligne med Skagen. Flotte sommerhuse ligger side om side med iskiosker, promenaden og stranden selvfølgelig. Der er en dejlig ro og rar stemning over byen. Hvilket også gav sig til kende, da vi, som det første da vi stod af toget, blev vi mødt af en venlig buschauffør, der kørte os til centrum hvorefter han gav os et lift i sin Opel Kadett ned til hotellet. Vi takkede mange gange og han ønskede god weekend og fortalte at nu skulle han hjem og have en bajer. Helt sikkert velfortjent! :)

Falkenberg Strandbad ligger vitterligt PÅ stranden og vi smilede begge stort da vi åbnede døren til vores værelse og kiggede direkte ud på et tindrende blåt og klart hav. Selve værelset var ret nuttet med maritime detaljer og lidt oldschool luksus som mørk marmor, messing-detaljer og tunge tæpper. Hotellet i sig selv er en hel historie for sig. Store lysekroner, mørke trægulve, store plyssede møbler, åben ild i pejsen.. Belle epoque fortolket som svensk badehotel. Det skal vist opleves! Vi syntes det var som at komme ind i en anden verden for en stund, hvilket var virkelig rart. Og i det næste døgns tid gjorde vi bare præcis som vi havde lyst til. Spiste lækre berlinere og croissanter til afternoon tea, gik tur ved vandet og drak kaffe i klitterne (vi prøvede Growers Cup, som en af Lasses venner er ambassadør for – virkelig smart kaffe-på-farten-koncept!), bestilte god bistro-mad i restauranten inden vi faldt om i vores seng og så en dårlig amerikansk film.

Næste morgen stod vi op til mågeskrig og havudsigt, som lige blev nydt en sidste gang inden vi forsynede os fra morgenbuffeten. Pandekager, frugt, präst-ost og lidt æg blev det til, inden vi kl. 9.15 var booket ind til Ivory Spa. Her gik to timer med at prøve forskellige spa-oplevelser inspireret af tyrkisk hamam, marrokansk razul, finsk sauna og meget mere. Da vi lå og slappede af efterfølgende i “Eldrelax” (et rum med store dobbelt-divaner spredt ud rundt om endnu en åben pejs), var vi enige om at det var hele den lange transporttid værd. Vi kom helt ned i gear og kan nu gå rundt med flotte billeder på nethinden fra et virkelig dejligt sted. Det er simpelthen skønt når man ankommer uden de store forventninger, og så går fra et ophold med så god en oplevelse, som vi gjorde. Det varer nok ikke længe inden vi skal hinsidan igen :)

Turen til Falkenberg Strandbad er sponsoreret

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

190915