black, blue, brown

Økonomi og prioritering – nu med fuldtidsjob

895

For noget tid tilbage skrev vi et indlæg om vores økonomi og prioritering, mens vi stadig var studerende, og nu tænkte jeg det var på tide med en opfølgning. For nu har Lasse og jeg efterhånden været i fast fuldtidsjob i fire måneders tid, og med dette følger naturligvis også en ændring i vores økonomi. Derudover går det bedre og bedre med indtjeningen til vores virksomhed, i takt med at markedet for online markedsføring vokser støt. Disse to faktorer gør, at vi har fået et væsentligt højere rådighedsbeløb end da vi studerede. Og da vi stadig bor i vores lille lejlighed med relativt lav husleje, så er vi måske endnu bedre stillet end en del andre. På trods af dette har vores forbrug ikke ændret sig synderligt meget. Faktisk tror jeg næsten vi har fået færre faste udgifter med tiden, selvom betaling til A-kasse nu er begyndt at koste penge. Det er i hvert fald ikke sådan at vi har skruet helt vildt op for selvforkælelsen, selvom vi har fået flere penge mellem hænderne. Dette er der dog en helt bestemt grund til – vi overvejer nemlig lejlighedskøb. Og indtil vi beslutter os for, hvad vi konkret kunne tænke os at gøre, så gælder det jo bare om at spare så meget op som muligt. Med regeringens nye lov om at køber selv skal kunne lægge 5% i udbetaling, så er det jo faktisk også blevet et krav. Men vi er indstillet på at lægge så meget som muligt, så det passer os fint. Og det føles godt at kunne se både sin opsparing og sin virksomhedsomsætning stille og roligt vokse sig større.

Det kan dog af og til også næsten føles lidt uvirkeligt med de ekstra penge, når man har været vant til fx nøje at overveje, om man skulle ofre de ekstra ti kroner på purløg, eller om man bare skulle spise sin svensk pølseret au naturel! Jeg tror det er en god ting, at man får lov til at opleve begge verdener, og hurtigt kan omstille sig, hvis det bliver nødvendigt. Penge kan jo komme og gå. Og derfor forsøger vi også at have et relativt afslappet forhold til dem, og fx ikke gå helt materialisme-amok, selvom vi godt kunne, hvis vi ville. Penge er for os lig med frihed. Frihed til at rejse, til spontanitet, til på sigt at skabe rammerne for lige det liv, vi godt kunne tænke os at leve. Og nu skal vi ikke lyde helt frelste, for selvfølgelig gør vi også plads til lidt udskejelser, og vi har fx et, tenderende til, latterligt antal sko. Men hele den her tanke om at leve minimalistisk og kun eje de ting, man rent faktisk bruger, den tiltaler os. Og vores 40m2 har (heldigvis?) også sat en naturlig begrænsning for, hvor meget l*** vi har ku nå at skrabe sammen!

Hvis vi skal forsøge at sætte ord på et par af de områder der har ændret sig mest efter vi fik fuldtidsjobs, så er det nok følgende:

  • Det er slut med studierabatter, så nu er transport og diverse andre billettyper blevet en tand dyrere. Og det er slut med at opgradere til en stor menu hos Burger King. Suk.. ;)
  • Vi spiser morgenmad og frokost på arbejde, og har af og til rester med hjem, så vores udgifter til mad i hverdagen er skrumpet lidt. Til gengæld bruger vi flere penge på takeaway og restaurant-besøg.
  • Det er blevet “dyrere” at holde ferie, fordi vi ikke har noget optjent på vores jobs endnu. Så det skal overvejes lidt mere nøje, hvor meget vi kan tillade os at tage.
  • Ting virker billigere, fordi man før opvejede prisen mod et SU-budget, og i dag opvejer mod et meget større budget. Vores forståelse af budgetvenligt har nok rykket sig lidt!

Det var vist de tanker vi har gjort os indtil videre. Der er nok ikke nogen tvivl om, at dette scenarie igen vil ændre sig, hvis vi vælger at købe lejlighed. Nu må vi se.

Vi håber indlægget her kunne bruges, og vi vil, ligesom sidst, rigtig gerne høre jeres tanker omkring emnet, hvis I vil dele dem med os :)

   

11 kommentarer

  • Jeg er gået den anden vej, har sagt mit fuldtidsjob op og startet på studie.. Det er lidt hårdt, når man er vant til at have noget mere mellem hænderne..
    Så jeg øver mig, og øvelse gør som sagt mester..

    Frejjack.blogspot.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Sejt gjort! Jeg kunne godt forestille mig at det var svært den vej rundt. Men hvis man vil det nok.. :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christoffer

    Virkelig et stærkt indlæg :-) super fedt I viser begge sider af økonomien både som studerende og med fuldtidsjob :-)
    Jeg kan mest relatere til det første indlæg da jeg selv lever på SU :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tusind tak, Christoffer :) Fedt at høre! Du kan godt glæde dig til at komme ud på arbejdsmarkedet – det er lidt sjovere! I hvert fald lønmæssigt ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christoffer

      Selv tak Lasse :) Når man laver noget godt, skal man også have ros :)
      Glæder mig også til at komme ud og tjene rigtige penge. Desværre skal jeg lige være færdig med min BA først og evt en kandidat.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Tak, Christoffer! Vi gør vores bedste :)
      Ja vi tror også umiddelbart at vi har flest læsere i de studerendes segment endnu..

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christoffer

      Selv tak Sidsel! Ros skal til når man laver noget godt. Det tror jeg bestemt i har ret i :)
      Forsæt det gode arbejde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lina

    Hahaha, kan virkelig nikke genkendende til det der purløg vs au natural…. Jeg lever på SU p.t., og det er virkelig dét som jeg overvejer i supermarkedet (skal jeg virkelig købe den dild? Den koster jo 8 kr.) Årh, glæder mig virkelig til det er overstået!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Haha, det er skørt hvordan det kan fylde så meget. Men ja, du kan roligt glæde dig til at komme om på den anden side! :) Så kan man virkelig boltre sig i krydderurter ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Benjamin

    Jeg synes virkelig det er et brugbart indlæg. Jeres sidste indlæg hjalp mig utrolig meget, så fedt at i os nu kommer med et, efter i begge har fået fast job! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Tusind tak! Det er bare så dejligt at høre, Benjamin :) Vi skal forsøge at blive ved med at skrive lidt om “livet på den anden side” fra tid til anden..

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

black, blue, brown