Udsalget er i gang

vores 2015

2015 er næsten ovre, og vi synes virkelig, det er gået stærkt! Alt for stærkt. Det har været et begivenhedsrigt år for os, hvor der er sket en masse spændende ting i vores liv. Her får I en lille opsummering af vores 2015:

I januar var Lasse netop hjemvendt fra København, hvor han havde været i praktik i den sidste halvdel af 2015. Praktikopholdet affødte tre indlæg, der handlede om, hvordan København opleves af en tilflyttende jyde. De endte med at blive nogle af de mest populære indlæg her på bloggen nogensinde, faktisk. I kan finde dem herDerudover var januar måneden, hvor Sidsel forsvarede sit speciale og blev færdiguddannet på Oplevelsesøkonomi fra Aarhus Universitet.

Sidsels kandidatgrad skulle naturligvis fejres, og så trængte vi virkelig også til noget kvalitetstid sammen efter kun at have set hinanden en håndfuld gange i det forgangne halve år. Derfor drog vi til New York og Mexico i slutningen af januar, og det var simpelthen en fuldstændig fantastisk tur! I kan se vores billeddagbøger fra Mexico her, her og her og fra New York her. Vi fik også strikket to guides sammen – én til New York og én til Tulum i Mexico – find dem her og her. Vi fik faktisk rejsen ganske billigt, alt taget i betragtning, og det var I ret interesserede i at høre mere om. Derfor lavede vi en guide med gode tips til at rejse billigt – den kan I læse her. Februar var også måneden, hvor vi skrev to indlæg med nogle af de underlige ting, kærester går og siger til hinanden. Det syntes I vist også var ret sjovt :D Dem kan I finde her og her.

I marts skete der ikke det store. Sidsel begyndte så småt at lede efter et job, og Lasse begyndte at skrive på sit speciale. Vi fik også skrevet et par indlæg om ting, man aldrig hører Sidsel og Lasse sige – dem kan I læse her og her. Vi skrev også et langt indlæg om parforhold, og om hvordan vi selv gør, for at få tingene til at fungere. Det kan I læse her.

I april var vi vidt omkring og kom blandt andet på besøg hos den aarhusianske kunstner Mormor, Det Nye Moesgaard Museum, ARoS og et smut til København på Hotel Alexandra. Her sidder vi midt i en god samtale på Gran Torino i København :)

I maj var vi på en fantastisk tur til Tel Aviv, hvor varmegraderne virkelig kravlede opad. Hele 40 grader ramte vi en dag! Alligevel var det faktisk ganske fint og til at holde ud – måske fordi byen ligger så tæt på havet. Ud over at udforske byen var vi også i Jerusalem, hvor vi blev vist rundt af vores danske veninde Maya, og en tur til Det Døde Hav blev det også til. I kan se vores billeddagbøger fra Tel Aviv her, her og her og vores guide til byen her. Og nå ja, så fyldte Sidsel også 26 i slutningen af maj :)

I juni var vi naturligvis på Northside Festival (se billeder her og her), hvilket var en stor succes – også selvom lørdagsvejret ikke var helt i top. Det kunne en håndfuld shots-rør og noget god musik heldigvis få én til at glemme ;) Juni var også måneden, hvor Sidsel fik at vide, at hun havde fået job hos Hele Vejen – det skrev hun lidt om her. Kort efter fik Lasse også besked om, at han havde fået job hos Minimum, som han skulle starte på efter specialeafleveringen. Oven i alt det kunne vi fejre vores 8-års dag som kærester. Juni var en god måned! :)

Udklip

I juli anbefalede Sidsel 15 gode måltider i Aarhus til under 100 kroner – et vældig populært indlæg, som I kan finde her. Og så var hun sørme også et smut på Kreta, mens stakkels Lasse sad og kæmpede med det sidste af specialet. Hendes billeddagbøger fra Kreta kan I se her og her.

August måned passerede hurtigt – Sidsel startede hos Hele Vejen d. 1 august og Lasse afleverede speciale d. 17 august og startede så på fuld tid hos Minimum umiddelbart efter. Lasse fik dog blandt andet tid til en virkelig god herreaften arrangeret af Food Festival, og Sidsel fik lavet en ret omfattende Aarhus-guide til den søde tand (her).

falkenberg (20)

I september kom vi vidt omkring – både forbi Comwell i Vejle, Hotel Avenue i København, Falkenberg Strandbad i Sverige samt Food Festival og ARoS Food Hall. I sandhed en begivenhedsrig måned, hvor vi nærmest havde alle weekender fuldt booket.

billeddagbog madrid (5)

comwellaarhus (4)a

Oktober bød på overnatning på Comwell i Aarhus og en forlænget weekend-tur til Madrid med TakeOffer, som vi er blevet ambassadører for. Vores Madrid-guide er endnu ikke kommet på bloggen, men den kommer i starten af 2016, hvor I også kan finde den på Takeoffer.dk. Derudover fortalte Lasse lidt om sin nye arbejdsplads og om hvorfor han ikke nødvendigvis synes, at man altid skal gøre alting sammen, når man har en kæreste. Og så fyldte Lasse i øvrigt 27 i starten af oktober :)

efterårsmarked (1)a

November var en rigtig hyggemåned, hvor vi blandt andet fik tid til at kigge forbi Godsbanens Efterårsmarked og Kählers villa til kreativ julesøndag. Derudover tippede vi om gode og billige frokoststeder i Aarhus og så fortalte Sidsel om, hvordan vi prioriterer vores økonomi, nu da vi begge har fuldtidsjobs.

sommerhus (4)a

December har været en ret travl måned, hvor vi begge har haft rigtig meget at se til. Derfor smuttede vi en weekend i Lasses forældres gamle sommerhus uden for Ebeltoft, hvor vi kunne trække stikket ud og komme helt ned i gear. Vi var også forbi ARoS for at se A New Dynasty-udstillingen, som vi bestemt kan anbefale, og så har Sidsel lavet en god guide til tømmermændsmad i Aarhus. Måske den kan bruges d. 1 januar? ;)

 

Det er egentlig vildt, så kort et år kan virke, når man sådan bryder det op i begivenheder måned for måned. Lidt skræmmende. Tiden går virkelig alt for stærkt – især når man har fået et ægte voksenjob! Alt i alt har vi haft et rigtig godt år, hvor nærmest alt bare er gået, som det skulle :) Vi føler os meget heldige! Vi er meget spændte på, hvad 2016 kommer til at bringe og allerede nu glæder vi os til 14 dage på Puerto Rico til februar og weekendtur til Prag i april. Vi håber også lidt, at 2016 bliver året, hvor vi flytter i en større lejlighed, men nu må vi se, om vi kan finde den helt rigtige ;)

Vi håber, I har haft et godt 2015 og at I får et endnu bedre 2016! Vi vil også gerne takke jer for at læse med på bloggen og for jeres mange kommentarer. Det er virkelig fedt, at I har lyst til at følge med, og så er I jo skyld i mange af de muligheder, vi får. Så der skal lyde en stor tak til jer! Vi blogges ved ;)

   

4 kommentarer

  • Katrine

    Sikke et lækkert år I har haft jer med mange spændende oplevelser og ikke mindst rejser ;)

    Mit spørgsmål er nok mest henvendt til Lasse, da jeg faldt over dit tidligere indlæg omkring dit job hos minimum. Det lyder virkelig som et spændende og varierende job, du har fået dig der! Jeg er lidt interesseret i at høre, hvad det er for en bachelor og kandidatuddannelse du har bag dig, da du nævner noget omkring, at du har en kommunikationsorienteret uddannelse bag dig?
    Spændende læsning når man netop går med lidt samme ønskeretning rent uddannelse og jobmæssigt i fremtiden, nu når sabbatåret er i gang. :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Katrine :)

      Det er rigtigt, at jeg har en kommunikationsuddannelse bag mig – jeg har en bachelor og en kandidat i Medievidenskab, men jeg vil sige, at jeg nok er lidt “overuddannet” til det job, jeg har hos Minimum lige nu. Ikke at det gør noget, men hvis det er et lignende job, du selv går og drømmer om, så vil jeg mene, at en branding-, marketing- og/eller kommunikationsrettet bachelor er tilstrækkeligt :) Tror du kan læse et par forskellige uddannelser i den dur i flere af de større uddannelsesbyer ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke skønne oplevelser, får lyst til at tage på ferie nu nu nu! ;D

    – Anne http://www.venterpaavin.blogspot.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tak :D Vi sidder virkelig også bare og længes efter noget ferie.. især når vi kigger tilbage på de her billeder :) Kom så, februar!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Udsalget er i gang