going old school

Vores træningsvaner

416

Så. Nu bliver det sundt! Vi har fra tid til anden fået spørgsmål omkring vores træningsvaner og kost, men da dette ikke er en fitness-blog, har vi indtil nu undladt at folde den del af vores liv ud på platformen her. Og det kommer heller ikke til at fylde synderligt fremover. Men når nu I spørger vil vi gerne forsøge at komme med et lidt mere fyldestgørende svar end dem vi er kommet med i kommentarfelter og på mail. Måske især fordi vi har fundet frem til en løsning, der fungerer rigtig godt for os, og nu har gjort det i et stykke tid. Her kommer det så – træn en mas’ med Sidsel og Las’ ;)

Træning

Både Lasse og jeg har været medlemmer af Fitness World i halvandet års tid mens vi studerede. Det fungerede egentlig ok for os, men til sidst var det bare som om det blev mere og mere trivielt. Det var en sur pligt først at skulle pakke sin taske, cykle derover, låse ting inde og vice versa på tilbagevejen. Og så kostede det jo også en sjat. Alt det ville man sikkert ikke have noget imod, hvis man så bare syntes det var superfedt når man først var kommet i gang med træning eller hold. Men sådan havde vi det ikke til sidst. Så vi meldte os ud. Og så gik der nogle måneder, hvor vi ikke lavede det store rent fysisk. Indtil den dårlige samvittighed satte ind sammen med den dårlige form. Små ting som at blive stakåndet af at tage trapperne eller cykle op ad en bakke. Så vi besluttede os for at vi måtte i gang igen. Og løsningen blev en slags hjemmetræning, hvor vi 2-3 gange om ugen træner intensivt i 30 min. Til det formål har jeg oprettet en playlist på Spotify, hvor numrene roteres jævnligt, så man ikke kører sur i det samme og det samme. Og så har vi ellers hver vores øvelser som vi kører igennem indtil vi er helt rødbedefarvede i hovederne. Det er som regel om aftenen vi træner og vi gør det stort set altid sammen. Så kan man lige give en highfive her og der! Scenariet kan måske godt lyde lidt komisk, og er det sikkert også, hvis man så på imens! Men for os fungerer det, og det er vel det vigtigste :)

Her har I hver vores rutine (der veksles dog tit i rækkefølge og øvelsestyper):

Sidsel

2 sange = opvarmning i form af sprællemænd, høje knæløft, “ski” og lidt aerobicstrin.

1 sang = squats – både brede og smalle og i forskelligt tempo

1 sang = lunges og “frøhop”

1 sang = mavebøjninger, løft og sænk af ben, balleløft

1 sang = planke – både sidelæns og almindelig

1 sang = rygøvelser (ofte disse)

1 sang = træning af arme og “korsetmuskler”/talje  – typisk med sving og løft af en tung genstand

1 sang = løb på stedet og evt. en omgang squats mere

Lasse

3 x 50 brede armbøjninger med fødderne hvilende på en stol

3 x 30 atomic sit-ups

3 x 25 armbøjninger

3 x 1 minuts planke

3 x 25 rygbøjninger

3 x 25 stående squats

De forskellige øvelser udføres efter hinanden af tre omgange. Ind mellem hver omgang er der enten en kort pause eller løb, hop på stedet, sprællemænd eller lignende. Det skulle gerne tage omkring 30 minutter i alt, hvor ca. 12-15 af minutterne går med løb på stedet osv.

 

Kost

Hverken Lasse eller jeg har prøvet at hoppe med på nogle kure eller kost-paradigmer så som palæo eller LCHF. Jeg har en enkelt gang fulgt en stram diæt i en måned, hvor tre piger og undertegnede væddede om, hvem der kunne smide flest kilo (det var i de glade dage som udvekslingsstuderende med en krop bygget af øl og takeaway). Den måned gjorde mig så tvær og hangry, at jeg knap nok ku smile i flere uger bagefter. Så det var nok ikke lige vejen frem. Heldigvis tror jeg både Lasse og jeg har lært vores kroppe godt at kende siden og ved hvad der skal til for at holde en figur og et energiniveau, vi er glade for. Og så er der jo andre bonusser så som at kunne passe sine jeans, have ren hud og ork til ikke at falde i sofa-fælden hver aften. I forhold til kost gør vi følgende:

  • Når vi laver mad hjemme bruger vi næsten udelukkende fuldkornsprodukter frem for det hvide, forarbejdede alternativ – brune ris, fuldkornspasta, rugbrød, gryn, kerner, quinoa…
  • Vi er begge så heldige at have frokostordninger på vores arbejdepladser, hvor der er rig mulighed for at få fyldt på med frugt og grønt. Jeg vil skyde på at jeg får 2/3 af mine daglige 600 gram dækket til frokost.
  • Vi forsøger at indarbejde så meget grønt i vores aftenmåltider som muligt – nogen gange ved at skifte fokus, så måltidet fx bygges om omkring en kålart frem for kødprotein.
  • Når vi bestiller takeaway varmer vi tit nogle grøntsager fra frost og spiser til – fx ærter, grønne bønner, blomkål og majs.
  • I hverdagen spiser vi næsten altid havregryn med frugt og mælk til morgenmad.
  • Vi forsøger at holde kakao, latte, chai latte og andre kalorieholdige varme drikke på et fornuftigt niveau på arbejdspladsen.
  • I weekenden spiser vi stort set det vi har lyst til. Som regel boller eller æg til morgenmad, rugbrød eller sandwich med lækkert pålæg til frokost og så spiser vi tid ude eller bestiller takeaway om aftenen.
  • Lasse kan godt li’ at få en sodavand eller to i weekenden og jeg drikker også en af og til, hvis jeg har tømmermænd, men vi drikker det stort set aldrig i hverdagene.
  • Vi er begge ret glade for søde sager. Slik, chokolade, kage, donuts, chokoladecroissanter, cookies… you name it – we’ll eat it! Og her tror jeg bare vi forsøger at finde et niveau, hvor vi ikke går helt amok, men heller ikke siger nej til et stykke kage, hvis det er det vi har lyst til.

 

Og der bliver naturligvis gjort undtagelser af og til både hvad angår træning og kost, ellers bliver det sgu lidt for surt og asketisk!

 

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

going old school