• Sidsel & Lasse
  • WEAREMAD
  • Rainbow Dash
  • The Style Cavalry
  • ···
Video: Wasa Gourmet

Det første voksenjob

Death_to_stock_photography_weekend_work_(11_of_18)

 

Vi kan lige nu mærke, at det er den tid på året, hvor mange enten er ved at tage stilling til, hvilken videregående uddannelse de skal starte på, eller hvordan de kommer ud og får deres første “rigtige” job efter endt uddannelse. I spørger nemlig meget i kommentarfeltet og på mailen, hvordan Sidsel og jeg har gjort, hvad vi kan anbefale og hvordan vi har båret os ad med at komme til der, hvor vi er nu. Og hvor er det fedt, at I spørger – vi vil så gerne svare på alle jeres spørgsmål. Derfor tænkte jeg, at jeg ville fortælle lidt om Sidsels og min vej til vores første jobs. I er selvfølgelig mere end velkomne til at stille spørgsmål – vi elsker at skrive med jer :)

(P.S – her kan I læse vores indlæg om Medievidenskab, Marketing and Management Communication samt Oplevelsesøkonomi)

Min vej til mit første job (som PR- & Marketing Coordinator hos Minimum) var på sin vis meget kort. Da jeg var i gang med at skrive speciale, blev stillingen hos Minimum ledig, og gennem en fælles bekendt kom de til at høre om mig, og de bad mig sende en ansøgning. Det gjorde jeg så, og 1½ måned før jeg afleverede specialet startede jeg på deltid. Da jeg havde afleveret specialet, startede jeg på fuld tid. Det var i midten af august 2015. Så det gik jo næsten for let! Spørgsmålet er så, hvordan jeg overbeviste dem om, at det var mig, de skulle ansætte.

Én ting som jeg tror er rigtig vigtig, er erfaring. Selvfølgelig skal du ha’ den relevante uddannelse, men det er jo bare det helt grundlæggende. Du bliver ikke ansat på at have den rette uddannelse, du bliver ansat for din person og din erfaring. Så hvis du “kun” har uddannelsen, er du ikke mere kvalificeret til jobbet end resten af de nyuddannede fra din årgang. Derfor er der stor værdi i studiejobs, frivilligt arbejde, egne projekter, praktik og hvad du ellers kan skrabe sammen af erfaring fra arbejdsmarkedet. Så selvom det måske kan være hyggeligt at arbejde som bartender i weekenden, er det en idé at skifte dét job ud med noget studierelevant inden du pludselig står og er færdiguddannet. Og så vil jeg helt klart også prioritere konkret erfaring over høje karakterer – men det er meget forskelligt fra uddannelse til uddannelse, hvor vigtige ens karakterer er, når man skal søge job. I mit tilfælde var det tæt på fuldstændig ligegyldigt. Det betyder selvfølgelig ikke, at man bare skal arbejde 37 timer og få rene 2-taller, slet ikke. Men hvis du kan vælge mellem at få noget godt på CV’et og at score et 12-tal i en eller anden eksamen, så ville jeg klart nøjes med 7-tallet og så få noget på CV’et i stedet (med mindre det er din bachelor-eksamen eller dit speciale). Hvis du kan klare begge dele, er det selvfølgelig det optimale ;)

Derudover tror jeg, det er rigtig vigtigt, at være god til at sætte ord på ens egne egenskaber og konkrete kompetencer. Hvad er det præcist, du kan tilbyde virksomheden, hvilke opgaver kan du varetage og hvor stærk er du på de forskellige felter? Det kan være svært at sætte ord på sine kompetencer, hvis man eksempelvis har en meget bred uddannelse inden for kommunikation. For mig som medievidenskaber har det i hvert fald været svært, fordi det er så bred en uddannelse, der kan føre i mange retninger. Så der skal du altså tænke dig godt om, og kigge på enkelte fag og forløb, du har haft, og hvilke erfaringer og kompetencer, de eventuelt har givet dig. Nogle gange kan man se sig blind på de ting, man ved, og tro, at det er almen viden, fordi alle på ens studie tager den viden for givet. Men når man så kommer ud blandt “almindelige” mennesker, opdager man, at man faktisk har en form for ekspertviden.

Din personlighed er også en vigtig faktor, når du skal ansættes et sted. Og det er selvfølgelig svært at sige, at man skal sørge for at få sig en god personlighed ;) Det handler nok om, hvilken virksomhed og stilling, du skal ansættes i. Hvis der eksempelvis står i jobopslaget, at du vil blive en del af et ungt, dynamisk team med en uformel omgangstone (og det står der ret tit), så er det måske en god idé at fokusere på de sider af din personlighed, som virker mest appellerende til den pågældende arbejdsplads – virk frisk, åben og glad. På den anden side kan det også være, at du søger et job i en mere formel og seriøs virksomhed, og så skal der måske skrues lidt ned for gøgl og spas i ansøgningen og mere op for din ansvarstagen og arbejdsomhed. “Hire personality, train skill” er en sætning, jeg har læst et eller andet sted. Den siger i bund og grund, at man som arbejdsgiver bør ansætte en kandidat med den rette personlighed og så træne vedkommende op til at kunne varetage jobbet frem for at ansætte en kandidat, som godt nok er kvalificeret, men med en personlighed, der ikke passer ind. Og det synes jeg egentlig giver rigtig god mening. Du kan oplæres til at varetage opgaver, men du kan ikke trænes til at have en ny personlighed. Så det skal du også huske, når du søger et job! :)

Nå, jeg kan se, at dette indlæg er ved at blive en kende langt, så måske vi lige skal vente med Sidsels vej til det første voksenjob til et senere indlæg. Ellers bliver I trætte, tror jeg! For hende var det en lidt anderledes proces, og der skulle gå nogle måneder, før hun fandt det rigtige job. Og der handler det blandt andet om at bevare roen og selvtilliden og ikke lade sig slå ud af, at man måske får to jobafslag om ugen, mens man tøffer rundt på dagpenge. Det kan vi snakke mere om i næste indlæg ;)

   

8 kommentarer

  • Anne

    Hej Lasse (og Sidsel) – tak for et godt indlæg og en god blog! Jeg studerer selv Medievidenskab og skal til at vælge HUM-fag (uh!). Jeg vil derfor høre, om du vil fortælle om det HUM-fag, du havde? :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Anne :) Jamen velbekomme da – fedt at du læser med! Uha, HUM-fag.. de kan både være rigtig fede og lidt blah. Jeg valgte Æstetisk Kommunikation, som var lidt en blandet landhandel. Kommunikationsdelen var ganske fin og forståelig (det var en underviser fra det, der dengang hed IMV – Institut for Medievidenskab) men Æstetikdelen var totalt uforståelig for mig. Det var en underviser fra Æstetik og Kultur, og det var sgu nogle lidt flyvske pointer, hun forsøgte at komme med. Jeg fattede det ikke rigtigt :D Så ja, det var både godt og skidt. Til eksamen analyserede jeg en Coca Cola Zero-reklame. Det var jo allerede på 3. semester, så det er ved at være et par år siden ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Virkelig et godt og spændene indlæg! Det hjælper mig lige nu, i forhold til at vælge videreuddannelse :-) er selv meget interesseret i en uddannelse med PR & marketing, derfor ville jeg høre dig hvilke slags erfaringer du har/havde da du skulle søge? :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Sofie :) Tusind tak – fedt at det kan bruges! Da jeg søgte ind på Medievidenskab havde jeg faktisk ikke den helt store, guldrandede idé om at jeg skulle arbejde med PR og Marketing, når jeg var færdiguddannet. Jeg syntes bare, det lød som en rigtig spændende uddannelse, og fordi jeg ikke var 100% sikker på, hvad jeg ville på arbejdsmarkedet, var det et plus for mig, at der var jobmuligheder både inden for journalistik, film og tv, reklamerbranchen og andre relaterede brancher. På det tidspunkt havde vi jo også bloggen, så jeg havde selvfølgelig lidt en idé om, at jeg interesserede mig for nyere medier, selvfremstilling og den slags. Så det var med til at gøre, at jeg valgte Medievidenskab (det, og så det faktum at jeg ikke blev optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Virkelig godt og interessant indlæg! Selvom jeg lige er startet på mit studie, så giver det alligevel nogle ting at tænke over. Tak for det, og jeg glæder mig til næste del!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig et godt og relevant indlæg! I hvert fald for mig – og specielt lige nu :) Der er mange nyttige ting, jeg kan tage mig med videre, så tak! Glæder mig til at læse Sidsels version også :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tusind tak, Laura :) Det er jeg virkelig glad for at høre. Jeg vil jo hellere end gerne dele ud af mine erfaringer, selvom jeg selvfølgelig stadig selv er meget ny på arbejdsmarkedet :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Video: Wasa Gourmet