Bliv stilet og sikker cyklist med HEL hjelm på Kickstarter

Det første voksenjob pt. 2

1461

Som I kunne læse jer til i Lasses indlæg, så var min proces fra afsluttet uddannelse til første fuldtidsjob lidt anderledes end hans. Jeg afleverede og forsvarede speciale i december 2014 og holdt herefter en god, lang juleferie. I januar tog Lasse og jeg som bekendt tre uger på eventyr i New York og Mexico, hvorfor jeg først for alvor kom i gang med jobsøgning i februar måned. Dette break vil jeg klart anbefale, hvis man har muligheden og midlerne. Jobmarkedet løber ingen steder, og jeg kender mange, der går igennem intense og udmattende specialeforløb (og afsluttende forløb på uddannelser i det hele taget), hvorefter hovedet virkelig trænger til fred og andre stimuli end kildeangivelser og abstract-tekster. Sådan havde jeg det i hvert fald :)

I februar måned tilmeldte jeg mig så dagpengesystemet (supplerende, da jeg havde bloggen og job i Weekday ved siden af) og tog de første skridt ud i at skrive ansøgninger og tage til jobsamtaler. Og jeg må indrømme at de tre-fire måneders tid jeg gik ledig krævede en ommøblering af psyken af og til. Man skal virkelig ikke undervurdere hvad afslag og stilstand kan gøre for éns selvtillid. Jeg anser ellers mig selv for at være et menneske med overskud og hutzpa, men tilpas mange lige-ved-og-næsten-oplevelser sætter sine spor, og jeg tør slet ikke tænke på hvordan det må føles at gå ledig i årevis. Jeg tror vi som mennesker er prædisponerede for et vist behov for at skabe og bidrage, og indfries dette behov ikke, så kan man hurtigt opleve en modløshed. I løbet af sådan en proces er det bare rigtig vigtigt at huske sig selv på, at jobsøgning også handler meget om held og timing. Og så skal man selvfølgelig holde sig på tæerne og gå konstruktivt til hele processen. Da jeg efter et par måneder kunne mærke, at der ikke skete nok, gik jeg mere proaktivt til værks – reviderede min ansøgning, tog freelance-opgaver for bl.a. De Hjemløses Landsorganisation og et PR-bureau, ringede arbejdspladser op og aktiverede mit netværk. Et eller andet må have givet pote, for efter et par relativt stille måneder havde jeg pludselig jobsamtaler hver uge og i sidste ende tre-fire jobmuligheder på hånden. En af disse muligheder var hos Hele Vejen (<vi har lige fået nyt website, tjek det ud hvis I har lyst) – en udfordrende og spændende stilling, som jeg endte med at takke ja til. I dag er jeg sindssygt glad for mit valg, og føler mig meget privilegeret og heldig over at kunne gå glad på job hver dag (og hver aften, når Lasse og jeg driver bloggen.).

En anden sjov sidehistorie er, at jeg faktisk var i spil til Lasses stilling hos Minimum, men på daværende tidspunkt havde jeg allerede takket ja til stillingen hos Hele Vejen. Og jeg tror faktisk at Lasse og jeg er havnet på præcis de hylder, vi hver især passer bedst ind på :) Denne sidebemærkning var egentlig også bare med for at illustrere, at det hele jo nok skulle være gået alligevel. Jeg havde helt sikkert landet et job før eller siden. Hvor ville jeg dog bare ønske at jeg havde vidst det i februar måned!

Hermed en masse god karma og tanker til jer, der snart skal tage livtag med jobmarkedet og jer, der er i gang med at søge. Spørg endelig, hvis der er mere I vil vide, og kom gerne med gode erfaringer i kommentarfeltet :)

   

10 kommentarer

  • Mette

    Dejligt med det her indlæg! Det gav lige lidt optimisme ;) Efter min kandidat fornemmede jeg hurtigt at det var svært for mine medstuderende at finde job, så jeg tog job som ufaglært i en butik, hvilket var rigtig fint de første 6 måneder, men nu er jeg SÅ træt. Jeg søger og søger og synes ikke rigtig der sker så meget desværre. Arbejder også frivilligt for at kunne få noget relevant på CV’et, så det er dejligt :) Prøver virkelig at holde motivationen oppe, men det er sku svært når dagpengesatsen er så høj, at jeg kun ville miste 1000 kr om måneden ved at gå arbejdsløs. Kunne I uddybe hvordan det var at gå på dagpenge? Mangler lige lidt motivation på sådan en her søndag, hvor den står på ansøgninger all day :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Dejligt at høre, Mette.
      Det lyder til at du skal videre, ja! Jeg havde det på præcis samme måde de sidste måneder jeg arbejdede i Weekday. Det blev simpelthen trivielt og meget lidt udfordrende til sidst.
      Dagpengesystemet er både en velsignelse og en forbandelse, sådan som jeg ser det. Systemet kan hurtigt blive en sovepude, og de mange aktiveringskurser og -forløb virker ikke altid efter hensigten. Men omvendt er det godt og vigtigt at der bliver stillet krav til én og at man kan mærke, at man ikke er alene med sine udfordringer. Jeg tror mit bedste råd til dig er at sørge for, for alt i verden, at bevare den proaktivitet, det lyder til at du har sat for dagen :) Krydser fingre for dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Skønt og opmuntrene indlæg, som jeh sidder her med 3 måneder tilbage af specialeprocessen. Jeg synes, det er svært at overskue, at skulle skrive jobansøgninger ved siden af. Så det er rart at vide, at man sagtens kan få et job, selvom man udskyder den del af “blive færdig” processen til efter specialeaflevering. :)

    Sidsel, kan du uddybe, hvad du sagde til de arbejdspladser, som du ringede op? :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Dejligt at høre!
      Bare hæng i og gem bekymringerne til du er kommet ud på den anden side. Jeg tror helt sikkert din jobsøgning bliver mere målrettet og effektiv, hvis du ikke skal jonglere den samtidig med dit speciale :)

      Nogle af dem ringede jeg op for at spørge ind til opslåede stillinger. Blive klogere på præcis hvad de søgte og markere at jeg var interesseret. Andre ringede jeg op med henblik på at undersøge om der kunne komme en åbning i fremtiden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathias

    Hej! Har I modtaget min betaling for CP-skoene? 😊 mvh. Mathias

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er selv i fuld sving med at producere ansøgninger og sende afsted. Afslagene kommer også, og føles ofte som en kold spand vand i ansigtet. Jeg prøver dog også at holde humøret højt, og vide mig sikker på, at jeg altid har kunne finde arbejde sideløbende med mit studie. Det skal nok komme, og så er det dét rigtige!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Det er den helt rette indstilling, Jeanette! :) Krydser fingre for dig..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gud, hvor jeg kender den følelse. Jobbet kommer, spørgsmålet er bare hvornår. Men mega fedt! Stort tillykke :) :)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bliv stilet og sikker cyklist med HEL hjelm på Kickstarter