At være ærlig - Sidsel & Lasse
Kun i dag: spar 20% hos Boozt

At være ærlig

img1882ud

Billede fra dengang, vi fandt sammen igen i 2012 – en af de gange, hvor vi har fortalt mest ærligt om os selv på bloggen.

Jeg læser ikke nær så mange blogs, som jeg gjorde engang – jeg har simpelthen ikke den samme mængde tid til det mere. Men når jer gør, så synes jeg især det er spændende at læse personlige indlæg fra de forskellige bloggere, jeg læser med hos. Sådan tror jeg, de fleste bloglæsere har det efterhånden, eller hvad? Personligt vil jeg enten gerne inspireres eller beriges med en personlig historie fra bloggerens liv. Det er selvfølgelig ikke fordi alle indlæg på en blog skal være helt vildt personlige og banebrydende, men det er fedt, hvis de er det en gang i mellem.

Jeg har selv et ret klart billede af, hvilke bloggere jeg opfatter som værende personlige, ærlige og uden filter. Det er dem, der fortæller om deres kriser, problemer, udfordringer og de ting, andre normalt ikke har lyst til at fortælle “fremmede mennesker” på internettet om. Fælles for mange af de personlige historier, der bliver delt på de danske blogs, er, at det er negative historier – forstået på den måde, at det er noget negativt eller svært, der er sket for den blogger, som beretter. Jeg synes, det er helt vildt modigt, at disse bloggere tør skrive så personligt om deres kriser og problemer. Men jeg kom også til at tænke på, om det egentlig er muligt at blive betragtet som en ærlig blogger, hvis man ikke regelmæssigt fortæller om sine problemer og kriser. Jeg håber jo virkelig, at I betragter Sidsel og mig som ærlige, men jeg kan godt blive lidt i tvivl nogen gange. Jeg kan godt komme til at overveje, om I tænker, at vi gennem bloggen prøver at skabe et glansbillede af, hvem vi er og hvordan vi har det. Det mener jeg jo (selvfølgelig) ikke selv er tilfældet, men jeg er nok heller ikke helt objektiv i den sammenhæng ;) Jeg håber bare ikke, at I har den opfattelse. Selvfølgelig er bloggen ikke en 1:1 gengivelse af vores liv, overhovedet ikke. Det tror jeg efterhånden heller ikke, I er i tvivl om? Men når der ikke kommer ret mange indlæg, der handler om noget personligt, der er gået skævt for os, kunne man måske fristes til at tro, at vi holder vores hemmeligheder og kriser skjulte. Og selvfølgelig er der også nogle private ting, som ikke skal på bloggen, men vi har det egentlig bare rigtig godt begge to lige for tiden, og har haft det sådan ret længe. Så der er ikke de store kriser at berette om. Vi har ikke lyst til at overdramatisere en eller anden bagatel for at få det til at se ud som om vi gennemgår en krise, for dermed at fremstå mere ærlige – sådan som man ofte ser småting blive blæst op i de kulørte blade, for at de kan sælge mere. På den anden side ville et indlæg, der starter med “Nu fortæller vi sandheden om vores privatliv – vi har det rigtig godt!” nok også være ret kedeligt at læse. Jeg tror i hvert fald ikke jeg ville finde den store spænding i at læse sådan et indlæg hos en anden blogger. Drama er mere spændende, og sådan er det nok bare! :) Sidst der var lidt drama på bloggen er ved at være nogle år siden efterhånden – da Sidsel og jeg slog op og Sidsel tog på udveksling i Sydney. Det fortalte vi ret ærligt omkring og kunne dengang også se, at interessen for hele den episode var stor.

Det lyder ret underligt, men nogen gange kunne man næsten ønske sig en lille krise, som man kunne fortælle om på bloggen. Ikke noget slemt eller langvarigt, men bare noget, der var nok til at man kunne virke lidt mere ægte, som vi bloggere jo så gerne vil ;) I forskellige talkshows er det jo også rigtig tit gæster, som bliver interviewet om da de “stod helt ærligt frem og fortalte om xxx” – og det er selvfølgelig fordi det kræver et stort mod at fortælle ærligt om sine problemer, især hvis de er tabuiserede. Men de mennesker kan jo i princippet være lige så ærlige og modige som mennesker, der bare ikke lige er kommet ud for en krise. Nu skal det ikke lyde som om at jeg er misundelig på mennesker, der står frem og fortæller om deres kriser, for jeg er lykkelig over at mit liv har været relativt blottet for tragedier og traumatiserende oplevelser. Jeg håber bare, at Sidsel og jeg ikke bliver betragtet af jer som mindre troværdige, mindre ærlige eller mere lukkede end andre bloggere, fordi vi ikke har nogle dybe, personlige ting at fortælle jer om lige nu.

Hvad synes I, gør en blog personlig og troværdig? Og er det overhovedet det, I vægter højest på vores (eller andre) blogs?

21 kommentarer

  • Anne

    Jeg er meget enige med alle de gode kommentarer, der er kommet.

    Jeg bliver ved med at læse jeres blog, fordi at jeg kan relatere til jer.

    I er super uhøjtidlige og nede på jorden, og det tiltaler mig meget.

    Jeg tror måske også, at det har noget at gøre med, at I ikke lever af bloggen, og at jeres indhold derfor bliver mere autentisk.

    Jeg læser selv en del blogs både danske og udenlandske, og nogle, især dem der lever af det, virker oftere for mig lidt for poleret, hvor jeg føler, at der mangler en eller anden realitetssans med verden ude for blogverden. Giver det mening?

    I virkeligheden er det nok mere en personligheds ting, når det kommer til stykket. Altså om bloggen, fuldtid eller ej, er autentisk.

    Jeg gider personligt ikke selv at læse om drama (det er der nok af i den her verden), men jeg vil gerne læse om personlige udfordringer bloggere er gået igennem, og hvor man som læser selv kan identificere sig (de fleste mennesker går jo gennem “kriser” af den ene eller anden slags).

    Mange bloggere kan let virke “out of reach”, men I er altid så jordnære og nærværende, og det er det, jeg sætter så stor pris på ved netop jeres blog :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Anne :) Det er seriøst sød musik i vores ører, det der. Vi labber det i os! Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener. Jeg synes i hvert fald du har helt ret i, at det er vigtigt at udstråle noget personlighed i øjenhøjde med sine læsere. I hvert fald på nogle typer blogs. Nogle andre blogs følger jeg med i udelukkende for at få inspiration inden for f.eks tøj og indretning. Men ja, jeg tror størstedelen af vores læsere følger med for de personlige indlæg. Det er jo også derfor, vi så gerne vil skrive dem! Nogle gange kan det bare være svært at “finde på” dem… man kan godt være lidt flad for inspiration. Så de personlige indlæg kommer nok lidt sporadisk :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg synes, at I har sådan en fin balancegang herinde, og jeg synes, at I er meget personlige uden at være for private. Det kan jeg godt lide.
    Derudover kan jeg godt lide, at I virker meget naturlige, selvironiske og ikke så selvhøjtidelige og I er nemmere at relatere sig til (om det er fordi, jeg selvfølgelig har mødt jer et par gange, ved jeg ikke). Men jeg synes ofte, at flere bloggere er “uopnåelige” på den måde de bor, går klædt, spiser ude hele tiden, rejser hver anden måned og bor på fine hoteller. Jeg ved ikke hvorfor, men når folk har en tilværelse af den kaliber, kan jeg ikke lade være med at tænke: “Aahhh der må være et eller andet galt, eller der må være sket et eller andet, hvor hun har arvet nogen penge.”
    Jeg har selv et godt betalt job, stor lejlighed i København og styr på økonomien, men alligevel virker de fleste bloggeres livstil som helt urealistiske, og så synes jeg automatisk det hele bliver lidt for uærligt. Det er jo egentligt forkert at tænke sådan, men det er i hvert fald den følelse, jeg har.
    Der virker I meget mere troværdige i jeres livsstil, prioriteringer osv. Dét er, hvad der gør det ærligt for mig.

    Derudover synes jeg nogen gange, der går lidt inflation i de der life-crisis fortællinger. Det kan jeg ikke altid overskue, men æder det jo råt alligevel. Man er vel menneske :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Louise :D Håber du og Rune har det godt! Kan kun sige: enig! Nogle gange kan jeg godt tage mig selv i at tænke, at nogle af de største bloggere bare lever lidt for perfekt. Og om det så er en sandfærdig skildring af virkeligheden eller om der er pyntet lidt, det kan jo være svært at bedømme. Nogle gange tror jeg også folk glemmer, at de nok også selv pynter lidt på den måde, de fremstiller dem selv på f.eks Facebook og Instagram. Det sker sikkert tit helt ubevidst, men alligevel har man jo også foretaget nogle til- og fravalg i det, man vælger at dele på sine sociale medier. Men fedt at du tænker sådan om os – det kan vi godt li’! Og ja, måske har det også noget at gøre med, at vi har mødt hinanden før.. sådan har jeg det i hvert fald med mange af de bloggere, jeg kender personligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Så fint indlæg – jeg gider ihvertfald ikke læse om “bagatel-drama”, no news is good news og jeg synes jeg blog er verdens bedste blanding af at det gode! En lille kommentar dog, og måske er det kun på mobilen, men man ikke ikke se hvem af jer der der har skrevet indlægget og sådan et som det her, hvor der skrives meget “jeg synes” så ville det være fedt hvis det lige blev underskrevet, så man kan se hvem af jer “der synes” :-)
    Kh Nanna

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Nanna! Tak for de rosende ord – det er så skønt at høre :) Og ja, du har da helt ret i at man ikke kan se, hvem der har skrevet indlægget, når det er på mobil. Det har jeg aldrig tænkt over, for man kan jo godt se det, når man sidder på sin computer. Det må vi lige få rettet! Tak for feedback ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg synes, at I har en ret troværdig blog. Det synes jeg blandt andet pga. I er meget loyale over for jeres læsere, da I altid svarer på kommentarerne fra os. :) En den grund til jeres troværdighed ligger i de “tabubelagte” indlæg, I kan finde på at lave, eksempelvis om at få voksenjob. Det kan også være en lille ting som når I nævner, at I har taget mange billeder et eller andet sted, hvor lyset bar eer rigtig godt (jeg tror det var ved en betonmur ved Uni – correct me if I’m wrong!).
    Jeg mener ikke nødvendigvis, at bloggere skal “råbe” op om deres kriser osv. Men det er helt klart med til at gøre en blog mere personlig.
    Noget af det, der får en blog til at miste troværdighed ved mig, og som jeg desværre ser mere af på jeres blog, er når der er meget tydelige sponsorater inde over, som næsten kan virke malplacerede. Ja, undskyld udtrykket, det ser voldsomt ud på skrift. :) Men her tænker jeg eksempelvis på de I lavede de der indlæg om Wasa. En ting, som jeg slet ikke havde set komme på jeres blog.
    Jeg må indrømme, at jeg scroller relativt hurtigt over outfitindlæg, og omvendt giver jeg mig meget god tid til at læse de mere personlige indlæg.
    Jeg tænker ikke nødvendigvis at personlige indlæg skal være negative og om kriser. Men jeg tænker dog også, at hvis man aldrig hører noget negativt fra en – ellers ret så – personlig blog, kan det hurtigt komme til at virke kunstigt. I forhold til jeres blog tænker jeg, at I på ingen måde virker kunstige, da I har virkelig meget selvironi. (Fx Ting Sidsel/Lasse aldrig ville sige…) Men omvendt føler jeg nu heller ikke, at I fortæller det allermest personlige, som gør, at man lige kommer til at kende jer et spadestik dybere. Det er synd – men helt forståeligt.
    Undskyld, at det blev en rodet pærevælling, men håber det giver mening. :)
    Dog vil jeg skynde mig at tilføje her til sidst, at jeg har været trofast læser i nogle år efterhånden, så noget må I helt sikkert gøre rigtigt! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Mia :)

      Jeg er bare helt enig i det, du skriver. Og fedt at høre, at du generelt synes vi virker troværdige! Kan selvfølgelig godt se, at det måske ikke lige er indlæg om knækbrød, der rangerer allerhøjest på troværdighedsskalaen. Alligevel vil jeg dog sige, at vi prøver at få vores personligheder så meget ind i hvert indlæg, om de så er sponsorerede eller ikke. Men ja, det er nok også noget, vi sagtens kan blive bedre til stadig :) Så er det jo fedt at få noget feedback fra sine trofaste læsere – så tak for det! Hvad tænker du, vi kunne fortælle om, der kunne få dig til at kende os endnu bedre end du gør nu? :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mia

      Hej Lasse.
      Undskyld en svartid på 100 måneder. :)
      Sejt, at du er enig i det jeg skriver!
      I kunne eksempelvis skrive om noget, man har gået og tænkt meget over, noget man er bekymret over, noget man ser frem til… Lidt mere om jeres personlige tanker… Det er svært at forklare, hvad jeg mener, tror jeg. Måske at I fortæller nogle mere personlige ting om jer selv. Men omvendt vil man jo heller ikke have krænget hele sit privatliv ud på nettet. Det kan også være noget om, hvordan man sørger for at holde sit forhold dejligt.
      Lister er forresten altid sjove og er altid behagelige indlæg at læse! :)
      Hav en dejlig dag! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Mia – haha, det er altså helt i orden! Vi kræver ikke en kort svartid af vores læsere :D

      Tusind tak for feedback – jeg kan sagtens se, hvad du mener. Jeg har også lige skrevet et indlæg om at justere på sine drømme, som jeg tænker, kunne høre ind under det, du efterspørger. Og ja, jeg synes også lister er sjove :D

      God dag til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Mod kommer af at gå igennem noget, der kræver en enorm indre styrke, og det synes jeg altså ikke man kan tillade sig at kalde sig selv hvis man ikke har oplevet et eller andet virkeligt overvældende hvor man virkelig får at se, hvad man er lavet af. Ærlig synes jeg dog er rimelig meget alle-mands-eje, fordi man kan være ærlig om så mange ting, både godt og skidt. Her synes jeg mest det handler om sugarcoating eller det modsatte(som vidst ikke rigtig hedder andet end dramaqueen tendenser), om man kan mærke en blogger bare har gang i alt for mange positive adjektiver og at male verden lyserød, eller om der er en nuanceret tilgang til de ting, man oplever – det gode, det dårlige, det middelmådige og så videre, hvis det giver mening. Jeg kan godt lide når bloggere udtrykker sårbarhed fordi man føler en anden form for tilknytning, men der er ingen der siger at det skal være altid og hele tiden, for så kan det sgu også blive “for meget af det gode”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Det er helt rigtigt, at man ikke bare kan kalde sig modig uden videre. For det meste tror jeg nu også det er noget, andre ligesom kalder én, når de synes, man har gjort noget sejt og modigt :) Men ja, det handler nok om at man bare prøve at fremstille tingene nogenlunde sandfærdigt og i overensstemmelse med den virkelig, man oplever.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig godt indlæg! Jeg tænker selv ofte over, hvor seje andre bloggere er, når de ærligt fortæller om deres kriser, men kan også bare mærke i mig selv, at det aldrig bliver noget for mig. Grænsen mellem det private og personlige er naturligvis utrolig subjektiv og der er givetvis nogle der sikkert synes, at jeg har skrevet om noget for personligt, men det vigtigste for mig (både som blogger og læser) er, at grænsen føles rigtig, for den der skriver indlægget. For mig ville grænsen være nået utrolig mange gange hos mange bloggere, da jeg værner meget om mit eget privatliv, men jeg kan sagtens tage hatten af for at de føler, det er rigtigt for dem at skrive om. Jeres blogs er en af de faste på min runde gennem blogland, og jeg værdsætter meget som læser, at jeg kan mærke jeres personligheder igennem skærmen, men jeg behøver ærlig talt ikke læse om jeres beskidte vasketøj, you know ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tusind tak, Anna! Jeg er helt enig i, at det skal føles rigtig for den pågældende blogger at skrive, som han/hun gør. Og ja, grænserne ligger nok forskellige steder for den enkelte :) Mange af mine venner synes det er vildt underligt at vi skriver om vores privatliv til en masse “fremmede” mennesker på nettet, men det er jo bare blevet naturligt for os. Men ja, selvfølgelig har vi også en grænse. Som du siger handler det nok om at kunne vise sin personlighed i hvert indlæg uden at det bliver selvudleverende. Det er noget, man kan arbejde længe på at mestre! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes der er forskel på at være ærlig, hvor man udbasunerer sine største kriser og udfordringer, og så at være personlig, hvor man åbner op og fortæller en personlig vinkel på en problemstilling. Jeg elskede jeres indlæg om jeres vej til jeres første voksenjob, og jeg synes I skrev det på en rigtig personlig måde, som jeg også selv kunne relatere til. For mig behøver der ikke være en krise at skrive om, før det bliver personligt. Nogle gange kan kriser endda godt skride over den personlige grænse, og det kan føles som om man læser noget, der burde være privat og mellem bloggeren og vedkommende bloggeren f.eks. har et udestående med, og ikke os som læsere.
    Giver det mening?
    Som Mille også skriver, er der mange måder at vise sin personlighed på. Jeres indlæg med internt kærestesprog, en dag i billeder og så videre, synes jeg er spændende at læse, fordi man kan mærke jer mere, end f.eks. i et indlæg med outfitbilleder, netop fordi der er et lidt mere personligt touch i dem :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Jeg er helt enig, Laura! Nogle gange kan jeg faktisk godt få den fornemmelse, du snakker om, hvor man egentlig ikke føler at man burde få det, man sidder at læser om, at vide.. den grænse skal man selvfølgelig helst ikke overskride som blogger. Men det er dejligt at høre, at du også synes man godt kan være personlig uden at skulle udbasunere en krise. Det ved jeg også godt selv, men som blogger kan man alligevel godt komme i tvivl om hvorvidt folk bare synes man er kedelig og upersonlig :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Jeg kunne ikke være mere enig, jeg synes det er en hårfin grænse om man fortæller hvad man selv føler eller om man i princippet bare hænger nogle ud, hvis man kan kalde det det. Nogle gange får man også bare følelsen af at “godt det ikke er mig, de skriver sådan om, det ville jeg sgu blive ked af at genkende mig selv i” uanset hvor anonymt, de selv mener de har skrevet det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Jeg synes personligt at en god blog for mig handler om, at man kan mærke personen/personerne bag bloggen. Det betyder ikke, at de skal krænge deres sjæl ud og fortælle om deres aller inderste, men at de alligevel giver lidt af sig selv (det kan man jo gøre på mange måder… måske i form af humor, små fortællinger fra dagligdagen, små glimt fra dagligdagen osv. osv.). Nu hvor jeg reflekterer over det, så giver alle bloggere som udgangspunkt vel lidt af sig selv, men for mig er der alligevel stor forskel på, om man kan “mærke dem”.. haha, det lyder næsten lidt creepy, men jeg håber, at I kan følge mig :)

    Jeg synes rigtig godt om jeres blog, men jeg er klart mest til de lidt mere personlige indlæg fremfor f.eks. outfitbilleder. Men jeg synes at I er gode til at have lidt af det hele.

    Hvilke blogs læser I selv, når tiden er knap ? :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Jeg forstår godt, hvad du mener, Mille :) Det handler nok om at finde et godt mellemniveau hvor man kan være personlig en gang i mellem men ikke hele tiden. Hvis det udelukkende er outfitbilleder, bliver det nok lidt kedeligt, men hvis det udelukkende er personlige indlæg bliver det måske også lidt for meget af det gode.

      Personligt læser jeg meget de blogs, hvor jeg kender personen bag i virkeligheden. Så holder man sig også lidt opdateret med deres liv :) Men det behøver ikke nødvendigvis være dem, der skriver meget personligt. Det er nok meget blogs her fra Bloggers Delight netværket. Nana Bech, Pagik, Marie Jedig, Bittebitte, Nutidens Mor, Helse Matilde… jeg læser selvfølgelig også nogle blogs med herremode, men det er mere for at blive inspireret :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg tror du har ret i, at en blog virker mere ærlig hvis der kommer lidt smuds på bordet af og til, men jeg synes nu ikke i virker uærlige af den grund. God søndag :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Haha :D “Smuds på bordet” .. genialt! Men ja, det har du da nok ret i. Tak og god søndag :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kun i dag: spar 20% hos Boozt