• Sidsel & Lasse
  • WEAREMAD
  • Rainbow Dash
  • The Style Cavalry
  • ···
Vi skal på naturferie i Tyskland!

Selvfølgelig betyder karakterer noget – men ikke alt #2

Apalmademallorca59

Som Lasse tidligere nævnte i sit indlæg om karakterer, har jeg nok altid været den af os, der har været mest karakterfokuseret. Det er svært at sige præcist hvorfor, men hvis jeg skal køre en kort psykoanalyse på mig selv, så vil jeg nok pege dels på min opvækst som barn i det strikse engelsk skolesystem og dels på mit konkurrencegen (blandet med en portion nedarvet stædighed og arbejdsomhed). I England blev vi som helt unge målt og vejet, inddelt i grupper efter kunnen, hevet op til morgensamling og fik guldstjerner og certifikater, hvis vi havde udmærket os i fag. Og omvendt risikerede vi også at havne i nederste læsegruppe eller aldrig være den, der blev kaldt op og rost foran de andre elever. Så man kan vist roligt sige, at det var en autoritetstro og bekræftelsessøgende pige, der satte sig på skolebænken i Danmark i 98, da jeg flyttede med mine forældre tilbage til Danmark.

Det blev noget af en omvæltning pludselig at kunne kalde læreren ved fornavn, ikke frygte eftersidning hvis man blev fanget med tyggegummi i munden og generelt blive en del af et mere frigjort skolesystem. Det var rart, men det var også svært. Jeg blev lynhurtigt stemplet som stræber – det klassiske, lidt nedgørende kaldenavn for dem, der som regel sad med hånden i vejret og var blandt top 5-10% karaktermæssigt. Det gik mig ret meget på, fordi jeg jo bare gik i skole, som jeg havde lært at man skulle. Jeg husker især episoder, hvor vores engelsklærer bad mig om at være vikar, hvis hun var nødt til at forlade klasselokalet for en stund. Det var ikke noget, der ligefrem hjalp på nørd-prædikatet blandt mine klassekammerater. Omvendt havde jeg dog heller ikke lyst til at min skolegang skulle foregå på andres præmisser, så jeg forsøgte at omfavne “stræberrollen”, og fik gode karakterer gennem resten af folkeskoletiden.
I gymnasiet stiftede jeg for alvor bekendtskab med karakterræset som en slags konkurrence mellem elever. Det motiverede mig, at jeg nu var kommet blandt virkelig mange dygtige, unge mennesker. Og fra start var jeg opsat på at klare mig så godt som muligt, og helst så godt, at alle uddannelsesdøre stod åbne, når jeg havde taget min afgangseksamen. Det var dog også et helt nyt sæt spilleregler. Frank Hvam skrev engang et ret morsomt regelsæt til hvordan man får gode karakterer i gymnasiet, og der er altså en vis portion sandhed i, at det også handler om kemi, taktik, social intelligens og til tider manipulation. Selvfølgelig skal man være fagligt dygtig, men jeg har set utallige eksempler på smuthuller, charme-karakterer og den slags. I gymnasiet skulle jeg stadig høre for, at det tit var mig, der bed på lærernes spørgsmål og rakte en hånd i vejret, men hvor det før havde gjort mig ked af det, så var jeg bedre i stand til at tage pis på det i gymnasiet. Her var det helt klart også mit konkurrencegen, der blev aktiveret. Det endte med at gå rigtig godt i gymnasiet, og jeg dimitterede med et gennemsnit der gav frit valg på alle hylder.

Så var det jo bare lidt paradoksalt, at jeg ikke anede, hvad jeg ville. En overgang overvejede jeg at søge ind på International Business (som dengang vist havde højeste adgangssnit), men samtidig kunne jeg godt se at “fordi jeg kan” måske ikke var den bedste begrundelse for et uddannelsesvalg. Valget faldt i stedet på Marketing and Management Communication efter at have snakket med fætteren til en veninde, som talte varmt om studiet. MMC blev virkelig en brat opvågning fra den top 5-10% autopilot, jeg hidtil havde cruiset i. På MMC var alle top 5-10%. Og alle var ambitiøse. Så hele holdet knoklede og holdt vejret, når karakterer blev offentliggjort online. Handelshøjskolen er uden tvivl det sted, hvor jeg har oplevet mest faglig konkurrence og karakterræs. Der gik et sus igennem lokalerne, hvis man kunne se at der kun var en eller to personer, der var blevet tildelt 12-taller. Så gjaldt det om at finde frem til dem! På sin vis virkelig åndssvagt, men det var bare en generel stemning, som man hurtigt lod sig rive med af. Jeg endte også med at få gode karakterer på MMC, hvilket både havde sine fordele og ulemper. Fordele, fordi mit gennemsnit bl.a. var medvirkende til at jeg fik dækket mit studieophold i Australien med legater og at jeg senere kom ind på Oplevelsesøkonomi trods mange ansøgere det år. Ulemper, fordi det af og til førte til et unødvendigt pres og en fiaskofølelse, når man så ikke lige fik 10 eller 12. Og det er ved gud spild af tid og bekymringsrynker. Årene på Oplevelsesøkonomi blev til gengæld dem, hvor jeg valgte at geare lidt ned og indse, at jeg godt kunne lette forventningspresset på mig selv. Nu gjaldt det om at få rigtig erfaring ude i arbejdslivet, frem for resultater i hvad der jo sådan set bare er en kunstigt skabt præstationsskala. Og det var rigtig sundt, tror jeg!

Jeg vil ikke undvære min gymnasie- og studietid for noget. Det var fantastisk gode år, og jeg fandt virkelig min hylde. Men jeg er samtidig også af den overbevisning, at det bestemt ikke er altafgørende for ens fremtid. Og at det faktisk bliver det mindre og mindre. Som Lasse også nævnte i sit indlæg, så vil der altid være kernefagligheder og egenskaber, du ikke bare kan opnå på autodidakt vis. Men rigtig mange stillinger kan man faktisk komme til at besidde uden at betræde den mest gængse sti – og helt klart uden at have verdens bedste gennemsnit. Nøj, hvor har mine uni-karakterer været ligegyldige på arbejdsmarkedet! Som jeg ser det er karakterer først og fremmest en slags gatekeepere, der kan føre dig fra a til b – eller c, d eller z – afhængig af hvilke uddannelser du søger.

Jeg har været så “heldig”, at jeg næsten var skabt til skolesystemet. Jeg er alt andet end mønsterbryder – datter af (ressourcestærke) forældre, med lange videregående uddannelser, der så selv tager en lang videregående uddannelse. Datter af en mor med egen virksomhed, der så selv har startet virksomhed. How predictable ;) Det bliver sgu nok ikke mig, den næste “rags to riches”- eller underdog-roman bliver skrevet om, haha! Jeg vil dog ikke sætte mit lys under en skæppe – jeg er helt sikkert stolt af de faglige og karrieremæssige resultater, jeg har opnået. Men jeg tror helt sikkert også på, at der er tusind veje, der fører til Rom. At være bogligt stærk og dygtig til at få 12-taller er langt fra den eneste – eller den mest sande.

   

4 kommentarer

  • Anne Sofie

    Du skriver, at dine høje karakterer var med til at få dig ind på Oplevelsesøkonomi. Jeg står selv og overvejer at søge ind til sommer 17′. Jeg har hørt at det studierelevant arbejde o.lign. På ens CV også spiller ind, når man søger. Har jeg fået det forkert i halsen? Hvad ville et studierelevant arbejde være ift oplevelsesøkonomi. Har du nogen bud på, hvor man evt. Kunne søge?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Nej det er helt rigtigt :) Dengang jeg søgte blev man vurderet ud fra tre ting; karaktergennemsnit, motiveret ansøgning og så ens CV. Studierelevant arbejde kan være rigtig mange ting – projektledelse i forbindelse med et event eller en festival, frivilligt arbejde for en NGO (fx Ungdommens Røde Kors), blogging/SoMe-erfaring, iværksætteri i større eller mindre grad, deltagelse i innovationsworkshops og borgerinddragende idégenerering, erfaring med at afholde workshops og fokusgruppeinterview.. Det var lige lidt af det, jeg ku komme i tanke om.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig nogle spændende indlæg, og godt at vide at man på en eller anden måde nok skal klare sig. Det ræs der kan være om karakterene kan godt være rigtig hårdt og for meget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Mange tak. Det er fedt at høre! Det var præcis dét, vi gerne ville formidle med indlæggene :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi skal på naturferie i Tyskland!