Råd til Københavnere, der flytter til Jylland

De bedste kaffe-spots i Aarhus

Vi elsker, elsker, elsker at drikke weekend- eller efter-arbejde-kaffe i Aarhus. Heldigvis er der mange gode steder at vælge mellem, synes vi – men det handler selvfølgelig lige om at kende dem! Derfor har vi listet vores yndlings-kaffesteder op herunder:

kaffe header

Bådcafé (Marselisborg Havn)

Bådcaféen er et relativt nyt bekendtskab, og helt klart et sted, der er værd at besøge om sommeren. Caféen ligger for enden af en bådbro og man har derfor havkig til alle sider, når man sidder og sipper sin kaffe.

Emmerys (Guldsmedgade + Bruunsgade)

Kæden Emmerys er jo lidt af en institution i byen. I Guldsmedgade ligger den første, oprindelig bagerbutik, som vi også klart synes er den hyggeligste. Deres økologiske kager går man aldrig galt i byen med, og god kaffe kan de helt sikkert også lave.

Kjærs Kaffebar (Ny Banegårdsgade)

Kjærs er en forholdsvis ny café, som ikke gør meget væsen af sig udefra, men når man først træder ned i det hyggelige kælderlokale, så kan man godt forstå at mange har forelsket sig i det lille spot. Deres kaffe er rar og det er deres hjemmebag virkelig også!

Processed with VSCO

La Cabra (Graven)

Dette er en perle af en kaffebar. Skønt med et sted, hvor man mærker stor passion både for kaffe, bagværk og indretning. Gennemført og lækkert. Og helt klart én af Aarhus’ bedste cappuccinos.

Langhoff og Juul (Guldsmedgade)

Lækker øko-café og restaurant. Serverer dampende varm kaffe i yndigt musselmalet stel. Bestil gerne deres brød eller kage til – det vil du ikke fortryde.

Great Coffee (Klostergade)

Mange regner Søren Stillers kaffebar for den bedste i byen, og vi synes bestemt også at kaffen er i den rigtig gode ende. Her er rig mulighed for at nørde ristningsgrader, bønnetyper og terroir. Eller man kan nøjes med at synke ned i en sofa i det rustikke baglokale og nyde sin mokka i fred.

Bill’s Coffee (Vestergade)

Bill’s er en rigtig hyggelig spiller på den aarhusianske kaffescene. Duften af kaffe når helt ud på gaden, og har afbrudt mange gåture ned ad Vestergade, er vi sikre på! Især deres flat white tager virkelig kegler.

Englen (Studsgade)

Hvis man er til belle epoque og paristisk stemning, så er Englen en fin lille tidslomme. Her er fint dækket op ved bordene, ægte kunst på væggene og spejlbeklædte facader. Drøm dig til Wien eller Paris med en kop americano i hænderne.

Bernth & Co (Borggade)

Man skal først og fremmest besøge Bernth & Co for deres sandwiches. De er blandt Aarhus bedste! Men stedet kan bestemt også lave en god kop kaffe. Og deres hjemmebagte cookies fejler heller ikke noget.

r28

RS28 (Ryesgade)

Der er langt mellem de rigtig gode kopper kaffe på strøget i Aarhus, men heldigvis er RS28 genopstået der, hvor Sigfreds Kaffebar tidligere lå. Og endda med nogle af de samme baristaer som hos Sigfreds, så man er i kyndige kaffehænder på den lille café.

Street Coffee (Vestergade + Jægergårdsgade)

Hyggelig lille kaffebiks med vinyler på anlægget og dejlig kaffe på kanden. Vi mindes også at have fået en virkelig god citronmåne på stedet i Jægergårdsgade.

LYNfabrikken (Vestergade)

Vi elsker LYNfabrikken! Stedet er ideelt til et par timers arbejde eller en solskinsstund på deres tagterrasse. Kaffen er ikke vanvittig, men kan sagtens gå an.

Go’ Kaffe (Ingerslevs Boulevard)

På Ingerslevs Boulevard er beboerne blevet beriget med en fin kaffebar. Man bør unde sig selv en tur på Ingerslev marked efterfulgt af en god kop mokka på den lille café.

   

11 kommentarer

  • Claus E

    Jeg mangler simpelthen Moccahouse i Street Food ☕️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Og de er så hermed skrevet ned, til når jeg kommer i den ende af landet. Jeg takker mange gange!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg er meget enige i listen, især go’ kaffe på ingerslevs boulevard er jeg stor fan af. I mangler at fremhæve at det alt for lækre bagværk kommer fra Briancõn 😜 der er en helt perfekt summen enten onsdag eller lørdag når der er marked.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Den liste er simpelthen ikke fuldendt uden Altura!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Ja du siger faktisk noget.. Det har bare aldrig rigtig været vores stamsted, selvom caféen ser hyggelig ud.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor skægt – jeg brygger på en artikel til ChriChri.dk om Aarhus bedste kaffe – og vi er vist ret enige ;-) Især Bill’s og Street Coffee er en sikker vinder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Det er vist tit de samme steder, der går igen, når det ikke er en større by end Aarhus der er tale om, hehe ;)
      Ja både Bill’s og Street Coffee har en helt særlig atmosfære, synes jeg. Glæder mig til at se jeres artikel!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Enig! Mokkahouse har desuden lige åbnet en stand ved Aarhus Street Food, og både deres filter og americano er helt igennem hæderlig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Godt at vide! Vi glæder os virkelig til at se det nye street food-marked :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Råd til Københavnere, der flytter til Jylland