Strik & lædernederdel

Guide til Randers

randers tour (10)a

Dagen bød på sightseeing i Randers centrum. Her et fint skilt over Hr. og Fru Bs lokaler – tidligere det gamle Løve Apotek.

randers tour (8)a

Jeg kørte bag på en motorcykel for første gang i mit 27 år lange liv. Oplevelsen føltes som en cocktail bestående af lige dele adrenalin, frygt og fryd! Anderledes fredfyldt var nok manden til venstres solskinstur på Gudenåen. 

randers tour (21)a

Randers har en skøn, gammel bymidte med farverige bindingsværkshuse, gamle butiksskilte og blanke brosten.

randers tour (19)a

Frokosten indtog vi på charmerende Bistroteket – en restaurant startet af to afhoppere fra aarhusianske Klassisk Bistro 65. Både mad og vin holdt samme høje kvalitet. Deres fortolkning af Læsø-tartelet var virkelig mundvandsdrivende!

randers tour (2)a

Turen gik også forbi Bagel Bucks, der leverer byens bedste juices, smoothies og bagels til sultne randhusianere. Jeg fik et ingefærshot så stærkt at det føltes som om jeg fik blæst al sygdom ud af kroppen! Heldigvis efterfulgt af en dejlig grøn juice og smoothie med jordbær, chokolade og mandler. 

randers tour (17)a

Jeg havde især glædet mig til at aflægge Hotel Randers et besøg, da vi hos Hele Vejen det sidste halve år har arbejdet sammen med hotellet om at lave en spritny visuel identitet til stedet. Og jeg var mildest talt imponeret, da jeg så hvor godt grafik, indretning og historiske aner spillede sammen. Hotellet er noget helt særligt i mine øjne.

randers tour (6)a

Hvad er en tur til Randers uden et besøg i regnskoven? De fleste jyske børn har nok et godt barndomsminde eller to fra attraktionen, men det er altså også fedt at komme der som voksen, skulle jeg hilse at sige. 

randers tour (14)a

Et eksempel på de flotte bindingsværkshuse – her i baggården hos Bræmer-Jensen. Jeg er vild med farvekombinationen!

randers tour (16)a

En hurtig spejlfie fra gildesalen på Hotel Randers og et lille tableau med magasin og vino fra  og et fint ur jeg fik foræret i Bræmer-Jensen.

randers tour (13)a

Vi startede dagen med morgenmadspicnic ved Gudenåen i strålende sol. Her fanget i Pernilles Ray-Bans.

randers tour (11)a

Rørt tartar på fint mormorporcelæn hos Bistroteket, og søde Camilla Julie og Johanne, der kigger billeder.

Hvis man har fulgt med på de jyske bloggeres instagram-profiler i weekenden, er det nok ikke gået manges næse forbi, at vi var en stor flok inviteret til Randers i lørdags. Det var Visit Randers og Randers City, der var gået sammen om at give os den ultimative Randers-oplevelse komprimeret i et tætpakket dagsprogram! Og de lagde bestemt godt fra start ved at invitere os på morgenmadspicnic ved Gudenåen (jeg havde allerede spist morgenmad, men “second breakfasts” er i den grad en del af mit verdensbillede!). Her fik vi en nærmere introduktion til dagens program. Etapen inden frokost havde fokus på bymidten med tur i hestevogn langs Stjerneruten, besøg hos guldsmeden Bræmer-Jensen og i tøjbutikkerne Modecentret og Nü samt en rundvisning på smukke Hotel Randers, der har rejst sig som en Fugl Fønix ovenpå branden sidste år. I Modecentret fik jeg foræret den fineste strik (som jeg har på her). Det var i det hele taget fornemt, hvordan hver butik havde disket op til os – tror aldrig jeg holder op med at blive benovet over den slags :)

Frokosten indtog vi på skønne Bistroteket, der præsenterede to signaturretter – deres Læsø-tartelet med frisk fisk og jomfruhummer og en tartaranretning smagt til med estragon og sennep. Sprød butterdej og hummerbisque? Godt! Skært oksekød med bearnaise-hint? Endnu bedre! Herfra gik turen til CC Christensen, en tøjbutik med et stort udvalg af gode mellemklasse brands. Vi fik også lejlighed til at ose i Hr og Fru B, der ligger i det fineste gamle apotekerlokaler. Programmet var tætpakket, så vi hastede videre først til juiceoptankning på Bagel Bucks og senere til Randers Regnskov, hvor Nico var sej og fik sig et levende pythonbælte! Jeg nøjedes med at kigge på og grine af de sjove tapirer, der lyder som små pivende badedyr, når de kalder til hinanden! Bagefter blev min manglende køre- og fartglæde sat på prøve, da vi blev kørt på motorcykler til Water & Wellness. Ikke unikt for Randers, men stadig en virkelig sjov oplevelse, som jeg kan krydse af min bucketlist! I Water & Wellness fik vi en tiltrængt pause, der for mit vedkommende bød på et dejligt afslappende fodbad. Sidste stop på programmet var middag på Café Mathisen, hvor vi kom hele kortet rundt med seks retter i tapasstørrelse. Dejlig stemning og hyggeligt at få en lidt mere fordybet snak med pigerne, end der havde været tid til i løbet af dagen. Kl. 21 blev vi sat på et tog mod Aarhus, og det var syv ret trætte piger, der defilerede ud i mørket den aften! Meget oplevelsesmættede og med en hel klar fornemmelse af, at Randers er #megetmereendmokaï ;)

MINIGUIDE TIL RANDERS

SPIS

Bistroteket – Hyggelig bistro med rødder i det franske og danske køkken. Hovedretterne veksler hver dag. Vi fik Læsø-tartelet og tartar med skøn meursault og østrigsk (!) rødvin til.

Bagel Bucks – Lille bagel- og juice-biks, der har fokus på friske, naturlige råvarer. Prøv deres Sommerfugl-smoothie, der er inspireret af en Summerbird-mandel. Den smager skønt!

Café Mathisen – Caféen tilhørende Hotel Randers serverer klassiskere som burger og pariserbøf såvel som lette anretninger og tapastallerkner. Deres Crème brûlée var virkelig superb.

SHOP

Hr og Fru B – Smuk butik indrettet i det gamle apotekerlokale. Fører mærker så som Stine Goya, Won Hundred, Ames og Stella Nova.

Modecentret – Kæmpe tøjbutik med et udvalg, der tiltaler en blandet skare. Vi fik lov til at vælge et stykke tøj fra Ralph Lauren-afdelingen og fandt rigtig mange fine ting iblandt.

– Lokalt tøjmærke, der udmærker sig ved et ret råt og mørkt udtryk på de fleste styles.

CC: Christensen – Butik med gode brands som Tiger of Sweden, Samsøe, Minimum og Gant.

DIA – Secondhand shop med luksusgenbrug og fine accessories.

Bræmer-Jensen – Byens go-to, hvis man leder efter et smukt smykke. Guldsmeden fører Georg Jensen, By Biehl og mange flere.

En Og En Hel Del – Fineste lille kaffe- og nipsebutik. Sådan et sted mange piger nok ville kunne bruge et par timer på at ose i ;)

BO

Hotel Randers – Ubetinget et af de smukkeste hoteller vi har herhjemme. Og efter den omfattende renovering er værelserne blevet top lækre.

SE

Randers Regnskov – De har en virkelig stort udvalg af forunderlige, smukke, sjove og spøjse dyr. Mine favoritter må nok være tapiren, aardvarken og dværgsilkeaben!

Water & Wellness – Randers har for nylig fået et splinternyt badeland med tilhørende wellnessafdeling. Vi aflagde deres udendørs pool et besøg, og det var et skønt sted at slappe af.

Stjerneruten – Stjerneruten er en anbefalet gåtur i byens gamle bydel. 15 store stjerner markerer kulturelle og historiske seværdigheder, som forbindes af små ledestjerner.

Gudenåen – Gudenåen snor sig langs mange byer i det jyske landskab, og faktisk også hele vejen op til Randers, hvor den løber langs med Randers Regnskov.

Memphis Mansion – Ja. Af alle steder ligger et af verdens største Elvis-museer i Randers! Med tilhørende american diner og kæmpe samling af egendele tilhørende The King.

   

2 kommentarer

  • Kirsten

    I har helt glem CIN – byens allerbedste dametøjsbutik☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      CIN nåede vi desværre ikke at besøge, men vi hørte meget godt om stedet :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Strik & lædernederdel