• Sidsel & Lasse
  • WEAREMAD
  • Rainbow Dash
  • The Style Cavalry
  • ···
Fødselsdagsmorgenbord

Jeg er fyldt 28

020716lasse-4a-bw

 

Aftenen før jeg fyldte 28, lå Sidsel og jeg i sengen og skulle til at sove, da jeg kom til at sige “Da vi mødte hinanden, var jeg 18. Nu er jeg 28!“. Det var jo ikke fordi, det kom som en overraskelse for mig. Jeg havde bare ikke lige sagt det på præcis dén måde før, og det lød en anelse mere vildt, da det blev sat i relation til vores forhold. Jeg synes, det er så skørt at tænke på, at jeg har brugt 10 år sammen med Sidsel. Men hold nu op, hvor er tiden fløjet af sted! Det er både dejligt og skræmmende på samme tid – på den ene side er det jo fantastisk, at vi har oplevet så meget sammen (og hver for sig) de sidste ti år og at vi stadig er sammen. På den anden side kan jeg virkelig ikke lide følelsen af, at tiden går så stærkt! Det er sådan nogle tanker, man kommer til at sætte i gang, lige før man skal sove. Det skal man altså passe på med, haha! Ligesom hvis man kommer til at tænke på, hvor stort universet er. Så føler man sig lige en tand for lille, sårbar og betydningsløs.

Det kan godt være, det lyder lidt plat, men efter at have set SKAM, er jeg blevet kastet direkte tilbage til gymnasietidens minder og de følelser, problemer og tanker, jeg gik med dengang. Der er sikkert mindst én, der har spurgt Lasse på 18 det ofte stillede spørgsmål “hvor ser du sig selv om 10 år?”. Hvis jeg dengang skulle kigge 10 år frem til mit liv som 28-årig, havde jeg sikkert først og fremmest tænkt, at 28 år var pisse gammelt! Og om jeg så havde forestillet mig, at mit liv skulle se ud, som det gør nu, det er svært at sige. Mine gymnasiekammerater skrev i min blå bog, at om 10 år, der boede jeg med min kæreste i en lækker 3-værelses lejlighed på Strøget i Aarhus, arbejdede i mode- eller reklamebranchen og havde stadig min guitar stående i hjørnet. Haha! De har jo ikke ramt helt ved siden af, kan man sige. Desværre bor jeg ikke i en lækker 3-værelses lejlighed, men resten passer jo meget godt ;) De kendte mig vist ret godt, mine kære gymnasievenner! Eller også er jeg bare ret forudsigelig…

Jeg tror, det er vigtigt, at man af og til prøver at huske tilbage på, hvem man var engang og hvordan man har udviklet sig. Hvad var ens drømme og mål for 10 år siden, og hvad var man bange for? Det er synd, hvis man helt glemmer at tænke tilbage. Hvordan skal man så vide, om man er på vej det rigtige sted hen? Og hvad med de drømme, man havde for 10 år siden? Er de blevet indfriet eller erstattet af nogle nye? Eller har man bare indfundet sig med den måde, livet nu engang ser ud og så lagt de gamle drømme på hylden fordi de alligevel var lidt for store, urealistiske eller fjollede.

Jeg har stadig nogle uopfyldte drømme, som jeg gerne vil nå at opfylde. Jeg kunne for eksempel helt vildt godt tænke mig at prøve at bo og arbejde i udlandet – selvfølgelig sammen med Sidsel :) Der er selvfølgelig også drømmene om at få børn, om at eje sin egen bolig osv. Men det skal jo nok komme helt af sig selv, så der er ingen grund til at stræbe efter det lige nu ;)

Nå, det blev vist bare et indlæg med min tankestrøm på skrift, men det er altså nogle af de ting, jeg har gået og tænkt lidt på her i de første dage af mit liv som 28-årig. Det bliver sikkert meget værre, når jeg fylder 30! :D

Lidt apropos – jeg læste i dag (fra telefonen mens jeg lå i sengen, haha) denne artikel i Politiken om den såkaldte ‘krononormativitet’ – at samfundet indirekte presser os til hele tiden at måle, hvor langt vi er kommet med karriere og familiestiftelse i forhold til, hvor gamle vi er. At der ligger nogle uudtalte forventninger til, hvad vi bør have nået i livet, når vi har en bestemt alder. Interessant læsning!

   

4 kommentarer

  • T

    Hej Lasse 😃
    Først og fremmest tillykke med de 28 år!
    Det er så fedt at i har holdt sammen i alle de år. Det kan da godt være der lige har været en pause undervejs, men det kan ikke være lige nemt alt sammen og synes det var vildt fedt at i delte jeres erfaringer om det på bloggen! Har altid fundet det spændende at læse jeres personlige indlæg om jeres forhold, da jeg ofte oplever i har været igennem lign ting min kæreste og jeg har været igennem. Vi har været sammen i 5 år, siden jeg var 17 år, og har siden boet mange gange væk fra hinanden både i DK og i udlandet. Derfor varmer det ekstra meget at se i stadig er sammen og holder af hinanden, når i jo også har fundet sammen ret unge. Synes ofte jeg får den der “hold op det er lang tid” når folk spørger ind til hvor længe min kæreste og jeg har været sammen. Ofte på en lidt negativ måde – og flere gange har jeg lige fået smidt den der “gymnasiekærester holder ikke” i hovedet. I mine øjne synes jeg måske folk giver op for hurtigt og glemmer at arbejde lidt på forholdet 😊
    Tak for altid gode personlige indlæg! De når vidt omkring på enmer, men falder altid i god jord herfra 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hey T! Ej mand, sikke en dejlig kommentar! Det er jo lige til at blive glad af :) Skønt at du kan bruge vores indlæg til noget, og det nu også ret flot, at I har været sammen så længe i så ung en alder. Det kræver virkelig stort arbejde (til tider), og jeg synes bare det viser, at man er villig til at gøre en indsats – også selvom man måske ikke ender med at være sammen i sidste ende. Men ja, det er som om det kan blive set lidt ned på at man har haft en kæreste så længe, når man ikke er ældre. Men det må man jo heldigvis selv om! :D Rigtig god dag til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg kender godt følelsen Lasse. Især det med samfundets forventninger i forhold til alder. I virkeligheden er det jo ret fjollet, da så meget i livet ikke (nødvendigvis) afgøres af alder, men hvor man selv føler, er i livet. Jeg har selv en fantastisk kæreste, jeg har været sammen med i 5 år, vi er begge i slut 20’erne, har gode karriere, god lejlighed, og vi ved begge, at vi gerne vil have børn… en dag, men Gud hvor føler ingen af os bare klar til det endnu. Som i overhovedet ikke klar. Tanken om at påtage sig ansvaret for et lille menneske resten af livet, virker lige nu alt for stort. Jeg har flere i min professionelle omgangskreds, som fik deres første barn på min alder (27 år), og nu lige har fået nummer 3 (!) barn. De fleste af dem er i midt 30’erne. Har dog tænkt meget på det sidste, at der er måske også bare en generationsforskel, omend de her mennesker jo ikke er vildt meget ældre end mig. Flere i min anden professionelle omgangskreds (har en del omgangskredse, haha) har nemlig ingen børn, eller planer om det, og lever livet meget mere ‘ungdommeligt’ og spontant, hvorimod den anden omgangskreds er mere ‘traditionel’ og ’sat’. Der er jo intet rigtig og forkert, men min pointe er nok bare at det så meget handler om det enkelte menneske, og hvad man føler, der giver værdi for en. Jeg har så meget i livet, jeg gerne vil opnå, men det indvolvere eks. bare ikke børn lige de næste 5 år ihvertfald. Derudover så værdsætter jeg min nuværende livsstil meget højt, og har grundlæggende ikke lyst til at ændre den. 30’erne er for mange de nye 20’ere – bare med bedre økonomi ;-) Sålænge man lytter til, hvad der gør en selv GLAD, så er det det vigtigste. Ligemeget hvad samfundet forventer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Anne! Sjovt, det lyder som om vi to er i ret lignende situationer – og jeg tror, jeg har det på samme måde som dig mht. børn. Jeg har totalt respekt for dem i min omgangskreds, der har fået ét eller flere børn allerede. Men jeg tror bare ikke, det er en prioritet hos mig lige nu. Der er bare andre ting, der fylder mere pt. :) Jeg tror bare, man skal lade det komme af sig selv, sådan helt naturligt. Så gør man det, når det føles rigtigt.

      P.S: Jeg er kæmpe fan af “30’erne er de nye 20’ere, bare med bedre økonomi” Haha.. pludselig glæder jeg mig meget mere til at fylde 30…. Tak! :D

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsdagsmorgenbord