Sådan foregår det, når vi skriver sponsorerede indlæg

aarhus-billeder-26a

Som I jo ved, indgår vi fra tid til anden i forskellige samarbejder med brands og virksomheder, som involverer sponsorerede indlæg her på bloggen. Ét af de seneste var f.eks. samarbejdet med Eliza Was Here, hvor vi var på rejse i Sydspanien. Men hvordan foregår det egentlig, sådan helt konkret, når vi indgår i samarbejder?

For at tage det helt fra starten, så er det første skridt, at vi får tilbudt et samarbejde fra Bloggers Delight, som er i kontakt med virksomheden. Enten er det sådan, at virksomheden specifikt har sagt, at de gerne vil samarbejde med os, eller også har de sat nogle kriterier for, hvilken type blogger, de vil samarbejde med. F.eks. at det skal være modebloggere mellem 18 og 30 år, som har over 10.000 unikke besøg om måneden. De kriterier passer en håndfuld af bloggerne hos Bloggers Delight på, og så udvælger virksomheden én eller flere af de bloggere fra den håndfuld, som de godt kunne tænke sig at arbejde med. Og hvis vi så er blandt de udvalgte, får vi et tilbud om at være med i samarbejdet. Når vi er blevet valgt, sender Bloggers Delight en mail til os med en forespørgsel, hvor de opridser samarbejdet – hvem er virksomheden, hvad handler samarbejdet om, hvor meget indhold skal vi lave og hvad er betalingen. Så vælger vi selv, om vi har lyst til at være med i samarbejdet eller ej. Nogle gange beder vi om lidt mere info om kampagnen og andre gange beder vi Bloggers Delight om at forsøge at forhandle en højere betaling hjem, hvis vi ikke synes, honorar og arbejdsmængde stemmer overens. Det sker efterhånden kun en håndfuld gange om året, at vi takker nej til en kampagne, da Bloggers Delight kender os så godt og ved, hvad vi vil skrive om og ikke vil skrive om (og hvad det skal koste). Det hænder også, at vi selv kommer med forslag til den helt rigtige vinkel på et forestående samarbejde, fordi vi efter flere år med bloggen kender jer og os selv rigtig godt og ved, hvad der er den bedste fremgangsmåde. Vi bestemmer 100% selv, hvilke og hvor mange samarbejder, vi har lyst til at indgå i, så der er altså intet krav fra Bloggers Delight om, at vi skal skrive en vis mængde sponsorerede indlæg.

Når vi så har takket ja til et samarbejde, får vi efter lidt tid tilsendt et brief fra Bloggers Delight, som de har udarbejdet sammen med kunden. Heri står det mere detaljeret, hvad samarbejdet går ud på, hvornår de forskellige indlæg skal udgives, hvilke links og hashtags, vi skal bruge og så videre. Der står selvfølgelig ikke, hvad vi skal mene om et bestemt produkt eller brand. Det er ikke et brief til vores holdninger, men et brief til, hvad samarbejdet drejer sig om. Så der ville ikke stå “I skal huske at skrive, at dette hotel er det bedste, I nogensinde har prøvet, og at det er bedre end alle andre”, men der kunne godt stå “I skal besøge hotellet og skrive om jeres oplevelser med opholdet”. Men hvad så, hvis vi har en forfærdelig oplevelse på det pågældende hotel? Lader vi så bare som om, at det alligevel har været skønt? Nej, det gør vi selvfølgelig ikke. Enten skriver vi til Bloggers Delight, at det simpelthen ikke levede op til vores forventninger eller at der gik noget galt, som ødelagde oplevelsen. Det er selvfølgelig uheldigt, men så kan hotellet måske få en chance mere til at give os en oplevelse, som stemmer mere overens med den oplevelse, man normalt har på stedet. Og hvis det bare viser sig at være et helt igennem dårligt hotel, som vi under ingen omstændigheder kunne finde på at anbefale til jer, så har vi ikke lyst til at skrive om det. Så må vi løse det sammen med virksomheden og Bloggers Delight. Det er heldigvis ikke sket endnu, at det er nået så langt :) Et eksempel på en sponsoreret tur, der ikke forløb helt efter planen, var vores tur til Hamburg med DSB. Selve opholdet gik som det skulle, men vores tog hjem blev annulleret, og vi endte med at blive to timer forsinket, hvilket var lidt af en streg i regningen. På vej hjem diskuterede vi, om vi skulle skrive det i vores sponsorerede blogindlæg, og blev hurtigt enige om, at vi var nødt til at have det med, da det jo også var en del af vores oplevelse. Det havde jo ikke været troværdigt, hvis vi havde undladt at nævne det.

Hvad vi får i betaling for et sponsoreret indlæg kan svinge meget alt efter hvor meget tid det kræver af os og hvor kreative vi selv skal være i udformningen af indlægget. Nogle gange kræver det, at vi tænker lidt ud af boksen for at der kommer det rigtige resultat ud af et samarbejde. I nogle tilfælde vil et brand gerne købe eksklusivitetsaftale hos os i f.eks. et år og måske også rettigheder til at bruge vores billeder på egne platforme. Det forhøjer som regel honoraret. Typisk koster et sponsoreret indlæg hos os mellem 6000 og 8000 kroner, men det kan også godt ligge uden for det. Samlet set har vi tjent omkring 250.000 kroner før SKAT på bloggen i 2016, hvis man også medregner de forskellige freelance-opgaver, vi har udført i forbindelse med bloggen såsom foredrag, artikler til andre medier og så videre.

Det var lidt om processen bag det kommercielle indhold her på bloggen. Vi håber det var spændende at høre lidt mere om :) Stil endelig spørgsmål i kommentarfeltet, hvis der er noget, I undrer jer over, eller gerne vil vide.

   

15 kommentarer

  • Camilla

    Tak for en godt indlæg. Jeg har lige et spørgsmål til det økonomiske. Hvis jeg laver et sponsoreret indlæg – er det kun skattepligtigt, eller er der andet man skal være opmærksom på, når man sender fakturaen?
    På forhånd, tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Hej Camilla

      Din indkomst er skattepligtig, ja :) Og så kommer der jo moms med i regnskabet, hvis du er momsregistreret?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg elsker, at I er så åbne omkring det. Det gør det altså også nemmere at stole på jer, når I forklarer hele bag om processen, end når der “bare” står sponsoreret i starten af et indlæg :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sidsel

      Det er dejligt at høre :) Der er vitterligt ingen grund til ikke at afmystificere processen lidt, synes jeg. Hvis man ellers overholder lovgivningen og kan stå inde for sine samarbejder, så har man jo ikke noget at skjule :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tusind tak, S! Det er dejligt at høre :) Vi vil jo gerne være til at stole på.. haha. Os bloggere kan godt kæmpe lidt med troværdigheden nogen gange, så måske hjælper det lidt at spille med åbne kort.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super godt indlæg! Jeg synes især, at det kan være svært at finde ud af det med honorarer og at forhandle aftaler med virksomheder, så det er dejligt med noget indblik hos de “store kanoner” ;)

    http://nouw.com/satinawandel

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tusind tak, Satina! Ja, det er ikke altid let at prissætte sig selv. Det er vi glade for, at Bloggers Delight oftest klarer for os :D

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Meget fint indlæg med godt indblik i, hvilket arbejde, der reelt ligger bag sponsorerede aftaler. Det er angiveligt ikke helt egenrådigt og bare små hurtige hyggeskriverier.
    Godt stof til eftertanke 👍

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tak Louise :) Det er bestemt hyggeligt at skrive blogindlæg! Både sponsorerede og ikke-sponsorerede. Men nogle gange kræver samarbejderne, at vi sætter lidt mere tid af, det er klart :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt med åbenhed om emnet. :) Og spændende læsning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kir

    Dejligt med sådan et indlæg, nu er det ligesom afmystificeret, i forhold til at mange bloggere ikke helt vil åbne op omkring hvor mange penge de får. Desuden arbejder i jo for det i laver, så er det vel helt fair med løn :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tak skal du ha’, Kir :) Ja, tror folk er nysgerrige! Men er man ikke også bare generelt nysgerrig på hvad folk tjener, uanset om de er bloggere eller laver noget andet? :D Det er jeg i hvert fald! Og ja, jeg kan da kun melde mig enig i, at det er fair med lidt løn til os ;) God aften!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et fint indlæg! Det er super fedt, at der endelig bliver sat en reel pris på et sponsoreret indlæg. Det er både sjovt at se, når man selv blogger, men også for den virksomhed, som måske er interesseret i et samarbejde. Nu har jeg siddet som kommunikationskonsulent på forskellige bureauer, og mange af dem aner ikke, hvad de skal stille op i forhold til betaling af sponsoret indlæg. Så tak for et super relevant indlæg! Det er skønt, at der bliver åbnet lidt mere op for hemmelighedskræmmeri omkring blogs. Rigtig god dag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Mange tak skal du ha’, Thit! :) Vi har i hvert ikke noget imod at fortælle hvad vi tjener og hvad indlæg koster hos os, men jeg kan også godt forstå, hvis det ikke er alle bloggere, der har lyst til at dele det. For det er jo heller ikke alle, der har lyst til at fortælle, hvad de tjener på deres job. Så jeg synes egentlig det er fair nok, at man ikke vil fortælle det. Det gør ikke os noget, men jeg synes heller ikke man skal forvente, at bloggere automatisk skal fortælle om, hvad de tjener :) God dag!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Turen går til Alicante med Eliza was here #2