• Sidsel & Lasse
  • WEAREMAD
  • Rainbow Dash
  • The Style Cavalry
  • ···
Bloggere, jeg har rekrutteret til Bloggers Delight #2

Min mening om “Gode råd til bloggere”

deathtostock_homeoffice6_1

Det kan godt være, at dette indlæg bliver en smule internt i forhold til, hvem det berører. I, kære læsere, kan i princippet være lidt ligeglad med Forbrugerombundsmandens “Gode råd til bloggere“, som er en liste med råd, der skal hjælpe bloggere og andre influenter med ikke at overtræde Markedsføringsloven. Jeg synes alligevel, jeg vil knytte et par ord til denne liste med råd, og den generelle bevågenhed der er omkring blogmarkedsføring i Danmark.

Min mening om “gode råd til bloggere” (eller “Gode råd til bloggere om skjult reklame”, som er den fulde titel) kan faktisk siges utrolig kort: jeg synes, det er noget fis. Og hvorfor synes jeg så det? Rådene er, ifølge Forbrugerombudsmanden, lavet som en service til bloggerne for at de bedre kan navigere i, hvornår de måske overtræder Markedsføringslovens §4 om skjult reklame, som meget kort (og utrolig vagt) lyder:

“En reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet
som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium
den bringes”

Det er det eneste reelle stykke lovgivning os bloggere har at forholde os til i forhold til skjult reklame. Det er den samme paragraf, som magasiner, tv-programmer, filmproducenter, Instagrammere, Snapchattere og så videre skal forholde sig til. Af en eller anden grund har Forbrugerombudsmanden så valgt, at lige præcis bloggere havde brug for at få nogle “gode råd”, der fungerer som guidelines for, hvordan Forbrugerombudsmanden vil tolke ovenstående paragraf, hvis der kom en sag ud af et blogindlæg, der måske indeholdt skjult reklame. Problemet er bare, at disse “gode råd” stiller nogle ret strikse krav til os bloggere om, hvad vi bør gøre, hvis vi vil være på den sikre side. Eksempelvis kræves det, at et indlæg, der indeholder affiliate links, markeres som reklame. Så selv hvis jeg har skrevet et langt indlæg om et eller andet og så har lavet et enkelt affiliate link, så er hele indlægget en reklame. Det er jo hul i hovedet. Selvfølgelig skal det angives, at det er et affiliate link, men det gør jo ikke hele indlægget til en reklame, hvis I spørger mig. Et andet underligt punkt er, at så snart man aftaler med en virksomhed at omtale dem eller deres produkt, er det reklame. Også selvom du ikke får hverken penge eller produkt som betaling. Eftersom det klassificeres som en aftale mellem blogger og virksomhed ifølge Forbrugerombudsmanden, betyder det i praksis, at det er en reklame, hvis vi modtager en pressemeddelelse og vælger at skrive om det, pressemeddelelsen handler om, på bloggen. Hvilket jo utroligt ofte er det, normale journalister gør.

Mit problem med disse gode råd er, at de kun er gode råd og ikke lovgivning. At kalde dem råd lægger op til, at man kan vælge at følge dem eller lade være. Det er ikke fordi jeg (eller ret mange andre bloggere) er interesseret i at lave skjult markedsføring. Tværtimod! Vi er faktisk meget optagede af at overholde Markedsføringsloven. Men hvis vi skal følge de “gode råd”, så gør dem dog lovpligtige, og lav så nogle tilsvarende råd til magasiner, film, tv-udsendelser og alle andre kanaler. Hvor er “Gode råd til magasiner om skjult markedsføring”? At dømme ud fra denne artikel fra i år kunne det godt tyde på, at journalister rundt omkring i landet godt kunne trænge til lidt mere strikse guidelines, når deres magasiner får penge fra annoncører. Og hvor er det lige ordet “SPONSORERET” fremgår, når produkter placeres i film og tv? Reklamer i magasiner og på tv har eksisteret i mange år, men alligevel har Forbrugerombudsmanden ikke følt, at det var nødvendigt at give gode råd til disse traditionelle medier. Det undrer mig.

Hvis der skal laves krav til, hvordan man skal markere sponsoreret indhold i nutidens medier, skal det gælde for ALLE medier – nye som gamle – således at vi arbejder på samme vilkår.

Selvfølgelig kan man spørge “Jamen, kan bloggere ikke bare følge alle de gode råd for at være på den sikre side?” – jo, det kan vi godt. Men det er unfair konkurrence, hvis magasiner og tv-programmer kan gøre som de vil, mens os bloggere skal gå med livrem og seler. Det er trods alt den samme paragraf om skjult reklame, vi i sidste ende alle skal stå til regnskab for. Og så er jeg simpelthen bare ikke enig med Forbrugerombudsmanden i, hvad der “tæller” som reklame, og hvad der er noget andet.

   

23 kommentarer

  • Pia

    Tusind tak for et godt og tiltrængt indlæg!!! Jeg kunne ikke være mere enig. Bloggere skal (ligesom alle andre!!) holde loven – men hvorfor tage et ekstra regelsæt på os?
    Tak for at henlede opmærksomheden på lovteksten.
    /Pia

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Lige præcis, Pia! Jeg synes i hvert fald, det er plat. Men nu kan jeg se, at der er blevet delt bøder ud til et par magasiner, som har lavet skjult reklame. Så det viser da, at Forbrugerombudsmanden trods alt har lidt kig på andre medier også ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du skrev lige præcis alt det jeg har gået og tænkt men været for frustreret/doven/”jeg må hellere lade være med at fornærme nogen”-agtig til at skrive. Så tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Årh, tak Christine! Det var pænt af dig at sige :) Min plan var bestemt heller ikke at fornærme nogen (håber jeg heller ikke, jeg har gjort) – men ja, jeg havde lige brug for at komme af med det. Det kom lidt i kølvandet på den debat, der blev livestreamet fra Kbh, som du sikkert også har set/hørt lidt fra :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nicole

    vi sider og er igang med en projektuge, og vi har valgt et emme om at være blogger, vi tænkt at du måske kunne hjælpe os lidt med og svare på et par spørgsmål,

    1 hvorfor valget du og blive blogger

    2 har det ændret noget på dit liv.

    3 er det at være blogger noget du kan leve af?

    4 ville en hver kunne blive blogger, hvordan starter man et godt blogge liv.?

    p,s vi har meget brug for at få svar i dag da vi kun har til på fradag,

    på forhånd tak..

    hilsen Nicole og Ibti.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Super fint indlæg :-) Jeg må dog på en måde være uenig med dig når du siger at loven burde behandle alle medier ens for så vidt angår markedsføringsloven. Rent juridisk giver det ikke mening at skære alle over en kam, da alle medier og situationer jo er forskellige og skal vurderes enkeltvis. Jeg er ikke selv blogger, så det er måske begrænset hvor meget min mening tæller, men var jeg blogger ville jeg nok se forbrugerombudsmandens gode råd som en fordel frem for en ulempe. § 4 er jo meget bredt formuleret, og da det er tids- og ressourcekrævende at skulle lave specifikke bestemmelser til ethvert medie, er en sådan udtalelse fra ombudsmanden formentlig en slags “omvej” til at få specificeret tingene og gøre det lettere for jer at opfylde hvad bestemmelsen kræver af netop jeres medie. Jeg kan i hvert fald godt forstå at det kan være svært at vide hvad loven helt præcist indebærer, og denne viden opnås ikke ved “bare” at læse bestemmelsen. Og der er det vel egentlig en meget god service at i ikke skal sidde og læse lovforslag igennem, men får det “serveret”. Om man er enig i lovgivningen er selvfølgelig noget andet :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Pernille :) Tak skal du ha’. Selvfølgelig skal alle medier ikke behandles præcis ens, det ville naturligvis ikke kunne lade sig gøre, da der er kæmpe forskel på eksempelvis trykte medier og online medier. Og det var egentlig heller ikke det, der var min pointe. Jeg vil bare gerne have, at medierne bliver behandlet ud fra de samme vilkår. Så når der bliver lavet “gode råd” til bloggere, skal de også laves til de andre medier. De gode råd vil selvfølgelig se anderledes ud, fordi medierne afskiller sig fra hinanden. Og hvis bloggere får besked på, at overskriften i et sponsoreret indlæg skal være “ANNONCE: Se mine yndlingshudprodukter” vil jeg også ha’, at der skal stå ANNONCE i rubrikken i en artikel i et magasin, hvor artiklen er købt eller sponsoreret. Kan du følge mig? Eller hvad så, når James Bond viser sit produktplacerede Rolex frem i den nyeste film i biffen? Skal der så også stå REKLAME ud over filmlærredet? Det er det jeg mener med, at alle medier skal behandles ud fra de samme præmisser.

      Jeg kan sagtens forstå, hvorfor du ser de gode råd som en fordel for bloggerne, sådan at vi nemmere kan navigere i §4, som jo stort set er det eneste stykke markedsføringslovgivning, vi skal forholde os til. Problemet er, at bloggere er de eneste, der har fået at vide, præcis hvordan de skal forholde sig til §4, mens alle andre medier mere eller mindre har frie hænder til at tolke den paragraf, som de vil. Og det synes jeg ikke er fair. At det er ressourcekrævende at lave love, synes jeg ikke er en undskyldning for ikke at gøre det ensrettet og fair for alle medier. Så skulle de hellere have ventet med at lave råd til nogen som helst, før de kunne lave det for alle medier.

      Jeg er enig i lovgivningen, som den er nu. Det er ret svært at være uenig med §4, for den siger jo i bund og grund bare, at man ikke må lave skjult reklame. Spørgsmålet er så, hvordan man tolker, hvad reklame er. Det har Forbrugerombudsmanden forsøgt at gøre med de “gode råd” (som jo ikke er lovgivning, men bare råd) og det er denne tolkning, jeg er uenig i.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Som læser synes jeg det virker langt mere utroværdigt hvis jeg skal sidde og overveje, om bloggeren har købt et produkt, eller fået det gratis. Jeg vil altid gerne vide det! Jeg stopper faktisk med at læse blogs hvor jeg er i tvivl om hvad bloggeren får penge for, eller hvor der er for meget sponsoreret.

    Jeg kan godt lide Maja Hattvangs overvejelser om emnet:
    http://www.majahattvang.no/om-2/merking/
    http://www.majahattvang.no/fremtidsangst-sminkefeminist-enda-spons/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Emilie :) Enig. Bloggeren skal jo også skrive det, hvis det er et sponsoreret produkt eller indlæg, så det skulle jo være til at finde ud af. Min pointe er, at jeg ikke synes, hele indlægget bliver til en reklame, fordi der indgår et sponsoreret produkt i det. Det er umiddelbart mit indtryk, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse i visse tilfælde. Men det er super fint, at der er fokus på det. Det ærger mig bare, at bloggere skal klandres så meget for at være utroværdige og skydes en masse ting i skoene, når nu det er blevet tydeligt at magasinverdenen har mindst lige så store problemer med at overholde loven om skjult markedsføring.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Men så synes jeg altså du negligerer forskellen på de forskellige medier. En blog ér noget andet end et magasin. En blog hviler på bloggerens personlige troværdighed, og i mine øjne mister den det interessante, hvis det ikke længere er personen bag man mærker. Det gør et magasin jo ikke på samme måde. Hvorfor ikke bare anerkende at det er forskellige ting og så være et godt eksempel i stedet for at brokke sig? Det er da kun godt, hvis din blog har større troværdighed end et magasin. Du tjener penge på det, hvorfor alt det brok? Jeg forstår godt pointen, for beautyskribenter betaler jo heller ikke for de produkter de skriver om, men der føler jeg bare det tydeligere er en del af præmissen. Når det så er sagt skal man som læser jo altid bruge sin kritiske sans, jeg forstår måske bare ikke indignationen over det?
      Som læser foretrækker jeg da også at det ikke er hele indlægget der er markeret som reklame, men at jeg ved ‘hvilken’ del af indlægget der er et produkt du har fået gratis eller hvad ved jeg. Og igen, pointen for mig er at jeg kun læser blogs jeg føler er troværdige, og jeg synes ikke blogs er troværdige hvis ikke jeg kan vurdere hvad du har fået penge for eller ej.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      ps. og forbrugerombudsmandens råd er jo netop dét, råd. Hvorfor ikke bare koncentrere dig om at skabe præcedens for den måde du mener det er fornuftigt at gøre det? Du får jo netop ikke en bøde. jeg vil langt hellere høre dig argumentere for din måde at gøre det på.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Jeg er helt enig i, at der er et stærkere element af troværdighed, som spiller ind på blogs, hvis man sammenligner med f.eks. magasiner. Jeg plæderer på ingen måde for at bloggere skal have lov at lave skjult reklame. Bloggere skal selvfølgelig følge loven lige så meget som magasiner skal. Men bare fordi man ikke tillægger magasiner lige så stor troværdighed som bloggere, betyder det jo ikke, at de ikke også skal følge loven. Det er jo den samme paragraf, alle medier skal følge. Men når Forbrugerombudsmanden kun fokuserer på at lave gode råd til bloggere, signalerer hun indirekte, at alle andre medier har styr på at følge lovgivningen og derfor ikke behøver de gode råd (hvilket de tydeligvis gør). Og det er det, jeg synes er en skam.

      At jeg ikke må brokke mig, fordi jeg tjener penge på noget, er vist ikke rigtig et argument? Og ja, selvfølgelig er det da skønt, hvis folk mener, at blogs er mere troværdige end magasiner. Men det betyder da for søren ikke, at magasinerne ikke skal overholde loven lige så meget som bloggerne. Så hvorfor ikke lave nogle gode råd til dem også? Det er tydeligvis ikke alle i magasinbranchen, der har styr på tingene. At du “føler det er en tydeligere del af præmissen” er selvfølgelig helt OK, men det er jo ikke sikkert, at alle føler sådan. Hvis ikke man kender noget til magasinbranchen er det jo langt fra sikkert, at man er klar over, at beauty-skribenterne modtager lige så mange sponsorerede produkter som bloggere gør. Forskellen er bare, at bloggerne får strikse anvisninger om at markere det, mens beauty-skribenterne mere eller mindre kan gøre som de vil, da de jo ikke har nogen “gode råd” at skulle forhold sig til. Det du reelt siger er, at du synes det er fint nok, når beauty-skribenter skriver om de produkter, de har fået foræret uden at angive det som reklame, mens bloggere skal angive det som reklame, for ellers er det utroværdigt. Det synes jeg simpelthen ikke giver nogen mening.

      Det er super godt, at du fravælger de blogs, du finder utroværdige. Det gør, at kravene til bloggernes troværdighed og evne til at følge loven blive fastholdt. Men igen, jeg siger ikke, at jeg gerne vil have lov at lave skjult reklame. Jeg vil hellere end gerne angive, hvad jeg har fået i gave og hvilke indlæg, der er blevet betalt for. Men det skal alle andre medier altså også gøre, selvfølgelig tilpasset til deres respektive medieplatforme. Alt andet giver ingen mening.

      Mht. at skabe præcedens, så føler jeg egentlig også, at det er det, jeg har gang i. Jeg følger ikke alle de gode råd fra Forbrugerombudsmanden, jeg gør det, som jeg føler, oplyser mine læsere bedst uden at gå på kompromis med troværdighed eller kvaliteten af blogindlæggene. Som du jo siger, er det bare gode råd. Så længe jeg lever op til formuleringen i §4, burde jeg være sikker. Så hvorfor overhovedet lave de gode råd, hvis man alligevel bare kan lade være med at følge dem og stadig holde loven?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super brugbart indlæg for mig og min fritidsblog, som iøvrigt vist er stopfyldt med reklame, men uden bagved liggende virksomheds aftaler, og så vidt, jeg nu lærte af Forbrugerombudsmandens ‘Gode råd’, så er det ok bare at skrive derud af ‘på eget initiativ’ uden at angive det som reklame. Wau – jeg har meget at lære endnu…
    Men mega tak for godt indlæg :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Louise :) Altså, hvis der ikke er nogen bagvedliggende kontakt eller aftale, er et jo ikke reklame ;) Hvis du skriver det på eget initiativ, er det jo bare omtale lige som alt muligt andet ;) Og selv tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Spændende og væsentlig debat, der egentlig burde gælde hele mediebranchen.
    Jeg er uddannet journalist, og har ofte undret mig over netop det, at journalister o.lign. meget nemmere slipper omkring at omtale ting uden mærkatet “sponsoreret indhold”, de på en eller anden måde er betalt for, end bloggere gør.
    Jeg går ikke ind for skjult reklame, hverken i aviser eller på min egen blog, men det er mærkeligt, at reglerne bliver tolket så forskelligt. I journalistikverdenen bliver det internt kaldt “luderjournalistik”, når en journalist tager på en pressetur med alt betalt (og samtidig med løn fra det medie, vedkommende arbejder på), hvilket jo er meget betegnende: Man får gratis ting, og bliver dermed mere positiv stillet – sådan er de fleste mennesker bare. Så vidt jeg ved, får særligt modemagasiner ofte ting forærende, som de skriver om – også uden mærkatet “sponsoreret indhold”.
    Jeg vil gerne, at mine læsere ved, når noget er modtaget som gave eller lignende, men jeg vil også, at konkurrencen er lige mellem blogs og klassiske medier, som du også skriver. Altså at aviser, magasiner, tv etc. skal gøre det samme, som Forbrugerombudsmanden beder bloggere om.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Lige nøjagtigt, Marianne! Vi er helt enige. Jeg ønsker på ingen måde, at bloggere skal ha’ lov til at lave lidt skjult reklame hist og her, men jeg forstår bare ikke, hvorfor alle andre medier ikke bliver bedt om at leve op til de samme standarder. Jeg har hørt, at de “gode råd” ikke er blevet lavet til andre medier på grund af mangel på ressourcer hos Forbrugerombudsmanden. Efter min mening burde man have ladet helt være med at lave de gode råd, til man havde ressourcer til at gøre det for alle medier og ikke bare for bloggere og influenter.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er så enig Lasse.
    Jeg er også selv blogger og synes ofte, at det kan være enormt svært at skelne imellem, hvor grænsen går mellem gaver/event/sponsorerede job osv og markering af samme. Og så kunne jeg virkelig heller ikke lade være med bare at stirre ind i skærmen og grine, da de omtalte det som “gode råd” – for det er det jo ikke. Det er jo det samme, som hvis loven blev kaldt for et godt råd. Lad være med at stjæle, bedrage og udøve vold – bare et godt råd. Ej vel? ;)
    Det er også enormt ærgerligt, at man så, når man rent faktisk af egen vilje og fordi man er vild med et produkt, selv anbefaler noget og bliver nødt til nærmest at skrive: ikke sponsoreret for at markere, at det er ens egen (ikke købte) mening.
    Jeg stemmer også for nogle klare, nedskrevne regler! Både for bloggere, aviser, blade osv, så alle kan blive behandlet ens. Selvfølgelig skal vi bloggere (og alle andre) skrive, når vi reklamerer og laver sponsorerede samarbejde, men jeg som sagt ønske mig nogle klarer regler. Men det virker nu ikke som om, at det kommer til at ske lige foreløbig… :/
    – Anna

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Anna :) Jamen lige præcis! “Vi vil råde dig til ikke at køre mere end 80 km/t på denne strækning” – får man så en bøde, hvis man kører 90? Det er i udgangspunktet i orden at præcisere lovgivningen, især når den er så vagt formuleret. Men så gør det dog for ALLE medier, når det nu er tydeligt, at det ikke kun er bloggere, der har problemer med at navigere i det. Og ja, synes også det er et problem, at nogle bloggere nu føler, at de skal skrive det, når noget ikke er sponsoreret. Det er én af de negative effekter, de “gode råd” har haft. Æv!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Sjovt jeg synes det er rigtig dejligt, at forbrugerombudsmanden har skåret det ud i pap, at bloggerne, bliver nødt til at være mere skarpe og gøre det præcist for læserne, at de pt. bliver udsat for reklame. Det har jeg længe synes, at bloggerne ikke har formået. Hvis du er træt af et indlæg skal markeres som reklame bare, fordi du har indsat et affiliatlink (iøvrigt aner nærmest ingen andre end selve bloggerne, hvad dælen det er – så allerede der synes jeg godt bloggerne kunne være skarpere omkring, at læseren bliver udsat for reklame…), så skriv da bare, at affiliatlinket er reklamen og ikke teksten. Mascha Vang markerer alle indlæg som reklame, fordi hun vil være “better safe than sorry”, hvilket også er misvisende for læseren, for man aner ikke hvad der er reklame eller ej… I er jo en relativ ny spiller på markedet, så det er nok derfor I ikke har jeres egen lov endnu ;-) Den skal nok komme, når det hele ikke er knap så nyt mere, og man mere ved hvad der er behov for.. Måske er den nuværende lovgivning faktisk god nok? Bloggerne skal nok bare lære at navigere og være bedre til det :-) Det er jo også dyrt hele tiden at skulle nedsætte udvalg og ændre loven ;-)

    At brokke sig over unfair konkurrence, fordi du ikke mener, at andre spillere på markedet overholder reglerne, og du tvinges til det, synes jeg er en lidt barnlig tankegang ;-) Undskyld ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Marie :)

      Jeg synes ikke kun bloggerne skal være mere skarpe, det gælder i lige så høj grad annoncører på TV, film, magasiner og alle mulige andre medieplatforme. Men hvor er deres “gode råd” fra Forbrugerombudsmanden henne? Jeg ved godt, at ikke alle ved, hvad et affiliate link er. Det kan man dog lære, hvis man bruger 30 sekunder på en Google-søgning. Jeg synes også godt man må opfordre forbrugerne til at sætte sig ind i tingene, hvis de ellers er interesserede i at vide mere om det.

      Jeg synes det er overkill eksplicit at skulle skrive forklaringer om affiliate links, gaver og ting og sager i hvert indlæg. Det ville også være langt mere, end hvad man kræver af markering af annoncer på alle andre medier end lige præcis blogs. Derfor synes jeg ikke, det ville være fair. Og det er netop frygten for at overtræde loven, der gør at bloggerne bliver overforsigtige, som du også nævner Mascha er blevet. Og det er mindst lige så misvisende at skrive at alt er reklame som det er ikke at markere noget som helst som reklame.

      Jeg synes i udgangspunktet den nuværende lovgivning er fin nok. Men den er også meget vagt defineret. Engang var tv-reklamer og magasinreklamer også en ny ting. Det er det ikke længere. Men der er altså stadig ikke kommet nogen “gode råd” eller ny lovgivning til disse medier, åbenbart fordi Forbrugerombudsmanden ikke finder det nødvendigt (hvilket kan undre mig, når man eksempelvis læser den artikel på journalisten.dk, jeg har linket til).

      Som sagt er jeg på ingen måde interesseret i at udøve skjult reklame, det tror jeg de færreste bloggere er. Jeg er bare interesseret i at tolkningen af §4 er ens, uanset hvilket medie en reklame måtte optræde på. Og lige nu er der altså tale om en unfair forskelsbehandling, hvis du spørger mig.

      Hvorfor det er barnligt at insistere på at blive behandlet på samme måde som alle andre medier, der skal forholde sig til §4, forstår jeg ikke helt. Jeg siger ikke, at jeg nægter at følge loven, for det gør jeg skam. Men bloggere er automatisk bagud på point, hvis de er nødt til at gå med livrem og seler mens alle andre medier kan gøre mere eller mindre, hvad der passer dem.

      Tak for din kommentar – altid rart at blive udfordret lidt på sin holdning :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for at dele dette. Jeg er helt enig og synes faktisk, at det godt kan gå hen og ødelægge indholdet på ens blog, hvis man skal markere selv de mindste ting som reklame.. Det giver også læserne et snævert syn på selve tekstens indhold som ikke er reklame. Godt der er råd, med tryk på “r” og ikke et lovforslag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Selvfølgelig skal man markere en reklame, når det er en reklame. Men Forbrugerombudsmandens forståelse for blogmediet og rekamer på dette er efter min mening meget unuanceret og for mig at se at udtryk for manglende viden om mediet. Og det har altså resulteret i disse “gode råd”, som jeg synes, er alt for strikse. Når de nu var i gang kunne de da lige så godt ha’ lavet guidelines til film, magasiner og tv-programmer. Så kunne man være sikker på, at tolkningen af reglerne var ens for alle :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bloggere, jeg har rekrutteret til Bloggers Delight #2