Vi trækker stikket

Sidsel og Lasse 2016

Så er det vist også ved at være tid til at gøre status over 2016, som efterhånden må siges at være overstået. Vi har jo en føljeton her på bloggen, hvor vi, siden vi blev kærester tilbage i 2007, har skrevet en opsummerende beretning om hvert år, vi har været kærester. Vi skiftes til at skrive indlægget for hvert år, og i år er det blevet min tur igen. Så her kommer en beretning om alle højdepunkterne fra vores liv og forhold i løbet af 2016.

I kan læse alle indlæg i føljetonen her: 2007, 2008, 2009 #1, 2009 #2, 2010, 2011, 2012, 2013, 2014, 2015

januar-weekend-i-billeder-a

Januar startede relativt stille ud, som det nok gør for de fleste, hvor man lige skal komme sig over julen og årsskiftet. Vi havde begge vores faste jobs (jeg hos Minimum, Sidsel hos Hele Vejen) og bloggen kørte, som den plejede. Dette indlæg er et meget godt billede på, hvordan vores januar gik. Her i 2017 sidder vi stadig side om side og blogger i weekenden – eneste forskel er, at min gamle møgcomputer (på billedet ovenover) er blevet udskiftet med en lidt nyere model.

grappa-al-porto-1a

Februar gik blandt andet med Valentines Day-middag, 5-års fejring af Bloggers Delight, burgerspisning på dengang nyåbnede The Burger Shack og Grillen samt forberedelser til årets første rejse – vores tur til Puerto Rico! Det var virkelig noget, vi havde set frem til i mange måneder, så det var lidt af en forløsning, da vi endelig tog af sted i slutningen af februar. Vi elsker begge at rejse, men især Sidsel går virkelig altid og glæder sig til den næste rejse, vi skal på. Så snart vi er hjemme fra en ferie, ser hun frem til den næste ;)

puertorico-55a

Marts stod virkelig i Puerto Rico rejsens tegn, må man sige. Os bloggere er jo ret gode til at få en rejse på 14 dage til at strække sig over en måned gennem indlæg, Instagram posts og tilbageblik fra tid til anden. Vi endte vist med at lave tre indlæg med billeddagbøger og to indlæg med guides. I kan finde alle indlæggene fra rejsen her. Puerto Rico-rejsen var dog ikke den eneste rejse, der fik omtale på bloggen i marts sidste år – vi havde nemlig været i Madrid på en sponsoreret tur med Takeoffer, og det var i marts, at vores guide endelig kom online hos dem (læs mere her). Vores tur til Puerto Rico var helt fantastisk, og det var SÅ dejligt at komme lidt væk fra den grå hverdag og bare have al tid i verden til hinanden. Det var tiltrængt.

prag-a

April blev måneden, hvor vores venner og familie begyndte at sige “jamen, I rejser da også hele tiden!” – vi nåede nemlig både at besøge Hamburg og Prag den måned. Hamburg-turen var sponsoreret af DSB og Prag-turen af Takeoffer. Begge to virkelig dejlige ture, der stod i kontrast til vores rejse til Puerto Rico, men på rigtig god måde. Især rejsen til Prag var virkelig skøn, og byen overraskede os positivt. Især de flotte kirsebærtræer, der blomsterede mange steder. Vi følte os som et par meget priviligerede den måned! Samtidigt kom vi også til at tænke på, om hele vores forhold og liv kom til at fremstå alt for rosenrødt og perfekt – “se os, vi rejser bare helt vildt meget og har det åh så godt”. Men faktum var, at vi faktisk havde det rigtig godt og bare var skide glade og tilfredse. Tro det eller lad vær’! ;) Disse tanker fik mig til at skrive dette indlæg, der handlede om ærlighed hos bloggere, og om man godt kan virke troværdig og ærlig som blogger uden nødvendigvis at skulle øse ud af tvivl og negative tanker uden filter.

dagbog2

I maj tog vi en slapper og blev inden for landets grænser. Sidsel fandt sin gamle dagbog frem og endte med at læse nærmest det hele op for mig. Virkelig sjovt! Der var så mange geniale beskrivelser og historier deri, og det var faktisk helt fra lige da Sidsel og hendes familie var flyttet tilbage til Danmark fra England og frem til måske 5-6 måneder før hun mødte mig. Det gav mig en endnu bedre forståelse af, hvorfor Sidsel er den, hun er. På godt og ondt. Jeg ville ønske, jeg selv havde ført en lige så udførlig dagbog! Det vil jeg helt klart opfordre mine børn til at gøre. Maj var også måneden, hvor Sidsel fyldte 27. Og så var hun ikke engang hjemme! Det var faktisk løgn, det med at vi blev inden for landets grænser… for Sidsel var i Barcelona med arbejdet, da hun blev et år ældre. Så vi måtte vente med fejringen, til hun var tilbage :)

northside-fredag-2016-6a

Højdepunktet i juni var uden tvivl Northside Festival, hvor vi simpelthen havde de mest fantastiske dage! Vi plejer altid at ramme en god blanding af at være til festival sammen og samtidigt at kunne gå lidt “hver for sig” med vores andre venner og bekendt. På billedet ovenover er vi fundet sammen med nogle af mine kollegaer fra Minimum om fredagen. Min søndag på Northside blev desværre en lidt blandet omgang, da min moster lå meget syg på hospitalet. Søndag blev den dag, hvor mine forældre ringede og sagde, at hvis jeg ville sige farvel, så var det nu. Så jeg smuttede selvfølgelig fra festivalen for at besøge min moster en sidste gang. Dagen efter var hun væk, hvilket selvfølgelig var meget sørgeligt, men på en måde også en lettelse for mig og hendes nærmeste.

apalmademallorca28

I juli blev det tid til endnu en ferie – denne gang til Palma på Mallorca, hvor vi havde lejet et værelse i en lille lejlighed midt i byen. Virkelig hyggeligt og ret billigt – og ikke så turistet, som vi kunne have frygtet. Dog blev vi under turen inspireret til dette indlæg med 13 ting, du som turist virkelig ikke må gøre på din ferie. I juli nåede vi også et smut til Ebeltoft i mine forældres sommerhus (med sindssyge tømmermænd fra en vild dobbelt 30-års fødselsdagsfest aftenen forinden) og en tur til København, hvor vi blandt andet fejrede, at det var 9 år siden, jeg spurgte Sidsel, om vi skulle være kærester og hængte ud med søde Laura og Christina + deres kærester, Robert og Martin. Good times!

salon-salon-kaloevig-1a

August var i særdeleshed en begivenhedsrig måned på flere fronter. For det første bragte jeg nyheden om, at jeg havde sagt mit job hos Minimum op og at jeg i stedet skulle arbejde hos Bloggers Delight. Det var lidt (for) spændende, og jeg var både nervøs og forventningsfuld i tiden op til september, hvor jeg skulle starte hos BD. Vi var også ude at spise på (det nu desværre lukkede) Salon Salon ved Kaløvig, til Stella Polaris i Aarhus (det kom der denne video ud af) og på en uges sponsoreret natur- og oplevelsesferie i Tyskland. Nærmere bestemt delstaterne Thüringen og Niedersachsen. Det var virkelig en sjov tur, hvor vi oplevede sindssygt meget på de relativt få dage, vi var der. Lidt hårdt, men også virkelig fedt og anderledes end hvad vi normalt gør, når vi skal på ferie.

Processed with VSCO with hb2 preset

September blev lidt af en blandet måned – jeg kørte derudaf med Bloggers Delight og berettede blandet andet om min første uge på det nye job. Samtidigt fik Sidsel de triste nyheder om, at de desværre var nødt til at fritstille hende fra hendes højtelskede job hos Hele Vejen, hvilket ramte som et lyn fra en klar himmel. Det var ikke så sjovt. Heldigvis bød måneden også på lidt gode ting for Sidsel – blandt andet et rigtig hyggeligt blogger-besøg i Randers, som mundede ud i denne mini-guide til Randers.

paris-ny-1a

Sidsels jobløse situation lagde en lille dæmper på humøret i oktober, men heldigvis havde vi masser at se frem til. I starten af måneden fyldte jeg 28 (og grublede lidt over det her), senere var vi til åbning af Aarhus Central Food Market og flere nye udstillinger på ARoS og sidst på måneden blev det nye blognetværket Society B lanceret – blandt andet med vores blog på listen. Kort efter tog vi på en kærestetur til Paris, som var helt fantastisk med op mod 20 grader nogle af dagene på trods af, at vi var på vej ind i november. Turen resulterede også i en ganske omfattende Paris-guide og to billeddagbøger (her og her).

paris-18a

November gik ret hurtigt, og vi brugte blandt andet lidt tid på at fundere over, om vi egentlig burde blogge på fuld tid. Især nu, hvor Sidsel ikke havde et job. De planer fik dog en ende, da Sidsel fik et nyt job hos Heyday, som hun skulle starte på til december. Som en sidste lille ferietur før det var back to work, var Sidsel nogle dage i Marokko (som dog endte med at blive knap så afslappende som forventet).

Processed with VSCO with hb2 preset

For os ender december måned tit med at blive lidt for proppet og travl op til d. 24, og 2016 var nok ikke nogen undtagelse. Sidsel havde lige fået nyt job, jeg havde travlt hos Bloggers Delight, bloggen skulle selvfølgelig også opdateres og derudover var der masse af julefrokoster og familiearrangementer. Efter nogle meget afslappende dage hos vores respektive familier (vi holder ikke jul sammen endnu) var det pludselig blevet nytår, og for første gang siden 2008 holdt vi nytår sammen, hvor vi faktisk var sammen hele aftenen. Det var rart og tiltrængt.

Snip, snap, snude – sådan endte vores år 2016, som var et år, der havde fået mange hug for at være lidt af et lorteår. Det var det måske også på nogle punkter. Men når vi kigger tilbage på 2016, som trods alt ikke er så langt væk endnu, synes vi, det var et godt år :)

   

2 kommentarer

  • Tina KH

    Hold da op et fint indlæg og hvor er der sket meget i jeres år.
    Håber I finder en skøn vej her i 2017 og glæder mig til at følge jer 2 :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tusind tak, Tina. Ja, vi har haft nok at se til må man sige :) Vi håber, der kommer til at ske lige så mange spændende ting i 2017! Tak fordi du følger med og god aften!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi trækker stikket