• Sidsel & Lasse
  • WEAREMAD
  • Rainbow Dash
  • The Style Cavalry
  • ···
"The things you own, end up owning you"

Når ens forældre bliver gamle

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Mine forældre har for nyligt solgt deres rækkehus i Christiansbjerg, Aarhus Nord, hvor jeg også voksede op. I stedet har de købt en andelslejlighed i Søften, hvor de flyttede ud for et par uger siden. Det har været ret underligt at hjælpe med at tømme mit barndomshjem, hvor jeg har boet i de første 20 år af mit liv (og et halvt års tid, mens Sidsel var i Australien, vores lejlighed var fremlejet, og vi ikke var kærester). Allerede nu er den nye familie, som er flyttet ind, begyndt at vælte vægge, rive ting ned og renovere hele huset (hvilket det også trængte til efterhånden). Snart er det lille rækkehus sikkert slet ikke til at kende længere. Skørt at tænke på, at jeg lige har holdt jul der med min søster, mor og far her i december, og nu er huset slet ikke vores længere.

I virkeligheden var det mest min søster og mig, som var mest oprørte over, at mine forældre pludselig ikke skulle bo i huset mere. Mine forældre var bare glade for at sidde billigere og for at komme et sted hen, hvor der ikke er lige så mange ting, der skal vedligeholdes. De er også gået på pension i år begge to, så nu skal de bare ha’ så meget fritid som muligt. Heldigvis er de glade for det. For ikke så længe siden var jeg ude at besøge dem i deres nye lejlighed i Søften, som er rigtig hyggelig. Da jeg besøgte dem slog det mig, at jeg fik lidt af den samme fornemmelse, som da jeg besøgte mine bedsteforældre, da jeg var mindre og de stadig var i live og ikke boede på plejehjem. Mine forældre er lidt over 60, så det er ikke fordi at de er  gamle endnu, men på nogle punkter var det den samme følelse. Følelsen af, at det er i denne lejlighed, at mine forældre skal nyde deres otium, blive gamle sammen og forhåbentlig få besøg af nogle børnebørn engang. Deres skift til den nye lejlighed har på en måde gjort, at jeg nu ser dem i et nyt lys. Ikke i en bedre eller værre forstand, bare anderledes. De er nu trådt ind i en ny fase af deres liv og har lagt tiden med rækkehus og børnefamilie helt bag sig. De købte huset i 1986, bragte mig til verden i 1988 og min søster i 1991. Før det havde de boet i en lille lejlighed i Fynsgade i Aarhus C. Så da de flyttede fra den til Aarhus Nord, var det på en måde også et skift til næste fase i livet, hvor der skulle stiftes familie. Det er lidt sjovt, at deres boligskift falder sammen med Sidsels og mit skift fra en lille lejlighed i Aarhus C til en ny og større bolig i Aarhus Nord (dog på Trøjborg).

Samtidigt er mine forældres alder blevet lidt tydeligere for mig, fordi Sidsel og jeg ofte besøger Sidsels mor og far, som er omkring otte år yngre end mine. Der kan man godt mærke, at de stadig har et hjemmeboende barn (Sidsels yngste søster), stadig arbejder og stadig ikke helt er parate til at sælge deres hus til fordel for noget mindre og billigere. Jeg ved, at især min mor er en flittig læser af bloggen, og mor – det er slet ikke ment som noget dårligt, dette indlæg ;) Det ved du! Du og far er jo stadig friske og klar på nye eventyr, men I er jo på sin vis trådt ind i et nyt kapitel af jeres liv, hvor I pludselig har en masse fritid og muligheder. Mens Sidsel og jeg er på vej ind i næste fase af vores liv, som I påbegyndte dengang i ’86. I disse overgangsfaser i livet man kan ikke lade være med at reflektere, tænke tilbage og at sammenligne med dengang, I selv stod i samme situation. Det er nyt og spændende, og jeg håber, at det kommer til at gå os alle godt :)

   

14 kommentarer

  • Bjarne Rasmussen

    Min elskede, tænksomme søn :-)
    Btw. vi har 50 flyttekasser, du gerne må få :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Victoria

    uh, der er sikkert rigtig mange, der forstår præcist hvordan du har det… mine forældre byggede selv mit barndomshjem, hvilket tog 3 år og virkelig var et stort, fantastisk familieprojekt – huset var vores drømmehus, og selv efter jeg flyttede langt væk for at læse på uni, elskede jeg at komme “hjem” og drømte om den fremtid, hvor mine børn skulle opleve det kæmpe store lækre landsted, som det var, også… men så kom tiden, hvor mine forældre overvejede at sælge den kæmpe kasse langt ude i skoven og flytte i en lille lejlighed, af så mange gode grunde – min bror og jeg var flyttet hjemmefra, min far rejste/rejser meget, min mor var meget alene, huset var pludselig alt for stort, isoleret og vedligeholdelseskrævende… det tog dem næsten lige så lang tid at sælge det som det havde taget at bygge det fordi tanken var så svær for os alle… men de kunne jo ikke beholde det blot som en slags museum for gode barndomsminder og idyllisk feriested… og selvom det gjorde så ondt, især at de nye ejere byggede om og indrettede sig anderledes end os, så var det den helt rigtige beslutning… det ER da underligt, at mine forældres nye hjem ikke er “mit hjem”; at jeg nu besøger mine forældre snarere end at komme “hjem”, og at der ikke længere er plads til alt mit skrammel, men i en vis forstand vil deres hjem altid være mit også, og det er SÅ skønt at se hvor glade de er for den nye lille lejlighed (ved vandet, som vi alle elsker), som de har gjort så fin og som passer helt perfekt til den fase de/vi alle er i nu… åh, hvor jeg græd dengang vi sagde endeligt farvel til huset, og åh, hvor ville jeg stadig græde hvis jeg overhovedet havde mod til at køre ud forbi, men ih, hvor var det godt, at de fulgte deres mavefornemmelse – og at min bror og jeg støttede dem i det, efter at have taget godt med tilløb;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tusind tak for at dele den fine, lille historie Victoria :) Hyggelig at læse! Og en smule sørgelig også, men sådan er det jo. Og det vigtigste er, at dine forældre er glade for deres nuværende situation. Men ja, man kan blive lidt overrasket over, hvor meget man knytter sig til sit barndomshjem. Især når ens forældre selv har bygget det! Som du også siger, havde det jo været en ulempe for dem at beholde huset i sidste ende, selvom al sentimentalitet i én bare siger, at man selvfølgelig skal beholde det for mindernes skyld. Men mon ikke I også skaber en masse gode minder i den nye lejlighed :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg havde lidt samme følelse i forhold til de nye ejere, den gang mine forældre gik hver til sit og hver især skulle finde nye hjem til dem, samt mig og mine søskende. Det var helt mærkeligt at se mit barndomshjem blive renoveret og det fine legehus min far havde bygget, blive skilt ad. Men sådan går tingene jo sin naturlige gang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Ja, det er altså ikke en vildt sjov følelse! Er da glad for at mine forældre solgte huset for at finde noget mindre og ikke fordi de skulle skilles, så det kan jeg da tænke mig kun gør det endnu mere trist :/ Men ja, uanset hvad er det jo bare noget, livet byder på. Sådan er det. Men det gør det selvfølgelig ikke sjovere af den grund.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Haha, sendte lige jeres indlæg til mine egne forældre fordi de også er på vej ind i en ny fase og jeg har haft det underligt med at de vil flytte i en mindre bolig ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Haha, ej hvor godt! Sjovt at vores forældre lige ramte det tidspunkt på næsten samme tid ;) Håber de finder sig til rette et godt, nyt sted!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bine

    Simpelthen det fineste indlæg og nogle gode tanker du har gjort dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Ejj, hvilken lejlighed endte i op med?
    Overvejer selv at investere inden for det næste års tid og har interesseret fulgt med fra sidelinjen ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Det skal du nok få at se inden alt for længe, Amalie :D Vi glæder os i hvert fald rigtig meget til at fortælle mere!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Ej et fint indlæg! Tænker også af og til over, hvad der vil ske når min søster er flyttet hjemmefra. Mine forældre har et par gange snakket om, at de nok ikke vil blive gamle i det hus, de har boet i siden før jeg blev født, hvilket på en eller anden måde stikker lidt i hjertet. Det er jo mit barndomshjem, for pokker! :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Ja, præcis! Hvis det stod til mig, skulle mine forældre aldrig nogensinde flytte ud af det hus! Men det var bare meget billigere at sælge huset og bo i en andelslejlighed. Så sådan måtte det altså blive, selvom du har helt ret i, at det stikker lidt i hjertet!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"The things you own, end up owning you"