• Sidsel & Lasse
  • WEAREMAD
  • Rainbow Dash
  • The Style Cavalry
  • ···

På frierfødder #1

koh-chang-66a

Jeg har faktisk ikke haft en specifik forventning/forhåbning om, at Lasse ville fri til mig. Egentlig tror jeg, at det er helt fint, at det ikke er sket før nu. Hele ægteskabskonceptet har simpelthen virket så voksent. Men der er ingen tvivl om, at det er noget, vi begge har ønsket på sigt. At fejre kærligheden big time. Og da Lasse faldt på knæ d. 16/03, faldt alle brikkerne på plads.

Noget jeg måske ikke har fortalt om Lasse før er, at han er ekstremt dårlig til at holde på hemmeligheder! Lad os sige, at han vil overraske mig med en biograftur fredag aften, og derfor klikker billetter hjem mandag morgen, så går der lige præcis 10 minutter og så ser han sådan ud i hovedet, og spørger så ”VED DU HVAD VI SKAL PÅ FREDAG?”. Det er ret komisk! Hans pokerfjæs er med andre ord ikketilstedeværende. Samtidigt kender vi efterhånden hinandens mimik og adfærd ud og ind. Af denne grund fik jeg faktisk også en lille anelse om, at der var noget i gære, da han på feriens første aften spurgte ”Er der egentlig en lidt mere fin, romantisk restaurant her i nærheden?”. Og få minutter inden selve frieriet begyndte mit hjerte at banke ret så hurtigt, da han tog mig i hånden på den mest akavede facon (sådan en slags “klo-hånd”!). Så meget at jeg faktisk – halvt ubevidst – havde fat i hans ene shortslomme for at mærke, om der gemte sig en lille æske deri. Totalt tarveligt, men det var ren refleks! Tror simpelthen jeg var blevet ansporet af de små tells, der afveg fra Lasses normale opførsel. Anyway, vi gik hånd i hånd ned på Kai Bae beach om aftenen d. 16 og satte os på en sten ved vandkanten. Her sad vi og snakkede om lejligheden i et par minutter, og så skete det sgu. Det første jeg udbrød herefter var ”Mener du det??” på meget drevent aarhusiansk efterfulgt af ”Har du en ring?!”, da Lasse tog hånden ned i lommen. Lidt tosset spørgsmål, men jeg var simpelthen helt paf over, at Lasse havde planlagt seancen og lagt så meget tanke i ringen og hele situationen. Normalt er jeg jo vant til at få afsløret romantiske overraskelser med det samme, de former sig i hans hoved ;) Overraskelse blev dog hurtigt afløst af glæde, og for Lasses vedkommende nok også en hel del lettelse!

Efter frieriet fortsatte vi ned langs stranden, hvor Lasse fortalte mere om ringen og alt det hemmelighedskræmmeri, han havde været igennem. Det var helt surrealistisk at høre, at han allerede havde proklameret for sine venner tilbage i oktober (og dermed længe inden lejlighedskøb), at han ville fri til mig i løbet af 2017. Vi fejrede frieriet på mexicansk restaurant med fajitas og margaritas – feriefejring lige efter mit hoved :) Resten af aftenen husker jeg ikke i præcise detaljer, men jeg husker en følelse af nyforelskelse og af at dele noget kæmpestort sammen. Og den følelse er sådan set ikke holdt op siden. Faktisk er den kun blevet forstærket af nu at have fortalt den gode nyhed til omverdenen, og mærke al den kærlighed og glæde, vores venner og familie (og I!) har sendt i vores retning <3

   

4 kommentarer

  • Marie

    Hvor er det bare dejligt at høre om. 1000 gange tillykke til jer!

    Jeg har også en kæreste, som ikke er god til at holde på hemmeligheder. Jeg har faktisk nogle gange været ærgerlig over, at det nok ikke bliver en overraskelse, når han (måske) engang frier til mig. Så det er dejligt at høre, at man godt kan blive lidt overrasket af en ikke-overrasker :)

    Det kunne være super sjovt at høre Lasses side af historien også og hans overvejelser ift. alting op til :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Mange tak, Marie!

      Jeg har også af og til ærgret mig over, at Lasse ikke er typen, der pakker en bil med blomster og champagne og kører mig ud i det blå – men omvendt elsker jeg jo også hans umiddelbarhed. Frieriet har dog vist mig, at han sagtens kan overraske, når det virkelig gælder. Det er jeg sikker på at din kæreste også kan ;)

      Lasse er faktisk netop i gang med et sådant indlæg – vi udgiver det nok inden for et par dage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg elsker Lasse – hvor er det bare fint og casual :D Tillykke igen igen.

    Min kæreste er også en skovl til at holde på hemmeligheder, og afslørede en gang i en brandert, at han havde bestilt en rejse til os. Den ene gang det lykkes, var han også helt sær og stille da vi gik aftenstur, og jeg undrede mig sådan. Lige indtil at han bøjede sig ned for at snørre sine sko og sagde: “Se, nu peger min fod jo alligevel på tapas-restauranten.. så er det godt, jeg har bestilt bord til XL tapas og vinmenu her kl. 21, er det ikke?”
    Og så vidste jeg pludselig hvorfor, han havde været ved at sprænges hele dagen :D
    Ih, det mænd <3
    Godt, vi begge har fået to af de bedste slags Sidsel :D

    -A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Tusind tak :) Ja han er vist en keeper!

      Haha! Det lyder totalt som noget, Lasse kunne finde på. Hvor er det sødt. Jeg tror sådan set også det er en fin karakteregenskab, at man har svært ved hemmelighedskræmmeri og bag-om-ryggen-aktiviteter. Måske det generelt ligger mere til mænd end til kvinder? Jeg ved det ikke..

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Billeddagbog fra Koh Chang #2