By the way #13

På frierfødder #2

gettin-married

Sidsel har jo allerede fortalt lidt om, hvordan jeg friede til hende, men I får altså også hele processen set fra min side. Det er jo en stor ting, så frieriet er selvfølgelig noget, jeg har gjort mig en del tanker omkring :)

Som Sidsel også skrev, blev jeg faktisk allerede sidste år enig med mig selv om, at jeg skulle fri til Sidsel. Første gang jeg sagde det højt, var på en sommerhustur med 5-6 af mine gode kammerater. Vi var lidt småfulde og snakkede frem og tilbage om livet og kærligheden, og flere af dem spurgte ind til, om ikke jeg skulle tage at gifte mig med Sidsel. Hvilket jo var et ret fair spørgsmål, eftersom vi har været sammen i 10 år til sommer. Så der sagde jeg, at jo, det var da vist egentlig på tide, at jeg fik friet til hende og at jeg ville gøre det næste år (altså i 2017). I dagene efter gik jeg og tænkte lidt mere over det og prøvede at finde ud af, hvornår det mon var bedst at gøre det. Jeg ville gøre det på et tidspunkt, hvor det ville være for tæt på sommeren 2017, til at vi kunne nå at planlægge og holde det der. I mit hoved var det bedst, hvis det blev i sommeren 2018 – især hvis vi nu fandt en lejlighed, vi gerne ville købe og skulle bruge tid og penge på at flytte ind i (hvilket vi jo så også gjorde senere). Så jeg besluttede mig for, at jeg ville fri i starten af 2017. Og da vi så havde bestilt vores ferie til Thailand (tror vi bestilte den i december eller januar) var jeg fast besluttet på, at det skulle være der, jeg faldt på knæ. Så manglede jeg bare at finde en ring.

For at være helt ærlig, vidste jeg ikke ret meget om forlovelses- eller vielsesringe, da jeg første begyndte at lede. Hvordan skulle de se ud, hvilken hånd skal den sidde på, kan forlovelses- og vielsesringen være den samme? Jeg vidste heller ikke så meget om, hvordan Sidsel mon godt kunne tænke sig, at ringen så ud. Jeg vidste dog, at det ikke skulle være en “klassisk” solitaire ring med sten (som jeg senere har fundet ud af, de hedder). Det skulle være en ring i guld, den skulle være enkel og ikke så fin og feminin, som nogle forlovelsesringe kan være. Jeg fik også googlet mig frem til, at forlovelsesringen ofte bliver sat på venstre hånd og så rykket over på højre hånd efter vielsen – med mindre der nu sidder en vielsesring der. Så blev jeg så klog ;) Med denne viden tog jeg med min lillesøster ind til midtbyen for at besøge nogle forskellige smykkedesignere og guldsmede. Jeg nåede kun at besøge to steder – jeg endte nemlig hos Trine Wilkens i Vestergade, som jeg havde en idé om at Sidsel vist havde et smykke fra i forvejen. Jeg endte med at gå efter en kombination af to forskellige ringe, hun allerede havde liggende i butikken. Overfladebehandlingen fra den ene ring og formen på den anden, som var en slags asymmetriske signet-lignende ring. Vi snakkede lidt om prisen, og Trine nævnte, at man også selv kunne komme med guld, der kunne blive brugt til ringen og da nævnte min søster med det samme, at hun havde vores afdøde mormors vielsesring liggende, som hun havde fået. Vi blev ret hurtigt enige om, at hvis min mor var med på idéen, så skulle den gamle vielsesring indgå i den nye ring til Sidsel. Vi ringede straks til min mor, som syntes det var en fantastisk idé og faktisk også selv havde et dagmarkors i guld, som hun foreslog også kunne blive en del af ringen. Så det endte med, at der kom to Ribergård-kvinde-generationers guld med i ringen, hvilket jeg er utroligt glad for. Jeg nåede at hente ringen hos Trine to dage før Sidsel og jeg rejste til Thailand, og gemte herefter æsken med ringen i et sammenrullet par sokker, som røg nederst i tasken. Så nu manglede jeg bare selve frieriet.

Som Sidsel også skrev i sit indlæg om frieriet, er jeg virkelig dårlig til at holde på hemmeligheder – især hvis det er længere tid ad gangen! Det betød også, at jeg fik fortalt om mine planer til et par stykker i min bekendtskabskreds i månederne op til turen til Thailand. Så snart jeg fortalte det, ville folk selvfølgelig høre, hvordan jeg havde tænkt mig at fri, hvor det skulle være, om jeg havde spurgt Sidsels far om lov og aaaaalt det der. Jeg havde ikke spurgt Sidsels far om lov inden, selvom det sikkert kunne have været meget sjovt. Jeg synes dog det var endnu sjovere at gøre det til en overraskelse for alle, og jeg havde også en ret stærk formodning om, at Sidsels forældre ville give mig lov til at gifte mig med deres datter. De har i hvert fald haft over ni år til at gøre indsigelser imod vores forhold ;) Et råd, jeg fik af mange af mine venner (især de kvindelige) var, at jeg ikke skulle fri på en restaurant eller et sted, hvor der var en masse mennesker. Det havde jeg egentlig heller ikke tænkt mig, for jeg syntes, det skulle være et privat øjeblik kun mellem mig og Sidsel. Jeg havde en idé om, at det nok skulle være på en strand og måske ved solnedgang. Og det var faktisk også præcis i de omgivelser, jeg endte med at fri til Sidsel. Jeg havde gået en uges tid og ladet op (vi ankom en fredag og jeg friede om torsdagen ugen efter), og jeg havde prøvet at finde det ideelle tidspunkt og sted. Det skulle ikke falde for tidligt på ferien, men heller ikke dagen før vi skulle hjem. Vi skulle jo have et par dage til at nyde det i og lade det synke ind. Så det blev altså torsdag aften – og vi skulle rejse hjem søndag. Om torsdagen havde vi haft en god og afslappende dag, hvor vi havde besøgt en af de nærliggende strande, spist lækker morgenmad, solet os og bare nydt ferien. Om aftenen skulle vi ud at spise, og jeg foreslog, at vi gik langs stranden, som vi også havde gjort nogle af de foregående aftener. På vej ned til stranden tog jeg (åbenbart) Sidsel i hånden på en ret så akavet måde – nok af nervøsitet. Jeg lagde slet ikke mærke til det selv. Mens vi gik langs stranden og solen gik ned, ledte jeg efter det rigtige sted, som efter et par hundrede meter dukkede op – en stor sten under et par palmer, hvor vi kunne sidde og kigge ud over vandet. Jeg spurgte, om vi ikke skulle sætte os og nyde solnedgangen inden vi gik videre til restauranten, som lå en lille kilometer væk. Vi satte os ned og jeg forsøgte at dreje samtalen ind på alle de spændende ting, der ventede, når vi kom hjem. På et tidspunkt siger Sidsel noget i stil med “Ja, det er lidt sindssygt…”. Hertil siger jeg så “Jeg har faktisk også noget andet, som er lidt sindssygt” og så faldt jeg på knæ foran hende, mens hun sad der på stenen. Straks kom der lidt tårer i Sidsels øjne, og hun spurgte “mener du det?” og jeg sagde “ja” og fik nok også en lille klump i halsen, som lige skulle sluges, før jeg kunne fortsætte. Så fortalte jeg Sidsel, at hun var det bedste, der var sket for mig, at de seneste knap 10 år havde været helt fantastiske og at så længe vi er sammen, kan livet smide både gode og dårlige oplevelser vores vej, bare så længe vi oplever dem sammen. For det er sådan, jeg har det. Jeg sagde også, at jeg ikke er perfekt, men at jeg kan være den bedste udgave af mig selv, når jeg er sammen med Sidsel. Det var heldigvis nok overtalelse. Sidsel havde ikke rigtig sagt så meget, så jeg spurgte “Nå, men vil du så gifte dig med mig, eller hvad?”, hvortil hun svarede “ja!”. Så fiskede jeg ringen op af min shortslomme, og det kom åbenbart som en stor overraskelse for hende, at jeg faktisk havde købt en ring og at den (heldigvis) faldt i hendes smag. Så fik hun ringen på, og vi sad sammen på stenen og så solen gå helt ned. Efter det gik vi ud og fejrede det med mad og et par drinks og hjemme på hotelværelset nogle timer senere fortalte vi det så til de tætteste venner og vores familier.

Og ja, som man siger, the rest is history. Lige nu er der vist ikke så meget mere at berette om og I kommer nok først til at høre mere om bryllupsplanlægning og alle vores tanker om vielsen, festen osv., når vi er kommet om på den anden side af indflytningen i Marmeladefabrikken ;)

   

9 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

By the way #13