Dr. Denim wide chinos

Status på lejlighedsprojektet

Vores nymalede døre. We love ‘em!

Lasse og jeg sidder i skrivende stund overfor hinanden ved vores itty-bitty spisebord og klarer lidt blog-relaterede sager. Vi har igen brugt det meste af weekenden på lejlighedsprojekter – dog afbrudt af fødselsdagsfest i høj sol hos mine forældre i går. Status er nu den, at 1. etape med gulvbehandling og malearbejde er overstået. Vores soveværelser og stue ser faktisk nogenlunde ud, som de skal. Lige bortset fra at det gør de overhovedet ikke, haha. Der står flyttekasser, døre, køleskab, boremaskiner og andre sjove sager spredt rundt over det hele, men når de ting engang kan flyttes væk, så begynder det virkelig at ligne noget. Vi har også fået samlet IKEA-seng og lagt tøj på plads i vores indbyggede skabe (halle-effing-luja for, at vi ikke skal have tøj og sko stående fremme længere). Vores soveværelse er blevet lidt af en oase, da det pt. er det eneste rum, der ikke ligner en byggeplads. Det er dejligt at kunne flygte derind efter en lang dag og slå øjnene op til et lyst og ryddeligt rum om morgenen. Vi har også fundet ud af at “bagenden” af lejligheden – den der vender ud mod haven – simpelthen har det dejligste lysindfald, når solens stråler spiller ind mellem grenene på den blodbøg, der står og troner i gården. Meget dejligt og meget anderledes end vores halvdunkle lejlighed i baghuset på Vesterbrogade.

2. etape i vores renoveringsprojekt hedder køkken, bryggers og badeværelse. Alle tre rum er efterhånden skrællet ind til de bare vægge. I dag fik vi fjernet de sidste klinkerester i køkken og bryggers, så vi nu kun mangler at fjerne de brune af slagsen i badeværelset. Det ender vi nok med at bede om hjælp til, da vi har vandrør liggende som gulvvarme, og dem vil vi helst ikke slå hul på! Køkkenet var der en flink mand fra siden Storskrald i Aarhus, der gerne ville afmontere mod at få elementerne gratis – så den del stod han heldigvis for. Næste to-do for vores vedkommende bliver at samle køkkenelementerne i løbet af Kristi Himmelfart – køkkenet er nemlig bestilt og betalt. Vi er godt nok spændte på at se, hvordan det kommer til at se ud, når det bliver monteret i marmeladefabrikken! Klinkerne har vi faktisk også fået hjem. Der stod en kæmpe pallefuld kasser og ventede på Lasse i torsdags – så var det ellers værsgo at bære indenfor indtil armene lignede madelastikker. Jeg er en smule glad for, at jeg ikke selv var hjemme på daværende tidspunkt, hæhæ. Og klinkerne – de er heldigvis SÅ pæne. Vi glæder os til at vise jer dem og resten af lejligheden, når vi er lidt længere med projektet. Som det ser ud nu er vi færdige med 2. etape om en lille måneds tid, og så er det faktisk bare møbler, lamper, billeder og den slags, der mangler at blive samlet og monteret. Det skal nok blive rigtig godt! Det kan være vi lige skal give et par sneak peeks af processen i løbet af de kommende par uger. Vi sparer jer dog for betonkrater og flytterod her i første omgang ;)

   

6 kommentarer

  • Wow! Det ser godt ud med sorte døre. Det får jeg lyst til at lave derhjemme!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Mange tat, Signe :D Vi tog lidt af et sats med det, men vi synes også resultatet blev ret sejt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine

      Hvilken maling har i brugt til de fede døre?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Christine :)

      Bare en helt normal træmaling fra Silvan med halv glans (50).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sofie

    Fandt i et godt sted at bestille klinker? Jeg står selv overfor en lejlighedsrenovering meget snart og søger derfor masser af gode tips og tricks og glæder mig til at se hvad i ender med ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Anne Sofie :) Vi endte med at bestille fra https://www.tilesrus.dk/ – klinkerne kom 2 dage efter bestillingen. Rigtig fin service. De har også nogle rabatkoder derinde lige nu, hvor man kan spare et par procenter, hvis man køber over et bestemt beløb :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dr. Denim wide chinos