Billeddagbog: Alcudia, Mallorca #2

At gå glip af noget

sverige-8a

Se mig, jeg er kedelig og slapper af alene med en bog i stedet for at feste og drikke mig fra forstanden

Kender I dem, der skal med til nærmest samtlige festivaler, events og arrangementer, de kan komme i nærheden af? På en måde imponerer den slags mennesker mig virkelig. For jeg tænker, at det må være helt vildt stressende at skulle være med til alt hele tiden. Man kan sidde tilbage med en øv-følelse, når man kan se masser af billeder fra folk, der har det sjovt på Roskilde eller er med til festen på stranden, mens man bare sidder derhjemme med en spand is og Netflix.

Men helt ærligt, så har jeg altså ikke lyst til at tage med til en fest eller et arrangement, bare fordi min FOMO-følelse siger mig, at det jo kunne være, at jeg gik glip af noget. Jeg siger ikke, at de folk, der er med til alle festerne kun gør det for at sikre sig, at de ikke går glip af noget. Jeg siger bare, at det altså skal være 100% i orden at takke nej til noget uden at det nødvendigvis er fordi, man har noget vigtigere planlagt. Det kan godt være, jeg lyder lidt gammel og kedelig nu, men efterhånden skal der lidt mere til at imponere mig og lidt mere til, før jeg har lyst til at købe billet til en festival eller møde op til et arrangement i Botanisk Have. Så skal det ikke bare være hvad som helst. Og så er det også ret vigtigt, at man har nogle gode mennesker at nyde oplevelsen med.

Jeg kan mærke, at jeg sagtens kan blive bedre til at takke nej til ting. Ikke at det nødvendigvis er et mål i sig selv at tage til færre arrangementer, men jeg kunne godt tænke mig at bruge min tid bedre og udvælge nogle særlige begivenheder, hvor jeg investerer min tid og kan nyde det til fulde. For jeg tror ikke, det er muligt at deltage i det hele og nyde alt sammen lige meget. Og så er mit mål at kunne ligge hjemme under dynen uden dårlig samvittighed, mens resten af mine venner er til Distortion (som jeg aldrig har været til), på Roskilde Festival, Musik i Lejet eller noget andet sjovt.

Hah, det var egentlig meningen, at dette indlæg skulle være lidt længere. Men min pointe kunne egentlig formuleres med ret få ord. Så kort sagt – det er altså ikke kedeligt at blive hjemme i sofaen og man skal ikke have dårlig samvittighed over det, hvis det er det, man vælger at gøre. Når det er sagt, så plejer det jo faktisk at være meget sjovt, når man hanker op i sig selv og tager af sted. Bare så længe du ikke skal bruge hele din opsparing på at komme til samtlige festivaler, rejsedestinationer og events, sommeren har at byde på ;)

 

 

   

1 kommentar

  • Line

    Word! For mig er det sværeste egentlig ikke at vælge arrangementer fra, det svære er at hvile i valget om at blive liggende på sofaen. Jeg tror det skyldes et ideal i samfundet om at ‘travlt er godt’, at vi må have 1000 bolde i luften for at føle os vigtige. Et ærgerligt ideal som jeg synes burde ændres :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Billeddagbog: Alcudia, Mallorca #2