Forandringstider

Clickbait-overskrifternes æra er endnu ikke forbi! Ikke destomindre synes jeg ikke overskriften lover mere, end den kan holde, for der er sket en ret stor forandring i mit liv i løbet af den seneste måneds tid. Jeg har nemlig valgt at opsige mit fuldtidsjob som projektleder hos Heyday. Med andre ord står jeg fra september igen med foden under eget bord, og det er både nervepirrende og spændende. Selve opsigelsen er der flere grunde til – den primære værende at stillingen udgjorde et skævt match ift. hvem jeg er og hvad jeg brænder for. Og det er der ikke nogen, der er tjent med. Men beslutningen har bestemt ikke være nem at tage, og selvom jeg nu er ret afklaret med, at jeg skal videre, så er det stadig bittert at skulle sige farvel til søde kollegaer og seje kunder.

Tit ved maven hvad der skal ske, før hjernen gør det, og sådan har det nok også været i dette tilfælde. Følelser og fornuft kan være nogle ret så modstridende størrelser, og jeg er ikke udpræget god til at navigere mellem de to. Heldigvis kan jeg allerede mærke i maven, at det var den rigtige beslutning, selvom lettelsen hurtigt afløses at tvivl om, hvad jeg så skal kaste mig ud i. Jeg har en række følere ude, og er oprigtigt spændt på hvad de næste måneder kommer til at byde på. Og indtil jeg får lagt en solid slagplan, har jeg en ambition om at få produceret en pokkers masse indhold her til platformen – indhold jeg nu har tid til at fordybe mig i og gøre mig umage med. De, der kender mig, ved, at jeg hader halve løsninger, og dem bliver der altså nogle af, når man skal ha’ fuldtidsjob, lejlighedsrenovering og blog-biks til at gå op i en højere enhed. Fra april til juni i år har dette været scenariet, og det har været for meget af det gode. Lidt efter lidt sneg den der folkesygdom, som alle taler om, sig op på mig, og pludselig fattede jeg alvoren ved stress. Det var lidt ligesom da jeg sidste år prøvede Virtual Reality for første gang og indså “ah, this is what all the hype is about”, bare hvor brillen var skiftet ud med et tungt, mentalt åg og erkendelsen af “aha, det er sådan det føles at være makset ud både psykisk og fysisk”. Det var bestemt ikke rart, og jeg har siden brugt sommeren på at få fodfæste igen – og simpelthen få lagt en kurs.

En anden vægtig grund til min beslutning har været, at jeg savnede den fleksibilitet og frihed, jeg havde tilbage i efteråret 2016. Den ville jeg gerne prøve at finde tilbage til og se om jeg kunne få endnu mere ud af. “Men du skrev da dengang, at du savnede at have en arbejdsplads og kollegaer?” ville nogle af jer måske sige til dette, og det er korrekt – græsset er altid grønnere og alt det der, ikk? ;) Måske jeg skal tilbage i et fuldtidsjob, men det skal ikke være for enhver pris. Så hellere vente på, at det rigtige dukker op.

Nu håber jeg ikke dette indlæg får mig til at lyde alt for overskudsagtig, eller som én, der ikke påskønner at have et fast, lønnet arbejde, for det er slet ikke tilfældet. Jeg har faktisk alle dage haft svært ved at tackle omvæltninger som denne. Især det økonomiske aspekt kan give mig nervøse trækninger – særligt nu, hvor vi lige har købt lejlighed. Men det er en nødvendig beslutning, også selvom timingen ikke er rigtig. Det er altid noget, at min SU-livsstil ikke ligger så lang tid tilbage i tiden, at jeg har glemt hvordan man lever af 100 kr og en pakke havregryn for en stund ;) “Alt skal nok blive godt”, som Lasse ville sige.