Khaki fleece for autumn

Hvad er meningen med det hele?

gabba-outfit-september-4b

30-års-krise approaching! Måske.. Sidsel og jeg er jo desværre ikke helt unge længere (ja ja, vi er kun 28, men stadig!). Vi kan pludselig mærke, hvor tæt den første 30-års fødselsdag ligger (det er min til oktober næste år). Det sætter lidt tanker i gang. Samtidigt har Sidsel jo valgt at sige sit job op og skal nu til at finde ud af, hvad der så skal ske. Det move sætter helt klart også tanker i gang hos os begge. For hvor er det egentlig, vi er på vej hen?

Meget af livet har jeg gået og tænkt, at der er god tid til det hele og at man nok skal nå det. “Herre gud, jeg er jo kun 18 år gammel og er lige blevet færdig med gymnasiet! Jeg kan sagtens tage tre sabbatår”(hvilket jeg gjorde). Men nu her, 10 år senere, følger jeg ikke på samme måde, at jeg har hele livet foran mig. Er jeg heldig, har jeg måske to tredjedele tilbage. Hvilket selvfølgelig også er fint, men shit! Tiden er jo virkelig gået stærkt. Jeg frygter bestemt ikke, at jeg har mine bedste eller sjoveste år bag mig, men jeg kan bare mærke, at jeg ikke har så god tid, som jeg engang følte, jeg havde. De valg, jeg træffer i denne alder, kommer til at definere mit voksenliv på godt og ondt, så jeg er også tvunget til at tage det hele op til revision og reflektere over, om jeg er på vej i en retning, jeg bryder mig om. Har jeg det rigtige job, er jeg sammen med den rigtige kvinde, bor jeg det rigtige sted (i det rigtige land?), har jeg nok tid til venner og familie, laver jeg det, der gør mig glad? Det er bare nogle af de mere eller mindre eksistentielle spørgsmål, der trænger sig på. Heldigvis kan jeg svare ja til langt de fleste af dem, hvis ikke dem alle. Men hvis jeg ikke ændrer kurs nu, så fortsætter Lasse-skibet altså med at sejle efter den kurs, der er blevet sat.

Da jeg var yngre, var der fin tid til at tage et eller andet (knap så fagligt relevant) studiejob i et supermarked for at tjene lidt penge og fin tid til at være sammen med en pige, som man godt vidste, ikke ville (for)blive ens kæreste. Fin tid til at bruge et par sabbatår på at drikke med drengene, flytte hjemmefra og tage det roligt. Og fin tid til at tage til en fest med nogle folk, man ikke kendte, bare fordi det var en god mulighed for at drikke øl. Jeg havde ikke travlt, og der var masser af tid at spilde. Men når man nærmer sig 30, er det altså noget andet. Nu gider jeg ikke bruge tid på et job, jeg ikke kan se mig selv i på sigt, gider ikke bruge tid på en kvinde, jeg ikke kan se mig selv blive gift med og få børn med, gider ikke spilde tiden på at have tømmermænd efter en ligegyldig bytur. Og jeg gider ikke bruge tid på mennesker, der ikke siger mig noget. Det lyder måske hårdt eller kynisk, men jeg tror også, man bliver lidt mere no-bullshit-agtig med alderen. Og mere ligeglad med hvad andre tænker om én. Overvej lige hvor iskolde, gamle mennesker kan være! Tænk, hvis man kunne være så kølig hele livet igennem. I teenage-årene kan du sagtens smide din tid efter en eller anden idé eller person, som måske ender med at være forgæves eller blive helt vildt såret, hvis nogen ikke kan lide dig eller siger noget dårligt om dig bag din ryg. Det pis har gamle mennesker sgu ikke tid til at hidse sig op over. Jeg kan allerede nu mærke, at jeg begynder at tænke mere på mig selv og hvad og hvem, der gør mig glad. Jeg gider ikke bruge min tid på alle mulige ligegyldige ting, som jeg ikke selv får glæde af. Jeg er blevet kræsen med min tid.

Hvor kriseramt man føler sig, når det skarpe 30-års-hjørne nærmer sig, tror jeg også afhænger af, hvor man er henne i sit liv. Hvis jeg var single, studerende og boede i kollektiv nu, ville jeg måske være mere kriseramt. Ikke at man skal føle sig “bagud” eller forkert, bare fordi man ikke har villa, volvo og vovse i en alder af 25. Det er heldigvis så forskelligt, hvad der gør mennesker glade og hvad man hver især går med af drømme i maven. Men havde jeg et mål og nogle forventninger til mig selv, som jeg var virkelig langt fra at nå, mens tiden bare gik, så ville jeg da nok blive lidt stresset.

Måske lyder det mærkeligt, men jeg har faktisk aldrig rigtig stræbt efter et bestemt mål eller lagt en slagplan for mit voksenliv. Jeg har nok bare gone with the flow og det har ind til videre artet sig rigtig fint, synes jeg. Jeg er virkelig fascineret af dem, der fra 7. klasse ved, at de skal være advokat og så går benhårdt efter præcis det indtil de rent faktisk når målet. Sådan er jeg slet ikke indrettet. Og det kan til tider også give en følelse af lidt ligegyldighed eller formålsløshed. Lader jeg bare mit liv ske, eller tager jeg aktiv del i det? Eller er min version af at tage aktiv del i mit liv netop at lade mulighederne komme til mig og nyde øjeblikket? Det er nok det sidste, jeg fortæller mig selv. Det lyder sikkert som en kliché, men jeg tror ikke, det handler om at nå et bestemt mål. Det er selve rejsen gennem livet, der er målet. Med årene er det også gået op for mig, at uddannelse, karriere, bopæl og alle de ting ikke er lige så vigtige som at have nogle gode mennesker omkring sig og at være glad for det, jeg laver. Selvfølgelig hænger alting sammen, men fuck no om jeg gider arbejde 50 timer om ugen på et eller andet fint nok job, som giver en god løn, men som æder min fritid og ikke gør mig glad. Jeg respekterer naturligvis karrieremennesker, der ikke har det på samme måde som mig. Men jeg tror også, at det moderne karrieremenneske i højere grad kommer til at stræbe efter en bedre work/life balance og måske en arbejdsuge på 30 timer eller mindre. Det tror jeg også, de fleste bliver gladere for i længden. Jeg forestiller mig i hvert fald, at det er de færreste, der ligger på deres dødsleje og tænker “Gid jeg havde arbejdet noget mere”.

   

9 kommentarer

  • linda

    Tusind tak for at sætte ord på hvordan jeg har det lige pt. Dog bliver jeg kun 25, og det kan virke som noget pjat allerede at ramme ind i den krise nu, det er hvertfald det jeg får at vide når jeg ytrer det højt.
    Men det er ikke fordi jeg er bange for at blive gammel eller jeg føler mig gammel – tvært i mod, måske jeg er på for ungt et sted i livet i forhold til min alder – hvis det på nogen måde giver mening.
    Jeg har ingen uddannelse, jeg har ingen kæreste, jeg bor for mig selv. Til gengæld har jeg verdens fedeste job! Som jeg virkelig ånder og brænder for, desværre er det ikke der man tjener særligt mange penge og det er på ingen måde en særlig sikker branche at være i. Og det er nok mest af alt fremtidsudsigterne til hvis jeg er præcis det samme sted i livet når jeg nærmer mig tredive. For hvad med børn og mand og hus og alt det andet jeg også gerne vil, hvordan skal der blive råd til det? Det bliver der hvertfald ikke hvis det fortsætter sådan her. og hvad med alle de tinge man gerne vil når inden det? Jeg kunne sagtens tage mig en uddannelse – men så er det også ved at være, hvis jeg ikke skal være den gamle på studiet, men det ville så også betyde t farvel til verdens bedste job.
    Så ja, hvis man kan have 30 års krise på forhånd, så er det nok det jeg har :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tak for den fine kommentar, Linda! Og jeg kan så godt følge, hvad du siger. Men det er næsten også lidt sigende for vores samfund i dag, at man så småt kan ende med at tage hul på 30-års-krisen allerede som 25-årig (eller 28-årig for mit vedkommende). Selvfølgelig skal man også tænke fremad, men hvis du føler for at tage en uddannelse, skal du da bare gøre det (uanset alder). Og mht. mand, børn og hus, så kan man lægge nok så mange planer, men de ting kommer altså bare, når de kommer og ikke (nødvendigvis) på det tidspunkt, du har planlagt at de skulle komme :D

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Linda

      Det er alt for sigende for vores samfund!
      Læste lige artiklen om krononormativitet og det er jo fuldstændig korrekt, vi måler og vejer os op ned ad hinanden, selvom det i virkligheden kun er en selv man burde forholde sig til. Lykkebarometeret skal være fyldt op og er det det, så må det jo udentvivl være fordi man har gang i det rigtige! Vi kommer jo allesammen i mål, målet ser bare forskelligt ud og gud ske tak og lov for det!
      Ligesom dig har jeg heller aldrig været typen der lavede de vilde livsalg, men mere en der fyldte med flowet, og flowet har allerede taget mig et rigtigt godt sted hen, og uden tvivl et sted jeg ikke selv ville kunne have fundet hen. Så mon ikke flowet også vil tage mig videre i livet når der er brug for det – jeg vil hvert fald forsøge at stole på det, læne mig tilbage og forsøge at embrace det at blive 25, så godt det nu kan lade sig gøre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    FEDT indlæg Lasse. Eller, der er jo en meget stor seriøsitet i indlægget, men det er virkelig den, jeg elsker, og hvorfor jeg bare altid nyder, at følge din og Sidsels blog. Den, I, har dybde og karakter. I er ikke bange for, at tage livets sværere emner op og italesætte dem. Som læser vil man gerne følge bloggere, man kan spejle sig i, og det er netop derfor, jeres blog har hængt ved mig i nærmest alle de år, jeg har læst blogs (det nærmer snart de 8 år, tror jeg). Anyway, virkelig spændende emne og et emne der også berører mig dybt. Af person er jeg meget den reflekterende type, eller jeg bruger ihvertfald store mængder af tid, og har især gjort det de sidste 3-4 år på at reflekterer over mit liv, de beslutninger jeg træffer, og hvilket liv jeg ønsker for mig selv – både her-og-nu men også mange år ud i fremtiden. Jeg er enig i rigtig mange af dine betragtninger, omend jeg ikke helt kan gennemskue, om du egentlig føler, at der er- eller ikke er et samfundspres om, at der er bestemte ting, I livet man skal have opnået, eller ikke opnået. Læser det mest som, at du mener, det i sidste ende kommer ned til hvem man er som menneske, og at alle mennesker jo er forskellige, og dermed også har forskellige behov/ønsker. Alt for ofte synes jeg selv, at samfundet forsøger at lave en formel for, hvornår vi mennesker definerer hinanden som en “succes” og en “fiasko” – sat på en spids. Et emne som utal af serie og litteratur også tager op. Jeg selv 28 år ligesom jer, er jeg forlovet med en skøn mand, har gang i karrieren (set objektivt udefra) og er i det hele taget ved at forme det såkaldte voksenliv, jeg ser for mig og min partner. Jeg har aldrig troet, at jeg skulle få 30-års krise, og måske er det heller ikke en snigende kommende 30-års krise, der er tale om, men måske er der mere tale om, at jeg tidsmæssigt er et sted i mit liv, hvor jeg kan/skal tage nogle beslutninger, der kan/vil få afgørende betydning for mit videre liv. Det er nogle positive afgørende beslutninger, men jeg kan også mærke, at jo mere andre taler om at “settle down”, jo “yngre” har jeg lyst til at gøre mig selv aldersmæssigt. Primært fordi at jeg slet ikke selv er i livet, hvor jeg føler mig klar til at etablere mig mere fast, hvis det giver mening? Det der samfundspres om, at når man har været i et lykkeligt mangeårige forhold og når en vis alder (slut 20’erne) og tilmed er forlovet jamen så må det næste naturlige skridt, da være at slå sig ned. Det er så angstprovokerende for mig, da jeg mentalt bare er et andet sted i mit liv, og måske også fordi, jeg i grunden egentlig aldrig har haft en inderlig drøm om det liv – et liv mange andre ellers lever. Det blev lidt en lang og snirklet smørre, men hvad jeg prøver at sige er, at jeg virkelig godt kan relatere til de følelser, du beskriver Lasse, men at jeg også synes, vi som samfund virkelig skal passe på, at putte folk i “alderskasser”, fordi der ofte følger så mange skjulte forventinger og samfundsnormer med, der kan være svære at leve op til, og som måske ikke altid er de rigtige for den enkelte. Nu ved jeg godt, at det bare var et tilfældigt eksempel, men jeg kender eks. mange mennesker på vores alder som bord, og stornyder at leve i kollektiv, og have en knap så “fast” base. Mennesker lever også meget længere i dag, og selv tænker jeg ofte at 30’erne er de nye og forbedret 20’ere. Man er mere afklaret om sig selv og sine prioriteter i livet, men man (mange har ihvertfald) stadig ungdommens energi. Det er ihvertfald sådan, jeg selv har det. Det bedste jeg tror, vi som mennesker kan gøre er, at acceptere og respektere at der er mange måder, man kan leve livet på – præcis som du selv skriver. Der er ingen rigtig og forkert – “formlen” for et lykkeligt liv er individuel, og vil helt sikkert også ændre sig gradvis, desto længere man lever. Mine prioriteter har nemlig også uden tvivl ændret sig meget siden jeg var 20 år, men det er jo også det fantastiske ved at være menneske: Vi udvikler os hele tiden. Tak for en altid god blog :-) Kh, Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Anne :)

      For fanden en dejlig kommentar! Hvis jeg må vende den om og smide den tilbage, så er det læsere som dig, der gør at det (stadig) er sjovt at blogge og at vi også har lyst til at dykke ned i de lidt tungere emner en gang i mellem. Så TAK for det.

      Jeg skrev faktisk et lille, reflekterende indlæg, da jeg fyldte 28 her i oktober sidste år, hvor jeg blandt andet henviste til en artikel om “krononormativitet”, som netop handler om at vi som samfund hele tiden (ofte ubevidst) presser hinanden til at måle os selv mod en eller anden uidentificeret tidslinje, der næsten kun har til formål at give stress og dårlig samvittighed. Altså at man som menneske måler sig selv med andre, og hvor “langt” de er nået i livet i forhold til deres alder. Det er noget værre usundt noget, tror jeg! Du kan læse mit indlæg fra dengang her: http://sidseloglasse.com/2016/10/16/jeg-er-fyldt-28/

      Vi er helt enige – forskellige mennesker bliver glade for og har brug for vidt forskellige ting. Og der er det altså virkelig vigtigt at lytte til sit hjerte og mærke efter i maven – hvad føles rigtigt for dig selv? Det ville ikke være særlig sjovt, hvis alle mennesker fulgte præcis den samme vej i livet og de samme formler for, hvad nogle betegner som “succes”. Sådan er det heldigvis heller ikke, og sådan skal det heller ikke blive. For at opklare, om jeg tror, der er et samfundspres ift. alder og “opnåelse af mål” (whatever that is) så ja, det tror jeg helt sikkert der er. Men det er ikke noget, jeg synes, man skal lytte til. Gør din egen ting og reflekter over, hvorfor du gør, som du gør. Er det for at nå et eller andet mål, som andre synes, du burde have nået? Eller er det for at gøre dig selv glad?

      Jeg synes, denne artikel siger meget godt, at det nok ikke er en 70-timers arbejdsuge, der leder til et fedt liv i sidste ende: http://www.dr.dk/nyheder/udland/top-fem-det-fortryder-vi-foer-doeden

      Igen, tak for din kommentar, det er så fedt at du tager dig tiden! God aften :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Jeg er så rørende enig i din sidste bemærkning! Det kommer naturligvis an på hvad der gør een glad, helt ned i maven, og det er jo vidt forskelligt. Men jeg bruger den der med dødslejet (hvilket lyder mega morbidt, haha) en del – men jeg synes at det er virkelig vigtigt at gøre sig nogle tanker om hvad det er man gerne vil bruge sine år på og efterlade efter sig. Og for mig er det lysende klart, at det ikke er 50-60 timers arbejde om ugen. Når jeg engang skal kigge tilbage på mit liv så ved jeg at jeg bliver glad når jeg kan se at jeg har brugt en masse tid med mine venner, veninder og familie og (forhåbentlig) har lavet min egen familie og efterladt nogle lækre og gode børn.

    Jeg er 25 og færdiguddannet og i gang med mit første voksenjob som jeg er sindssygt glad for – men jeg har altså mange mange år tilbage på arbejdsmarkedet og alle de år skal altså spædes op med en ordentlig røvfuld livskvalitet som for mig ligger i min fritid også :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Enig! Men ja, det er også vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke vil tale ned til dem, der får en kæmpe glæde af at arbejde en masse timer og som måske ser tilbage på det og er virkelig glade og tilfredse, når de ligger på dødslejet. Det bliver bare ikke mig. Og det er jo også fint nok. Men hey, fedt at være 25, færdiguddannet og glad for sit job! Så er der jo kun (andre) gode ting i vente :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Lige netop…hvis det er de mange timer på arbejdet der gør én glad, så go for it. I min optik er det vigtigste netop at man har taget stilling :) Og tak for en kanon indlæg, det er spændene at få sat ord på noget som jeg er ret sikker på at alle os i 20’erne går rundt og spekulere på :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Præcis! Der er ingen one size fits all-løsning på lykke og velvære i livet. Så længe man har taget stilling og reflekteret over, hvad det er for nogle ting, man gerne vil opnå, så er det jo cool :) Og ja, fedt at det vækker lidt genklang hos andre end mig, vi er jo nok mange, der går med de tanker eller har gjort på et tidspunkt :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Khaki fleece for autumn