Mad fra de sidste par uger

Mor eller kæreste #2

closed-stoy

Lad mig præsentere jer for Lasse, også bedre kendt som….min mor.

Det er blevet tid til endnu en runde “Mor eller kæreste“. Hvilket næsten lyder som konceptet til et gameshow. Et super irriterende et af slagsen, forestiller jeg mig ;) Det er dog bare en titel, der dækker over mit lille vindue til at udstille Lasse en smule, og beklage mig over den micromanaging, jeg bliver udsat for dag efter dag!

Siden sidst er det blandt andet disse dejlige kommentarer, jeg har lagt øre til:

  • Tilbage i maj, da vi spiste aftensmad hos min lillesøster, og jeg lå og var ynkeligheden selv på hendes sofa efter et par drinks for mange på SPOT: “Pas på du ikke rager computeren ned fra armlænet!”
  • Tidligere samme dag, da jeg forsøgte at sove mine tømmermænd væk: “Nu skal du ikke sove så længe, at du ikke kan falde i søvn i aften.”
  • Forleden, da Lasse opdagede at jeg har fået hælindlæg i min ene sko, hvilket jeg ellers ihærdigt forsøgte at skjule for ham, da jeg vidste at det var den slags kommentarer, en ortopæd-accessory ville afføde: “Er det et hælindlæg? Hvad så med dine andre sko? Det skal du altså huske at gå med!” (der er ikke noget som en gang hoftedysplasi, der kan spice parforholdslivet op)
  • Når jeg har løse bukser eller nederdel på er Lasse hurtigt på pletten med “Den der bliver altså viklet ind i hjulet, hvis du ikke passer på”. Tak, mor.
  • Ca. én gang dagligt, når jeg placerer mobil/tablet/glas/indsæt-selv-skrøbelig-genstand et lidt dodgy sted, hvor der er risiko for, at det falder på jorden: “Der skal den ikke stå” efterfulgt af dette blik.
  • Da vores nye klinker ankom og jeg (forsigtigt, vel at mærke!) fiskede et par stykker op af kassen og naturligvis blev afbrudt af et “nu gør du det forsigtigt, musse” og et bekymret blik. (jeg havde muligvis lige smadret en af vores nye potter fra Silvan, bedst som jeg løftede den op af budcyklen og skulle stille den på terrassen for første gang, men altså…)
  • I sidste uge, da jeg spontant tog på Le Coq for at drikke øl med gamle kollegaer, og Lasse kom hjem til en tom lejlighed: “næste gang skriver du altså lige, hvis du tager ud“. Han fik teenage-responsen.
  • Ca. en gang ugentligt, når jeg klemmer en sidste tallerken eller kop ned i vores opvasker: “Den opvaskemaskine skal altså sættes i gang nu. Jeg sætter den i gang!
  • Når jeg er lidt forkølet men også gerne vil se smart ud uden sokker i skoene: “Musse, det der bliver du altså forkølet af. Er det ikke bedst at tage nogle sokker på?”

Kom selv med jeres tilføjelser, hvis I også er så heldige at have to mødre ;)

 

   

16 kommentarer

  • Ida

    Til julefrokost med min kærestes arbejde tog jeg sød, sød hævn for alt hans pyller.
    Jeg lavede mor-klassikeren: “Ej mulle, du har noget siddende på din kind”, slikkede på min tommelfinger og gned på den imaginære klat sovs.
    Intet kan dræbe maskulinitet som at blive kaldt mulle og tørret om munden foran sin chef ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Lundholm

    Haha, det er fuldstændig ligesom min kæreste, det der. Tror jeg skal sige okay mor noget mere ;P

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine K

    Nej, hvor er det sjovt. Kan så meget nikke genkende til de fleste af punkterne, og jeg troede ellers, at det oftest var omvendt. Tak for et godt grin.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Ud fra kommentarfeltet lyder det til, at det er rimelig 50/50 med mandlige og kvindlige “mødre” i forholdet – men skægt at der altid er én, der indtager pylre-rollen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Hahaha! Skægt at høre det fra “barnets” mund, for jeg er så meget den der er “mor” i mig og min kærestes forhold. Men husk at alle de små kommentarer og blikke kommer fra et godt (moder)hjerte ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Haha, jeg er så meget barnet i forholdet! Men du har helt ret, i virkeligheden burde man betragte det som en kærlighedserklæring ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh altså – ville (næsten) ønske, at min kæreste havde det gen. Men det er sgu nok mere mig, der er mor-typen over for ham engang imellem… >_<

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Haha, det er altid godt med lidt selvindsigt ;) Et langt stykke hen ad vejen har forholdets “mor” jo også noget at have det i. Jeg har helt klart gjort en masse dumme ting, som har affødt de bemærkninger!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Haha, jeg kan SÅ godt kende det. Jeg kan blive helt i tvivl om det rent faktisk er min mor der sidder inde i min kæreste, så hun kan holde øje med mig.

    Hvis jeg skal med mere end én bus for at komme til min destination: “Husk nu at skriv når du er landet!” Tak for bekymringen skat, men jeg tror godt jeg kan skifte bus uden at fare vild.
    HVER gang det regner bare en lille bitte smule: “Du burde altså have dig noget ordentligt regntøj.” Det ved jeg godt, det er bare så uendeligt kedeligt at bruge penge på og det jeg har er næsten vandtæt.
    Når jeg er på vej ud af døren og skal være “ude” i nogle timer: “har du husket at få spist?” Den er ekstra træls, fordi han ligeså godt kunne have sagt: “Du bliver så umedgørlig når du er sulten” – og han har ret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Det lyder næsten som om Lasse og din kæreste er én og samme person! De kommentarer kunne så godt være røget ud af hans mund, haha.
      Og netop den pointe du kommer med til allersidst er jo det værste af det hele – at de som regel får ret!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Åh man bliver lidt kæreste-skruk af sådan et indlæg. Smelter over alt den omsorg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Det var sødt skrevet! Og en god påmindelse om, at jeg af og til bør sætte pris på Lasses mor-gen :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Hvor er det godt, hahahah. 😂 Også selvom man er den i forholdet der nogle gange bliver lidt mor agtig. Min kæreste HADER det. 😂 I det mindste er jeg ikke alene, om at gøre det, hvilket lidt er en trøst. High five til mor-Lasse! 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Hahaha, fedt at der sidder så mange mor-typer derude – I må mødes og udveksle strategier en dag ;) Så tager din kæreste og jeg ud og drikker en trøsteøl (uden at klæde os varmt på først og uden at give besked til jer!).

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mad fra de sidste par uger