Royal Denim Division

Den selvstændiges dagbog – del #1

21685958_1629250670460531_6744181465721826066_n

Sådan ser Sidsel Hilding-Hamann Incorporated ud på nuværende tidspunkt!

Som jeg kort berørte i dette indlæg, så har jeg kastet mine karrieremæssige bolde højt op i øverste himmellag, og vil i løbet af de kommende måneder finde ud af om jeg kan holde dem svævende. Efter min opsigelse hos Heyday fik jeg en klarhed, der tillod mig endelig at reagere på de tanker, jeg i virkeligheden længe har gået og skubbet til side. Når man tilpas mange gange har googlet “selvstændig skatteregler”, “selvstændig barsel”, “opstart som selvstændig” og andet i en dur, og i øvrigt sluger den ene artikel efter den anden om små og store iværksætter-eventyr, så bør man nok reagere på det! Men som med så mange andre store omvæltninger, så kræver det nok at sulten efter omstillingen er større end frygten. Og der nåede jeg så til tilbage i august måned – hjulpet godt på vej af at sol, måne og stjerner pludselig stod mere rigtigt, end de nogensinde har gjort før. På den måde føles det også af og til som om min nye titel er skæbnebestemt.

Som et slags værktøj til mig selv, og måske som en sjov indsigt for jer, har jeg besluttet mig for at nedfælde mine oplevelser i forbindelse med livet som selvstændig. Det ku’ være I selv fik blod på tanden, eller kunne komme med værdifulde råd undervejs i forløbet. Og jeg bliver sikkert også klogere selv. Nu kaster vi os i hvert fald ud i det:

Når jeg har tænkt på det her liv som selvstændig, så har det altid været ud fra et perspektiv om, at det skulle “sætte mig fri” snarere end lænke mig fast. Kimen har været en drøm om frihed og at teste, om vingerne kan bære, snarere end milliard-forretning og kick ass-filosofi.  Ikke at jeg ikke skal sparke røv, selvfølgelig skal jeg det, men jeg skal først og fremmest gøre det for at kunne leve det liv, jeg drømmer om, og ikke fordi jeg skal have 50 ansatte under mig om to år. Faktisk er jeg slet ikke sikker på at jeg skal have ansatte. Jeg trives godt med at være mig selv. Og så er jeg glad for at være hands-on. Derfor har jeg også prioriteret at indgå samarbejder med folk, som jeg kan være fysisk tilstede i et rum med fra tid til anden. Med andre ord virksomheder, der har helt eller delvist base i og omkring Aarhus. Jeg ser også det lokale kendskab og netværk som en stor fordel ift. nogle af de kunder, jeg kommer til at servicere i min biks. Og nu vi er ved netværk, så kan jeg bare konstatere – mere end nogensinde før – at det betyder alverden. Ikke i den overfladiske, frisk fyr til “Sådan får du en job”-konferences udgave af ordet netværk, men i den udgave, hvor du har givet noget af dig selv og skabt en ærlig relation, der sidenhen kan ende med at give tifoldigt tilbage. Og det er fedt! Pludselig er min lønseddel ikke afhængig af en håndfuld accounts, jeg har fået tildelt, men nærmere af et større rodnet, jeg selv er med til at skabe hver eneste dag. Det er således også dét rodnet, der har ført mig til de to samarbejdspartnere, som jeg starter op med i løbet af oktober. Planen er at kunne bygge lidt flere opgave for andre kunder på løbende, men aldrig mere end at jeg også har tid til at drive bloggen sammen med Lasse. På den måde får jeg det bedste af begge verdner – den sjove, hobby-prægede (og lidt forkælede) bloggertjans og så de kommunikative opgaver, der kan give røde kinder og kræve lidt mod, men som i sidste ende bon’er rigtig meget ud i de øverste lag af Maslow’s behovspyramide. Hvis jeg kan få den symbiose til at gå op, så har jeg på fornemmelsen, at mine kommende arbejdsår kan blive rigtig gode. Lasse mener allerede at kunne se og mærke en forskel på mig, så udviklingen er nok allerede i gang, og jeg er heldigvis gladere, end jeg har været i lang tid :) Så langt, så godt!

Der er dog også en hel del risici forbundet med livet som selvstændig, hvilket naturligvis også rumsterer i baghovedet, men som jeg er fast besluttet på ikke skal styre processen. Hvis jeg hele tiden tænker på “hvad nu, hvis du mister dine opgaver”, “hvad nu, hvis du bliver gravid”, så bliver jeg handlingslammet. Jeg tager én måned af gangen. Og så kan jeg jo altid søge et fuldtidsjob, hvis det simpelthen ikke fungerer at være chef for mig selv. En anden bekymring som jeg af og til har, kommer når jeg først har indgået en aftale med en samarbejdspartner. Det er kanonfedt at skaffe en ny opgave hjem – at kunne selv – men bagefter skal man jo også løse de opgaver, man er hyret ind til. Og her sætter grader af det klassiske imposter syndrome ind. Især når det hele er så nyt, som det er for mig. Det er jo åndssvagt, for selvfølgelig har jeg selv en aktie i, at tingene går godt, og jeg er klar over, at jeg har en række gode kompetencer at byde ind med. Må vist bare forsøge at huske på denne sætning af og til :)

I næste indlæg tænker jeg at beskrive mere konkret, hvad jeg fremadrettet skal arbejde med, og hvem jeg har indgået aftaler med. Til den tid er jeg kommet ordentligt i gang og er sikkert klogere på hvordan mine dage ser ud, end lige nu hvor blækket på samarbejdsaftalerne akkurat er tørt. Jeg glæder mig til at kunne fortælle mere!

   

12 kommentarer

  • Louise

    Hej Sidsel :) Jeg synes, det er mega spændende, at du deler dine tanker. Og mega sejt, at du er sprunget ud i det og har fulgt dine mavefornemmelse. Jeg har googlet selv samme spørgsmål, siden jeg kom tilbage fra barsel for 4 måneder siden. Ligenu er det praktiske ting som fx, at vi stadig mangler at købe en stor del af vores lejlighed. Og det er bare lidt nemmere, når man har fast arbejde (og lønsedler). Og så det faktum, at jeg ikke har et kontor derhjemme, før vi får flere kvadratmeter. Men jeg glæder mig til at følge din rejse og håber, at jeg snart kan joine dig i livet som selvstændig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Hej Louise :) Dejligt at høre!
      Det er i den grad også en ny tilværelse for jer med lejlighedsrenovering og barn, tænker jeg. Den slags fordrer tit, at man tager sin hverdag og arbejdskonstellation op til overvejelse, tænker jeg. Men jeg kan så godt følge dig ift. at have en fast indkomst, mens I stadig er ved at etablere jer. I virkeligheden er timingen på min opsigelse heller ikke fantastisk grundet lejlighedskøb, men vi må bare få enderne til at mødes somehow.. Jeg lover at holde jer opdateret med både det søde og det sure ;) Krydser fingre for at du også kan springe ud i det inden længe!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    ej hvor fedt! tillykke med det. bliver spændende at følge med i :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super spændende indlæg – som jeg meget gerne vil se mere af :-) Det er altid så fedt at få et glimt ‘bag facaden’ og høre om alle overvejelserne, der følger med, når man overvejer at blive selvstændig. Jeg er ret nysgerrig på at høre, om de opgaver du løser er ift. bloggen, eller om det primært er kommunikations- og/eller reklameopgaver. Men det kommer du forhåbentlig ind på i næste indlæg. God søndag :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Fedt at høre! Jeps, det sørger jeg for at komme ind på i det næste indlæg :) God mandag til dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder virkelig spændende og som en god beslutning.
    Alt held og lykke! Jeg glæder mig til at høre mere :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Mange tak, Marianne. Forhåbentlig bliver det en fortælling med mange kapitler endnu :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Lundholm

    Sejt gjort! Alt mulig held og lykke :-) :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lottw

    Jeg er vild med det her indlæg – glæder mig allerede til de næste. Bare vild med det 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Hvor er det dejligt at høre :) Det er faktisk også meget rart at få sine tanker ud på skrift.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Royal Denim Division