By the way #25

Usikkerheder

sidsel-ille

Skolefotos fra mine år i primary school i England. Måske min kærlighed til skjorter i virkeligheden stammer fra mine år med skoleuniform (som jeg dengang ikke kunne udstå)…?

Livet er fuld af usikkerhed. Det er nok et grundvilkår, at vi som mennesker af og til føler os utilstrækkelige. I parforholdet, på jobbet, foran spejlet… på et hav af områder. Guderne skal vide, at jeg selv har haft usikkerhed og utilstrækkelighed som medpassager i bevidstheden med jævne mellemrum. Og nu kunne der komme en lang redegørelse for hvad jeg nu går og tumler med, men det er sådan set noget lidt andet jeg har på hjertet. Eller i hvert fald en anden tankestrøm, der har dannet grobund for et indlæg.

I den forgangne weekend hjalp Lasse, min søster og jeg mine forældre med at klaregøre deres hus til salg. I den forbindelse kom vi lørdag aften til at bladre rundt i gamle billeder af min familie og mig selv. Billeder fra rejser, vores etableringsfase i Danmark, folkeskolen… en masse i den dur. Og jeg kiggede på billeder af mig selv som lille pige med store øjne og lyst strithår og på mig selv som tynd, præpubertær pige med alt for lange lemmer og genert mine. Gymnasiebilleder af mig selv med påskegult (hjemmefarvet) hår og forvirret provins-tøjstil. Og for hvert billede kunne jeg mærke tanker og stemninger fra dengang. De ting der gjorde mig lykkelig og ulykkelig i den periode. Og hvordan mange af de ting har ændret sig siden hen. Når jeg tænker på de mange ting, der gjorde mig ked af det og usikker, så er det betryggende at indse, hvordan de i dag er skrumpet ind – i nogle tilfælde forsvundet fuldkomment. De er naturligvis blevet erstattet af andre bekymringer og usikkerheder, men erkendelsen af, at de fleste af dem med tiden kan krympe og ændre betydning, det er en god indsigt at få.

Under min pubertet brugte jeg lang tid på (som så mange andre før mig) at være uvenner med mit udseende. Jeg var for høj i forhold til de andre piger. Jeg var for tynd og lemmedasker-agtig. Jeg havde for store fødder. Jeg havde flyvsk leverpostejshår. Jeg havde ingen barm. Det var en kamp at finde tøj, der ikke stumpede eller slaskede, og at finde sko, der ikke lignede to kanoer, jeg havde spændt fast på fødderne. Og dengang virkede det som et stort problem. Siden har min krop udviklet sig og de forskellige dele er faldet på plads lidt ligesom Tetris-brikker, der falder i hak. Og det blev gradvist lettere at finde tøj og sko, der passede. Ligefrem at have mange valgmuligheder. I dag er det forunderligt at tænke tilbage på, hvor meget min skostørrelse fyldte i mit hoved dengang. For i dag fylder den stort set intet. Det kan godt ærgre mig, hvis jeg ikke kan købe et bestemt par sko, fordi jeg ikke kan passe den største størrelse, den produceres i, men så findes der heldigvis 17 andre par, som jeg godt kan passe. Og jeg kan af og til blive træt af at være ”hende den høje”, men langt de fleste dage er jeg gode venner med min Betty Spaghetty-krop. Det er sgu da fedt nok altid at kunne nå den øverste hylde i køkkenet!

Erkendelsen af, at ens bekymringer ændrer sig og skrumper med tiden er en god ting at blive mindet om, synes jeg. Det kan også vække ærgrelse, at man har spildt så meget energi på at være ked af noget, der få år senere er blevet ganske ubetydeligt. Men man kan heldigvis vende den ærgrelse til et værktøj. Dels kan erkendelsen hives frem på dage, hvor livet synes allermest sort, og dels bliver det til en erfaring, man kan give videre. I dag er mine teenage-usikkerheder afløst af voksen-usikkerheder tilknyttet økonomi, karriere, fremtid… bestemt ikke småting, men jeg forsøger virkelig at huske mig selv på, at der kommer et tidspunkt – måske endda lige rundt om hjørnet – hvor jeg har fundet mig godt til rette i arbejdslivet, livet som boligejer m.v. Og til den tid er jeg sikkert usikker omkring nye ting så som min rolle som mor og hvad ved jeg. I fornemmer nok et mønster! Og hvis det netop er et grundvilkår, så tror jeg det er vigtigt, at man fra tid til anden tjekker ind hos usikkerhederne i bevidstheden og gør status. For de ændrer sig i takt med at du ændrer dig.

Mit gensyn med gamle billeder af mig selv har siden givet mig lyst til at give alle pubertetsramte unge et kram – inklusiv teenage-Sidsel med ærmer, der stumper og sko, der er for små.

   

10 kommentarer

  • Laura Frandsen

    Nej! De kan da ikke sælge huset! Haha :( P.S. Vildt godt indlæg Sidsel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Ja det er sgu lidt trist!! Det hus rummer mange gode minder! :)
      Tak, søde Laura.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Åååhh, Sidsel. Jeg genkender det her så godt! Jeg er selv en høj kvinde (186 cm for at være helt præcis) og jeg har også et helt katalog af oplevelser, minder og følelser forbundet med min højde og mine “stankelben” og lidt for lange tynde arme. Jeg er af den personlige holdning, at der bør dannes en klub af højde-diskriminerede. Så kan man udveksle erfaringer og finde på comebacks til sætninger som: “Du må da næsten spille basketball”, “hvor høj er du egentlig?” og “Er din kæreste også meget høj?”. Man kunne også lave en tøjbytte-dag og dele tips (personligt har Asos tall reddet mit liv)😂 Nu blev det en meget lang kommentar. Forhåbentlig giver det mening, fra én høj kvinde til en anden😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Det giver 100% mening. Og skørt nok føltes det som om, man var den eneste høje pige i verden, da man gennemlevede de ting som teenager. Der skulle klart dannes en klub! Så kunne jeg også dele denne fantastiske scorebemærkning, jeg engang fik på Broen: “Hvis jeg er David, vil du så være min Goliath?”. Behøver jeg skrive, at svaret var et klart og rungende “nej”?
      Ps. Asos Tall er genialt ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej kære Sidsel, sikke et fint indlæg. Tankerne kan jeg kun nikke genkende til men jeg mærker tydeligt hvordan jeg med alderen er faldet meget mere på plads i min krop. Modsat dig var jeg, og er stadig i dag, hende den lille og lave, noget jeg har været noget så træt af, men som jeg i dag har det rigtig fint med :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Det er jeg glad for at du synes! :) Og dejligt, at du også har den følelse af at være “faldet på plads”. Vi ser jo alle lige præcis sådan ud, som vi skal :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Hej Sidsel. Sikke er fint, velskrevet og ærligt indlæg. Tak for det og for at vi må følge med i jeres leben :)
    God aften!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hej Sidsel :)
    Hvor kan jeg genkende mange af de ting, du skriver.
    Hvor køber du sko henne :)?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Vi har nok alle haft vores ungdomskvaler! :)
      Jeg har fundet ud af, at følgende mærker er gode til mig og mine lange fusser: & Other Stories (yndlings!!), Acne, Marni, Angulus & Billi Bi. Og så selvfølgelig sneakers i alle afskygninger.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

By the way #25