Husholdning i parforholdet

Vores nye spisebord fra Træmand

traemand-dk-plankebord-5a

traemand-dk-plankebord-3a

traemand-dk-plankebord-2a

traemand-dk-plankebord-1a

300 x 110cm spisebord i sortolieret eg med metalben fra Træmand  /  Vaser fra Hübsch hos Bekko (gave)  /  Stole fra Børge Mogensen købt på DBA

Som nogle af jer muligvis har bemærket på Instagram, så har vi endelig fået os et nyt spisebord. Bordet hentede vi en solrig september eftermiddag hos Træmand i Klostergade. Med sine 300x110cm og omtrent 100 kilo i kampvægt havde vi en ret stor udfordring foran os ift. at få bordet hjem i Marmeladefabrikken! Og det startede da også skidt ud, da vi blev brændt af af Mover, som vi ellers havde bestilt til at fragte bordet fra Aarhus C til Trøjborg (så ingen anbefaling til dem desværre..). Heldigvis havde Træmanden selv, Lasse, en kontakt til Danske Fragtmænd og få minutter senere ankom et ordentligt skrummel af en lastbil. Vi baksede bordet op i lastrummet og kørte så afsted. Det “sjove” begyndte først for alvor, da vi igen fik bordet ud på gaden og skulle bugsere det ind i baghaven og videre op på vores terrasse. Det var sgu rimelig heldigt, at bordet ikke skulle højere op end stueetagen – så havde vi været nødt til at vælte en ydervæg og have fat i en kran, tror jeg! Med hjælp fra flyttemanden og min far gik det lige akkurat at tilte bordet ind ad vores terrassedør. Da bordet først stod indenfor havde vi det alle, som om vi havde været til en times crossfit. Vi var helt rødbedefarvede!

Men hvilket bord! Det var alle strabadserne og pengene værd :) Det fine ved Træmand er, at man stort set kan designe sit bord, lige som man vil ha’ det. I vores tilfælde var vi ret sikre på, at bordpladen skulle laves i eg – og gerne mørkbejdset, så det passede til hanebjælkerne derhjemme. Benene skulle være så enkle som muligt, hvorfor vi endte med at gå med helt klassiske, rektangulære stolpeben i sort metal. Da vores stue/køkkenalrum er så stort og aflangt (10,5 x 3,5 meter for at være helt præcis), tænkte vi, at bordet skulle være ligeså. Vi er generelt ret vilde med communal dining-stilen, og særligt dette bord hos caféen Federal i Barcelona har vi været ret forelskede i – ikke mindst grundet størrelsen. Så derfor endte vi altså også selv ud med en mastodont af en bordplade. Heldigvis passer bordet rigtig godt ind i de rammer, det var tiltænkt, og vi bruger det flittigt både som spise- og arbejdsstation. Vi er sikre på, at vi kommer til at få mange års glæde ud af vores nye møbel, og skulle vi blive trætte af udseendet, så er eg jo heldigvis et organisk materiale, der kan slibes og behandles på ny. Dét, kombineret med tanken om, at bordet er produceret lige her i Aarhus, synes vi er ret fint.

Udover at have erhvervet os et nyt bord, så var vi også heldige at falde over fem stole fra Børge Mogensen i modellen J39 (eller Folkestolen, som den også kaldes) på DBA i sidste uge. Sælger skulle tilfældigvis en tur til Trøjborg, så vi fik dem leveret til døren og fik endda lovning på, at han ville kigge efter en håndfuld mere til os. Så fornemt! Stolene er virkelig smukke og står med flot patina. De er i egetræ ligesom bordet, men ser ud til at ha’ fået en lysere oliebehandling. De to nuancer er et godt match, synes vi, og så sidder man heldigvis godt i stolene. Efter at have siddet på klapstole i et halvt år er vi altså klar til en lidt bedre siddekomfort! But it was worth the wait… :)

Hvis I selv skulle være blevet lune på et bord fra Træmand, er det muligt at få pris på forespørgsel. På deres Instagram-profil lægges der også jævnligt forskellige borde op, som man er velkommen til at spørge nærmere ind til. Her er det også muligt at få at vide, hvis de afholder auktion på et bord. I kan også altid skrive med jeres idéer og drømme – som vi gjorde – og så kan gutterne give et bud på, hvad der kan lade sig gøre indenfor hvilken budgetramme.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Husholdning i parforholdet