november 2017 - Page 2 of 4 - Sidsel & Lasse

Billeddagbog fra New York

Sponsoreret af WOW air

Så er vi ved at være landet igen efter vores oplevelsesrige og skønne ferie i New York. Det har været SÅ godt med en uge uden forpligtelser og deadlines. Det har givet luft i sindet og fornyet energi. Og så har det været dejligt bare at være kærester. Det lyder klichépræget, men der er altså kæmpe forskel på at være sammen derhjemme med hver sin bærbar ved spisebordet, og så på at sidde overfor hinanden på hyggelige caféer i en spændende by og med al tid i verden til at snakke og holde i hånd (sådan føltes det i al fald). Især Lasse har været lidt presset op til turen, hvilket har resulteret i ret kort lunte og en smule dårlig stemning af og til. Så jeg tror virkelig vi undede hinanden at sparke det hele til hjørne for en stund.

Vi snakkede inden turen om et par ting, vi gerne ville nå undervejs, men besluttede os for ikke at booke noget på forhånd, så vi undgik at der var program på allerede fra dag ét. I virkeligheden lidt ligesom vores tur til Koh Chang! Vi har nok bare fundet ud af, at vi ikke orker at vores ferier bliver skemalagte, når nu hverdagene også er det. Dette betød så også, at der var et par ting, vi gik glip af. Fx ville vi gerne have set et Broadway-show (The Book of Mormons) og forestillingen Sleep No More, men der var desværre ikke flere billetter at få. Og vi kom heller ikke op i Rockefeller Center. Til gengæld fik vi set The Square i en hyggelig indie-biograf og tog med Staten Island-færgen tur/retur. Her oplevede vi Manhattan og Frihedsgudinden i den smukkeste solnedgang, og så efterfølgende byen eksplodere i blinkende lys på den mørke nattehimmel fra Brooklyn Bridge. En oplevelse der røg lige i mindebanken!

newyork17-8a

newyork17-25a

newyork17-10a

Selve flyveturen var sponsoreret af WOW air, hvilket vi også skrev om her. Både turen over og turen hjem forløb glat og uden forsinkelser. Udsigten fra mellemlandingen i Keflavik var virkelig bjergtagende, og vi blev enige om at det ikke kan vare længe, inden vi skal aflægge Island et besøg, der varer længere end den ene time, vi havde i transit! Da vi fløj til New York tilbage i 2015 tilbagelagde vi ruten i ét stræk på omtrent 8-9 timer, men faktisk fungerede det godt med en mellemlanding til lige at strække ben i og drikke en tår vand. Især fordi den samlede rejsetid ikke blev væsentlig længere. På tilbagevejen tog det godt og vel fem timer at nå til Island, herefter havde vi 45 minutter i lufthavnen og så tog det yderligere tre timer at nå københavn. Så man skal ikke lade sig afskrække af, at flyturen brækkes over i to bidder. Derudover forløb flyturene som sådan nogle som regel gør :) Servicen var venlig og sæderne komfortable. Én ting man dog skal være opmærksom på er, at man skal købe sig til underholdningen ombord (der er ikke skærme i sæderne). Så det er en god idé at hente nogle podcasts og købe en bog eller et blad med til turen, hvis man ikke vil betale de 25 euros en ipad koster i leje. WOW air er et lavprisselskab, så det er de billige billetter, selskabet først og fremmest slår sig op på.

newyork17-44a

newyork17-34a

newyork17-51a

newyork17-2a

newyork17-31a

Da vi ankom til East Village ved 19-tiden om fredagen blev vi mødt af et par danskere, som vi først troede var vores udlejere. Det viste sig dog at være lejere af en anden lejlighed i bygningen. Ret pudsigt! De fik dog lynhurtigt fat i Louise, vores udlejer, og hun fik lukket os ind i den lille, charmerende studio, som hun har istandsat sammen med sin mand. Vi var virkelig glade for at have fundet netop den lejlighed. Beliggenheden var perfekt, der var dejligt stille og så var der alt, hvad vi skulle bruge hvad faciliteter angår. Og så var lejligheden tilmed rigtig fint og finurligt indrettet. Stedet havde vi i øvrigt fundet gennem Facebook-siden Danskere i New York (et godt tip, hvis man ikke vil bo på hotel) – en side, vi sagtens kunne finde på at bruge en anden gang, hvis vi skulle være så heldige, at turen igen gik til NYC.

I denne omgang havde vi syv overnatninger i streg, så der var med andre ord god tid til at spise, shoppe og gå ture. Med streg under GÅ. Shit manner, hvor har vi gået meget. Vi fik vabler alle mulige og umulige steder, og jeg fik endda slidsår på benene af at gå 25.000 skridt i fløjlsbukser. Tænk at man kan det, haha! New York er bare bedst at opleve til fods, og selv de dage hvor man ytrer noget i stil med “i dag tager vi bare en slapper og slentrer hen til den nærmeste café” ender man hurtigt med at tilføje 10 kilometer til skidttælleren før dagens sidste americano er indtaget. Og det på trods af, at vi altså også kørte i subway stort set hver eneste dag. De mange kilometer vi tilbagelagde til fods gav os heldigvis en masse gode oplevelser undervejs. Både en efterårsgylden Central Park (hvor vi indtog den bedste chocolate chip cookie fra Levain Bakery), SoHo i solskin, ulasteligt klædte jøder i Brooklyn og smuk skyline fra Williamsburg Bridge. Plus tusind andre ting – for sådan er det at traske rundt i New York. Eklektisk, hektisk, farverigt, smukt, grimt og alt muligt derimellem. Det ville være fristende at slå sig ned derovre for en stund :)

Da vi bookede vores billetter hos WOW air var det faktisk lidt tilfældigt, at vi endte med datoerne sidst i november, men da vi nærmede os afrejsedatoen gik det pludselig op for os, at vi skulle tilbringe hhv. Thanksgiving og Black Friday i NYC. Og det var altså ret specielt at opleve. Torsdag morgen og middag var New York fuldkommen mennesketom! Det var virkelig skørt. Senere på dagen virkede det til, at newyorkerne og deres familier lige skulle luftes lidt – vi mødte i hvert fald en hel del på og omkring The High Line. Og fredag.. der eksploderede menneskemængden. Virkelig fra den ene yderlighed til den anden! Vi drog mod Penn Station fredag eftermiddag for at tage et tog ud til lufthavnen, og vi bevægede os vitterligt i gåsegang gennem gaderne, fordi der var så mange mennesker, der var taget til Midtown for at shoppe amok. Lige dér blev vi 100% klar til at vende hjem til stille og rolige Trøjborg, haha! Men ikke desto mindre var det skægt at opleve begge dele. Og vi fik da også selv klemt en lille smule Thanksgiving-fejring ind med kalkun og pecan pie på Jules Bistro i East Village. Ret lækkert – men det slår altså ikke andesteg og risalamande ;) Om fredagen gjorde vi os et par gode køb. Jeg købte blandt andet et par ting i Reformation, hvor der var -30% på alt. Herudover har vi shoppet lidt Supreme, Glossier, Uniqlo og et par ting i Century 21 – men mere om det i et par separate indlæg :)

Når vi lige har fået styr på de sidste billeder og tekster påtænker vi i øvrigt at opdatere vores New York-guide, så den også rummer alle de gode steder vi besøgte i denne omgang. So stay tuned!

 

So(Ho) happy!

newyork17-37a

newyork17-35a

newyork17-38a

Dunjakke fra Uniqlo x JW Anderson, vintage jeans fra Levi’s, trøje fra Supreme, sneaks fra Nike, tote fra Resumé

Sidst Lasse og jeg svingede Visa-kortet i en Uniqlo gjorde vi os et usandsynligt godt køb – nemlig denne dunjakke fra Uniqlo U-linjen. Faktisk har jakken været lidt af et stridsmål sidenhen, da vi deles om den og ofte vil have den på på de samme dage! Derfor var lykken stor, da vi fandt denne lignende bomber fra kædens nyeste samarbejde med JW Anderson i en Uniqlo-butik i Brooklyn. Nu behøver vi ikke længere lægge arm hver morgen, når der er koldt og blæsende udenfor og trangen til at pakke sig ind i dun melder sig! Og så var jakken ovenikøbet sat ned til halv pris. Win!

Trøjen fra Supreme er også et nyt køb, og faktisk også tænkt som en trøje, vi kan deles om. Hvis Lasse altså kan forlige sig med det pink element, som jeg fik gennemtrumfet! Det var nemlig hans idé at vi skulle stille os i kø til butikken, hvilket jeg ellers ikke var så super klar på. Tænk at Supreme stadig er et brand, man skal stå i kø for at få fingrene i! Det er altså tossedumt at stå og vente bag 5o teenage-drenge for at få lov til at bruge 8-900 kroner på en skide trøje, hvis man spørger mig. Men på den anden side er det også meget rart at eje noget, som ikke halvdelen af Aarhus også render rundt i. Dobbeltmoralen længe leve! (Og trøjen kan sikkert sælges igen til overpris på Ebay, hvis forelskelsen skulle dø hen..)

Den selvstændiges dagbog #2

isabel-marant-aarhus-august-10a

Så rundede jeg mine første to måneder som fri fugl. Tænk at tiden flyver sådan af sted. Hvis jeg skal samle lidt op på indtryk og sindsstemninger i den første tid, så vil jeg sige, at begge dele mestendels har været af positiv karakter. Mit humør er højt og mit gåpåmod er stort. Det hjælper også helt klart, at jeg bliver mødt med skulderklap og nysgerrighed, når jeg fortæller om min beslutning, hvilket er dejligt. Hvis alle omkring mig er overbeviste om, at det nok skal lykkes for mig, så må jeg jo begynde at tro på det ;)

Når det kommer til selve omvæltningen ved ikke længere at skulle haste ud af døren lidt over 8 og sidde på sin pind indtil kl. 17, går det so-so. Jeg har ikke som sådan følt mit dårligt tilpas i den nye tilværelse, men jeg kan mærke at det kræver tilvænning at være herre over sin egen tid. Jeg er verdensmester i at sætte mig foran computeren kl 8 og så først få noget fra hånden kl. 10. Det er enormt dumt! For det giver en slags stress over, at jeg burde arbejde, men åbenbart ikke nok til at jeg går i gang med noget konstruktivt. Så jeg skal helt klart blive bedre til dels at lære hvornår jeg arbejder bedst og dels undgå overspringshandlinger. Jeg kan huske, at jeg døjede med akkurat samme problem, da jeg skrev speciale. I den situation var jeg netop også herre over egen tid, og ikke altid lige dygtig til at forvalte den. Så hvis nu I ligger inde med gode råd til hvordan man udnytter sin tid optimalt, så må I meget gerne sige frem!

Sidst lovede jeg også at fortælle lidt nærmere om min arbejdskonstellation, og nu er det hele faldet lidt mere på plads, så det tænker jeg godt, at jeg kan gøre. Først og fremmest kan jeg fortælle, at det ikke udelukkende er bloggen, jeg fremover skal arbejde på. Vil skyde på at min tid vil fordele sig 40/60 til hhv. blogopgaver og så mine egne samarbejdspartnere. Og dem har jeg to af på nuværende tidspunkt. Det, der kommer til at beslaglægge mest tid, er min tjans som freelance PR- & kommunikationsansvarlig hos agenturet oneblackcar, der er distributør på eksklusiv skønhedspleje. Nærmere bestemt Philip B, Iles Formula, Revitalash, Lernberger Stafsing og Tan-Luxe. To dage om ugen kommer jeg til at arbejde med promovering af de brands. Det er stadig i opstartsfasen, så lige nu går tiden med at få adgang til alle konti, få kontaktet relevante PR-folk, opdatere billedbank og den slags. Men på sigt er det meningen at indsatsen skal køre som en velsmurt maskine med regelmæssige nyhedsbreve, SoMe-opdateringer, events, nyt content m.v. – opgaver som jeg altså skal stå for. Jeg leger også lidt med tanken om at introducere jer lidt nærmere for de enkelte brands, for de er altså ret seje :)

Udover oneblackcar, så er jeg kommet i stald hos kontorfællesskabet officelab, hvor jeg skal varetage PR- og kommunikationsopgaver på freelance-basis. Med andre ord er der et overlap i opgavetyperne, men de varetages i to vidt forskellige arenaer. Det synes jeg er ret fedt. Den ene dag kan jeg nørde skønhed og livsstilsindhold, den næste iværksætteri og lokalt erhvervsliv. Til de af jer der ikke kender officelab, kan jeg fortælle at det er et virksomhedsfællesskab beliggende i Lystrup, der på nuværende tidspunkt huser over 100 virksomheder på 12.000m2. Så det er et ret stort foretagende efterhånden. Og planen er at antallet af kvadratmeter skal tidobles i de kommende år. I begyndelsen vil jeg primært varetage presse på de netværksarrangementer, der afholdes på stedet, men på sigt skal jeg også være med til at udvikle dele af konceptet sammen med resten af officelab-holdet.

Udover oneblackcar og officelab har jeg holdt et par spændende kaffemøder, som vi må se hvor lander. Som sagt skal jeg gerne have bygget lidt mere på min biks, så det hele kan løbe rundt, og jeg ikke udelukkende skal leve af leverpostejsmadder, men jeg er bestemt glad for, at jeg allerede her i opstartsfasen får noget at rive i. Det giver blod på tanden.

Suiting up for the season

Sponsoreret af Jack & Jones

jack-jones-november-1a

jack-jones-november-2a

jack-jones-november-5a

jack-jones-november-1aa

jack-jones-november-3a

jack-jones-november-4a

Billeder skudt af Kristian Fæste

Smokingjakke, bukser, skjorte og sko fra Jack & Jones

Så er det igen den tid på året, hvor de fleste fester ligger – julefrokoster, nytår, juleaften og hvad der ellers hører sæsonen til. Har du ikke allerede et smalt, navyblåt suit med to knapper – skaf dig straks et! Det fungerer til alle lejligheder. Selv er jeg allerede indehaver af indtil flere jakkesæt, derfor valgte jeg at tage skridtet videre og anskaffe mig en smokingjakke fra Jack & Jones. Den passer fint med de sorte jakkesætsbukser, jeg allerede havde, så det var perfekt. Den har en skinnende revers, et diskret mønser i overfladen og en super god, smal pasform. Et rigtig fedt alternativ, hvis du gerne vil prøve noget andet end det klassiske jakkesæt af. Især godt til nytår. Jeg er fan af at dresse smokingjakken lidt ned med en opknappet skjorte og et par smykker, man du kan også sagtens køre den ind med butterfly og lommeklud, hvis det skal være helt fint. I forhold til fodtøj vil jeg normalt anbefale et par sorte dress sko i læder. Her har jeg dog valgt et par monk straps for at give det lidt mere kant og gøre det mindre traditionelt. Det synes jeg fungerer meget godt :)

Tjek i øvrigt den seje lokation – Kristian og jeg fik lov at skyde et par billeder på Castenskiold i Aarhus – jeg tænkte, at de lidt mere luksuriøse rammer var perfekte til det festlige smoking look ;) Og så har de jo en virkelig sej lysvæg, der giver rigtig meget stemning til billederne.

Hele outfittet kan findes i Jack & Jones Bruuns Galleri og de fleste andre J&J-butikker landet over.

Glimmerstrømper til billige penge

20171105_194447

ASOS Glitter Socks til 40DKK i pink, blå, hvidmulti og sort

Strømpetips er åbenbart et hit i min verden for øjeblikket! Men det er nu altså også en nem og billig måde at løfte sit outfit på. Udover de prikkede af slagsen, så er jeg også overordentlig glad for glimmerstrømper. De fungerer godt både til sneaks, loafers og hæle. På billedet ovenover er jeg hoppet i et par vintage Levi’s fra Hello Vintage og et par Mary Janes fra Gabor fundet hos Paw Sko og så de pink-farvede glimmerstrømper fra ASOS. Blåt ruskind og pink glimmer er slet ikke så dumt et makkerpar!