Guide til New York

Serveringerne hos Five Leaves er efterhånden blevet udødeliggjort på tusindvis af Instagram-profiler, men de er altså også utroligt fotogene og velsmagende!
Nu har vi været så heldige at besøge en hel masse steder i New York i november måned, som vi ikke har frekventeret før, hvilket har givet anledning til at opdatere vores NYC-guide fra 2015. Vi har tilføjet en masse nye tips til spisesteder og butikker og hvis vi skal fremhæve et par stykker, så er især Levain Bakery, Café Mogador og San Marzano værd at bide mærke i. Hvis I har spørgsmål til nogle af stederne, må I endelig fyre løs! :)
Klik på navnene på stederne for at komme til deres hjemmesider, hvor man kan se åbningstider, adresser osv.
Spisesteder
Tacombi Fonda Nolita
Denne restaurant emmer virkelig af storbystemning og good times. Udefra ser lokalet undseeligt ud, men når man først træder indenfor er der dømt salsa-rytmer, taco-trucks, lyskæder og guacamole-fest! Deres crispy fish tacos er et must, og husk også en spand Negra Modelo eller et par pitchers med margarita – så er det næsten som at sidde på en strandbar i Tulum ;)
The Grey Dog
Vi besøgte The Grey Dog ved aftensmadstid og fik deres Baja fish tacos (jep, vi elsker fish tacos!) og cauliflower stir fry – begge dele smagte dejligt. Eftersigende skulle de have et rigtig lækkert morgenmadsudvalg også.
Oslo Coffee Roasters
Går turen forbi Williamsburg Bridge og melder kaffetørsten sig undervejs? Så er Oslo Coffee Roasters sagen. Deres kaffe er sindssygt god, og man kan hurtigt fordrive en time med at kigge i den seneste udgave af New York Post, mens man sipper en god cappuccino.
Think Coffee
Think Coffee er en socialøkonomisk kaffekæde, der har sin oprindelse i New York. De er et rigtig godt alternativ til Starbucks, hvis man trænger til et kaffefiks og befinder sig på en af hovedgaderne på Manhattan – fx Broadway, Bowery eller 6th Ave.
Freemans Restaurant
For enden af en lang gyde ligger den hyggeligste restaurant og putter sig. Indenfor venter hyggelig jagtstuestemning og kalorietunge retter. De er især kendt for deres syndige artiskok-dip med ostelåg!
Jules Bistro
Jules er en overset perle blandt det bugnende udvalg af restauranter, som East Village byder på. Bistroen ligger i kælder-niveau og facaden ud mod gaden er ganske beskeden. Men når du først er trådt indenfor, bliver du mødt af virkelig god stemning, tjenere i uniform, live jazz og en masse lokale newyorkere, der sidder og mæsker sig i moule frites, escargots, creme brulee m.m. Selv prøvede vi deres Thanksgiving-menu, chevre chaud og tartar med hjemmelavede fritter. Det hele var virkelig velsmagende og faktisk også ret billigt.
Lafayette Grand Café & Bakery
En tur til New York er ikke fuldendt uden en ordentlig stak pandekager til morgenmad. Vi vil vove den påstand, at Lafayettes Lemon Pancakes er de bedste i byen! Så fluffy, velsmagende og med lækker bærkompot til. Faktisk har vi intet dårligt at sige om vores oplevelse på Lafayette. Man føler sig hensat til en svunden tid med de smukke lokaler, høflige tjenere og formelle borddækning. Deres morgenmad er en smule dyrere end andre steder i byen, men vi synes den er pengene værd :)
Eataly
I forbindelse med et besøg i den seje Oculus-hal ved One World Trade Center er det oplagt at snuppe en hurtig frokost i den store italienske madhal Eataly, der ligger i Westfields. Faktisk findes konceptet også i Danmark, men NYC-afdelingen er en hel del større og udvalget er også enormt bredt. Vi fik et par ganske udmærkede foccacia-brød og en pellegrino to go. Ikke noget fancy, men det var hurtigt og billigt.
Jacks Wife Freda
Jacks Wife Freda er med i de fleste NY-guides, og stedet er bestemt også charmerende. Retterne på menukortet har et mellemøstligt præg, og vi syntes også de var udmærkede. Dog kunne vi godt have ønsket, at der var lidt mere knald på smagen.
Ruby’s
En café og restaurant med et umiskendeligt australsk præg. Her står den på røræg, bacon, avocadomadder og ricotta-pandekager. Stedet er sejt indrettet og maden smager skønt. Vi var især oppe at ringe over deres banana bread med passionfruit butter til – det smagte vildt! Deres burgere skulle også være ret legendariske.
Café Mogador
Denne marrokanske restaurant er både charmerende og billig, og så serverer de enormt smagfulde retter. Deres East Village-afdeling lå lige om hjørnet fra vores studio, så vi spiste der faktisk to gange. Vi nåede både at prøve deres enorme stak bananpandekager (de sad lige i skabet!), pocherede æg i tomatsovs og så en gang røræg med brød og hjemmelavet merguez-pølse til. Oh lord, hvor var det godt!
Levain Bakery
Der er en del “must eat” bagværk i New York – tag bare cupcakes fra Magnolia Bakery, cronuts fra Dominique Ansel eller donuts fra Dough. Vores ultimative favorit når det kommer til hypede NYC-kager må helt sikkert være småkagerne fra Levain Bakery. Eller cookies er det jo ret beset. Og måske verdens bedste af slagsen – sprøde på ydersiden, men lune og chewy på indersiden. Og med en perfekt mængde chokolade og valnødder. Hvis I befinder jer på Upper West Side, så lov os at tage forbi og smage dem!
San Marzano
Endnu en skjult perle i East Village. Vil du spise virkelig god italiensk mad? Og til virkelig billige penge? Så er San Marzano stedet. Her kan du få frisklavet burrata til 7 dollars og ditto pasta til sølle 9 dollars. Vi prøvede deres pappardelle med hhv. wild boar ragu og butternut squash+sausage, og det var sindssygt godt! Sørg for at komme tidligt, hvis I vil undgå at sidde i baren – de lokale er også svært glade for stedet!
Drunken Dumpling
Man kan finde gode, billige dumplings rigtig mange steder i New York. Vi fik blandt andet anbefalet Mimi Chengs og Vanessas Dumplings, men endte altså på Drunken Dumpling. Her fik vi stegte dumplings med svinekød og oksekød, og de var virkelig lækre. Måltidet er dog lidt tungt, for man kan ikke rigtig supplere med noget grønt.
Shake Shack
Shake Shack er egentlig en kæde, som ligger flere steder i New York. Og det er ret lige til, hvad de serverer – nemlig burgere, fritter og shakes. Og de er gode! Deres restauranter er også ganske hyggeligt indrettet på trods af, at det er en fastfood-kæde. Og så er der gratis WiFi!
Roberta’s
Hvad får man, hvis man krydser en sydstatslade med et hipsterpizzeria? Svaret er Roberta’s i Bushwick :) Vi måtte gå forbi indgangen et par gange, før det gik op for os, at det var det rigtige sted, vi stod! Med andre ord er restauranten godt gemt. Indenfor sidder man ved langborde og drikker specialøl til sin gourmetpizza. Vi prøvede deres “Beastmaster” og “Speckenwolf” – begge smagte dejligt.
Five Guys
Historien er faktisk lidt den samme med Five Guys. En burgerkæde, som ligger flere steder i USA. Det er ikke specielt fotogen mad, men det er snasket på den helt rigtige måde. Menukortet er relativt begrænset, men til gengæld er der mulighed for at sammensætte sin egen burger som man ønsker, og der er altså masser af lækkert tilbehør at vælge imellem. Og så koster det ikke ekstra, lige meget om du så skal ha’ alt tilbehøret på én gang eller blot vælger at få burgeren au naturel.
Bareburger
Bareburger er OGSÅ en kæde, men her er vi ovre i den økologiske, mere gourmet-prægede ende. Der er mange forskellige burgers at vælge mellem, og de er rigtig lækre! Menuen varierer lidt fra sted til sted, men tit er der mange spændende valgmuligheder som eksempelvis bisonbøf i burgeren. Og så er deres sweet potatoe fries med dip hjernedødt gode. Et rigtig anbefalelsesværdigt sted.
Five Leaves
Sindssygt hyggeligt sted i Brooklyn. Deres Moroccan scramble og ricotta pandekager er out of this world. Stedet er ikke specielt stort, og ser ikke ud af meget udefra, men der er oftest stuvende fuldt, når man først kommer indenfor. Hvis du er i Brooklyn, skal du næsten slå et smut forbi – allerhelst til morgenmad, men ellers bare til en rigtig god kop kaffe.
Gemma
Italiensk restaurant på Bowery, som ligger i forbindelse med The Bowery Hotel. Det er lidt dyrere end nogle af de andre steder, vi besøgte, men det er også rigtig lækkert. Indretningen er virkelig autentisk og intim, og maden er virkelig velsmagende. Prøv deres steak og evt. æbletærten til dessert.
The Butchers Daughter
En lille café, som serverer morgenmad, brunch, frokost og aftensmad. Vi prøvede deres morgenmad, og det var virkelig lækkert. De specialiserer sig i helseagtig og sund mad, og især deres juices og smoothies kan give et godt boost. Man kan dog sagtens også bestille eksempelvis æg og french toast. Hvilket vi gjorde ;)
Eggshop
Ligger ca. 50 meter fra The Butchers Daughter. Som navnet antyder, specialiserer de sig i æg. Både til morgenmad, frokost og aftensmad. Vi prøvede deres morgenmad, og fik serveret nogle virkelig lækre retter (prøv deres “Pepper Boy”). Stedet er småt, tætpakket og hyggeligt. Og så serverer de også en god flat white.
Asiadog
Asiadog er helt klart et besøg værd! De startede vist nok med at have små stande forskellige steder, men efter stor popularitet åbnede de et par små restauranter, hvor der højest er plads til 8-10 spisende gæster. Konceptet er ret simpelt: du kan vælge mellem en række asiatisk inspirerede hotdogs, fritter, salater og et par andre retter. Det er dog klart deres hotdogs, der trækker. Prøv et par forskellige. De er mega gode! Og ret billige.
Bill’s Bakery
Bill’s Bakery ligger et par forskellige steder på Manhattan, og er egentlig ret simpelt. Du kan få kaffe og kage. Og begge dele er virkelig godt! Der er sindssygt mange forskellige kager at vælge mellem. Vi prøvede en cheesecake med blåbær og en muffin med banan og nutella-frosting.
Dough
Dough ligger både i Brooklyn og ved Flatiron, og som navnet antyder, er de verdensmestre i doughnuts. Nogle gode, store og luftige af slagsen, og der er enormt mange forskellige varianter (lemon/poppyseed er god!). Der er frit kig til køkkenet, hvor man kan se medarbejderne folde dejringe til den helt store guldmedalje. Ret fascinerende! Dough er det perfekte sted til en eftermiddagskaffe og en bid kage. Regn dog ikke med at kunne sidde ned. I Brooklyn-butikken var der kun to stole.
Buvette
Buvette er helt vildt hyggelig, og tit ret travl. Der kommer mange smarte mennesker, og det med god grund. Stedet er franskinspireret og rimelig hipt, hvorfor priserne også er lidt højere end de andre steder, vi spiste. Og så er portionerne faktisk også mindre. Alligevel fortrød vi på ingen måde, at vi besøgte stedet. Det er en særlig oplevelse, og personalet er noget af det venligste, vi oplevede i New York.
Whole Foods
Vil man bare gerne have noget lækker mad med hjem på hotelværelset, kan vi varmt anbefale Whole Foods. Der er en hel masse forskellige, lækre færdigretter, salater, buffeter og meget andet at vælge mellem. Man kan også få friskpresset juice. Også et godt valg, hvis man er vegetar eller veganer.
Shopping
Century 21
Century 21 er bare et must visit! Vi var der hele tre gange på de seks dage, vi var i New York første gang. Vi kom også på et ret vildt tidspunkt, hvor de havde udsalg. Deres koncept går ud på, at de opkøber restpartier og varer fra alle mulige high-end buikker, som de så sælger til nedsat pris. Og når de så holder udsalg, er det -75%, og så -50% oven i det. Så man kan altså spare ret store beløb. Vi var især vilde med “European Designers”-afdelingerne, hvor man kan finde Lanvin, Marni, Kris van Assche, Givenchy, Acne, Margiela.. ALT! Man skal have god tålmodighed for at finde skattene, men de er der. Vi regnede ud at Sidsel havde sparet omkring 12.000 kroner derinde, og hun havde altså købt for omkring 1800 kroner. Der er også masser af amerikanske mærker som Levi’s, Calvin Klein og Ralph Lauren til virkelig gode priser. Der ligger to butikker på Manhattan og én i Brooklyn, men eftersigende er den bedste den på Lower Manhattan, som også var den butik, vi besøgte.
GAP
GAP er vel USAs svar på noget i retning af H&M med et amerikansk twist. Brandet tog udgangspunkt i kvalitetsdenim til fornuftige priser, hvilket de stadig holder fast i. Siden begyndelsen har de dog udvidet, og tilbyder nu en masse fine og enkle styles til mænd, kvinder og børn. Priserne er fine og det er kvaliteterne også. Bestemt et kig værd.
MoMa Design Store
Vi fik – lidt tilfældigt – forvildet os ind i MoMa Design Store på turen, men det viste sig at være en god idé – de har nemlig et rigtig fint udvalg af forskellige interiørgenstande, ure, solbriller, notesblokke med mere. Et andet god tip er at slå et smut forbi museet også. Her købte vi blandt andet en flot Louis Bourgeois-plakat til vores entré :)
Uniqlo
Uniqlo er the shit! Så er det sagt. De har kæmpestore butikker rundt om i hele verden (men endnu ikke i DK), hvor de specialiserer sig i basisvarer i gode materialer. Cashmere-strik, denim, uldfrakker, blazere, t-shirts, undertøj, you name it. Det er nærmest umuligt ikke at finde noget derinde, du ikke har brug for. Der er så mange flotte ting til basisgarderoben.
Opening Ceremony
I SoHo finder man Opening Ceremonys flagship store, som er opdelt i flere etager, hvor man finder en lang række highend mærker og Opening Ceremonys egen tøjlinje. Der er virkelig gjort noget ud af indretningen, og butikken er en oplevelse i sig selv. Priserne er ikke lave, men varerne er helt i top.
Reformation
Hvis man er til feminine bluser, slå-om-kjoler og pænt print, så er Reformation lige sagen! Det er bare pænt, pænt pænt. Brandet har ovenikøbet fokus på bæredygtighed og forsøger blandt andet at nedbringe CO2-fodaftrykket ved at opkøbe stofrester fra andre brands til kollektionerne.
Totokaelo
Gå ikke herind med mindre din pung er godt polstret! Eller, vi synes faktisk du skal gå herind uanset hvad, for butikken ligger i en gammel bank og omgivelserne er i sig selv en sej oplevelse. Men tøjet er altså i den helt dyre ende – tænk Vetements, Acne, Proenza Schouler osv.
Glossier
Det mest hypede skønhedsbrand lige nu må uden tvivl være Glossier. Stiftet af Emily Weiss, der også driver Into The Gloss, og et af de mest gennemførte eksempler på branding, jeg hidtil har set. Vi var vidne til den særlige lancering af Glossiers nye parfume, da vi var forbi butikken, og det i sig selv var en nøje instrueret totaloplevelse! Jeg endte med at købe en boy brow og en highlighter med hjem, og jeg glæder mig til at se, om produkterne lever op til hypen!
SoHo
I SoHo finder du alle de seje butikker. Alexander Wang, Margiela, Rag&Bone, Céline, Isabel Marant, Acne Studios, Mansur Gavriel og vi kunne blive ved. Det er også her du finder et godt udvalg af highstreetbutikker som Uniqlo, H&M, Topman, Topshop, Zara og så videre. Sidst ligger der også et par af de mere eksklusive magasiner som f.eks. Bloomingdales. Kort sagt er SoHo ikke rigtig til at komme uden om hvis du skal shoppe.
Hvis I har flere tips, må I meget gerne skrive dem i kommentarfeltet her, så andre læsere eventuelt kan få glæde af dem! Også meget gerne til hoteller eller lejligheder. Det er altid rart at have et godt sted at bo, når man er ude at rejse :)
Jeg skal til New York til foråret (og glæder mig helt vildt!!), så jeg tænkte bare på, hvilke erfaringer i har mht at bestille bord i NY?