Vi giver ikke julegaver til hinanden i år

Billede af Nicklas Ingemann

Vi har valgt at droppe julegaverne til hinanden i år. Det er der flere årsager til. Og lad mig bare sige med det samme, at dette indlæg ikke er et forsøg på at spille hellig – blot at tilbyde et par refleksioner over vores eget forbrug, og hvordan det måske kunne gøres anderledes.

Som I jo ved, har vi for ikke ret længe siden været en uge i New York, hvor vi fik stillet vores shoppetrang ret effektivt. Så her en lille måned senere føles trangen efter julegaver bare ikke så stor, da vi egentlig ikke rigtig føler, at vi mangler noget. Sidste år endte vi faktisk også med at sætte 500 kroner til side hver især (vi plejer at give hinanden jule- og fødselsdagsgaver for 500 kroner), som så kunne bruges til en oplevelse sammen. De blev vist brugt på en restauranttur sidst ;) I år har vi dog helt valgt at droppe julegaven. Siden sidste jul er der også sket en del – vi er blevet forlovet og har købt en lejlighed. Så nu skal der altså tænkes en smule smartere økonomisk end vi måske ellers er vante til. I det hele taget bliver det nogle gange lidt åndssvagt med julegaver, synes jeg. Hvis man tager sig selv i at ytre sætningen “Jeg ANER simpelthen ikke, hvad jeg skal ønske mig!”, kunne man måske bare overveje ikke at ønske sig noget? Eller er det helt utænkeligt? Der er ingen, der siger, at du partout skal ønske dig noget til jul. Især ikke, hvis du ligefrem bare finder på et eller andet, bare så du kan få en julegave. Det ville klæde forbrugssamfundet at spørge sig selv om, hvorvidt vi egentlig stadig giver hinanden gaver, for at glæde hinanden eller fordi at det bare er sådan, julen nu engang skal være. Det er slet ikke for at anfægte julens gavegivere og deres motiver – jeg kommer også stadig til at give min familie gaver. Men ville julen virkelig være så slem, hvis vi bare sløjfede gaverne helt?

Med fare for at ende på “Lort folk uden børn siger til folk med børn“-listen, så kunne jeg godt tænke mig, når jeg engang bliver far, at se, om man kunne droppe børnenes julegaver. Jeg kunne helt vildt godt tænke mig, at julen kom til at handle mere om at hygge sig sammen, spise god mad, synge julesange og se noget åndssvagt jule-tv. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at juleglæden ikke kan indfinde sig 100% før man har fået foræret hinanden nogle materielle goder. Jo, jeg kan sagtens høre hvor frelst det lyder! Og ja, så snart junior med våde øjne siger “jamen far, alle de andre får altså julegaver!”, kommer jeg helt sikkert til at skulle ændre mening. Det er heller ikke fordi jeg vil boykotte gaver helt – mine børn må gerne få ting, de mangler. En ny cykel, en sej actionmand/barbie eller hvad ved jeg. Men anledningen skal være, at de har brug for det og ikke at de bare skal ha’ en gave, fordi det tilfældigvis er jul. Ligesom jeg hellere vil give Sidsel blomster alle andre dage en lige præcis Valentinsdag (så skal jeg selvfølgelig bare huske rent faktisk at gøre det på andre tidspunkter, haha). Er det helt utopisk at forestille sig, at det kunne lade sig gøre at ændre på julegavetraditionerne?

Vi holder i øvrigt (stadig) ikke jul sammen, Sidsel og jeg. Sidsel holder med sin familie i Galten og jeg holder med min familie i vores lejlighed på Trøjborg. Det er faktisk første jul, hvor jeg IKKE skal være i mit barndomshjem i Christiansbjerg. Mine forældre solgte huset i februar i år, så nu har jeg foreslået, at vi holder det i Sidsels og min nye lejlighed. Det bliver lidt skørt at holde jul et andet sted for første gang i 29 år. Sidsel og jeg kommer nok først til at holde jul sammen, når vi har børn :)

Hvad er jeres tanker om julegaver til kæresten? Og holder I jul sammen eller hver for sig?