God, asiatisk takeaway i Aarhus

Reklame for Just Eat

De næste tre måneder vi vil være ambassadører for Just Eat, og vi har sat os for at få testet en masse af de gode restauranter og spisesteder i Aarhus, vi endnu ikke har prøvet. Vi spiser i forvejen en del takeaway, da det ofte er en nem og hurtig løsning, når hverken Sidsel eller jeg har overskud til madlavning efter en lang dag. For at det hele ikke går op i pizza, burger og fritter prioriterer vi af og til de lidt sundere takeaway-alternativer, og her falder vi tit tilbage på diverse asiatiske køkkener. Derfor har vi i første omgang sat os for at finde frem til noget af det bedste asiatiske takeaway, Aarhus har at byde på :)

south-indian-aarhus

The South Indian

Endelig noget god, indisk takeaway i Aarhus! Vi har længe været misundelige på københavnerne for at have Bollyfood og mange andre gode indiske spisesteder. Men det er heldigvis slut nu. The South Indian tilbyder forskellige indiske specialiteter med rødder i det sydindiske køkken, hvorfor mange af retterne er uden kød. Der findes naturligvis også retter med f.eks. kylling, men vi syntes, det var lækkert med noget velsmagende takeaway uden kød for en gangs skyld. Det er stadig perfekt som hurtig aftensmad eller som tømmermandsmad. Deres onion pakora og panerede blomkål med raita til kan virkelig anbefales!

sei-sei-sushi-aarhus

Seisei Sushi

Vores nye yndlingssted på Trøjborg når det kommer til sushi. Super vellavet og frisk sushi med gode råvarer. Deres salater er også virkelig lækre – vi bestiller altid rejesalaten (set på ovenstående billeder) med edamamebønner, tang og goma-dressing. Den holder 100%. Prismæssigt ligger deres sushi ca. midt på skalaen – det er hverken super dyrt eller vildt billigt, men vi føler, at prisen og kvaliteten hænger rigtig fint sammen.

com-viet-aarhus

Com Viet

Lækker, vellavet vietnamesisk mad. Deres forårsruller er perfekt sprøde og smagfulde, og de øvrige retter er der heller ikke en finger at sætte på. Især det store andelår (på billedet ovenover) var både sprødt og saftigt, og både and og oksekød var dejligt grillet. En klar anbefaling herfra, hvis du er til vietnamesisk.

sala-thai-aarhus

Sala Thai

Det er ret skørt – vores gamle lejlighed lå LIGE ved siden af Sala Thai, men af en eller anden grund har vi aldrig spist der før. Det har vi endelig fået lavet om på, dog først efter at vi flyttede ind i den nye lejlighed. Vi prøvede en rød karry med and og en grøn karry med oksekød – begge dejlige retter, hvor portionerne var store, der var rigeligt med sovs og grøntsager og masser af spark på smagen. Vær opmærksom på, at de altså ikke mener det for sjov, når de skriver, at maden er stærk ;)

buffet-house-aarhus2

Buffet House – Indian Cuisine

Indrømmet, navnet “Buffet House” lyder mildest talt lidt tvivlsomt. Det var maden dog på ingen måde! Vi fik de lækreste samosaer med en enormt velsmagende koriander-dip til (Lasse havde tømmermænd, og det første han spiste hele dagen var en af samosaerne ovenfor.. her var klokken blevet syv om aftenen – det reddede dagen!). Derudover fik vi naan-brød, en blandet salat og en god omgang chicken curry. Salaten var rimelig standard, men resten smagte skønt. Glem navnet på stedet og spring ud i det ;)

Hvilke asiatiske restauranter er blandt jeres favoritter i Aarhus? :)

Ny lyd i Marmeladefabrikken feat. Hi-Fi Klubben

Reklame for Hi-Fi klubben.

hifi-klubben-7a

hifi-klubben-3a

hifi-klubben-8a

hifi-klubben-10a

Som I jo nok ved, er Lasse og jeg ikke de store elektronik-nørder. Faktisk er det eneste, vores lejlighed rummer på den front, to bærbare computere, to smartphones og en rejsehøjttaler. Sidstnævnte flyttede med, da vi byttede Vesterbrogade ud med Trøjborg, og siden da har den stået og gjort grin med os og vores nye balsal af en stue. Fraværet af TV-alter, spillekonsoller og stationære computere har været ret bevidste valg fra vores side, men fraværet af et ordentligt lydsystem har bestemt ikke. I virkeligheden er det hul i hovedet, at vi snart har boet så mange år med så utilstrækkelig en løsning, for musik og lyd fylder meget i vores liv. Jeg hører gerne musik det meste af dagen, hvis jeg arbejder hjemmefra, og vi hører også stort set altid musik i weekenderne – om morgenen når vi spiser morgenmad og igen om aftenen, hvis vi har gæster. Herudover hører vi tit podcasts, bl.a. når vi gør rent og folder vasketøj. Og så er der selvfølgelig også serie- og filmaftenerne. Derfor er et gedigent lydsystem også et naturligt kapitel at tage hul på i forbindelse med indretningen af vores nye hjem – nu skal det altså være! Og heldigvis skal vi ikke finde vej i høtjttalerjunglen selv, vi har nemlig fået lov til at låne tre anlæg af Hi-Fi Klubben, og samtidig sat en kyndig medarbejder i stævne, så vi kan blive klogere på, hvad de forskellige højttalere kan. Dette og meget mere kan du se i videoen ovenfor!

De tre højttalere, vi har testet, er følgende:

  • Denon Envaya mini Bluetooth speaker: En lille, transportabel løsning. Højttaleren er batteridrevet og let at tage med sig rundt – både inden for hjemmets rammer og ude.
  • B&O Play Beolit 17 bluetooth speaker: En mere stationær, men stadig nem løsning, med stort fokus på design.
  • NAD D3020 amplifier + DALI Opticon 1 speakers: Fuld stereo-opsætning med den bedst tænkelige lyd samt TV-integration.

Grunden til, at vi har fået netop disse højttalere med hjem fra Hi-Fi Klubben, er for at kunne teste både et lille, et medium og et stort setup. Hver højttaler er forskellig og de har hver deres individuelle egenskaber, hvilket beskrivelserne ovenfor også illustrerer. I det hele taget er der sket rigtig meget med højttalerudvalget i takt med, at vi er blevet i stand til at lagre og afspille musik på nye måder. Engang var højttalere statiske, passive kasser, der blot skulle levere én ting: lyd. I dag finder man utallige løsninger. Nogle højttalere slår sig op på at være transportable, trådløse eller vandtætte. Andre fokuserer hardcore på lyd eller design. Og så er der selvfølgelig alle de højttalere, der ligger et sted midt i mellem. Fælles for de tre højttalere, vi har testet, er, at de kan afspille musik via Bluetooth, hvilket også var et krav fra vores side.

Hvis vi skal pege på en egenskab, der vejer tungt i vores overvejelse omkring højttalere, kommer vi nok ikke udenom design. Vi er af den holdning, at elektronik skal tilpasses vores hjem og stil, og ikke omvendt. Allerhelst vil vi dog gerne have både smukt design og stor lyd, og det er heldigvis muligt både at blæse og have mel i munden, skulle det vise sig! Udover udfordringen i at finde balancen mellem funktion og design, er der selvfølgelig også vores individuelle holdninger at tage højde for. Der er sagt og skrevet meget om mænd og højttalere gennem tiderne – de er nærmest blevet symbol på mandens indtog i det fælles hjem – og der findes helt sikkert stadig konflikter på den front. Heldigvis er udseendet og størrelsen på et lydanlæg ikke et stridsmål i vores parforhold. På det punkt er vi relativt enige. Men til gengæld har vi haft en del snakke om, hvor i vores stue, vores kommende musikanlæg skal hænge, hvis placeringen både skal være diskret, men lyden stadig skal komme til sin ret. Og vi er stadig ikke helt i mål på det punkt.

At sige, at Lasse er helt ligeglad med størrelse og gørelse på højttalere, er heller ikke helt sandt. Lasse fyrede så højt op for lyden på Beolit’en, at jeg frygtede vi ville få sparket af vores ejerforening! Behovet for at kunne maxe ud på lyd og bas er nok alligevel vigtigere for ham, end for jeg, haha. Hvad vi ellers har bedrevet i løbet af testperioden, og, vigtigst af alt, hvad vi synes om de tre højttalerløsninger, kan I se i videoen til indlægget her.

Hvilken højttaler har I selv? Og hvilken af de tre musikløsninger vi har testet, ville I mon vælge?

By the way #33

Processed with VSCO with a6 preset

Bao er the shit!

  • Sorte trusseindlæg må da tage prisen for mest overflødige produkt i 2018. På den igen, Libresse.
  • Vi var til meatpie & mash-aften på The Lazy Wombat i onsdags, and it was gooood.
  • Selv katte har ophavsret! Grumpy Cat er lige blevet tilkendt en erstatning på 4 millioner i en copyright-sag :O
  • Vidste I, at nogle af de største danske bloggere får flere hundrede tusinde kroner om året i erstatning for ulovlig brug af deres billeder og indhold? Det er altså ret vildt!
  • Er jeres januar også fløjet af sted? Vi kan slet ikke fatte, at det allerede er en måned siden, vi fejrede nytår!
  • Vi må bare konstatere, at folk er så søde, når de kommer op og hilser på os i byen! Senest var det på Café Paradis, hvor vi blev “genkendt”. Det er virkelig hyggeligt, når I siger hej til os i virkeligheden! :)
  • Sidsel har binget Sex and the City for hårdt de sidste par uger. Hun kom til at se et par afsnit hen over julen, og så tog fanden ved hende. Nogle dage har det været 6 timers maraton med SATC. Så hun har været hele serien igennem.
  • Forleden fik vi hjemmelavet bao for første gang (altså, bollerne var købt, men resten var hjemmelavet), fremtryllet af Sidsels x-kollega Jesper – NØJ, hvor var det lækkert! Især som late night snack, da vi kom hjem fra byen kl. halv fem. Det skal vi snart lave igen!
  • Lasse har simpelthen fået endnu en tatovering – denne gang er det en hare, han har tilføjet til den zoologiske have, han går rundt med. Det var igen Tatovøren, der gav ham tatoveringen som gave.
  • Flere af vores Airbnb-gæster har efterladt forskellige ting i vores lejlighed efter at have været på besøg – øl, grøntsager, sodavand, sprut og is. Især en håndfuld Kung Fu-wannabe is har over flere måneder været helt geniale til særligt Lasses tømmermænd. De har nogen gange været det eneste, han har kunnet få ned, når hovedet har været helt tungt efter en bytur.
  • Vi glæder os så meget til snart at få nye plisségardiner i hele lejligheden – det har været en øjenbæ lige siden vi flyttede ind, især i vores soveværelse, hvor rullegardinerne lige nu er brændt orange mens resten af rummet er helt hvidt… ikke så flot.
  • Format har fyret tre medarbejdere efter at have eksisteret i blot et halvt år. Av og øv :(
  • Vi skal passe kat i påsken, og Lasse er helt oppe at køre over det! #dyreven4life

Opfør dig ordentligt, influencer

elijah-macleod-400010

Jeg har gået og barslet med dette indlæg i noget tid, og skiftevis flyttet cursoren til og fra “udgiv”-knappen. For indlægget er en smule negativt ladet, og langer på sin vis ud efter folk fra Lasses og min branche. Og når man gør den slags, så forventes det, at man holder sin egen sti ren. Og vi er jo alle fejlbarlige, så der vil givetvis sidde personer derude, der tænker at kritikken også gør sig gældende for undertegnede. Men så lad det være en opsang til os alle. Os, der går under den lidt obskure fællesbetegnelse: Influencers.

Hvis vi tager udgangspunkt i betegnelsen, så er ordet i sig selv et tveægget sværd. På den ene side er det opskriften på storhedsvanvid, at døbe en gruppe mennesker i samfundet influencers, på den anden side er det også en rammende beskrivelse: mennesker, der har indflydelse og påvirkningskraft. Desværre er der mange, der ikke kan forvalte sidstnævnte uden at udvikle førstnævnte. Og det er et ret uheldigt og uklædeligt karaktertræk, hvis du spørger mig. Men det er måske heller ikke så underlig en udvikling – især hvis vi kigger på den afgudsdyrkelse, der finder sted på både blogs, Instagram og Youtube. Det kan umuligt være sundt – hverken for den tilbedende eller den, der tilbedes.

Værst bliver det dog, når storhedsvanviddet udmønter sig i krævermentalitet og en dårlig attitude. Jeg kan blive så ekstremt forarget og flov på mine “kollegaers” vegne, når jeg hører om kampagnevilkår, der ikke overholdes, mails, der ignoreres eller generelle diva-manerer overfor agenter, PR-ansatte, læsere m.fl. Eftersom Lasse også er blevet viklet ind i influencermaskinen på agentursiden, hører jeg af og til også historier fra ham, der efterlader mig med sammenkrøllede tæer. Hvis den adfærd, jeg af og til stifter bekendtskab med, havde fundet sted på en hvilken som helst regulær arbejdsplads, var vedkommende røget ud på røv og albuer. Lasse og jeg taler ofte om, at det blandt andet kan være manglende erfaring med de krav, der stilles til én som voksen på arbejdsmarkedet, der kan ligge til grund for den umodne adfærd. Men der er helt sikkert flere årsager, der gør sig gældende.

Selv er vi ofte blevet mødt med sætningen “skriver I ikke bare og ber’ om gratis ting hele tiden så?” af folk i vores bekendtskabskreds, når vi fortæller om vores blog og virksomhed. Der er ingen tvivl om, at det ligger indlejret i os, at mere vil have mere. Og hvis du først oplever at få kastet lækre produkter og ophold efter dig i en lind strøm, så er det svært at bremse dopamin-karrusellen. Men hvis det til sidst er den primære motivation, der driver værket, så skal man nok se sig om efter en anden branche. Hvis først dit medie oversvømmes af “Elsker bare X!”-captions og billeder, hvor du har taget selfie med X i hånden, så står folk af til sidst. Både følgere og samarbejdspartnere.

I Lasses og mit tilfælde kan vi tælle på to-tre hænder, de samarbejder vi selv har taget initiativ til i bloggens levetid (beklager, hvis det lyder en anelse frelst). Og for os vil det altid føles en smule hatten-i-hånden-agtigt, når vi gør det. Også selvom vi har mange vellykkede samarbejder i bagagen og generelt får rigtig god feedback fra samarbejdspartnere. Der vil helt sikkert være folk, der er uenige med mig, men jeg synes ideelt set, at brandet skal tage initiativ, når det kommer til at samarbejde med privatpersoner. Enten det, eller også skal du som influencer have tænkt dig rigtig grundigt om i forhold til hvilken værdi, du selv tilbyder, inden du forsøger at lokke gratis ting ud af folk. At du mangler noget, burde ikke være bevæggrund i sig selv. Influencer marketing handler om at matche nogle værdier, præferencer og historier mellem virksomhed og influent. Hvis fællesnævneren bare hedder “jeg mangler en ny støvsuger”, kunne både Melissa, Electrolux, Elgiganten og Dyson passe ind i ligningen. Og så fordufter det personlige lag.

I og med at influencer-begrebet og -markedet er eksploderet i løbet af de seneste år, bliver det naturligvis også sværere og sværere at navigere i, hvem der bringer kvalitet og seriøsitet til bordet, og hvem der er en nymoderne udgave af Kejserens nye klæder. Men én ting er sikkert: hvis du først befinder dig i den priviligerede position, hvor du kan leve af egne ord og billeder, så har du en gigantisk forpligtelse overfor dem, du kommunikerer og samarbejder med. Og en vigtig påmindelse at gentage overfor dig selv: hvad der kommer let, går let. Du er indehaver af likes og followers, ikke kuren mod kræft. I princippet er det, du falbyder, næsten lige så usikkert som kryptovaluta. Hvis de digitale kanaler, du opererer på, lukker og slukker, så kommer din værdi, i en kommerciel sammenhæng, til at ligge på et meget lille sted. So act accordingly.

Men hvor efterlader det os så? Skal man ikke kunne skrive til et brand og bede om en shampoo til en hårguide? Jo, selvfølgelig skal man det. Børsen, Politiken, Costume og Euroman ville heller ikke kun levere deres livsstilsindhold uden presseture og -produkter. Jeg efterlyser nok bare en smule jysk beskedenhed i foretagendet. Og en smule refleksion over hvilken energi, man som influencer sender ud i rummet.

Den selvstændiges dagbog #3

2018-01-05-09-47-52-1

De sidste par dage har jeg siddet og funderet lidt over det større, forkromede billede vedrørende min beslutning om at få foden under eget bord. Måske også en smule foranlediget af Lasses indlæg om hamsterhjulet, har jeg forsøgt at formulere de tanker, jeg selv har gjort mig om emnet, og hvordan de har påvirket mit syn på arbejdsmarkedet og de valg, jeg siden har truffet.

Selvom min beslutning om at blive selvstændig primært har været af livsstilsmæssige årsager – frihed, fleksibilitet og alt det der jazz – så er der ingen tvivl om, at der også har rumsteret nogle værdimæssige – måske endda ideologiske – tanker i baghovedet, da beslutningen blev taget. Jeg har sgu nok set mig lidt sur på hele otte til fire-konceptet og dét at være trælbundet til en arbejdsplads og arbejdsgiver. Og dette forsøger jeg at skrive med den størst mulige respekt for de af jer, der elsker den tilværelse og sidder i knaldgode jobs – for det findes helt sikkert også! Der, hvor kæden hopper af for mig, er nok, når det kommer til forventningerne til en arbejdstager, og især i den branche, jeg kommer fra. Jeg bryder mig slet ikke om den drejning, visse arbejdsmiljøer har taget, hvor det forventes at interessetimer hedder +10-20 timer om ugen med diddly-squat som tak. Eller den uudtalte forventning om, at mails og arbejdsrelaterede spørgsmål også besvares efter endt arbejdsdag. Det varmer mit hjerte, når jeg hører om arbejdspladser, der aktivt siger fra overfor den slags, og indfører politikker om, at man holder fri, når man holder fri. Og omvendt kan det gøre mig rødglødende, når chefer italesætter overarbejde som det at “udvise engagement” og “brænde for éns job”. Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at brænde for mit job i de 37 timer, min kontrakt foreskriver?

Jeg har forståelse for, at der er erhverv, hvor det i perioder kan kræve en ekstra indsats at komme i mål – store advokatsager, kulminationen på en festival, krævende lederstillinger eller blot arbejdspladser, hvor der af og til mangler hænder. Men at gøre det til en fast bestanddel af jobbeskrivelsen, synes jeg er problematisk. Især når begrundelsen for at løbe stærkere ofte munder ud i ordet “vækst”. Vækst for hvis skyld? Så jeg måske – fingers crossed – kan se frem til en lønforhøjelse på 1000 kr om et års tid, og du til gengæld kan hive et par millioner ekstra ud i overskud? Hvis vi tager udgangspunkt i min tidligere branche – bureauerne – så foretager Bureaubiz hvert år en ret interessant analyse af de forskellige arbejdspladser, der udmunder i et stort diagram. Her inddeles hver arbejdsplads efter faktorerne lønandel set i forhold til samlet omsætning samt gennemsnitsløn set i forhold til den samlede branche. Felterne i diagrammet hedder WinWin, Socialkontor, Slavepiskere og LoseLose – ret firkantet, men samtidig også med en vis portion sandhed bag ordene. Der kan man – sort på hvidt – se hvor på skalaen hver arbejdsplads ligger, og dermed også hvor mange penge, de vælger at putte i arbejdstagernes lommer. Og der er rigtig stor forskel arbejdspladserne imellem! Selvfølgelig er der mange faktorer, der spiller ind, når størrelsen på lønningsposen skal besluttes, men altså.. fri for at havne på et LoseLose-kontor. That’s all I’m sayin’.

Jeg har selv vinket farvel til MUS-samtaler, forventningspres og faste rammer, men har dermed også vinket farvel til gunstige rettigheder i forbindelse med sygeforsikring, pension, ferie, barsel osv. Sidstnævnte skræmmer mig en smule, men jeg må i stedet arbejde på at skabe gode, trygge rammer for mig selv. Og lige så vel som jeg ikke får en fast hyre hver måned længere, så er der heller ikke et loft over, hvad jeg kan tjene længere. I det nye år ser det endda ud til, at jeg kan skrue op for nogle timer og dermed tjene væsentligt mere, end jeg gjorde som fastansat. Og så må de ekstra penge gå til et økonomisk sikkerhedsnet.

Med andre ord er der fordele og ulemper ved beslutningen – ligesom med alt andet her i verden – men når det kommer til mine egne, personlige holdninger, så føles det helt rigtigt at bryde ud af den skabelon, vi som samfund har sat op for et typisk arbejdsliv. Jeg vil hellere arbejde for min egen drøm end for en anden mands.

Older posts