Hamsterhjulet: Tanker om arbejdslivet

Drømmedestination: Nord-Norge

Reklame for Visit Norway

adithya-ananth-77501

invisiblepower-222845

asaf-r-130427

james-seddon-482587

marcelo-quinan-37429

I dag skal vi tale lidt om drømmerejser, og nærmere bestemt én af dem man kan komme på lige her i Scandinavian: Nord-Norge. Min første rejse til Norge fandt sted for 14-15 år siden, hvor turen gik til Hemsedal for at stå på ski. Senere blev det til yderligere et par skiferier i Hemsedal og Trysil samt et enkelt besøg i Oslo under højsommeren. Med andre ord har jeg kun oplevet en brøkdel af landet – og måske en meget typisk bid af kagen, hvis vi snakker danskerbesøg. Det betyder heldigvis også, at Lasse og jeg har en hel masse oplevelser til gode, hvis vi har mod på at opsøge dem. Det er efterhånden blevet min erfaring, at de oplevelser, der har et hint af udfordring, er dem, der toner klarest frem på nethinden efterfølgende.

Det virker ellers kontraintuitivt at længes efter en mørk og kold destination, når vi har det samme i rigelige mål herhjemme. Jeg rejser som oftest med solen og ikke fra den. Men vinter i Norge er anderledes dramatisk end i Danmark. Jeg vil gå så langt som til at sige, at de to ting ikke tåler sammenligning. Den første er barsk, vild og imponerende, den sidste kan være smuk, men falder oftest mellem to stole og ender som fire måneder klædt i gråt. Så hellere trække i termotøjet og få ægte vinter ind under huden. Og det kan man i rigelige mængder i Nord-Norge. En destination i området, der især vinder popularitet, er Tromsø. Det er let at komme til byen med fly direkte fra København, og så rummer Tromsø et utal af spændende udflugtsmuligheder: hvalsafari, køreture i fjordlandskabet, tur med rensdyr- eller hundeslæde og så er byen i sig selv rig på kultur og historie (udforsk fx Skansen, der er blandt byens ældste bygningsværker eller Polarmuseet, hvor man kan lære om hvalfangst og polarekspeditioner).

Man kan dog også sagtens bevæge sig endnu længere væk fra civilisationen og opleve rå, fascinerende landskab. Vil man se de isblå gletsjere, svimlende kløfter og bjergtagende fjelde, der pryder mange pinterest-collager og postkort fra Nord-Norge, kunne Lyngenfjord være svaret. Som navnet antyder, består området først og fremmest af en kæmpe fjord – den smukke 82 kilometer lange Lyngenfjord. Lige i nærheden finder man Lyngsalpene, der er en populær ski-destination, og bag fjeldene Skibotndalen, hvor der er rig mulighed for at opleve nordlyset takket være det meget tørre klima. Længere mod nord ligger Reisafjord og Reisa Nasjonalpark, der i høj grad er præget af samisk og norsk kultur. Lasse og jeg var så heldige for et par måneder siden at høre et foredrag med en antropolog, der havde boet side om side med samerne i mange år, og efterfølgende så vi filmen Sameblod. Begge dele var enormt spændende og gav blod på tanden for med egne øjne at opleve egnen og et af Nordens oprindelige folkefærd. Så det ville bestemt være lidt af en drømmeudflugt.

Når man er afsted i golde, barske egne, så er der næsten ikke noget bedre end at have en varm, rar base. Lasse og jeg husker fx tydeligt, hvor meget en blød seng, en varm pejs og en dampende pizza betød, da vi vendte tilbage fra to kolde døgn i Bolivias saltørken under en backpackertur i Sydamerika. På samme vis forestiller vi os, at klimaet i Nord-Norge også indbyder til hyggelige aftner i bjælkehytter ned til fjeldet med ild i pejsen og noget varmt i koppen. Vi har vel alle siddet på cabinporn.com og drømt os væk fra leverpostejshverdagen? ;) Og selvom man også finder hyttehygge andre steder i verden, så vil det helt sikkert bidrage til helhedsoplevelsen af Nord-Norge – både barskt og koseligt.

 Allerøverst på ønskelisten over oplevelser i Nord-Norge, vil der for de fleste vedkommende stå et ord: nordlys. Og det vil helt sikkert også gøre sig gældende for Lasse og mig. Af og til oplever man et naturfænomen så utroligt, at ethvert forsøg på gengivelse eller genfortælling føles utilstrækkeligt. Jeg har på fornemmelsen, at nordlys tilhører den kategori. En oplevelse, hvor man drejer hovedet af led, for grådigt at tage mest muligt af oplevelsen ind, før det hele igen er forbi. Den første gang jeg selv stiftede bekendtskab med fænomenet nordlys, var da jeg læste fantasy-trilogien His Dark Materials af Philip Pullman. Første del af trilogien – Det Gyldne Kompas – blev senere filmatiseret med bl.a. Daniel Craig og Nicole Kidman i hovedrollerne. Måske I har set den? I løbet af den første tredjedel af fortællingen rejser pigen Lyra mod Arktis for at befrie en gruppe børn, der er taget til fange på et forskningscenter. Den episke fortælling bringer hende både forbi den fiktive norske havneby Trollesund og senere den norske øgruppe Svalbard. Dengang jeg læste bøgerne, var jeg helt opslugt af universet, og særligt den rolle, Aurora Borealis – nordlyset – spillede i fortællingen. Siden da har fænomenet haft et skær af eventyr og noget overnaturligt over sig, når jeg hører det omtalt.
I det hele taget tror jeg, eventyr er en passende fællesnævner for de oplevelser, der venter én i Nord-Norge og Lyngenfjord. Det må føles som at træde ind i en parallelverden – lys, landskab og liv, som man aldrig har set det før. Og af den grund står destinationen højt på Lasses og min liste over must-sees.

Har I mon oplevet Nord-Norge? Og hvis ja, hvad syntes I så om området?

   

5 kommentarer

  • Thea

    Sommer i Lofoten er helt fantastisk! Dog får dere ikke opplevd nordlys, men midnattsol. Det anbefales :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tak for anbefalingen! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Midnatssol må virkelig også være en speciel og uforglemmelig oplevelse! Jeg glæder mig til forhåbentlig at opleve det engang :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristian

    Hei! Dere bør oppleve Bergen, Vestlandet og fjordene også!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Hei! De områder skal helt sikkert også på listen, ja. Især Bergen gad jeg rigtig godt opleve :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hamsterhjulet: Tanker om arbejdslivet