Billeddagbog fra Marrakech

Guide til Marrakech

c-marrakech-41

Vores guide til Marrakech

Her følger vores guide til Marrakech. Der findes efterhånden mange af dem – også nogle ganske udførlige af slagsen – men vi håber alligevel, at vi kan bidrage med lidt ny inspiration til turen. Nedenfor finder I tips til restauranter, caféer og seværdigheder samt nogle af de varer, der er værd at købe med hjem fra Marokko. Vi havde selv en fest med at lede efter krydderier, tasker og deslige i Medinaen, men allerbedste køb fra ferien må alligevel være det fine, lille messingskilt, vi fik med hjem til vores dør. Så har Marmeladefabrikken officielt fået ny ejermand og -kvinde :)

SPIS

b-marrakech-4

Roti D’or

I er lige ankommet til Marrakech og alt er en smule uoverskueligt. I er frokostsultne, men orker ikke en længere restaurant-seance. Rotid’or er lige stedet. Her kan I få lækre falafler, krydret kebab og endda også quesadillas. Retternes serveres med fritter og salat til, og to portioner inklusiv drikkevarer står jer i omtrent 60 danske kroner!

Kui Zin

Hvis I ikke gider stå i kø til nogle af de andre hypede restauranter på listen, har de god plads hos Kui-Zin – bl.a. på deres fine tagterrasse. De laver pastaen i huset, så pastaretterne er ret autentiske, og så er deres “Famous Chicken Tagine” virkelig god. Krydret, mør kylling med citron og grøntsager til.

b-marrakech-83

La Famille

Denne baggårdscafé er på kort tid blevet vanvittig populær, og vi var faktisk nødsaget til at booke bord et par dage i forvejen, for at få lov til at indtage en frokost derinde! Populariteten skyldes nok dels den fredfyldte og smukke have, der omgiver de spisende, og så maden, der er vegetarisk, økologisk og virkelig vellavet.

b-marrakech-22

Zwin’ Zwin’ Café

På samme gade som La Famille ligger Zwin Zwin, så her kan man passende svinge forbi, hvis de ikke har plads hos naboen. Zwin Zwin serverer lækre marrokanske dips og salater, kyllingewraps, pastillas med mere. Og så har de endda vin! Det er da (Z)win-(Z)win!

b-marrakech-72

Nomad

Ingen Marokko-guide uden en anbefaling af det trekløver af gode spisesteder, som den lokale entreprenør, Kamal Laftimi, står bag. Nomad er efter vores mening kronen på værket. Stemningen er god, menukortet byder på velsmagende fortolkninger af de lokale retter og så til overkommelige priser. Vi var især vilde med deres grønne bønner med citrus, feta-fritters og is lavet på Amlou (en smør lavet på mandel, honning og argan-olie). Husk at booke bord!

b-marrakech-60

Café des Épices

Overfor Nomad ligger Café des Épices, der med sin rødbrune facade, store fabriksvinduer og smalle vindeltrappe ligner noget fra en industriel drøm. Tænk at indrette sit hjem i de lokaler! Ak, vi må nøjes med at spise der ;) Deres tagterrasse er enormt hyggelig at sidde på om aftenen – solnedgangen over hustagene og Altasbjergene er svær at slå. Det samme er deres sandwich med kefta-kebab og deres friskpressede appelsinjuice. Haps!

b-marrakech-73
Terrasse des Épices

Det er svært at opstøve alkohol i Marrakech, hvor befolkningen overvejende er muslimsk, men på Terrasse des Épices kan du få et lækkert glas ferie-rosé på den fine tagterrasse. Stedet føles mere vestligt end mange af de andre steder, vi spiste, men stadig med et godt udvalg af marrokansk mad.

b-marrakech-39

Corner Café

Ved siden af Roti D’or ligger Corner Café, der ligeledes er et godt bud på en billig og velsmagende frokost. Deres pita med falafel er virkelig overdådig og godt fyldt op med grøntsager. Ejeren af stedet er meget venlig og snaksaglig.

b-marrakech-74

Latitude 31

Skal det være lidt finere, så er Latitude 31 et godt bud. Her serverer de nyfortolkninger af marrokanske klassikere i hyggelige omgivelser til tonerne af 60’ernes, 70’ernes og 80’ernes største hits. Kombinationen af Totos Africa og fine dining med stofservietter fungerer forbavsende godt, haha! Vi kan anbefale deres mixed grill og frisklavede ravioli med spinat og ost. Alle gæster får i øvrigt en lille amuse-bouche til at starte på, hvilket er en fin lille indledning på måltidet.

b-marrakech-29
Le Jardin

Vi vil vove den påstand, at stort set alle gæster, der træder ind langs den spejlbeklædte gang hos Le Jardin, bliver ret tryllebundne af den have, der gemmer sig bag de tykke, støvede mure. Alt er grønt – lige fra beplantningen, fugleburene og menukortene til klinkerne og de traditionelle glas, deres juices og shakes serveres i. Det er bare forbandet lækkert indrettet. Og så smager deres mad også ganske glimrende. Vi kan anbefale deres kefta tagine og grillede brochettes. Hertil en cremet dadel-shake.

b-marrakech-59
The Grand Café de la Poste 

Selvom vi holdt ret meget af at komme på Nomad, Café des Épices og Le Jardin, som rigtig mange nævner som højdepunkter på en tur til Marrekech, så var vores fedeste restaurantoplevelse helt klart Grand Café de la Post. Vi tog derhen efter et tidligt besøg i Jardin Majorelle (ligger 15 minutters gang derfra) og spiste morgenmad i solen. Maden var fin, men det var i lige så høj grad stemningen på stedet, I skal komme for. Man føler sig hensat til en svunden tid med de tunge lædermøbler, den imponerende trappe, fine tjenere bag cocktailbaren m.v. Der var en højtidelig 20’er-stemning, som bare var helt skøn.

KØB

Arganolie

Olien, der blandt andet har gjort Moroccan Oil til et kæmpe fænomen, fremstilles i stor stil i Marokko, og kan naturligvis købes i rigelige mængder i souk’erne. Sørg for at købe af en lokal producent, hvor du har nogenlunde tillid til, at produktet er rent.

Navneskilte

I nogle af de boder, hvor der sælges metalkander, messingkopper m.m., kan man være heldig at de også laver graveringer. Så kan man få lavet sig et skræddersyet skilt til en slik ift. hvad sådan et ville koste herhjemme.

c-marrakech-41
Tasker

Der er uendelig mange taskeboder – typisk enten lædertakser eller bast- og rafia-tasker. Førstnævnte lugter ofte gevaldigt meget af muggen kamel, så man skal lige se sig lidt for! Sidstnævnte er virkelig billige og findes i et utal af størrelser. Jeg købte hhv. en rund og en firkantet med læderhank og kom af med under 200 kr. for begge.

Tæpper

Rigtig mange levner plads til et tæppe i kufferten, når de drager mod Marrakech, og der er da også gode penge at spare ved at købe dem i souk’en frem for hos en dyr forhandler derhjemme. Og så er udvalget selvsagt meget større.

a-marrakech-71
Lædersko

Man kan købe berbersko en masse i Marrekech. Både runde, spidse, firkantede og i alverdens farver. Jeg købte selv et par i kernelæder til at tøffe rundt på terrassen i til sommer.

Skræddersyet tøj

Lasse fik sig et par skræddersyede bukser med hjem fra Marrakech, og de er overraskende fede! Vi var lidt nervøse for hvad skrædderen ville ende ud med, da han stort set ikke kunne et ord engelsk, men bukserne var heldigvis lige i øjet. Lasses blev syet i grå fløjl og kostede 150 kr.

Krydderier

Marrokanere har handlet med krydderier i århundreder og gør det stadig. Vi købte enormt billig spidskommen og stødt ingefær med hjem.

Mentolkrystaller

En af Lasses kollegaer havde tippet os om disse små krystaller, der skulle være rigtig gode til forkølelse. Man plumper bare en lille krystal ned i et glas kogende vand eller te og så forvandles det til den sygeste mentoldrik, der med sikkerhed kan give ilt til luftvejene!

Keramik

Der er så mange flotte keramikvarer i Marrakech. Vi kunne have købt os fattige! Nogle boder sælger de helt farverige af slagsen, mens andre sælger de traditionelle grøntglaserede skåle og fade, der produceres i de omkringliggende bjerglandsbyer.

SEVÆRDIGHEDER

secret-garden-marrakech-46

Le Jardin Secret

Den hemmelige have er et skønt åndehul midt i Medinaens virvar. Indgangen koster 70 dirhams og så har man fri adgang til den smukke seværdighed. Slut turen af på deres tagterrasse med en kop kaffe og et stykke hjemmebag.

Le Jardin Majorelle

Denne have er vel noget af det mest instagrammede i hele Marrakech, og der er da også skønt og smukt! Især hovedattraktionen – det koboltblå hus med art deco-detaljer – er i særklasse! Vi kom lige da de åbnede kl. 8 og havde haven nogenlunde for os selv i 15-20 minutter. Herefter væltede det ind med mennesker.

a-marrakech-87
Bahia Palace

En af de billigste attraktioner er Bahia Palace. Indgangen koster 10 dirhams per mand, og oplevelsen er virkelig fantastisk. Paladset rummer et overflod af udskårne detaljer, klinker, springvand, haver og loftsmalerier. Det er virkelig fascinerende.

Ourika Valley

Tæt på Marrakech ligger en af indbyggernes favorit-feriedestinationer: Ourika-dalen. Vi var afsted på en dagstur til dalen, og syntes helt generelt at det var rart at komme lidt væk fra byen, og lidt tættere på naturen. Atlasbjergene knejser flot mod himlen i grålige toner – og nogle endda med sne på toppen. Vi gik en times tid ind til et vandfald og tilbage igen efterfulgt af en frokost ved floden. Turen kostede 150 kr per mand (ekskl. frokost).

Agafay Desert

Vi kom minsandten også på en ret spontan tur ud i ørkenen, som vi fortæller mere om på et senere tidspunkt. Selvom vi var der af en helt bestemt årsag, var det fedt at få oplevet den bid af landskabet også. Meget smukt og dramatisk.

Shoppinggade omkring Le Jardin Secret

Efter en uges tid i Marrakech kan man godt blive lidt træt af agressive sælgere, der konstant råber efter én. Derfor var det ret befriende at gå tur i souken på Rue Mouassine – her var sælgerne forbavsende rolige og venlige! Bare et lille tip, hvis I mister pusten af at blive antastet hele tiden.

b-marrakech-35

Jemaa el Fna

Hovedpladsen i Marrakech er hele byens virvar kogt ned til små 200×200 meter. Her finder du slangetæmmere, juiceboder, madboder, sælgere, plattenslagere, musikanter..  det er kaotisk og fascinerende på samme tid!

Tjek vores andre indlæg fra Marokko her og vores andre rejseguides her.

   

8 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Billeddagbog fra Marrakech