Spis ude en uge i Aarhus C for under 400 kroner - Sidsel & Lasse
By the way #38

Spis ude en uge i Aarhus C for under 400 kroner

Dette indlæg startede egentlig som en sjov snak, hvor Lasse og jeg forsøgte at komme på syv gode meal deals, som kunne afføde en helt uge uden opvask og madlavning derhjemme. Samtidig også med tanke på, at der er en del studerende, der læser med herinde, og for hvem pengene kan være knappe. Benspændet hed, at vi skulle kunne spise ude for under 400 kr. per mand i syv dage. Vi har ydermere forsøgt at finde steder, hvor det er muligt at drikke et glas gratis vand til måltidet – hvis man nu vil køre den helt skrabet – men et par af stederne vil der ryge lidt kroner oveni for drikkevarer. Vi synes dog stadig det er vildt, at man kan få så gode spiseoplevelser til så få penge her i smilets by!

Her kommer vores forslag til at spise ud i Aarhus C i en uge for under 400 kr:

faellesspisning-ankersgade-21-1a

Mandag: Frederiksgade 42 – Fællesspisning i Ankersgade (65 kr. )

Den første mandag i måneden afholder Frederiksgade 42 fællesspisning i i Kulturhuset i Ankersgade. Vi har før omtalt arrangementet her på bloggen, og nu gør vi det igen, for det er simpelthen så hyggeligt! Og så får man virkelig god kvalitet til pengene. Kom fire mand samlet og så får I to gode retter til den nette sum af 65 kr. per mand.

Tirsdag: Le Coq (50 kr.)

Tirsdag er for mange studerende, der færdes i og omkring Graven, synonym med Mad & Fad. For en flad halvtredser får du en fadøl og en solid portion mad på den franske bar, Le Coq. Måltidet kan være alverdens lækre sager så som blomkålsgratin, farsbrød med waldorfsalat og kartofler, boller i karry, lasagne, brændende kærlighed, pulled pork burger og boeuf bourguignon.

2018-01-24-08-16-00-1

Onsdag: The Lazy Wombat (55 kr.)

Hver onsdag står den på kødtærter, mos og masser af SOVS hos The Lazy Wombat. Det er tungt og det er godt! Al maden er naturligvis lavet fra bunden af fortrinsvist økologiske ingredienser. Da vi var forbi fik vi hhv. en chunky beef pie og en tærte med kylling og porre. Hertil knuste kartofler og sweet onion gravy. Det smagte fantastisk!

Torsdag: Matematisk Kantine (35 kr)

Dette er muligvis outsideren i opstillingen, men faktisk laver de ganske god mad i Matematisk Kantine på AU. Nu på torsdag står den fx på hjemmelavede burgers, gratineret pasta med svampe, asiatisk risret samt porresuppe. En portion mad koster som regel mellem 20 og 35 kr. Så kan det da næsten ikke gøres billigere!

Fredag: Café Folkeven (55 kr.)

På Café Folkeven står den på retrostemning, brætspil og velsmagende, grøntsagsbaserede retter. Om aftenen er det muligt at få en mættende portion gryderet (en afart chili con carne) eller salat til 55 kr.

Lørdag: Oli Nico (65 kr.)

Nu er det blevet lørdag, og det må gerne være lidt mere festligt og tæt på byens forskellige vandingshuller! :) Kommer I tidligt, kan I sætte jer til bords hos Oli Nico og spise jer mætte i deres klassikere – fx moules Frite, mergeuz eller fish and chips – til bare 65 kr.

Søndag: Den Grønne Papaya (65 kr.)

Hvad Den Grønne Papaya mangler på indretnings- og atmosfære-fronten, gør den heldigvis op for på tallerknen. No nonsense, enkel, velsmagende vietnamesisk mad, og så til en slik. Vores favoritter er deres forårsruller med risnudler og stegt nakkefilet.

4 kommentarer

  • Marie

    Eller Pho C&P, mums!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Så er det afgjort – Århus er Danmarks dejligste plet. Jeg burde virkelig flytte derover i en fart!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Jeg kunne ikke være mere enig, Pia! ;) I hvert fald i det første :D

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

By the way #38