Langdistanceforhold og breakup - Sidsel & Lasse
Her skal du drikke din rosé i Aarhus

Langdistanceforhold og breakup

matthew-kwong-463117-unsplash

Én af de ting, vi oftest får personlige mails om på vores blog-mail, er breakups og kæresteproblemer. Flere af vores læsere har i tidens løb skrevet ind og spurgt til råds, når de har stået i en svær situation i parforholdet – enten fordi de står overfor udsigten til et langdistanceforhold, et breakup eller en kæreste, der skal studere i udlandet. Vi er selvfølgelig ret beærede over at nogen vil skrive og spørge os til råds, og det er da også en virkelig svær situation at stå i, når ens kæreste skal være langt væk i lang tid, på højskoleophold eller har fået studieplads i den anden ende af landet. Så vi vil selvfølgelig gerne prøve at hjælpe lidt! Først og fremmest ved at fortælle lidt om vores egen historie på området og dernæst med nogle af vores personlige betragtninger når det kommer til parforhold.

For at starte ved vores egen historie, som vi går ud fra flere af jer kender til, så har vi jo været fra hinanden af flere omgange – både som kærester og ikke-kærester. Første omgang var i 2011, hvor Sidsel skulle læse et semester på UTS i Sydney, anden omgang var det mig, der skulle læse et semester på UCSD i San Diego og tredje gang var det igen mig, der skulle i praktik i Købehavn på TV-selskabet Koncern. De to sidstnævnte var de “bedste”, fordi vi forblev kærester og så hinanden under opholdene (dog kun én gang mens jeg var i San Diego). Men første gang, da Sidsel skulle af sted til Sydney. Det var noget af en mavepuster. I forvejen var vi ikke det bedste sted i vores forhold, men at vi så oveni skulle undvære hinanden i et halvt år, det gjorde det ikke ligefrem nemmere. Vi var bange for, at forholdet ikke kunne holde til den store distance mellem os i så lang tid. Derfor tog vi en svær men virkelig ærlig og nødvendig snak. Vi blev enige om, at når Sidsel steg på flyveren til Australien, så var vores forhold slut. Vi aftalte dog samtidigt, at vi skulle holde kontakten, mens Sidsel var af sted og at vi, når hun kom hjem igen, skulle snakke sammen og finde ud af, om vi havde lyst til at blive kærester igen. På sin vis var det en præventiv beslutning, som vi håbede, kunne gavne os i det lange løb. Vi ville for alt i verden undgå at skulle slå op over Skype fordi vi ikke magtede udfordringen – både fordi det ville være en tarvelig måde at slutte et ellers godt forhold på og fordi at det potentielt kunne være så ødelæggende at slutte det på den måde, at muligheden for at finde sammen igen ville forsvinde helt. Med den løsning, vi endte med, var der trods alt en enighed om, hvad vi gjorde og at vi skulle kigge på mulighederne for at blive kærester igen, når Sidsel var tilbage. Der var selvfølgelig den risiko, at det halve år fra hinanden ville være for meget og at der ikke var interesse fra os begge om at blive kærester igen. På den anden side var der også den mulighed, at vi begge kunne se, om græsset var grønnere på den anden side og forhåbentlig konstatere at det ikke var det og så finde sammen igen med endnu mere vished om, hvor godt vi egentlig havde det sammen. Det var en risikabel men nødvendig beslutning for at redde forholdet på sigt og heldigvis endte det jo præcis, som det skulle.

Vi har hørt lidt for mange historier om par, der har valgt at tage udfordringen op og indgå i et langdistanceforhold, hvor man ikke ser hinanden i mange måneder, som har måttet kaste håndklædet i ringen og slå op med hinanden halvvejs i processen. Ofte sker der også det, at den part, der kommer hjem fra et ophold, kun når at være hjemme i meget kort tid, før vedkommende slår op med sin kæreste. Så må man altså føle sig snydt, når man trofast har gået og ventet i et halvt år på sin kæreste for så bare at blive slået op med to dage efter at han/hun er kommet hjem! Jeg siger på ingen måde, at man skal slå op med sin kæreste, så snart man skal være adskilt i længere tid. Men man kan lige så godt være ærlig over for sig selv og sin partner og spørge sig selv om man helt oprigtigt tror på, at ens forhold kan overleve adskillelse over længere tid. Det er kun til skade for begge parter, hvis man ikke tør tage den alvorlige snak og bare lader som om, at det hele nok skal gå, selvom man inderst inde godt ved, at forholdet måske ikke kan holde til det.

Et andet spørgsmål er så, hvem af de to parter, der skal tage initiativet til den seriøse snak. Desværre kommer der en ret stor uligevægt mellem de to parter, når den ene f.eks. skal ud at rejse i længere tid. Vedkommende står over for at skulle ud på et eventyr, opleve en masse ting og sandsynligvis udvikle sig som menneske. Den anden har blot udsigt til status quo derhjemme og bliver på en måde efterladt på “standby”. Det er ikke en særlig sjov position at blive sat i. Derfor skal den person, der bliver hjemme, også sørge for at finde en masse sjovt at beskæftige sig med, mens den anden er væk. Både for at distrahere sig selv lidt og for at få en følelse af, at man også er “i bevægelse” ligesom partneren, der er ude at rejse. Ellers bliver det hele altså lidt for trist. Forhåbentlig bliver det så sådan, at når den rejsende part i forholdet kommer hjem igen, så har man begge udviklet sig og oplevet noget spændende. Det er et meget bedre udgangspunkt end at den ene kommer tilbage fyldt med energi og nye oplevelser til en kæreste, der er fuldstændig den samme, som da man sidst så hinanden.

Mens din partner er rejst væk, skal du forsøge at acceptere, at han eller hun måske ikke har det på samme måde som dig, når det kommer til at tænke på jeres forhold. Din partner oplever en masse nyt og forsøger at nyde så meget som muligt af sin rejse og at tage alle indtryk ind. Så derfor er det ikke sikkert, at der er lige så meget tid til at sidde stille, reflektere og savne den, der sidder tilbage i Danmark. Dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der ikke længere er følelser eller forelskelse tilbage, men bare at der er andre ting, der fylder mere i hovedet for en stund. Jo mere accept, partneren hjemme i Danmark kan udvise i den retning, jo nemmere bliver det også at holde kontakten på en god måde og at finde tilbage til sit forhold, når man genforenes. Det kan være svært at afholde sig selv fra hele tiden at ville Skype, ringe, snappe og så videre, men prøv at holde det til nogle aftalte tidspunkter. Den, der ikke rejser ud, er i overhængende fare for at komme til at virke for needy ved hele tiden at ringe og skrive, og hvis der i forvejen er en lille uligevægt i forholdet, bliver denne kun større af at den ene part higer meget mere efter konstant kontakt end den anden. Giv plads og stol på, at det hele nok skal ende på den rigtige måde i sidste ende.

Og så vil jeg lige slutte af med endnu en personlig historie fra Sidsels og mit forhold, som er helt tilbage fra tiden lige efter gymnasiet. Jeg havde haft ét sabbatår og Sidsel var lige blevet student. Den sommer begyndte hun at snakke om, at hun gerne ville på et højskoleophold. Hun fortalte, at der havde været en gut fra en gymnastikhøjskole ude at fortælle om det på hendes gymnasium og hun valgte at fremhæve én sætning, han havde sagt: “Mange har kærester, når de ankommer til højskolen. Men det går hurtigt over.”. Jeg ved ikke, om Sidsel selv havde tænkt over, hvor dårlig en sætning det var at fremhæve, hvis hun havde tænkt sig at sælge idéen om at hun skulle på højskole til mig. Men jeg var i hvert fald på ingen måde imponeret. Generelt går jeg ind for, at man ikke skal begrænse hinanden i sit forhold og at man skal give hinanden plads til at udleve sine drømme. Men lige i dette tilfælde var jeg simpelthen nødt til at modsætte mig hendes plan. Det var enten mig eller højskolen. Hell no om hun skulle gå op og ned af en masse veltrænede gymnastikfyre i 3-4 måneder! Så der måtte jeg altså sætte foden i, selvom det også føltes lidt mærkeligt at sætte et ultimatum på den måde. Heldigvis valgte hun at droppe tanken om højskole og fandt på noget andet. Det var jeg selvfølgelig glad og lettet over. Pointen her er, at jeg selvfølgelig godt kunne have været den åh-så-forstående kæreste og accepteret hendes ønske om at tage på højskole, men så tror jeg helt ærligt ikke vores forhold havde overlevet. Dengang havde vi heller ikke været sammen i meget mere end et år, så det var stadig ret nyt. Men jeg er glad for, at jeg trådte i karakter og viste, at jeg altså var interesseret i at holde på hende. Måske var det også en lille form for (u)bevidst test fra hendes side for at se, hvor vild jeg egentlig var med hende ;) I guess we’ll never know…

   

2 kommentarer

  • Cecilie Overgaard Jensen

    Sikke en dejligt indlæg.
    Det er helt fantastisk, at I er så ærlige over for jer selv og hinanden og samtidig formår at få det kommunikeret på en virkelig god måde.
    Det er en af de vigtige nøgler til det gode parforhold i min optik. Og noget min kæreste og jeg (på 4. år) også “dyrker”.

    Noget helt andet. Hvordan har I gjort i forhold til husleje under diverse udlandsophold?
    Min kæreste og jeg bor i egen ejerlejlighed med to værelser, som ikke er delevenlig.
    Så det er lige før alt det praktiske får mig til at opgive idéen om udveksling.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Cecilie :)

      Tusind tak, det var en skøn kommentar at få! Kommunikation og ærlighed er bare rigtig vigtigt (ved godt det lyder lidt klichéagtigt, men der er bare noget om snakken!).

      Da Sidsel var i Sydney fremlejede vi hele lejligheden og jeg boede hos mine forældre (super fedt….). Mens jeg var i København og San Diego tror jeg faktisk bare Sidsel betalte huslejen selv i den tid, hvilket egentlig var ret sejt af hende. Alternativt skal man leje lejligheden ud og finde et værelse eller bo hos en ven, mens ens kæreste er på udveksling. Det ville i hvert fald være ærgerligt at gå glip af udveklsing på grund af sådan noget som ens husleje.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her skal du drikke din rosé i Aarhus