10 smukke kjoler til bryllupsgæsten – Sidsel & Lasse
Så blev terrassen forårsklar!

10 smukke kjoler til bryllupsgæsten

30716754_10160240356880564_8879957051845902336_n

fest-kjoler-til-bryllup

1: H&M 2: &Other Stories 3: H&M 4: &Other Stories 5: Ganni 6: Ganni 7: Zara 8: Mango 9: Stine Goya 10: Mango

Skal du til et bryllup i løbet af sommeren? Så har du heldet med dig! Det vrimler nemlig med fine kjoler i sommerkollektionerne i år. Blomster, flagrende skørter, slå-om-silhuetter, silke og pasteller er blot nogle af de tendenser, der går igen hos virkelig mange brands. Og de feminine, romantiske kjoler er som skabt til sommerbryllupper med dans, bobler og kærlighed i luften. Lasse og jeg var selv til et dejligt bryllup i lørdags, hvor der var rigtig mange fine kjoler i blandt. Masser af flæser, blomsterprint og lækre farver. Selv havde jeg denne kjole med gult blomsterprint fra Ganni på, som jeg synes har en virkelig flatterende silhouette.

Når det kommer til bryllupper, er der jo en hel del traditioner, man kan vælge at holde i hævd – herunder også når det kommer til påklædning. Personligt kan jeg dog ikke hidse mig op over, at nogle gæster bryder med traditionerne hvad deres outfit angår – så længe du går udenom kridhvide kjoler som kvinde (med mindre invitationerne foreskriver noget andet), så burde du være home free. Og så er der det med kjolelængde. Er du inviteret til Black Tie Dinner vil der ofte være en forventning om, at du som kvinde møder op i en lang kjole, men igen oplever jeg, at formalitetsniveauet til danske fester er skruet knap så meget i vejret, som det kan være til amerikanske og engelske fester, og at man derfor også kan vælge lidt mere frit. Om gæsten er mest til korte eller lange kjoler er jo også en smags sag. Jeg er selv rigtig glad for de lange af slagsen – så kommer min 179 cm lange krop mest til sin ret! Og hvor tit har man ellers mulighed for at iføre sig maxikjole og hæle uden at føle sig overdressed? Men pejlemærket for kjolejagten må dog først og fremmest være, at man føler sig tilpas i det skrud, man har valgt.

Ovenfor har jeg givet mit bud på ti kjoler, der vil gøre sig godt til et sommerbryllup. De fleste af dem ligger på et ret fornuftigt prisleje – især hvis man vælger en kjole, der også kan bruges efterfølgende. Fx dressed down med et par sneakers og en sweatshirt over. Det er i hvert tilfælde ofte sådan, jeg sørger for at holde rotation i mine kjoler, når det er hverdag. I collagen er mange af de gængse highstreet-kæder repræsenteret, men faktisk er der også en håndfuld brands, der er særligt gode til det med kjolerne, men som desværre ikke forhandles så mange steder herhjemme. Et af de brands er australske Faithfull the Brand, som laver virkelig fine, sommerlige kjoler i lette materialer. Asos har bl.a. et lille udvalg. Og hvis I tilfældigvis lægger vejen forbi en større, amerikansk by inden længe eller blot ikke har noget imod at betale told, så laver Reformation også dødlækre kjoler. Jeg købte selv en slå-om-kjole derfra, da Lasse og jeg var i New York, og den har jeg simpelthen været så glad for. At brandet ovenikøbet har en bæredygtig profil er bare endnu et plus i min bog.

Jeg håber, I kan bruge mine kjole-tips – kom gerne med jeres egne, hvis der er et brand, jeg har overset :)

4 kommentarer

  • HS

    Wow.. Kjolen sidder virkelig flot på dig, gid jeg selv kunne bære den så flot!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Tusind tak, Hua! Jeg tror faktisk også sådan en slå-om-kjole er noget af det, jeg føler mig allerbedst tilpas i. Det er jo en god ting at finde frem til beklædningsdele, der giver én den følelse, ikke? :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hej Sidsel og Lasse. Er det bare mig, eller er I ikke begyndt at generere lidt flere sponsorerede indlæg, end I plejer? Ud af de sidste 10 opslag, I har lavet, kan jeg i hvert fald regne mig frem til, at halvdelen af dem er reklame for et eller andet. Det er godt nok mange, synes jeg. Jeg har været læser af jeres blog i mange år, men jeg er stået lidt af på det sidste, må jeg blankt erkende. Jeg synes, det er en ærgerlig tendens. I mister i hvert fald lidt troværdighed hos mig. Jeg savner de ærlige og personlige indlæg. Vh. Sofie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Hej Sofie
      Først og fremmest tak for din kommentar og tak fordi du læser med. Det er vigtigt, at man som læser også kan komme med den slags input. Faktisk havde vi også talt om, at det muligvis ville kaste nogle reaktioner af sig, at vi udgav forholdsvis mange sponsorerede opslag i træk.

      Du har helt ret i, at en 50/50-fordeling er voldsomt, og det er heller ikke vores intention, at halvdelen af det, man læser herinde, skal rumme reklamer. Desværre er vi ikke altid selv herre over, at tingene klumper sig sammen. I nogle tilfælde indgår vi en aftale måneder før vi skal poste indhold, andre gange går der få dage, og det kan derfor være svært at planlægge sig ud af, at der udgives en håndfuld i streg. Omvendt kan vi jo så også have længere perioder, hvor reklamerne forekommer mere sporadisk. Til sammenligning har der i perioden mellem d. 2 og 16 april været 2 sponsorerede indlæg og 9, der ikke var.

      I sidste ende er det den samme gamle sang om, at bloggen nu er blevet en del af vores levebrød, hvorfor de kommercielle indslag er en økonomisk nødvendighed for at kunne drive platformen, men at vi samtidig gerne vil bevare den nerve og værdi, der var til stede før vi begyndte at lave sponsoreret indhold. Med andre ord er det en konstant balancegang, og vi sætter naturligvis pris på både ris og ros i den forbindelse. Din kommentar er helt sikkert taget til efterretning :)

      Mvh. Sidsel

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så blev terrassen forårsklar!