Den selvstændiges dagbog #6 - om røvhulsgenet - Sidsel & Lasse
1 år i Marmeladefabrikken <3

Den selvstændiges dagbog #6 – om røvhulsgenet

andre-hunter-350301-unsplash-1

En af de absolut bedste ting ved at være blevet selvstændig har intet med løn og korte arbejdsdage at gøre. Til gengæld har det alt med frihed at gøre: frihed til at vælge, hvem jeg vil omgås, og hvem jeg vil arbejde sammen med. Og dermed undgå at støde ind i røvhulsgenet. Kender I mon røvhulsgenet? Dét gen dårlige ledere, utålmodige bilister, usympatiske undervisere m.fl. har til fælles. Et gen der afstedkommer en opførsel, der med ét kan forvandle en god dag til en dårlig for de mennesker, der har med vedkommende at gøre.

Jeg betragter mig selv som en bægeret-er-altid-halvt-fyldt type. Mit humør har en default setting, der hedder glad og positiv. Og sådan har det stort set været så længe, jeg kan huske. Læg dertil, at jeg meget nødigt vil komme med ytringer, der kan såre andre eller udgøre en kritik, som de kan risikere at blive nedslåede af at få. Jeg bliver vred, hvis jeg føler mig trådt på, men der skal en del til, før jeg giver udtryk for det. Når man bærer rundt på den slags gemyt, så kan det føles særligt destruktivt at løbe på en indehaver af røvhulsgenet. Det er grænseoverskridende og på alle måder ubehageligt, når et andet menneske udstiller dig, skælder dig ud eller ydmyger dig. For mit eget vedkommende skal jeg kæmpe for ikke at disintegrere i hele ansigtet, når den slags sker. Jeg arbejder til stadighed med at blive lidt mere hård i filten, og lade den slags glide af på mig, men det er svært. Og allerhelst ville jeg ønske, at det ikke var nødvendigt. Hvorfor skal jeg kæmpe for at holde røde pletter på halsen stangen, når det i virkeligheden slet ikke er mig, der er noget galt med?

Fælles for alle besiddere af røvhulsgenet er nemlig, at overfusningerne kommer ganske uprovokeret. Hvilket tit efterlader én ret så perpleks. Jeg har både oplevet det som ny bilist i trafikken, i køen i supermarkedet og naturligvis på arbejdspladsen. Sidstnævnte arena er nok den, hvor vi oftest konfronteres med nye mennesker, vi på en eller anden måde skal forholde os til og samarbejde med. Og jeg har desværre allerede oplevet – adskillige gange – at blive talt grimt til eller at blive udstillet foran et lokale fuld af mennesker. Hvilket på ingen måde er i orden. Og som ny i job kan man blive særligt forbløffet over den adfærd.

Jeg er selv datter af to forældre, der til dagligt agerer ledere for en række medarbejdere, og hvis der er én ting, jeg har bidt mærke i hos dem, så er det deres insisteren på at fastholde en positiv og anerkendende dialog på arbejdspladsen. Og interesserer man sig en smule for organisatorisk ledelse, og læser om resultater i forskning indenfor motivationsteori, så lyder konklusionen da også igen og igen på, at skæld ud gør langt mere skade end gavn. Der skal simpelthen en enorm mængde anerkendelse og ros til for at opveje negativ kritik. I samme åndedrag synes jeg dog også det er vigtigt at påpege, at der er ret stor forskel på almindelig irettesættelse og røvhulsopførsel. Hvis du bliver bedt om at tie stille under en forelæsning, er det altså ikke urimelig opførsel. Som regel er éns mavefornemmelse dog en tydelig indikator for, om der er tale om det ene eller det andet. Jeg kan sagtens fornemme, om jeg får ondt i maven fordi jeg selv har opført mig dumt, eller om jeg får ondt i maven, fordi jeg føler mig blottet og udstillet af en anden person.

Heldigvis omgiver jeg mig i dag med dygtige, sympatiske og flinke mennesker. Det giver en tryghed både i mit privatliv og mit arbejdsliv. Og så er jeg i øvrigt også overbevist om, at mit faglige output kun bliver bedre af, at jeg arbejder sammen med mennesker, jeg ved, hvor jeg har. Skørt nok havde jeg ikke på forhånd overvejet, at det ville blive en vigtig sidevirkning af min beslutning om at hoppe af 9-til-17-toget, men det kan jeg altså konstatere, at det i dén grad er blevet. Jeg nyder den lille lomme af autonomi, jeg har skabt mig i mit arbejdsliv.

Slutteligt vil jeg runde af med igen blot at påpege, at de overfusninger, ejeren af røvhulsgenet spyer ud, aldrig har noget med dig – modtageren – at gøre. Du er blot lynafleder for en grim adfærd, der sandsynligvis bunder i en masse ophobet forventningspres, usikkerhed eller generelt ondt i livet. Selv hvis du har gjort noget “galt”, så kan det aldrig retfærdiggøre at et andet menneske udstiller dig. Føler du at en episode har været forkert og ubehagelig, så har den sikkert også været det. Og jeg er desværre bange for, at vores performance- og effektiviseringskultur vil afføde flere besiddere af røvhulsgenet i fremtiden. Der er sikkert en hel masse af jer, der snart skal starte på ny uddannelse, nyt job, nyt undervisningsforløb m.m., og I vil med garanti opleve episoder, der føles grænseoverskridende og uretfærdige. Jeg håber virkelig, at I vil huske på, at det skyldes en brist hos personen overfor jer og ikke hos jer selv. Byg et fernis op, der kan holde til konfrontationerne, men lad være med at agere boksepude.

   

6 kommentarer

  • Anne

    Virkelig godt skrevet, Sidsel!
    Jeg studerer selv et tilvalg på AU om organisationsudvikling, hvor vi har berørt emnet om anerkende ledelse, som du selv omtaler. Uden at skal blive alt for teoretisk, opnås anerkendelse på forskellige måder i henholdsvis den private, den statslige og den civile sfære, hvortil der findes forskellige anerkendelsesformer. Sidstnævnte – civilsfæren – indbefatter arbejdslivet, hvor anerkendelse opnås gennem solidaritet og værdsættelse. Det handler om, at man som menneske besidder kvaliteter, som bidrager med noget positivt til fællesskabet, og at man gennem anerkendelse af kvaliteterne opbygger sit selvværd. Det, synes jeg, passer meget fint med din pointe om, at man ikke skal lade sig kue af personer på sin arbejdsplads (eller andre steder) med røvhulsgenet (genialt ord!), og at en virksomhed øjensynligt får mere ud af en anerkendende og positiv omgangstone, da det kan have en indvirkning på medarbejderens selvværd og dermed medvirke til en gladere, mere motiveret og effektiv medarbejder 😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Tak, Anne. Det er jeg simpelthen så glad for, at du skriver! :)
      Anerkendelse gennem solidaritet og værdsættelse kunne jeg ikke være mere enig i. Det er utroligt, at der stadig findes arbejdspladser, der ikke er kommet videre end stokken eller guleroden. Smid begge dele ad H til og interesser dig for den inviduelle medarbejder i stedet.

      Under alle omstændigheder er det et virkelig spændende felt! Jeg beskæftigede mig også en del med extrinsic og intrinsic motivation på studiet, og der er også en ret interessant diskussion i dét med, hvornår det giver mening at bruge hvad og i hvor høj grad. Overdreven ros aka. the overjustification effect kan jo også være problematisk på en arbejdsplads.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie B

    … Og må jeg tilføje: kontakt din fagforening (især for alle dem, som ikke er selvstændige). Hvis man har en leder, der gør den slags ofte, er det også noget, de kan hjælpe med…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Vigtig tilføjelse! En fagforening kan være guld værd i den slags situationer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Jeg er vild med dine “selvstændige” indlæg, for dels giver de et indblik i en hverdag, som måske bliver virkelighed for mig en dag (hvis jeg tør) og det elsker jeg – og dels sætter de tankerne igang. Den her gang giver det mest tanker. Jeg har en chef som ikke går op i god ledelse, og som ikke mener ros hører hjemme, for vi gør jo bare det vi er ansat til. Det er et frygteligt miljø at bevæge sig i, selvom jeg ved jeg er god til mit arbejde. Jeg tror jeg finder noget andet at lave. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Tak for din kommentar, Lotte. Det er så dejligt at høre, at andre kan bruge mine erfaringer til noget :)
      Men æv, for en dum situation. Tænk at din chef ligefrem mener, at ros ikke hører hjemme. Stod det til mig, ville jeg skrive “HUSK ROS” på første side i personalehåndbogen! Jeg håber, du snart lander på rette hylde.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

1 år i Marmeladefabrikken <3