Tips til udlejning på AirBNB + få 250 kr i rejsekredit som ny bruger – Sidsel & Lasse
Karriereveje - hvor kunne jeg også være endt?

Tips til udlejning på AirBNB + få 250 kr i rejsekredit som ny bruger

lejli8

Da vi overtog skødet til Marmeladefabrikken varede det ikke længe, før vi oprettede lejligheden på AirBNB. Det har hele tiden været et ønske fra vores side, at når vi først blev boligejere, så ville vi udnytte de perioder, hvor vi ikke selv er i lejligheden, til at leje boligen ud. Og det bliver immervæk til nogle uger på et år, hvis vi både tæller rejseri, bryllupper, familiebesøg, sommerhusture plus det løse med. I forbindelse med vores bryllup har vi faktisk også brugt vores AirBNB-udlejninger som en opsparingsmulighed. Pengene har fået lov til at blive stående på Paypal-kontoen og hæves så efterhånden som vi betaler udgifter til festen. Hvis alt går vel med de sidste bookinger hen over sommeren, så vil 30-40% af vores bryllup været financieret via vores udlejningsindkomst. Det er godt nok fedt at have den mulighed!

I vores øjne er AirBNB win-win for os “små” private udlejere og ditto for de gæster, der benytter servicen. Det er en måde at udnytte ledig kapacitet på, og et (ofte autentisk) alternativ til hotelkæderne. Vi har i mange år benyttet AirBNB som gæster, og har som regel haft gode oplevelser. Og det samme kan vi nu sige som udlejere. Vores gæster har alle været meget imødekommende og søde. De har “svinet” i varierende grad, men aldrig så vi tænkte, at lejligheden havde taget skade. Det er mere et spørgsmål om, hvor meget støv, der ligger i hjørnerne. En enkelt gang har vi oplevet at komme hjem til et brusehoved, der lød mærkeligt (det er sandsynligvis blevet tabt ned på klinkerne), men ellers har folk passet meget godt på vores lejlighed.

Selvom der er ratings, CPR-verificering og garantier involveret, så er AirBNB i høj grad også en tillidsbaseret service. Hvilket først og fremmest er en smuk ting, hvis man spørger mig. Der skal være tillid til, at du passer på mine ting, til at vi begge er dem, vi giver os ud for at være og til at vi hver især overholder en række (skrevne og uskrevne) regler. Men et tillidsbaseret system kan naturligvis også være skrøbeligt, hvorfor vi også tager os nogle forholdsregler. Vi har alle hørt skrækhistorierne om bordeldrift, vandskader og vilde fester, hvilket da også har fået AirBNB til at implementere flere forsikringer samt en 24/7 hotline, hvis uheldet skulle være ude. Heldigvis er det stadig en forsvindende lille andel udlejninger, der ender med en klagesag.

Nedenfor har jeg samlet nogle erfaringer, vi har gjort os, og tips, som måske kan være gavnlige, hvis du går og overvejer at kaste dig ud i AirBNB-eventyret:

  • Lej kun din bolig ud til brugere, der er verificerede og har minimum 2-3 ratings i forvejen. Det giver ro i maven, at andre mennesker kan sige god for din gæst.
  • Sæt dig godt ind i reglerne for AirBNBs forsikringer og garantier. De kan godt være snørklede.
  • Brug din sunde fornuft, når du godkender gæster. Hvis du har en dårlig mavefornemmelse, så undlad at godkende dem.
  • Gør dig umage med dit boligopslag. Tag retvisende billeder og skriv en fængende og informativ tekst.
  • Sørg for at holde din svarrate i top og svartid i bund.
  • Hvis ikke du selv har mulighed for at overdrage en nøgle til dine gæster, kan vi anbefale at bruge KeyKeeper (de er vist i færd med at blive opkøbt og skifte navn pt.). Alternativt kan du montere en nøgleboks et sted på din grund eller lave en aftale med din nabo.
  • Hvis ikke gæsten selv oplyser det, så bed om en beskrivelse af det selskab, der skal låne din bolig. Kald os gamle og forsigtige, men vi lejer helst ud til familier og par.
  • Sammensæt en lille guide til din by og dit område og laminer den evt., så den kan genbruges. Vores gæster har ofte givet udtryk for, at vores tips var en god hjælp.
  • Gem så mange personlige genstande væk i skabe, som muligt, hvis du har det underligt med at fremmede mennesker måske vil gå og pille ved dem.
  • Stil en lille gave/en frisk buket blomster/en æske chokolade frem som velkomst, hvis du vil score ekstra point hos dine gæster!

Lad mig til sidst gentage den vigtigste regel: brug din sunde fornuft. Du kan undgå en masse tvivl, bøvl og skuffelse, hvis du sætter god tid af til at researche både som gæst og som vært.

P.S. Hvis du endnu ikke har prøvet AirBNB som gæst kan du få 250 kr i rejsekredit ved at tilmelde dig gennem dette link. Og hvis du nu skal til at tilmelde dig som vært – og vil være ultrasød mod os – så kan du benytte dette link ved tilmelding. Ved brug af de to links får vi også selv kredit på vores AirBNB-konto, så hvis du har lyst, ville vi blive rigtig glade, hvis du bruger ét af de to links, når du måske alligevel skal oprette dig som (ud)lejer :)

 

 

2 kommentarer

  • Kirsten

    Jeg ved det er en lidt træls kommentar, men man skal huske at der er et loft på hvor meget man må udleje sin bolig i forhold til skat. Det kan blive ret dyrt hvis ikke man er sikker på reglerne fra starten :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Det skal man selvfølgelig også huske, ja :) Den er jo lige blevet sat op til 28.000 kroner om året (fra 2019), så det er jo meget fint! AirBNB skal fra næste år også indberette til skat, så på den måde “slipper” man som udlejer selv for lidt af bøvlet i forhold til indberetningen. Derudover skal man også huske, at man kun må leje sin bolig ud på denne måde max 70 dage om året :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Karriereveje - hvor kunne jeg også være endt?