Set, hørt og læst: juni - Sidsel & Lasse
Nem sommerdessert: pavlova med passion, mango, banan & nektarin

Set, hørt og læst: juni

Hej venner! Vi prøver lige et nyt koncept af, hvor vi anbefaler nogle af de ting, vi har set, hørt og læst i løbet af måneden – vi er relativt store forbrugere af mange forskellige medier, så vi synes, det gav god mening at give jer et lille indblik i de bøger, podcasts, film, serier, udstillinger og alt muligt andet, vi løbende stifter bekendtskab med. Vi håber, I synes det er et brugbart tiltag :)

Set

Film: Hereditary

(screenshot fra traileren)

Gyserfilmen Hereditary var vi så heldige at se til en forpremiere i Øst for Paradis og den er uden tvivl en af de bedste gyserfilm, vi har set i de senere år. Super creepy, velproduceret, æstetisk flot og med et isnende soundtrack, der virkelig får hårene til at rejse sig. Hereditary (‘arvelig’ på dansk) handler kort fortalt om en meget speciel familie, der har en broget forhistorie med mange mystiske hændelser, spirituelle strømninger og uudtalte problemer, som så ret hurtigt kommer op til overfladen da familiens mormor dør i begyndelsen af filmen. Toni Collette spiller virkelig blændende som moderen Annie, der langsomt men sikkert krakelerer, mens hun er vidne til de mest uhyrlige scener. Hereditary rammer rigtig godt sweet spottet mellem at holde seeren i mørket omkring handlingen og at overfortælle historien og skære den ud i pap. Du får nok at vide til at kunne forstå handlingen, men ikke så meget at vide, at du ikke har nogen spørgsmål, når filmen slutter. Se den!

Udstilling: Jake & Dinos Chapman – March of the Banal

Fredag d. 15 juni åbnede anden udstilling i rækken i Aros’ nye serie “Intermezzo”. Denne gang med brødrene Jake & Dinos Chapman ved roret. Lad det være sagt med det samme: udstillingen er alt andet end feel good. Værkerne behandler emner som nazisme og racisme, mens de forsøger at udstille ondskabens banalitet, og hvor let, noget dybt tragisk pludselig kan transformeres med relativt enkle greb. Fx har brødrene opkøbt værker af Goya, der skildrer Napoleons krigsrædsler i Spanien, og limet magasinudklip hen over dem. I udstillingen findes også en håndfuld værker af Hitler, der i den grad også var med til at skabe krigsrædsler af en hidtil uset dimension. Malerierne har fået en kærlig tur med penslerne, og har blandt andet fået tilføjet store, farverige regnbuer! Udstillingen rummer også et fascinerende miniaturelandskab, som brødrene var flere år om at færdiggøre. Værket bærer navnet The Sum of All Evil, og består af fire montrer, hvori der finder en grotesk masseudryddelse af nazister sted. Vi vil ikke sige så meget andet, end at vi synes I skal se udstillingen og fordybe jer i de mange små detaljer.

Udstilling: James Rosenquist – Painting as Immersion

Den sidste store amerikanske popkunstner James Rosenquist døde sidste år, efter i mange år at have bidraget til den internationale kunstscene med sine gigantiske malerier. Mange af hans værker skildrer collager af forskellige popkulturelle elementer, reklamer og brands, malet i farvemættede udgaver der springer fra lærredet. Et af de største værker, The Swimmer in the Econo-mist, breder sig over 27 meter, og er virkelig et bjergtagende syn. Rosenquists evne til at arbejde i så stor skala stammer i øvrigt fra et tidligere job som billboard-maler! Udstillingen på Aros løber frem til d. 19 august, og er en klar anbefaling værdig.

Serie: Westworld sæson 2

Vi har naturligvis også set Westworld sammen med resten af Internettet, men vi er altså ikke lige så begejstrede, som vi var over første sæson. Der er lidt for mange ligegyldige blodsudgydelser og kampberedte SWAT-teams, og lidt for lidt fremdrift og nervepirrende plots. Maeve er dog en undtagelse – smutturen til Shogun World var et tiltrængt afbræk, og der er stadig noget interessant ved hendes karakter og det hold, hun følges med. Afsnittet hvori vi ser William forsøge at bygge en funktionel robotudgave af James Delos er også ret vellykket, men ellers er der lidt langt mellem de virkelig medrivende scener, sæson 1 bød på.

Serie: The Handmaid’s Tale sæson 2

Anden sæson af The Handmaids Tale har vi naturligvis også været nødt til at se. Første sæson sluttede jo med en kæmpe cliffhanger! Og av, for en opfølgning. Universet bliver mere og mere dystert, Aunt Lydia bliver mere og mere sadistisk og June bliver mere og mere apatisk. Men heldigvis er det ikke ren elendighed. Blandt andet bliver Serenas karakter nuanceret en hel del, og June får også vakt sin fighterånd igen. Scenografien er stadig vanvittig flot, og så er Elisabeth Moss jo bare en sindssygt dygtig skuespiller.

Hørt

Podcast: Fries before guys

Forhåbentlig kender I allerede Nanna og Josephines podcast, Fries before guys. Hvis ikke, så har I noget virkelig godt i vente. Både mænd og kvinder kan lære en hel masse af at høre deres podcasts, og vi er selv ganske trofaste lyttere. Tag lige og hør deres seneste afsnit “Den allerførste gang”, hvor pigerne igen virkelig formår at udlevere egne historie fra de spæde teenageår – druk, seksuelle oplevelser, rejser, fester og alt muligt andet. Det er både sjovt, rørende, spændende, alvorligt og eftertænktsomt. De to piger er bare geniale.

Musik: Kid Cudi & Kanye West – KIDS SEE GHOSTS

Der har været rigtig mange hip hop-udgivelser den seneste måned – både Pusha T, Kanye West, Kid Cudi og Nas har været på banen med albums, mens vi stadig venter på ‘Scorpion’-albummet fra Drake, der er sat til at udkomme d. 29 juni. Ingen af os har hørt specielt meget Kid Cudi før, men vi er alligevel begge ret vilde med det relativt korte ‘KIDS SEE GHOSTS’-album på kun 7 sange og 23 minutter, som Kanye har produceret og optræder på sammen med Kid Cudi i en flot duo. Vi digger det. Især ‘Feel the love’, ‘4th Dimension’ og ‘Freeee (Ghost Town Pt. 2)’ har allerede fået mange lyt.

Læst

Bog: Colson Whitehead – The Underground Railroad (Læst af os begge)

The Underground Railroad vandt Pulitzer Prize sidste år, og er blevet lovprist af rigtig mange anmeldere, kendisser osv. Rigtig mange afroamerikanere fremhæver bogen som et vigtigt værk, når det kommer til at forstå slaveriet i USA, og de efterdønninger, som præger landet i dag i form af politivold, oprør og generelle racespændinger. Bogen følger slaven Cora, der flygter fra den farm, hun er blevet solgt til. Undervejs møder hun både venner, der hjælper hende videre i et spektakulært flugtforsøg, og fjender, der forsøger at bremse hende, og bogen udfolder således også en række andre karakterer i løbet af historien. Fortællingen er enormt hjerteskærende, men bliver aldrig sentimental. På den måde fremstår volden og ondskaben næsten endnu mere chokerende og afstumpet. Heldigvis er der også lyspunkter undervejs, og Whitehead skriver generelt virkelig smukt – selv når handlingen bliver rigtig grum. Hvis du kunne lide Rødder af Alex Haley, vil The Underground Railroad helt sikkert også være noget for dig.

Bog: Yoyo Moyes – After You (Læst af Sidsel)

Som modgift til den tristesse, som The Underground Railroad forårsagede, valgte jeg bagefter at gå ombord i noget chicklit! Sidste sommer læste jeg forgængeren Me before you, primært fordi jeg var nysgerrig på, hvorfor den var blevet hypet så meget. Fortællingen om Louisa og Will var helt sikkert rørende – en klassisk, ulykkelig kærlighedshistorie – og hvem er ikke til fals for det indimellem? ;) Jeg må dog indrømme, at opfølgeren er lidt mere waah i mine øjne. Nu vil jeg ikke røbe for meget, hvis I endnu har bogen til gode, men jeg synes ikke den bidrager med så meget værdifuldt til historien. Måske Moyes skulle have sat punktum efter første bog.

8 kommentarer

  • Anne

    Hej med jer!
    Jeg stemmer for, at I fortsætter med dette koncept – det er altid rart med noget inspiration, nu hvor ferien sætter ind (men selvfølgelig også, når jeg skal have pause fra studiet) 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Yay, tak for stemmen, Anne ;) Vi tænker, det kan blive en månedligt koncept, hvis ellers vi ser, hører og læser nok i løbet af en måned :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christoffer

    Hey S&L!
    Godt indlæg, fedt I kommer med nogle anbefalinger til hvad man skal læse, se og lytte til. :-) jeg har lige en rettelse til jeres “Kids See Ghosts” anbefaling. Det er ikke et Kid Cudi-album, men et fælles album som Kanye West & Kid Cudi har udgivet sammen. Som I også har skrevet i indlægget så er det rigtigt at det er Kanye West, som har produceret det hele. :-) jeg håber ikke i tager dette som kritik. God sommer :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hey Christoffer :) Tak for rettelsen – det var vist også det, vi havde tænkt os at skrive, men det blev vist ikke formuleret helt rigtigt. Og vi tager det selvfølgelig ikke som en kritik, no worries ;) God sommer til dig også!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uh, jeg må snart en tur forbi AroS og svinge årskortet kan jeg høre!

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betina

    Jeg er helt enig i din bedømmelse af bogen “after you”. Jeg synes at det var en lidt flad fornemmelse man sad med efter at have læst den. Jeg vil dog stadig anbefale dig at læse 3’eren. Den hedder: “stadig mig”. Den er væsentlig bedre end 2’eren, men stadig ikke lige så god som 1’eren :-) Det er bare fint at få en afslutning på det hele.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Jeg har kæmpet med ‘The Underground Railroad’…. Jeg synes den er så rodet i starten. Havde I mon samme oplevelse? Eller er det bare mig, som slet ikke har været koncentreret nok? :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hey J! Jo, det er rigtigt nok, den er lidt rodet i starten – der er mange personer og navne, man skal holde styr på. Og selve bogen er også fortalt lidt fragmenteret og kapitlerne lapper også lidt over hinanden i tid og sted, så det handler om at holde tungen lidt i munden. Den er ikke helt så kronologisk fortalt, som jeg mener at huske f.eks. Rødder er. Men hvis du bare lige koncentrerer dig om at holde styr på de forskellige personer i starten, så giver den fin mening :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nem sommerdessert: pavlova med passion, mango, banan & nektarin