juli 2018 - Sidsel & Lasse

Facetune og forskruede kroppe på Instagram

Måske så I for noget tid siden på min Instagram story at jeg repostede et billede, som &Other Stories havde postet på deres profil (og siden slettet igen). Lidt senere postede jeg også ovenstående billede/tekst i min story. Billedet hos &Other Stories var et repost fra en fransk Instagram-pige, der bar et par jeans fra brandet. Billedet var tydeligt Photoshoppet/Facetunet omkring numsen og benene, der var blevet gjort henholdsvis mere fyldig og lidt smallere. Jeg synes, det var tydeligt, men det var åbenbart ikke noget, &Other Stories opdagede, før de blev gjort opmærksomme på det af andre brugere i kommentarfeltet til billedet, der som sagt blev slettet igen. Jeg vil ikke linke til billedet, da det egentlig ikke handler så meget om præcis den pige, der havde redigeret sin bagdel og sine ben. Det, jeg gerne vil snakke lidt om, er selve tendensen, hvor flere og flere er begyndt på at redigere kroppens fysiske fremtoning på billeder på Instagram, inden de bliver postet.

Min holdning til det er faktisk meget klar – jeg synes, det er forkert at Photoshoppe og Facetune sit ansigt eller sin krop, så den fremstår på en måde, der ikke har noget hold i virkeligheden. At bruge filtre, skrue på kontrast, lys og farver og at tage billeder fra bestemte vinkler, der måske over- eller underdriver bestemte proportioner i billedet, synes jeg er OK. Billeder på Instagram er selvfølgelig ofte redigerede, men tager alligevel udgangspunkt i noget, der findes i virkeligheden. At ændre på proportionerne på øjne, næse, ben, arme, mave og bagdel uden at nævne det for sine følgere, synes jeg ikke er i orden. Det er der, hvor det for mit vedkommende holder op med at have noget med virkeligheden at gøre. For nogle går grænsen givetvis et andet sted. Man kan argumentere for, at alle burde droppe filtre og redigering og bare poste billederne, som de er. Man kan også argumentere for, at man burde droppe makeup og bare se ud, som man nu gør. På den anden side kan man også argumentere for at folk helt selv må bestemme, hvad de nu gør med deres billeder på Instagram, og hvis de har lyst til at Facetune dem til ukendelighed, så skal de have lov til det.

Interessant nok fik jeg netop et svar på min story fra en kvinde, der mente, at jeg faktisk bodyshamede den franske pige, som jo bare forsøgte at leve op til nogle skønhedsidealer. Jeg var bare endnu en mand, der fortalte kvinder, hvad de (ikke) skulle gøre med deres kroppe. Hun skrev, at mange piger og kvinder, der Facetuner deres kroppe og ansigter på Instagram, er usikre og at det faktisk er mere skadeligt, når de får ting at vide som “Bare vær dig selv” – også selvom det er sagt med gode intentioner. På en måde kunne jeg godt følge hendes pointe, selvom jeg nu ikke mener at have sagt, hvad hun skulle gøre med sin krop, men nærmere hvad hun burde stoppe med at gøre ved Instagram-billeder af den. Måske er det bodyshaming? Det kan godt være. Mit svar til kvinden var, at jeg sagtens kunne forstå, at det ikke ligefrem er en ukompliceret diskussion og at jeg (som mand) nok ikke var den mest kvalificerede til at deltage i den diskussion. Alligevel måtte jeg erklære mig uenig i, at vi bare skal lade folk Facetune deres billeder, som de har lyst til. Det er selvfølgelig synd, at det bliver gjort med udgangspunkt i personlig usikkerhed, ingen tvivl. Desværre hjælper det bare samtidigt med at genskabe og fastholde de urealistiske skønhedsidealer, som deres egen usikkerhed måske til dels stammer fra. Der er en grund til, at Frankrig sidste år indførte ved lov, at det skal skrives tydeligt, når en modelkrop på et billede er blevet modificeret i f.eks. Photoshop. Mange spiseforstyrrelser og usikkerheder er uden tvivl blevet værre af den konstante eksponering af tynde/slanke kroppe overalt i medierne. Desværre tyder alt på, at det nu er Instagram, denne usikkerhed stammer fra. Derfor er det problematisk, når man som almindelig privat person begynder at ændre på formen på sin krop og sit ansigt på billeder, som man lader som om er ægte. Det bliver især problematisk, når det er personer, der i forvejen er slanke eller veltrænede, som oven i hatten vælger at gøre sig selv ekstra “perfekte” med Facetune. F.eks. fortalte danske Philine allerede i 2015 at hun brugte Facetune til at ændre på sin krop med. Det er altså noget, der har stået på i nogle år.

De færreste lægger nok mærke til det, når de hurtigt scroller forbi et billede på Instagram, men jeg tør ikke tænke på, hvor mange Photoshoppede og Facetunede billeder, der bliver uploadet hver dag i app’en. Jeg er med på, at det føles rart at få likes og positive tilkendegivelser på sit udseende. Men bliver det ikke en hul fornemmelse med tiden? Og når det endda bidrager til et urealistisk skønhedsideal og fastholder andres usikkerhedes på dem selv og deres kroppe, er det så virkelig det værd? Jeg er på ingen måde ude efter at angribe nogen, jeg tror bare ikke at dem, der bruger Facetune til at ændre på krops- og ansigtsform har tænkt på, hvad konsekvenserne er for andre – især kvinder. Selvom der garanteret også er mænd og drenge, der gør noget lignende, tror jeg særligt det er unge piger, der bliver ramt af dette.

Det blev en lang omgang, beklager ;) Hvad tænker I om emnet? Er jeg helt galt på den? Jeg vil hellere end gerne debattere og udfordres på min holdning.

Set, hørt og læst: juli

Set

Fra traileren til Sharp Objects

Serie: Sharp Objects

Så snart vi læste Soundvenues anmeldelse af den nye HBO-serie, var vi solgt. Vi læste tilfældigvis anmeldelsen hver for sig og anbefalede den nærmest i munden på hinanden. Vi har ikke set seriens otte afsnit endnu (der kommer nyt afsnit hver mandag), men det, vi har set indtil videre, har tegnet virkelig godt, spændende, mystisk og dramatisk. Serien er en filmatisering af Gillian Flynns gennembrudsroman af samme navn (Flynn har også skrevet ‘Gone Girl’) produceret af holdet bag filmen “Get Out”, så der skulle også gerne være lagt i kakkelovnen til en god forestilling.

Fra traileren til Den Skyldige

Film: Den Skyldige

Vi havde ad flere omgange set trailers og læst gode anmeldelser af “Den Skyldige” med Jakob Cedergren i hovedrollen. Vi besluttede os for at fejre vores 11-års kærestedag med en middag efterfulgt af en tur i biografen for at se filmen, som vi havde hørt så meget godt om. Vi vil helst ikke afsløre for meget om plottet, men filmen er i hvert fald rigtig interessant fortalt og indeholder et par gode twists. Vi forlod biografen både underholdte og eftertænksomme. Dog må vi indrømme, at vi ikke følte, vi fik den der helt overvældende “biograffølelse”, man kan forlade biffen med, når man har set en storslået biograffilm. Måske kan “Den skyldige” godt “nøjes” med at blive set på et tv, når den engang bliver tilgængelig på en streamingtjeneste.

Serie: The Affair sæson 4

Vi er godt i gang med sæson 4 af The Affair, selvom vi oprindeligt var i tvivl om, om vi skulle hoppe på den karrusel igen. Sæson 3 var nemlig en ret rodet affære (pun intended!). I sæson 4 er Helen flyttet med Dr. Ulah til LA, og Noah er fulgt med for at kunne opretholde en relation til sine børn. Vi har endnu lidt svært ved at vurdere, om sæson 4 kommer til at hæve niveauet, men vi giver den en chance!

Fra traileren til A Single Man

Film: A Single Man

A Single Man er jo ikke ligefrem en ny film, men af en eller anden årsag havde vi ikke fået den set. Til gengæld så vi Nocturnal Animals, da den udkom i 2016, og var meget begejstrede for dens æstetik og plot. Begge film er instruerede af modemogulen Tom Ford, og man fornemmer tydeligt hans modemæssige stilsikkerhed og kompromisløshed i filmenes univers og scenografi. A Single Man har Colin Firth i hovedrollen som en homoseksuel underviser, der mister sin kæreste og bagefter kæmper med sorgen. Filmen er virkelig rørende og flot.

Hørt

Musik: Drake – Scorpion

Det nye Drake-album er ikke ligefrem en undergrundsudgivelse og albummet er allerede blevet streamet rigtig, rigtig mange gange. Og vi forstår godt hvorfor – vi er ret vilde med Drake generelt, og det nye album er ingen undtagelse. Albummet er måske lige til den lange side, hvor nogle numrene virker lidt som om Drake træder vande og kører efter en formel, man har hørt på flere tidligere albums. Dog virker det også som et ret personligt og velproduceret album med nogle ret banging features og samples.

Podcast: Alt er nu

For nyligt begyndt Politiken at gøre reklame for podcasten Alt er nu, der skildrer kærlighedshistorien mellem Stine og Titan. Stine har lige lagt et brystkræftforløb bag sig, da hun møder Titan og de forelsker sig i hinanden. Desværre er Stines prøvelser ikke overståede, og i løbet af podcasten skildres den kommende tid med sygdom, drømme og kærlighed i en historien, der er virkelig fin, ærlig og rørende. Og for de flestes vedkommende nok også tårefremkaldende.

Læst

Bog: Fra 0 til 100

En Aarhus-bekendt – Alexandra Balshøj – sendte for nogle måneder siden et anmeldereksemplar af bogen Fra 0 til 100, som hun har lavet sammen med grafikeren Maria Refsgaard. I løbet af de sidste par år har pigerne haft samtaler om livet med 100 forskellige mænd og kvinder i alderen 0 til 100, og det er der kommet en virkelig interessant bog ud af. Særligt samtalerne med de ældre mænd og kvinder fangede os. Der er rigtig meget livsvisdom gemt i de sider! Portrætterne i bogen er også meget betagende og smukke.

Bog: The Stranger in the Woods

En fascinerende fortælling om eremitten Chris Knight fra Maine, USA, der i mere end to årtier har levet komplet afskåret fra menneskelig kontakt. Knight forlod sit barndomshjem som 20-årig, besluttede sig for at slå lejr i den tætte skov i hjemstaten og levede som eneboer i mange år. Bogen starter der, hvor Knight endelig bliver taget til fange under en af hans mange tyveritogter i de lokale hytter, hvor han stjæler mad og udstyr til at holde sig kørende i sin egen lejr. En fascinerende bog, der også reflekterer på et højere niveau over meningen med livet, (a)socialitet og de grundlæggende, menneskelige behov. Læs den, hvis du kunne lide Into The Wild.

 

90’s dad vibes

Reklame for Jack & Jones

Polo, jeans og bælte fra Jack & Jones, sneakers fra New Balance

Nok er jeg ikke far (endnu), men derfor kan jeg jo godt køre en god 90’er dadcore-stil alligevel! Jeg er ret meget fan af det look, og det bliver vist ikke meget mere far-agtigt med lyse jeans med en polo stoppet godt ned i og et bælte plus løbesko til. Så skulle det da lige være, hvis jeans’ne var en anelse løsere. Det er i øvrigt én af de få gange, de seneste par uger, at jeg har haft lange bukser på i længere tid. Det er som om, vejret har besluttet sig for at kompensere 200% for den nærmest ikke-eksisterende 2017-sommer ved at gå helt over i den anden grøft. Nu er det så bare lidt for meget. Kan vi få lidt regn, tak!

Hele outfittet kan i øvrigt findes i Jack & Jones i Bruuns Galleri i Aarhus.

 

By the way #47

Reklame for Just Eat

Pizza Propria er kommet på Just Eat <3

By the way:

  • Er det bare os, eller er Venner i virkeligheden lidt plat? Vi har altid elsket serien, men da vi så et afsnit for nyligt (længe leve flow-tv, når man er på besøg hos sine forældre) syntes vi egentlig, at deres jokes var ret platte. Det er selvfølgelig også en gammel serie… men alligevel!
  • Har I også lidt lyst til at slette Instagram nogen gange? Vi har snakket mere og mere om det på det sidste, at vi både elsker og hader tjenesten på samme tid. Der er masser af sjov og inspiration, men det er også et værre tidsfordriv og en rigtig opmærksomhedssluger.
  • Må vi præsentere vores nye yndlingssnack; svesker. De er jo mega gode! Apropos at nærme sig de 30…. virkelig en oldinge-snack!
  • Vi overvejer at melde os ind i vinterbadeklubben Jomsborg. Det skulle være så dejligt, har vi hørt. Eneste “bekymring” er at rende på nøgne bekendte i klubben, haha. Er nogen af jer vinterbadere?
  • Vores yndlingspizzeria Fratellis er, til vores store frustration, ikke længere at finde på Just Eat. Heldigvis er Pizza Propria til gengæld blevet tilføjet til siden, og de laver usandsynligt gode pizzaer og en vanvittig salat med burrata. Så nu kan vi stadig få vores italienske fix, når dovenskaben melder sig.
  • Sidsel skar sig på en af de champagneflasker, der var blevet sablet til hendes polterabend. Såret sidder på læggen, hvor hun i forvejen har et ar fra en af Klubbens røgmaskiner. Dumme, men i det mindste festlige, skader!
  • Siden vi kom hjem fra Sverige har vi passet hus i Galten, og det har næsten været som at have forlænget sommerferie. Her er nul mennesker, dejligt vejr, pæne kornmarker og morgenkaffe på terrassen.
  • Vi blev helt beærede over at få sammenlignet vores hjem med en hyggelig, italiensk lejlighed, som søde Cathrine var på ferie i. Vi har flere gange fået at vide, at vores hjem ser lidt sydlandsk ud, og der er nok noget om snakken! Selvom det vist aldrig har været 100% overlagt, at det er blevet sådan :)
  • Vi bliver ofte spurgt ind til de forskellige plakater, vi har hængende i Marmeladefabrikken – en hel del af dem er købt på ARoS i forbindelse med forskellige udstillinger. I den forbindelse vil vi lige tippe om, at mange af dem er til salg på ARoS-shoppen, hvor man kan finde rigtig mange seje plakater til vældigt fine priser. F.eks. kan man stadig få vores Lucian Freud-plakat til kun 100 kroner (hvis man er til modløse kvinder, der kvæler katte).
  • Lasse siger tak for de opmuntrende ord i forbindelse med snart at fylde 30 og de gode forslag til fysiske aktiviteter, han kan holde sig i gang med. Umiddelbart er det indtil videre svømning, der lyder mest tillokkende. Måske er det på grund af varmen ;)
  • Apropos fysisk aktivitet, så kan vi også anbefale lidt frisbee-kast. Det giver god sved på panden og er faktisk også meget sjovt, når man lige får styr på teknikken. Men vent måske med projektet til solen er på vej ned!

30-års fødselsdagen lurer om hjørnet

Mit afblegede hår i juni – måske en lille, kommende 30-årskrise, haha. Det var der flere, der mente!

Åh åhhh… De 30 år nærmer sig med hastige skridt, og det er jo virkelig noget, man skal høre for fra sine venner og bekendte. Heldigvis er jeg ikke den første, der fylder 30 i min vennekreds, så drillerierne har indtil videre været nogenlunde begrænsede. I øvrigt har jeg timet brylluppet perfekt – d. 1 september skal vi giftes og d. 3 oktober bliver jeg 30. Så ingen peber til mig, thank you very much!

Men hvorfor er det egentlig, at det med at fylde 30 skal være så slemt? Der er selvfølgelig et eller andet symbolsk (eller hvad man skal kalde det) i at man ikke længere kan kalde sig selv 20-something (ikke at jeg nogensinde har gjort det). Det afslører egentlig også ret meget, at man kalder sig 20-something, for jeg har da aldrig hørt om en 22-årig, der hellere ville sige det end bare sin reelle alder, haha :) Måske handler det lige så meget om det, man forventes at have nået i løbet af 20’erne – der skal man gerne have flyttet hjemmefra, fået sig en uddannelse og en kæreste/ægtefælle og måske endda børn og en ejerbolig. Det er nok lige ambitiøst nok for de fleste at skulle nå alt dette, og jo færre ting, man kan “krydse af listen”, jo mere stresset er man sikkert også over at fylde 30. Der er selvfølgelig ingen grund til at stresse sig selv med ting, man føler, man burde have nået. Det er der jo ingen, der får noget godt ud af. Jeg havde længe sagt til mig selv, at jeg gerne ville være far inden jeg fyldte 30, men med tiden er jeg gået væk fra den idé og har erstattet den med at jeg gerne vil være far, når jeg føler mig (nogenlunde) klar til det og når omstændighederne er gunstige. Så jo, selvfølgelig skal Sidsel og jeg have børn på et tidspunkt, det bliver bare ikke helt endnu. Vi føler nok begge, vi stadig har et par  ting, vi gerne vil nå, som bare er nemmere at klare uden børn i billedet. Man kan lægge så mange planer for livet, men det er sjældent, det hele går præcis sådan, som man havde håbet og forestillet sig, så vi prøver bare at tage det lidt, som det kommer. Personligt er jeg rigtig glad for det sted, jeg er i livet lige nu. Jeg synes, jeg har opnået en masse gode ting og at jeg er glad. Jeg er også sindssygt glad for, at Sidsel og jeg stadig er sammen og at vi har klaret det så langt. Selvfølgelig fordi jeg ved, at Sidsel er den helt rigtige for mig (cheeeeesy), men også fordi jeg faktisk ikke tror det nødvendigvis er sååå sjovt igen at være single i 30’erne. Hvis altså man kun brænder efter at finde sin udkårne, i hvert fald.

30 år er nok også en form for milepæl, der indbyder til refleksion over sit liv, sine mål og sig selv. Er man sammen med den rigtige, har man det rigtige job, er man tilfreds med sin krop og sit helbred, bor man det rigtige sted? Og hvad vil man gerne fremadrettet? Her kan man selvfølgelig få lidt krise, hvis man kommer frem til, at man er utilfreds med flere større ting og står overfor at skulle træffe nogle større, livsdefinerende beslutninger. Jeg tror faktisk, noget af det jeg har tænkt mest over, er mit helbred og min krop. Jeg synes, jeg så småt kan mærke, at jeg ikke er 20 længere. Jeg får lettere ondt, får flere tømmermænd og har måske ikke helt det energioverskud, jeg havde engang. Jeg er vist én af de der irriterende typer, der er velsignet med et højt stofskifte og derfor ikke har bekymret mig så meget om min krop. Det er selvfølgelig ikke noget, der varer ved, og jeg er så småt ved at indse, at jeg nok er nødt til at finde på en eller anden form for fysisk aktivitet, jeg kan dyrke hele året rundt, så jeg kan holde mig bedre i form. Problemet er, at jeg virkelig ikke kan se det fantastiske i at løbe eller spinne. Og at stå og rive i nogle vægte i et træningscenter siger mig heller ikke så meget. Derudover føler jeg bare, at det er så upraktisk at skulle forbi et eller andet center 2-3 gange om ugen. Jeg kan til gengæld rigtig godt lide at spille f.eks. volley eller badminton, det er desværre bare heller ikke særlig praktisk. Så ja, tips til “nemme” og praktiske måder at holde sig i form på modtages gerne!

Det er sjovt og lidt strengt af mig, men når nogle af mine venner eller veninder har fortalt, at de har været sammen med én eller fundet en kæreste, som er f.eks. 31 år gammel, så har jeg tænkt, at det da lød vildt gammelt, haha. Også selvom jeg selv er 29. Der er bare en forskel på de to tal, selvom der ikke burde være det!

Har vi nogle læsere på 30+ år på linjen, der kan be- eller afkræfte det “forfærdelige” i at fylde 30? :)