Set, hørt og læst: juli - Sidsel & Lasse
90's dad vibes

Set, hørt og læst: juli

Set

Fra traileren til Sharp Objects

Serie: Sharp Objects

Så snart vi læste Soundvenues anmeldelse af den nye HBO-serie, var vi solgt. Vi læste tilfældigvis anmeldelsen hver for sig og anbefalede den nærmest i munden på hinanden. Vi har ikke set seriens otte afsnit endnu (der kommer nyt afsnit hver mandag), men det, vi har set indtil videre, har tegnet virkelig godt, spændende, mystisk og dramatisk. Serien er en filmatisering af Gillian Flynns gennembrudsroman af samme navn (Flynn har også skrevet ‘Gone Girl’) produceret af holdet bag filmen “Get Out”, så der skulle også gerne være lagt i kakkelovnen til en god forestilling.

Fra traileren til Den Skyldige

Film: Den Skyldige

Vi havde ad flere omgange set trailers og læst gode anmeldelser af “Den Skyldige” med Jakob Cedergren i hovedrollen. Vi besluttede os for at fejre vores 11-års kærestedag med en middag efterfulgt af en tur i biografen for at se filmen, som vi havde hørt så meget godt om. Vi vil helst ikke afsløre for meget om plottet, men filmen er i hvert fald rigtig interessant fortalt og indeholder et par gode twists. Vi forlod biografen både underholdte og eftertænksomme. Dog må vi indrømme, at vi ikke følte, vi fik den der helt overvældende “biograffølelse”, man kan forlade biffen med, når man har set en storslået biograffilm. Måske kan “Den skyldige” godt “nøjes” med at blive set på et tv, når den engang bliver tilgængelig på en streamingtjeneste.

Serie: The Affair sæson 4

Vi er godt i gang med sæson 4 af The Affair, selvom vi oprindeligt var i tvivl om, om vi skulle hoppe på den karrusel igen. Sæson 3 var nemlig en ret rodet affære (pun intended!). I sæson 4 er Helen flyttet med Dr. Ulah til LA, og Noah er fulgt med for at kunne opretholde en relation til sine børn. Vi har endnu lidt svært ved at vurdere, om sæson 4 kommer til at hæve niveauet, men vi giver den en chance!

Fra traileren til A Single Man

Film: A Single Man

A Single Man er jo ikke ligefrem en ny film, men af en eller anden årsag havde vi ikke fået den set. Til gengæld så vi Nocturnal Animals, da den udkom i 2016, og var meget begejstrede for dens æstetik og plot. Begge film er instruerede af modemogulen Tom Ford, og man fornemmer tydeligt hans modemæssige stilsikkerhed og kompromisløshed i filmenes univers og scenografi. A Single Man har Colin Firth i hovedrollen som en homoseksuel underviser, der mister sin kæreste og bagefter kæmper med sorgen. Filmen er virkelig rørende og flot.

Hørt

Musik: Drake – Scorpion

Det nye Drake-album er ikke ligefrem en undergrundsudgivelse og albummet er allerede blevet streamet rigtig, rigtig mange gange. Og vi forstår godt hvorfor – vi er ret vilde med Drake generelt, og det nye album er ingen undtagelse. Albummet er måske lige til den lange side, hvor nogle numrene virker lidt som om Drake træder vande og kører efter en formel, man har hørt på flere tidligere albums. Dog virker det også som et ret personligt og velproduceret album med nogle ret banging features og samples.

Podcast: Alt er nu

For nyligt begyndt Politiken at gøre reklame for podcasten Alt er nu, der skildrer kærlighedshistorien mellem Stine og Titan. Stine har lige lagt et brystkræftforløb bag sig, da hun møder Titan og de forelsker sig i hinanden. Desværre er Stines prøvelser ikke overståede, og i løbet af podcasten skildres den kommende tid med sygdom, drømme og kærlighed i en historien, der er virkelig fin, ærlig og rørende. Og for de flestes vedkommende nok også tårefremkaldende.

Læst

Bog: Fra 0 til 100

En Aarhus-bekendt – Alexandra Balshøj – sendte for nogle måneder siden et anmeldereksemplar af bogen Fra 0 til 100, som hun har lavet sammen med grafikeren Maria Refsgaard. I løbet af de sidste par år har pigerne haft samtaler om livet med 100 forskellige mænd og kvinder i alderen 0 til 100, og det er der kommet en virkelig interessant bog ud af. Særligt samtalerne med de ældre mænd og kvinder fangede os. Der er rigtig meget livsvisdom gemt i de sider! Portrætterne i bogen er også meget betagende og smukke.

Bog: The Stranger in the Woods

En fascinerende fortælling om eremitten Chris Knight fra Maine, USA, der i mere end to årtier har levet komplet afskåret fra menneskelig kontakt. Knight forlod sit barndomshjem som 20-årig, besluttede sig for at slå lejr i den tætte skov i hjemstaten og levede som eneboer i mange år. Bogen starter der, hvor Knight endelig bliver taget til fange under en af hans mange tyveritogter i de lokale hytter, hvor han stjæler mad og udstyr til at holde sig kørende i sin egen lejr. En fascinerende bog, der også reflekterer på et højere niveau over meningen med livet, (a)socialitet og de grundlæggende, menneskelige behov. Læs den, hvis du kunne lide Into The Wild.

 

4 kommentarer

  • Camilla Kirstine

    Jeg har netop læst Fra 0 til 100 for 2 ugers tid siden. Den er meget interessant og giver anledning til reflektion.
    For år tilbage så jeg A single man. Jeg elskede den øjeblikkeligt og har siden genset den et hav af gange. Desuden er jeg også glad for Julianne Moore, så det er et ekstra plus. Tak for at nævne den anden film af Ford! Jeg kan huske jeg havde intentioner om at se den, dengang den kom frem, men det røg i glemmebogen. Så nu skal den bestemt ses !

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Camilla :) Ja, synes også virkelig det er fascinerende at høre om, hvilke anskuelser og problemer, man har som menneske gennem de forskellige aldre. Det er sjovt at se, hvordan det ændrer sig med årene. Du har helt ret – det giver meget anledning til at se indad og reflektere over sit eget liv på godt og ondt. Men ja, endelig se Nocturnal Animals! Den er lidt barsk, men rigtig spændende og flot. Den er tilgængelig på Cmore nu, hvis du har det eller kender nogen, der har ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hej med jer 😊
    Sharp Objects står også på min liste, og jeg har kun hørt godt om den. HBO er ved at være godt med i forhold til miniserier!
    Fra 0 til 100 hentede jeg på biblioteket i sidste uge, netop fordi I tidligere har skrevet om den herinde, og fordi jeg så et indslag om den i Go’ Morgen Danmark for noget tid siden. Jeg har aldrig været den store boglæser og har kun læst de bøger, jeg har skullet i folkeskolen, på handelsskolen og uni. Fra 0 til 100 bliver derfor min første frivilligt læste bog i 10 år … Sommerferien må være det perfekte tidspunkt at læse den – nu mangler jeg bare at åbne den og komme i gang 😉 Med hensyn til Den Skyldige, så synes jeg, plottet minder meget om The Call med Halle Berry og Abigail Breslin (hvis I kender den?), hvorfor jeg ikke har villet se den. Hvis det er en helt gal betragtning, må I lige sige til, for så kan det da være, jeg skal se den alligevel 😄 Hvis I er fan af Alt er nu, så kan det være, at Noget om Emma vil være noget for jer?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Anne :) Ja, HBO gør det virkelig godt for tiden! Der skal jo også lidt til for at konkurrere mod Netflix! Jeg har haft det meget som dig med bøger (og læst meget lidt frivilligt), men når jeg lige bliver fanget, kan jeg sluge en bog på få dage. Vil dog sige med 0-100 at den er god at læse i 20-30 minutter ad gangen og så holde en pause. Sådan var det i hvert fald for mig :) Vi har ikke set The Call, men det lyder ret meget som plottet i Den Skyldige. Så ja, det kan godt være, du skal springe den over ;) Jeg har ikke hørt Noget om Emma, men den vil jeg da lige tjekke ud – tak for tip!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

90's dad vibes