Kender I det, når man får aflyst sin bryllupsfest tre uger før festen skal stå? - Sidsel & Lasse
Opsparing vs. forbrug - kan man begge dele?

Kender I det, når man får aflyst sin bryllupsfest tre uger før festen skal stå?

Indeholder reklame for Crafted By

Gid overskriften bare var en clickbait-krog, som vi brugte til at hale jer ind på bloggen med, men det er desværre sandt. Torsdag i forrige uge fik Lasse ad omveje at vide, at et arrangement, der skulle have været afholdt på Langsøgaard i den forgangne weekend, var blevet aflyst. Vi fik derefter bekræftet af stedet, at vores aftale desværre ikke længere stod. Ikke ligefrem positive nyheder. Meldingen slog os (særligt mig) helt ud, og havde I spurgt os i forrige uge om brylluppet stadig skulle holdes, var det ikke sikkert, at svaret havde været et ja. Hele affæren har været følelsesmæssigt drænende – det føltes til tider som at være med i en dårlig bryllupsfilm. Vi har også været meget i tvivl om hvorvidt vi skulle fortælle her på bloggen, hvad der foregik bag kulissen, men der ville nok opstå undren før eller siden, så nu tager vi den i opløbet.

Rent juridisk er sagen lukket og vi har fundet en løsning, begge parter kunne sige god for og som vi er tilfredse med, alt taget i betragtning. Så nu gider vi ikke bruge mere energi på at ærgre os over det tabte. Og vi skal naturligvis stadig holde bryllupsfest! I allersidste time dumpede der nemlig en frelsende engel i form af Designits office manager ned fra himlen, og nu hedder Plan B fest i Designits lokaler på Aarhus Lystbådehavn. Så man kan vist roligt sige, at det bliver noget helt andet end bryllup i ét med naturen ude på Djursland. Heldigvis er der rigtig mange gode ting at sige om den nye bryllupslokation. For det første er beliggenheden virkelig fin og meget “os”. Faktisk var Vin Danmark det allerførste sted, vi kontaktede angående afholdelse af bryllup. Nu ender vi med at holde vores fest 50 meter derfra. Derudover er Designit jo min gamle (praktik)arbejdsplads og Lasses nuværende arbejdsomgivelser, da han har kontorplads på Culture Workspace x Designit. Så det føles også ret hjemmeligt. Sidst, men ikke mindst, er det et fedt lokale med betongulve, højt til loftet og industrielle vibes.

De nye omgivelser har betydet, at særligt jeg har skullet sluge nogle kameler i forhold til den røde tråd, jeg troede vores bryllup skulle have. Jeg elsker at nørde den slags, og havde glædet mig til at binde en fin, æstetisk sløjfe på vores bryllup på Langsøgaard. Men sådan skulle det ikke være. Nu får vi det bedste ud af de nye rammer, og f*ck om nogle af bordene så ikke lige har samme størrelse. Eller at service bliver en blandet landhandel. Nu forsøger vi os med en lidt mere moderne og farverig stil – det passer lidt bedre til de nye rammer. Og så vil der selvfølgelig være nogle levn fra den “gamle” løsning så som menukort og bordkort, som allerede er lavet. Glem barn weddingspatchwork weddings er det nye! Oplevelsen af at få aflyst en bryllupsfest har i øvrigt været en god øvelse i at sige “pyt”. I disse Instagram- og Pinterest-tider bliver man hurtigt forhippet på, at et bryllup skal ligne noget fra et Kinfolk-magasin, men når man så får vendt alle de fornemme planer på hovedet, tvinges man til i højere grad at fokusere på det allervigtigste ved sådan en fest; de familiære bånd, alle de gode venskaber og det stærke parmæssige teamwork, der snart skal blive til et ægteskab. Vi priser os virkelig lykkelige for, at vi har gode mennesker omkring os og et netværk, der kan kaste nye løsninger af sig. Det er det største lyspunkt i denne sag. Der skal nok blive holdt et bryllup, og vi skal nok lykkes med at stable noget rigtig godt på benene. “Noget rigtig godt” bliver bare helt anderledes end først antaget :)

Forhåbentlig har vi nu haft den portion modgang op til brylluppet, vi skulle have, og kan inkassere medgang fra nu af! Lykken har i hvert tilfælde tilsmilet os når det kommer til flere af de planlægningsmæssige detaljer. For eksempel var der stadig en ledig tid i kirken, der er tilknyttet vores sogn, på dagen for vores bryllup. Så det bliver kirkebryllup after all. Og så har vi fået lov til at lave vores helt egen bryllupsbryg i samarbejde med Crafted By, der er et skidesmart nyt koncept, som Carlsberg har lanceret, hvor man selv kan bestemme smagsnoter og emballage på sin øl. Det vil sige, at alle os, der ikke nødvendigvis kaster os ud i at lege med gærstammer hjemme i bryggerset, også har mulighed for at få en sej, skræddersyet øl til særlige lejligheder. Vi glæder os til at fortælle jer mere om vores øl :) Sidst, men ikke mindst, modtog vi også vores vielsesringe i weekenden. De blev inspiceret med tilbageholdt åndedræt, og heldigvis er størrelser og graveringer lige i øjet. Så nu kan det bryllup bare komme an!

31 kommentarer

  • Louise

    Må jeg spørge, hvorfor jeres bryllupsfest på Langsøgaard blev aflyst? Min kæreste og jeg skal giftes til næste sommer og i den forbindelse faldt jeg over jeres blog og er blevet helt forelsket i Langsøgaard! Men det lyder også bare meget utrygt, at de aflyste jeres fest tre uger før dagen, så derfor ville jeg bare høre, hvad grunden var. Håber I havde et dejligt bryllup trods alt :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Louise :) Det var af personlige årsager fra ejerne – mere kan vi desværre ikke sige. Det er virkelig et flot og hyggeligt sted, men lige nu har de lukket ned for yderligere bookinger af arrangementer.

      Og mange tak, vi havde et vildt skønt bryllup! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Tak for det hurtige svar :) hvor ærgerligt, men det er jo selvfølgelig hvad der kan ske. Dejligt, at I havde et skønt bryllup alligevel!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • christina

    Holy s*** venner, sikke en omgang! Kæmpe knus og high five for at tage det hele med oprejste pander og gå-på-mod, det er sgu sejt! Jeg glæder mig som et lille barn til at følge med i jeres dag, som uden tvivl nok skal blive den bedste, fineste og helt rigtige for JER! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Holy shit, indeed!! Tak, søde C <3 Vi glæder os stadig helt vildt – det er jo heldigvis selskabet og ikke rammerne, der skaber festen :)
      PS. Vi kommer nok og besøger jer d. 13 eller 14 september, hvis I er på kontoret :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina B.

    Nej nej nej – det er jo et mareridt 😱
    Det kan man da slet ikke holde til 😖 Hold op hvor har I klaret det flot. I er mega seje 💪
    Jeg er mega glad på jeres vegne over, at I har fundet en rigtig god løsning. Det bliver helt fantastisk, er jeg sikker på.
    I får uden tvivl den dejligste dag 😍
    Husk
    – nyd hvert minut, det går sindssygt stærkt
    – ta’ nogle små øjeblikke sammen i løbet af dagen
    – det bliver den bedste fest i nogensinde kommer til
    Pøj pøj med det hele 🍀❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Ja det var godt nok et kæmpe chok, da vi fik det at vide. Jeg kan ikke sige mig fri for at have haft et par tudeture over det.

      Tak for din kommentar, den varmer! Og tak for de gode tips. Vi glæder os til at opleve det hele, og vil gøre hvad vi kan for at nyde det i fulde drag undervejs :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Hold nu op, sikke en rutsjebanetur at komme igennem..
    Om et par år eller 10 kan I forhåbentlig fortælle historien om “dengang vores bryllup næsten blev aflyst nogle uger før”..
    Dejligt at I har fundet en anden løsning som passer til jer. Må I få en fantastisk dag!
    Ps. Håber på et billede eller to på bloggen fra dagen ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Vi håber også, at vi kan grine af det hele, når vi har fået det lidt på afstand. Det bliver i hvert fald en historie, man husker!
      Tak, vi glæder os stadig helt vildt, selvom løsningen bliver en anden. Og mon ikke, vi kan fikse nogle billeder derfra ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Nej hvor skrækkeligt! Det lyder vanvittigt stressende. Jeg ville ikke håndtere det ret pænt, så er det sagt 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Det har heller ikke været specielt rart at gennemleve! Men på et tidspunkt nåede vi til et vendepunkt, hvor vi havde brug for at se fremad. Så nu har jeg givet mig selv det hvide snit mentalt og lader som om Langsøgaard aldrig har været inde i billedet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ida

      I er simpelthen så overskudsagtige! Men som andre har skrevet, så virker det nye setup også meget mere som jer og jeg glæder mig helt vildt til at se billederne. Nu har jeg jo fulgt med i mange år efterhånden (mimre mimre)!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Ja, det er helt sikkert en værdig Plan B :) Haha, dejligt at høre, Ida! Vi glæder os til at dele nogle glimt fra dagen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • AM

    Ja, det kender jeg, for det skete også for os!! Det sted i Kbh, hvor ville skulle have holdt vores bryllup lavede samme stunt. Heldigvis fandt vi et andet og meget bedre sted, og havde den bedste fest! Er sikker på I får den dejligste dag, lyder som en fed location, rigtig mange gange tillykke herfra :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Æv, det er der altså ikke nogen, der fortjener! Men dejligt for jer, at I fandt et endnu bedre sted. Vi har også på fornemmelsen, at forløbet på nogle punkter vil bidrage til at festen bliver endnu bedre.

      Tak for de søde ord, Annemette :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • HS

    Shit I er for seje at i tager det så pænt! Ja det er mega ærgerligt og jeg ville selv være blevet slået ud, men i har ret – det vigtigste er at i får hinanden på dagen og at familie og venner er der :) i får uden tvivl en fantastisk dag :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tak! Det tog da også lidt tid at komme dertil, men nu kan vi bedre se det lidt “udefra” :) Og ja, de vigtigste ting er heldigvis på plads uanset hvad :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg glæder mig så meget til at følge med. Den magiske dag går så ufatteligt hurtigt. Nyd hvert sekund!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Sidsel og Lasse, I er for seje. Omstillingsparatheden er skarpsleben må man sige. Så bliver det Aarhus (for at citere DSB 😀) og det er sgu ikke så ringe endda. Må I få en fantastisk dag og fest!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Mette, du er for sød! Haha, ja det må man godt nok sige. Vi er også rigtig glade for, at det bliver Aarhus :) TAK!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja V

    Shit, en besked at få! Men hvor er det fedt, at der er dukket en anden mulighed op. Så sætter man pris på netværk, haha :D
    “It is what it is” var noget jeg lærte at sige til mig selv i 2017. Og ja, så bliver ting nogle gange bare anderledes end man havde forestillet sig. Men ikke nødvendigvis dårlige :)
    Jeg glæder mig virkelig meget til at se billeder fra jeres bryllup!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Ja, præcis! Og du har helt ret – man kan nok lige så godt forberede sig på at livet ikke altid bliver præcis sådan, som man håber og planlægger. Men det behøver nemlig slet ikke være en dårlig ting. Bare man er udrustet til at tackle situationerne, når de opstår :) Vi glæder os også til at vise dagen frem på bloggen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Så lidt clickbait var det alligevel, når festen jo i sidste ende ikke er aflyst 😉 men fantastisk for jer, at I fandt en løsning – det lyder som noget af en mundfuld 😬💪🏽

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Altså, festen blev jo aflyst 3 uger inden ;) Vi kunne selvfølgelig godt have tilføjet “…. men man så alligevel finder en løsning” – det var nok blevet en lang titel. Men ja, det har været lidt af en prøvelse! Så får man lige testet sine planlægnings-skills af :D

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja, den overskrift er noget af et blikfang! Jeg kan nu godt forstå at i blev hylet lidt ud af den – der er jo nok planlægning med sådan en stor fest i forvejen.
    Men godt at i har fundet en anden løsning! Og det bliver en fantastisk dag og fest ligegyldig location🌸☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Haha, ja! Vi ville ønske, overskriften var 100% clickbait, hvortil vi kunne svare “… for det kender vi nemlig ikke selv noget til”. Sådan var det desværre ikke helt. Men ja, virkelig dejligt at vi har fundet noget nyt, som også bliver mega fedt!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Arrggghh. Gru. Men held i uheld!
    Jeg synes den nye location lyder federe. Hjertelig tillykke.
    Og fortsat interessante forberedelser (indsæt tomme op).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Ja, meget gru! Vi har heldigvis oplevet så megen medgang siden, så det har jo været dejligt :) Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Hvor er i bare SEJE! Jeg synes, at det lyder til at i har taget de rettte beslutninger og forholdt jer så fint til den ændring. Inspirerende!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      TAK søde Signe. Det var da en dejlig kommentar at få med på vejen :) Vi er heldigvis også ved at være ude på “den anden side”, hvor vi igen kan glæde os til den store dag :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opsparing vs. forbrug - kan man begge dele?